Tidsrøvere
SPONSORERET indhold

Her er dine tidsrøvere

Dorthe Rindbo er ekspert i personlig planlægning og forfatter til bogen "Travle kvinders guide til mere tid", og hun fortæller, at du ved simpel planlægning og prioritering sagtens kan få mere tid, som du kan bruge på dig, og det du har mest lyst til. Hunhar kigget nærmere på tre kvinders tidsdagbøger og to do-lister. Efterfølgende gav hun dem råd til, hvor de kunne skære ned, prioritere og få mere tid. Læs resultatet her.

Af: Jo Brand Foto: Mew.dk
23. sep. 2013 | Sundhed | ALT for damerne


"Jeg var blevet en praktisk robot"
Som marketingmanager og enlig mor til to døtre på fem og syv år manglede 37-årige Katrine Koefoed tid til det, der gør livet sjovt.

Derfor ville jeg gerne have mere tid: Jeg synes, jeg var blevet en praktisk robot. Hele min dag gik med at yde og ikke så meget med at nyde. Når man er alene med to små børn handler det jo meget om praktik: At få børnene af sted om morgenen, afleveret i skole og børnehave, komme på arbejde til tiden, hente børn inden kl. 16, lave lektier, lave mad, have kvalitetstid, få langt børnene i seng osv. Derfor ville jeg gerne have mere tid til mig selv. Til kærlighed, til et socialt liv og bare læse en bog. Men også til meditation, fordybning og til at minde mig selv om at nyde livet og mine børn. Det er jo nu, de er små. Om fem år gider de ikke være hjemme, så det vil være synd, hvis tiden bare suser forbi.

"Jeg kan skære ned på den halvanden time, det viste sig, at jeg bruger på at putte børnene."

Her kan jeg spare: Jeg fandt ud at, at jeg kan skære ned på den halvanden time, det viste sig, at jeg bruger på at putte børnene. Derudover skal jeg lade være med at lade mine mails styre mit arbejde. Normalt, når jeg møder om morgenen, læser jeg som det første mine mails og begynder så at svare på dem. Men nu vil jeg i stedet begynde med de vigtigste opgaver. Desuden vil jeg notere i min kalender, at jeg skal meditere, så jeg i hvert fald får det gjort tre gange om ugen i 10 minutter. Og så vil jeg en gang om ugen holde et møde med mig selv, for at finde ud af, hvad jeg har nået, hvordan jeg egentlig har det, og hvad jeg gerne vil nå den næste uge.

Så meget ekstra tid har jeg fået på en dag: En time, hvis jeg sætter hårdt ind.

Her kan du hente mere tid!

Tidsrøvere på arbejdet

1. Dårlig planlægning og prioritering

2. Overspringshandlinger

3. Afbrydelser

4. Mail-tjekkeri

5. Møder

LÆS OGSÅ: Slå på noget - og 2 andre måder at slippe af med vrede

"

Fem minutter tager lynhurtigt en halv time"

Mere tid til at få overblik og planlægge fremtiden. Det var Cammilla Rysgaards ønske. Hun er 40 år, gift og mor til en dreng på seks og er selvstændig konsulent.

Derfor ville jeg gerne have mere tid: Som selvstændig går jeg jo meget op i at få noget fra hånden og efter en lang periode i vinter, hvor både min søn og jeg var ramt af influenza, har jeg ikke følt mig særlig effektiv. Jeg løser her og nu-opgaver, men får ikke arbejdet fremadrettet mod det, der rykker mig og mit firma.

Derudover har jeg hele tiden dårlig samvittighed over, at jeg ikke gør alt det, jeg kunne tænke mig at gøre, hvad enten det er at arbejde, lave noget i haven eller hygge med min søn.

"Ved at skrive tidsdagbog fandt jeg ud af, hvor meget tid jeg bruger på alt mulig andet end at arbejde."

Her kan jeg spare: Ved at skrive tidsdagbog fandt jeg ud af, hvor meget tid jeg bruger på alt mulig andet end at arbejde. Fordi jeg sidder hjemme og arbejder, bruger jeg f.eks. ofte fem minutter her og der på at rydde op – og fem minutter tager altså lynhurtigt en halv time. Jeg fandt også ud af, at jeg om aftenen arbejder ufokuseret med f.eks. fjernsynet kørende i baggrunden. Så først og fremmest vil jeg arbejde mere fokuseret, og planlægge opgaverne og estimere, hvor lang tid de tager. På den måde ved jeg præcis, hvad jeg skal nå og får det også lavet færdigt, før jeg begynder på noget nyt.

Derudover vil jeg ­(bl.a. i form af et fast søndagsmøde med mig selv) bruge mere tid på at træde et skridt tilbage, så jeg får overblik over, hvor jeg skal hen, og kan takke nej til det, der ikke hjælper mig på vej.

Så meget ekstra tid har jeg fået på en dag: To timer.

Tidsrøvere derhjemme

1. Tv og sociale medier (f.eks. Facebook)

2. Daglige rutiner og pligter (f.eks. indkøb, madlavning, rengøring)

3. Multitasking

4. Perfektionisme

5. Manglende evne til at sige nej

Kilde: Dorthe Rindbo

"Jeg skal skrive mig selv på to do-listen"

Rikke Gaardboe er 33 år, gift med en mand, der er selvstændig, og mor til en søn på et år. Hun drømte om et liv, hvor der ikke kun skal ydes, men også nydes.

Derfor ville jeg gerne have mere tid: Ud over at have en travl hverdag lige som de fleste andre, har vi en søn, der har haft mange indlæggelser i forbindelse med flere urinvejsinfektioner. Det har betydet, at han er forsinket i sin udvikling, og derfor skal vi træne en time med ham hver aften. Så vi har brug for en ekstra time. Jeg vil selv gerne have mere tid til at læse en god bog, gå i biografen eller bare en tur i haven og plante en krukke. Jeg har nok ikke set tid til mig selv som så vigtigt i forhold til at få ordnet praktiske opgaver som vasketøjet og tømt opvaskemaskine. Det ligger nok i mig, at man skal yde før, man kan nyde.

"Jeg fandt ud af, at der er meget tid at spare for os på at lave madplan."

Her kan jeg spare: Jeg fandt ud af, at der er meget tid at spare for os på at lave madplan og handle ind på nettet. Det koster lidt ekstra i fragt, men i forhold til den tid vi sparer, og hvad der ryger med af impulskøb, når vi køber ind efter arbejde, er det ingenting. Derudover fandt jeg også ud af, at jeg ville have gavn af at skrive den næste dags to do-liste ned på papir hver aften. Jeg har tidligere haft den elektronisk, hvor de forskellige gøremål bare rykker sig, hvis jeg ikke har nået dem. Men ved at skrive mine opgaver ned på papir hver aften, kræver det, at jeg tager stilling til dem og prioriterer dem en dag ad gangen.

Derudover vil jeg sørge for at holde pauser, når jeg arbejder. Hvis jeg ikke gør det, vil min hjerne gøre det for mig, og så kan jeg lige så godt gøre det ordentligt og f.eks. nyde en kop kaffe.

Sidst men ikke mindst vil jeg skrive mig selv på to do-listen, så jeg rent faktisk får læst den bog, jeg gerne vil læse – og det skal ikke være sidst på dagen, hvor jeg ikke har noget energi.

Så meget ekstra tid har jeg fået på en dag: En time

LÆS OGSÅ: Derfor kan du ikke få det hele

9 ting der giver feriestemning i hverdagen

Sluk telefonen og computeren

Lad opvasken stå, vasketøjet hænge og gør noget, du har lyst til

Spis ude – og bestil noget, du aldrig før har bestilt

Gå en tur på et tidspunkt på dagen, hvor du ellers ikke ville gøre det

Få en ny hobby (eller prøv en ny holdtime i fitnesscentret)

Kør en anden vej til arbejde (og en tredje vej hjem)

Lad være med at bekymre dig om aftensmaden – man kan godt blive mæt af rugbrødsmadder

Smæk benene op og læs en bog

Spil et spil med familien

Tre veje til mere tid

1. Lav en gennemtænkt to do-liste, så du undgår at spilde tid på overspringhandlinger og unødvendige opgaver. Hver eftermiddag, inden du holder fri, skal du skrive alle de ting ned, som du skal og vil nå den næste dag. Lav en hurtig estimering af, hvor lang tid hver enkelt ting vil tage dig. Har du større opgaver, så bryd dem ned, så du ikke har nogen opgaver på listen, der tager mere end en til to timer. Læg til sidst dine estimeringer sammen og se, om din plan er realistisk.

Prioriter dine opgaver fra A til E. A er de ting, som du skal lave. B er de ting, som du bør lave. C er de ting, som ville være rare at lave. D er de ting, som du kan uddelegere til andre. Og E er de ting, som du helt kan slette. Har du for eksempel flere A'er, så prioriter disse ved at skrive A1, A2, A3 og så videre.

2. Skriv en tidsdagbog i minimum to dage og helst to uger. Her skal du skrive alt, hvad du laver i døgnets 24 timer, ned. Noter hver halve time, hvad du har brugt tiden på, så du ikke glemmer det. På den måde få du et uvurderligt overblik over, hvad du bruger din tid på, og hvordan du kan bruge den bedre. Måske går det op for dig, at du på arbejdet bruger to timer om dagen på overspringshandlinger, eller at du kan spare fire timer om ugen på at købe dine dagligvarer på nettet en gang om ugen frem for hver eftermiddag i supermarkedet.

3. Hold et ugentlig møde med dig selv, hvor du stopper op og mærker efter: Hvordan er ugen gået? Har du nået det, du ville? Er der noget, du kan gøre anderledes? Planlæg derefter den næste uge. Først når du ved helt præcist, hvad du vil med dit liv og kommer i kontakt med din passion og din kerne, kan du prioritere din tid.