Mettes dagbog 19: ”Jeg glæder mig til at vaske hår under bruseren og ikke i Margrethe-skålen.”

Det er nok at stramme den en tand for meget at sige, at jeg var vild med den nye kemo, men jeg må indrømme, at behandlingen var alt andet, end hvad jeg havde frygtet.

I sammenligning med første kemo-halvvej, hvor jeg fik kemobehandling hver 3. uge, var det bedste ved de nye ”shots”, at de ingen kvalmefornemmelser gav. Ingen associationer til ”hang-over”, vældigt tak! Jeg mærkede stort set intet til bivirkninger som følge af behandlingen, hvilket jo var fantastisk, og jeg havde svært ved at holde armene nede.

Set i bakspejlet kan jeg godt undre mig over, at jeg nærmest havde sømmet mine ører tæt ind til hovedet, når sygeplejersker og læger (forud for opstart af de ugentlige behandlinger) gang på gang havde delt med mig, at de havde gode erfaringer med de ugentlige behandlinger. Jeg husker, jeg ofte i de sammenhænge havde tænkt ”ja right, som om jeg skulle tro på det….I prøver bare at være søde”.

Men virkeligheden var heldigvis langt fra min dystre fantasi, og jeg kunne endnu engang konstatere, at kemo-behandling faktisk godt kan være foreneligt med en god og aktiv hverdag, ja nærmest et ”normalt” liv. Det er muligt at leve livet, selv om du gennemgår en lang og intensiv behandling, og det har været meget berigende at opleve.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 18: ”Alle dårlige tanker stod i kø i mit hoved, og jeg var totalt tudefjæs"

Ingen træer i himlen
Træerne gror som bekendt ikke ind i himlen, og jeg fik da også ”fornøjelsen” af, at gå hånd-i-hånd med en af de klassiske kemobivirkninger; TRÆTHEDEN. Trætheden valgte at tage godt og grundigt fat i mig, og det blev mere og mere tyngende som ugerne med den nye kemokur gik. Det føltes som om trætheden bevægede sig som en orm gennem kroppen på mig, som for at sikre at hver en lille afkrog i mig blev trættere end træt. Man skulle tro, at det problem snildt kunne løses med et par timer på langs i løbet af dagen, men ofte var det svært for mig at finde ro (og lyst) til at sove, når ikke det var nat.

Den nye kemobehandling fordrede, at jeg kom ugentligt på hospitalet, modsat første kemo-halvvej, hvor jeg ”kun” skulle komme hver tredje uge. Udsigten til behandling hver uge, i 9 uger, var som at få udleveret klip-klapper til en ørkenvandring, uden vished for, om der ville være leasende pitstops undervejs.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 17: ”Hvem helvede havde fundet på at uddele kemoshots så mange uger i streg…?!!?”

Kemo Count Down
Som et barn, der tæller ned til juleaften, lavede jeg også min egen ”kemo-count-down”, hvilket (hvor fjollet det end må lyde) var en stor hjælp for mig. Hver gang jeg havde fået kemo, postede jeg glad og fro dagens bedrift, og alle de skønne opmuntringer og ”high fives,” som jeg modtog undervejs fra venner og bekendte, var som sød fed fløde på røde solmodne bær.

Det gav mig energien til at løbe videre til næste kemoshot, og næste, og næste….. Min offentliggørelse af min ”kemo-count-down” tog ligeledes toppen af den ensomhed, som let kunne gribe mig undervejs i det lange og intensive behandlingsforløb. Ved at dele var jeg ikke alene om mit forløb, og det føltes trygt og rart.                                                                                                    

Mit bedste våben mod trætheden var mine løbeture som nærmest var blevet hellige for mig. Både fysisk og psykisk hjalp løbeturene mig gennem behandlingerne, trætheden, bekymringerne og udfordringerne. Før jeg fik konstateret kræft løb jeg også, men efter kræftdiagnosen intensiverede jeg mine løbeture til 5 gange om ugen.

Massevis af gange har jeg, mere end træt, snøret mine løbesko på, og nærmest slæbt mig selv ud af døren. Næsten hver gang er jeg kommet tilbage med fornyet energi og en lysere tilgang til det hele, hvilket har været essentielt brændstof for mig.          

Det var nogle underlige ambivalente følelser, der opstod med de ugentlige hospitalsbesøg. På den ene side blev patientrollen meget dominerende i min hverdag, hvilket jeg ikke brød mig om. Jeg blev oftere end før mindet om et sygdomsforløb, jeg gerne ville have været foruden. På den anden side føltes det også trygt og rart, idet de ugentlige besøg skabte en tættere relation til sygeplejerskerne, som stod for behandlingerne. Jeg har kun mødt dygtigt personale på afdelingen, men ubevist udså jeg mig alligevel hurtigt mine favoritter, som i min verden gjorde en stor forskel for lige netop mig, fagligt som menneskeligt. Til min store begejstring blev det mine 3-4 sygeplejersker, der jonglerede med vatrondeller, nåle, slanger og kemo-shots gennem de 9 uger.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”

Med eller uden hår
Til min store overraskelse, og cirka en måneds tid efter afslutning af første kemohalvvej, begyndte mit hår at gro igen, hvilket var særdeles fornøjeligt at se. Jeg begyndte at drømme om, hvor hurtigt mit hår ville gro ud, så jeg kunne tage afsked med parykken, som jeg, indrømmet, var lidt træt af. Følelsen af at være ”klædt ud” med paryk på, havde aldrig sluppet sit tag i mig, og sommervarmen gjorde det bestemt ikke bedre.

Måske var det indbildning, måske slitage eller måske blot manglende paryk-kærlighed. Uanfægtet årsagen, så oplevede jeg oftere og oftere, at parykken ikke sad, som jeg gerne ville. Vind og vejr synes at have gjort de kunstige hår genstridige, og tit når jeg fik kigget mig i et spejl, var der lidt for meget polka-højt hår til min smag. Jeg begyndte virkelig at glæde mig til, at mit eget hår igen kunne komme frem i lyset. Glædede mig til at vaske hår under bruseren og ikke i Margrethe-skålen en gang om ugen.

Heldigvis var parykken jo kun en minimal udfordring set i en større sammenhæng, og ofte mindede jeg mig selv om, hvor heldig jeg havde været gennem hele forløbet. Vellykket operation, ingen spredning og kun få bivirkninger af kemobehandlingen.