Mettes dagbog 16. ”Alle omkring mig kan trække sig tilbage til et liv uden kræft – på nær mig”
Mette har aldrig følt sig ensom, indtil den dag, hvor hun får konstateret kræft.
I tiden før jeg fik konstateret kræft kan jeg ikke mindes, at jeg for alvor har været udfordret af ensomhed, og jeg erindrer heller ikke, at jeg har frygtet følelsen eller bekymret mig herom. Anderledes har det dog forholdt sig for mig efter den 7. januar 2016, da lægen fortalte mig "Mette, du har brystkræft".
De sidste måneder har jeg mange gange oplevet ensomheden poppe frem og ofte i selskab med bange bekymringer for, hvad der kommer til at ske undervejs i mit behandlingsforløb og i forhold til, hvad det hele ender med. Det er frustrerende at opleve, hvordan de dejligste mennesker omkring mig (familie, venner og kollegaer) pludselig kan komme til at fremstå som nogle, jeg on/off bliver en form for misundelig på.
Alle omkring mig har deres normale liv. Det har jeg også, men tillige har jeg fået et parallelliv med kræften. Et spor, der løber langs det normale, et spor hvor livet er sygelig ensomt. Ikke på grund af at mit "kræftliv" ikke tildeles opmærksomhed, omsorg og støtte, tværtimod.
Utrolig mange mennesker omkring mig, gør så meget godt for mig, at jeg intet bedre kunne ønske mig, men det ændrer ikke på, at de alle kan trække sig tilbage til det normale liv. De er kun gæster i kræftverdenen. Samme mulighed har jeg ikke, idet jeg er tvungen patient i parallellivet. Det er ensomt og ikke et sted jeg har lyst til at være.
Hvad nu hvis...
Jeg søger virkelig at bevare optimisme, gå-på modet og "can do" indstillingen. Jeg trives på ingen måde med at svælge rundt i skrækscenarier, sygdom og bivirkninger. Jeg crawler af sted med fokus på at bevare et så normalt liv som muligt, da det er, hvad der virker bedst for mig.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 14: Jeg følte mig mest af alt som en slatten gammel kone
Der er dog også stunder, hvor jeg bliver bange og bekymret, og her markerer ensomheden sig igen. Når skrækken for, at kræften vender tilbage sniger sig ind i mit følsomme hoved, bliver jeg bange. Frygten for at dø fra mine piger er den værste tanke af alle. Jeg har brug for at tale om det en gang i mellem, men oplever, at de mennesker, der er mig tættest, og som jeg holder mest af, ikke finder det rigtigt eller kan klare at "gå med" i denne snak.
Det er ensomt at opleve. Forstår godt at der i omgivelserne reageres med "det sker ikke", "det skal nok gå" og "tag ikke sorgerne på forskud", men en gang imellem ville det være rart, hvis nogle vovede sammen med mig at tale om "hvad nu hvis..." at tage "rejsen" med mig.
Blot for en stund og blot for at holde ensomheden stangen.
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 13: ”Min krop og hjerne klapser sammen hver aften klokken 20.30.”'
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 12: ”Hvad hvis de griner af dig mor? Det vil jeg ikke ha”
LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 11: "I kan hænge jeres parykker derovre."