Nadia Nadim fodboldspiller
Foto: Anders Kjærbye/dbufoto.dk og Polfoto | Mød Nadia Nadim 28 år, professionel fodboldspiller og snart læge
fit living

Fodboldspiller Nadia Nadim

Nadia Nadim: Fra flygtning til fodboldstjerne

Som 11-årig flygtede Nadia Nadim fra Afghanistan til Danmark. I dag er hun fodboldstjerne på landsholdet, spiller i en amerikansk storklub og er desuden næsten færdiguddannet som læge.

Af Karen Greve 03.aug.2017 Sundhed

Hun nævner selv Zlatan Ibrahimovic som et forbillede. Ikke kun fordi den svenske stjerneangriber er en god fodboldspiller. Heller ikke fordi han kommer fra en indvandrerghetto og dermed har en baggrund, der minder lidt om Nadia Nadims egen. Hun nævner ham på grund af hans attitude. Zlatan er en spiller, der er tro mod sig selv. Han spiller sit eget spil og kan ikke presses til at gøre noget som helst andet, og det beundrer hun ham for at turde. 
Nadia Nadim har selv en sjat Zlatan-fandenivoldskhed i blodet. Det er den side af hende, der toner frem i DR’s dokumentar Nadia Nadim Angriber, hvor hun i begyndelsen siger: 
“Jeg har ét mål i livet, jeg vil være den bedste til alt, hvad jeg laver,” og det er også det budskab, hun sender, når hun på Facebook skriver ‘Do or do not, there is no try.’ Den kompromisløse ener, der vil score mål og være den bedste på holdet. Koste, hvad det vil. 
“Jeg er ikke som alle andre, og jeg vil ikke være som alle andre. Jeg har haft trænere, som ville ændre for meget på mig. Jeg kan huske en træner, da jeg var 13-14 år, der pegede på en af de andre piger og sagde, at jeg skulle spille ligesom hende. Det er længe siden, men jeg husker stadig følelsen af, at det skulle jeg bare ikke.” 
Zlatan Ibrahimovic er kendt for et ekstremt ego. Som et statement omtaler han for eksempel ofte sig selv i tredje person i interviews. Helt så ekstrem er Nadia Nadim ikke. På spørgsmålet ‘hvornår vidste du, at du var en stjerne?’ svarer hun prompte, at det har hun altid været, men samtidig ler hun afvæbnende. For selv om hun gerne vil være en ener, betyder det også noget for hende at være en del af holdet. I første omgang var det den følelse af socialt samvær og et sted at høre til, der fik hende i gang med at spille fodbold.

SMAG FOR FODBOLD

Nadia kom til Danmark som 11-årig. Sammen med sin mor og sine søstre flygtede hun fra det Taleban-styrede Afghanistan, hvor hendes far netop var blevet dræbt. Hendes liv ændrede sig dengang fra den ene dag til den anden. Hun var vant til et godt liv med to udearbejdende forældre, men hendes far var en del af militæret, og en dag kom han bare ikke hjem fra arbejde. Da Nadias mor fik opklaret, at han var blevet skudt, besluttede hun at få sine døtre i sikkerhed, og det blev i første omgang til et asylcenter i Danmark. 
“Det var en kaotisk tid. Vi frygtede for vores liv, og fremtiden var hele tiden uvis. Hvor ville vi havne? Ville vi få lov at blive sammen? Jeg var bange.” 
Rundt om asylcenteret lå der en række fodboldbaner, der meget hurtigt blev et pusterum.
“Vi var en masse børn og unge samlet på et flygtningecenter uden andet tilfælles end det, at vi var flygtet. Vi kunne ikke tale sammen, så i stedet spillede vi fodbold. Jeg synes, det er noget af det smukke ved sport. Det kræver ikke så meget kommunikation. Man kan være sammen uanset race, religion og status.”
I løbet af nogle få måneder blev Nadia inviteret til at træne i den lokale klub, og herefter fik fodbolden en fast plads i hendes liv. Lidt usædvanligt for en pige med hendes baggrund, men fornuftigt, ja nærmest nødvendigt, mener hun selv:
“Min mor har altid været åben for, at jeg ville spille fodbold, så længe jeg tog en uddannelse. Men hun har fået mange spørgsmål fra andre kvinder om, hvorfor jeg rendte rundt på fodboldbanen i stedet for at lære at lave mad. Jeg er stolt af, at de samme kvinder nu kommer og spørger mig, hvor deres døtre skal træne henne? På den måde føler jeg, at jeg har været med til at ændre nogle ting.”

PLADS PÅ HOLDET

Det kan lade sig gøre at flytte nogle holdninger, ændre nogle regler og opnå nogle resultater på trods af dårlige odds. Det er Nadia Nadim et levende bevis på. Som den første dansker med flygtningebaggrund kom hun på landsholdet i 2009. Det var på en dispensation, for hun havde ikke været dansk statsborger længe nok ifølge FIFA’s regler. 
“Mentalt var det hårdt, at jeg ikke kunne komme på ungdomslandsholdet, fordi jeg ikke kunne få dansk pas, før jeg blev 18 år. Det var en krise, fordi jeg gerne ville være en del af holdet.” 
Til gengæld var det en sejr, da Nadia endelig fik lov til at komme med, og en overgang var hun lige ved at svigte sig selv lidt i sin iver efter at få spilletid og passe ind på holdet.
“Jeg ved godt, at nogen kan have det lidt svært med mig. Jeg tager chancer, risikable valg og spiller mit spil. Men det er sådan, jeg er. På et tidspunkt besluttede jeg, at jeg må spille sådan, og hvis trænerne ikke kan lide det, må de udtage en anden.” 
Hun er vant til at være anderledes. Sætter en dyd i ikke at have det samme tøj på som alle de andre. Og griner sejrssikkert, da hun fortæller om den lærer, der mente, at hun blev nødt til at vælge mellem fodbolden og medicinstudiet, fordi det er umuligt at klare begge dele. Hø, hø. Hvorfor skulle det være umuligt? For Nadia hænger de to ting sammen. Hun koncentrerer sig bedst om sit studie, når hun har en begrænset tid at læse i, fordi hun også skal træne. Hendes hoved har godt af at veksle mellem at tænke på fodbold og tænke videnskabeligt, og det har altid været sådan, at Nadia helst vil være beskæftiget konstant. Mens vi taler sammen, piller hun barken af et birketræ, så det har et stort nøgent område på stammen til sidst.
“Jeg koncentrerer mig bedst, når jeg har noget i hænderne. Sådan har jeg altid haft det,” siger Nadia. 
Vinderinstinktet er hun også født med – men det er ikke nok til at blive en stjerne og en ener på fodboldbanen. Det kræver, at du også har styrken til at tackle fejl og nederlag.
“Jeg dør langsomt, når jeg laver fejl, og jeg hader at tabe, men jeg vil ikke lade nederlag definere mig som person. Jeg kunne godt spille mere sikkert, men så ville jeg ikke lave så mange mål. Jeg har da prøvet at dumpe i eksaminer, og jeg laver fejl i fodbold, men jeg kommer over det.” 
Hun har gjort det til en vane at tænke: ‘Hvad er det værste, der kan ske?’, før hun skal præstere på banen eller på sit studie. Og det værste er aldrig så slemt. Hun har prøvet det, der var værre. Nadia Nadim er kun 28 år, men hun er allerede en del af en amerikansk kultur med vanvittig entusiastiske fodboldfans fra Portland, hun deler sit liv med tonsvis af følgere på de sociale medier, hun skal med til EM for Danmark og meget snart aflægge et lægeløfte, der gør hende til en af de yngre læger, Danmark skriger på at få. Det er da et par OK hold at spille på – for en inkarneret ener!

HVAD FÅR DIG TIL AT...

... GRINE? “Jeg er berømt for at grine af de mindste ting. Når jeg selv fortæller en joke, kan jeg næsten ikke få pointen frem, fordi jeg griner undervejs. I biografen har folk bedt mig trække vejret, fordi jeg dør af grin over ingenting.”

... GRÆDE? “Når jeg er skuffet − især over mig selv − kan jeg være meget tæt på at græde. Jeg har så meget lidenskab omkring min sport, at det går mig voldsomt på, når vi taber.”

... BLIVE HIDSIG? “Jeg bliver provokeret, når andre ikke gør sig umage. En ligeglad attitude, hvor man bare står og tjatter til bolden til træning, det gider jeg slet ikke.”

... BIDE NEGLE “Det er en dårlig vane at bide negle, men jeg kommer til det, når jeg er nervøs. Når vi holder taktikmøde, kan jeg også sidde og pille et papir i stykker eller tegne.”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Livet er for kort til problemer, der kan løses på 15 sekunder ..."

LÆS OGSÅ: Jakob Søndergaard: "Motion skal være 100 procent lystbetonet"

LÆS OGSÅ: 5 råd: Sådan træner du dig til en stærk viljestyrke

dupa

Henter...