Blogger Emily Salomon tipper om sund kost & træning
Foto: Michael Falgren
fit living

Blogger Emily Salomons sunde tips

Emily Salomon: "Jeg er den bedste udgave af mig selv, når jeg har sovet nok og ikke er sulten"

Emily Salomon elsker sund, hjemmelavet mad og har altid snacks i tasken, så hun ikke bliver hangry.

Af Camilla Natascha Nivaro 08.mar.2017 Sundhed

MADEN

Jeg begynder min morgen med ... “Cheasy skyr med bær og granola, en smoothie med grønt, røræg med gurkemeje, en rest fra aftensmaden eller noget helt fjerde.”

Når jeg har travlt, spiser jeg ... “som regel knækbrød med hytteost og gulerødder eller salater fra 7-Eleven.”

I mit køleskab er der altid ... “forskellige slags nøddesmør, ghee, frugt og grønt, varmrøget laks, skyr, hytteost, æg og bær. Og det meste er økologisk.”

Hvis jeg går sukkerkold ... “Det gør jeg sjældent, for jeg er en snacker af rang. Jeg har altid en bar, frugt eller nødder med mig. Min kæreste griner lidt af mig, for jeg tilbyder også altid ham snacks, men livet er for kort til at være hangry.”

For mig er aftensmad lig med ... “hjemmelavet. Af og til bliver det bare et par spejlæg og ristet rugbrød og salat med toppings, men som regel laver jeg noget ‘rigtigt’ og varmt.”

En kur, jeg aldrig glemmer ... “5:2-kuren. Jeg havde hørt så meget flot om faste, men jeg blev simpelthen så dårlig og svimmel af den. Er sikker på, at det er et hit for nogle, men ikke for mig.”

Det sundeste, jeg indtager, må være ... “bipollen, spirulina og hampefrø og ingefær/gurkemejeshots. Jeg er lidt af en helsekosthippie!”

Jeg tænker over, hvad jeg spiser ... “det meste af tiden, faktisk altid. På en god måde. Jeg spiser gladelig kage, is, slik eller junk, men det er som oftest et bevidst valg – når jeg virkelig har lyst til det.”

Når jeg skal være god ved mig selv, så ... “elsker jeg at nyde en god kage, gerne i selskab med mig selv, lidt kiggen på skyerne eller med en god bog. Og så lægger jeg neglelak. Det er der noget rart og meditativt over. Du kan ligesom ikke skynde dig eller lave andet imens.”

Jeg er den bedste udgave af mig selv ... “når jeg har sovet nok og ikke er sulten. Tror, at mange dårlige beslutninger og skænderier kunne undgås, hvis folk passede på sig selv først og sørgede for at tilfredsstille deres mest essentielle behov.”

Ugens bedste mundfuld er ... “Jeg er egentlig allergladest for min morgenmad i al sin almindelighed. Men min weekendcroissant er nu heller ikke at kimse ad.”

TRÆNINGEN

Motion er for mig lig med ... “løb. Det er virkelig min sport, og så at svede til hold i fitnesscentret – og ikke mindst alt det, jeg ‘leger’ sammen med min kæreste: surf, ski og cykling.”

Jeg træner ... “næsten hver dag. Jeg begynder stort set hver dag med en tur i gang eller løb med min hund. To gange om ugen bruger jeg morgenen i fitnesscentret til Stram op. Det er måske en kliché, men det giver mig energi til resten af dagen.”

Tid til træning finder jeg ved at ... “stå tidligt op og bruge nul tid på hårstyling og lignende.”

Jeg føler mig sej, når ... “jeg svømmer crawl. Det har jeg lært i år, og det var en personlig sejr at knække koden til det.”

Min største sportspræstation er … “mit andet halvmaraton. Jeg forbedrede min tid markant og havde den vildeste oplevelse.”

Jeg kommer aldrig til at dyrke ... “holdsport med bold. Balance- og udholdenhedssport er min ting, men når det kommer til fodbold, håndbold eller basket, er jeg fuldstændig håbløs.”

Jeg drømmer om at ... “kunne danse og krydse Island på hesteryg.”

HVERDAGEN

En typisk hverdag er fyldt med ... “arbejde og aftaler. Jeg har mange ting, jeg gerne vil nå, og kalenderen er som regel fyldt godt op.”

Jeg arbejder godt, når ... “jeg har sovet godt og har overblik.”

Det bedste tidspunkt er ... ”morgen og formiddag. Jeg er A-menneske, og det er her, jeg peaker.”

Hverdagslykke er ... “dagens første kop kaffe, eller når min kæreste laver fis med mig.”

Jeg sover ... “tidligt, godt og længe. Min søvn er nærmest min førsteprioritet i forhold til min sundhed, og det er meget få ting, jeg vil ofre den for.”

I weekenden elsker jeg at ... “stå op før alle andre og have verden lidt for mig selv. Og at spise morgenbrød, drikke kaffe, læse avis og høre radio i timevis.”

Jeg kan ikke leve uden ... “kaffe, chokolade, løb og bøger. Og så min kæreste, hund, familie og venner.”

I FIT LIVINGS MARTS-NUMMER, DER ER PÅ GADEN NU, FÅR DU OGSÅ FIT FOOD-TILLÆGGET, DER ER FYLDT MED LÆKRE OPSKRIFTER OG SUNDE TIPS TIL DIN HVERDAG.

SMUGKIG I MAGASINET HER


Henter...