Vi tester KETO: "Min mave har været mindre oppustet og jeg har sovet virkelig godt"
SPONSORERET indhold

Vi tester KETO: "Min mave har været mindre oppustet og jeg har sovet virkelig godt"

Skær ned på kulhydraterne og op for fedtet. Det er essensen af Keto-kuren. Princippet bag er at holde indtaget af kulhydrater på et så lavt niveau, at kroppen skifter over på fedtforbrænding og dermed dæmper appetitten og stabiliserer blodsukkeret. Vi har testet kuren.

Af: Charlotte Wendt Jensen Foto: Klaus Rudbæk
08. apr. 2019 | Sundhed | Fit living

Inden kuren

“Jeg tyvstarter og begynder før kurens start med at skære lidt ned på kulhydraterne for at komme de nye principper i forkøbet. Jeg prøver at sætte mig så godt ind i kuren, som jeg kan, men får ikke forberedt noget mad til ugen, og det bider mig bagi, da ugen begynder, og jeg skal bruge en del tid i køkkenet. I weekenden mellem de to uger forbereder jeg mig til den sidste uge, og det gør det hele nemmere.”

Kosten

“Det er en stor udfordring for mig at spise så meget kød og fedt, som jeg skal på Keto-kuren. Særligt om morgenen er det svært at spise roastbeef med parmesan eller skinkemuffins og bacon. For mig er kød ‘rigtig mad’ og ikke morgenmad. Det går OK i starten, men efter en uges tid kan jeg ikke mere. Jeg får simpelthen kvalme af den slags kost om morgenen. I stedet går jeg tilbage til min almindelige morgenmad, som er skyr med bær.

Kuren anbefaler, at jeg primært holder mig til grøntsager, der vokser over jorden, og jeg savner mine gulerødder og rødbeder, som er en stor del af min normale kost. Jeg erstatter dem med broccoli og blomkål, men det bliver kedeligt i længden, så til sidst begynder jeg at lege lidt med grøntsagerne og blender dem for eksempel til muffins.

De første dage har jeg svært ved at holde rede på kuren og særligt kulhydraterne, og allerede efter frokost er jeg sulten og har hovedpine. Det er rædselsfuldt at være sulten, og jeg tænker ikke på andet, når jeg er på arbejde. Jeg vågner også om natten og er sulten. I uge to får jeg mere styr på det, og nu føler jeg mig mæt.

Jeg tvinger mig selv til at spise de rette portioner til alle måltider, men jeg synes, det er store portioner, så jeg deler min morgenmad og frokost op i to og strækker dem ud over dagen. Jeg plejer at spise små mellemmåltider som mandler eller et stykke knækbrød med pålæg, og dem har jeg svært ved at undvære, men når jeg strækker måltiderne, går det OK. Det kan godt være, at det er snyd, men det gør, at jeg kan spise de anbefalede portioner. ”

Læs også: Det mener eksperterne om KETO

Motion

“Jeg forsætter med min sædvanlige motion, hvor jeg træner om morgenen. Tre gange om ugen går jeg til HIIT-træning, og to gange om ugen træner jeg cardio. Derudover går jeg til yin yoga én aften om ugen og dans én aften om ugen. Jeg kan mærke, at jeg mangler energi om morgenen, fordi jeg ikke får så mange kulhydrater, så jeg tillader mig selv at spise et æble inden træningen.”

Det bedste

“Det allerbedste har været, at mine hedeture er forsvundet. Jeg er i overgangsalderen, og hedeturene har et solidt tag i mig, men hele den sidste uge på Keto-kuren, har jeg ikke nogen, og det er så skønt.

Det sværeste

“Det er virkelig svært for mig at spise så meget kød. Jeg spiser mest kylling og fisk, men aldrig svinekød og meget lidt oksekød. Derudover har jeg ikke fået den mængde fedt, som kuren anbefaler. Jeg spiser ikke dressing, og jeg synes, det bliver for kvalmt med olier, så i stedet prøver jeg at spise mere smør. Jeg kan godt lide små nye kartofler med koldt smør om sommeren, så det overfører jeg til broccoli og blomkål, som jeg spiser med smeltet smør.”

Resultatet

“Jeg har tabt mig 1,2 kilo på 14 dage og 12 centimeter på arme, talje, lår og under brystet. Jeg har følt mig rigtig godt tilpas i min krop, og min mave har været mindre oppustet. Og så har jeg sovet virkelig godt, hvilket jeg normalt ikke gør.

Jeg overvejer at forsætte kuren i fire uger for at se, om det kan have en langtidseffekt på mine hedeture. Jeg har dog droppet at tælle kulhydrater. Det er for svært. Jeg tænker, at hvis jeg holder mig til basisprincipperne som protein, kød, fedtstoffer og grøntsager, der gror over jorden, så er jeg godt på vej.”

Anbefalet til dig