Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mathilde Noholt
Foto: Franne Voigt og private

Interview med Mathilde Norholt

Mathilde Norholt: “Pludselig var der en sorg i familien, der lagde en tung dyne over mit barndomshjem”

Som datter af skuespillere har Mathilde Norholt tilbragt en stor del af sin barndom i kulisserne på landets teatre. Nu står hun selv på scenen og drager nytte af de knubs, hun har fået på vejen ­gennem livet. Her fortæller hun bl.a. om skrøbelige sind og sin (meget) pæne kæreste.

Fantasifuldt barn med teaterblod i årerne
– Mine tidligste barndoms-minder har jeg fra Aalborg. Her boede vi frem til min skoletid, fordi mine forældre arbejdede på byens teater. Der var ikke plads til mig i børnehaven, så jeg var tit alene, og måske derfor også ret fantasifuld – i hvert fald var jeg sådan en lille, halvmærkelig stener-Bob, der rendte rundt med stort hår og klædte mig ud. Billedet er taget i mine forældres soveværelse, og jeg er trukket i min mors store smækbukser og striktrøje. Ligesom i dag var jeg også dengang ret genert som person, men jeg opdagede, at når jeg tog noget andet tøj på, blev jeg modigere.

– Ofte slæbte min mor og far mig med på arbejde, hvor har jeg brugt ­mange ­timer i teatergarderoberne og ­mærket magien på teatrets bagscene. Den der atmosfære, der er så fin og hemmelighedsfuld, som om noget er lige ved at ske... Når jeg i dag står i en teatergarderobe og indsnuser den karakteristiske duft af teatersminke blandet med let støv, flyver jeg straks tilbage til min barndom. Så sad jeg derude og ­læste Tintin-tegneserier og hørte kassettebånd, mens mine forældre ­optrådte. En dag, hvor jeg var fire år, og de ­lige havde overstået nogle prøver, løb jeg rundt og pjattede med at gå lige på prøvesalens streger på gulvet, så sagde Ditte Graabøl for sjov: "Pas på med det der, ellers ender du bare med at ­blive skuespiller som din mor og far." Og så var jeg sådan "Ad, ej, ad!" Men bagefter tænkte jeg "Hmm.. det kunne måske egentlig være meget sjovt." For de klædte sig jo ud hver aften.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

Mor og far – to gamle hippier
– Det her er mine forældre som unge. Jeg synes, de ser meget ­forelskede ud. Det er i starten af 80'erne, og billedet er nok taget på et teater efter en forestilling, for min mor har tydeligvis scenemakeup på.

– Jeg forbinder de to mennesker med meget, meget stor kærlighed. Mine forældre er enormt forskellige – jeg får altid at vide "Gud, hvor du ligner din mor," og det gør jeg også, men af sind ligner jeg mest min far. Min mor er født i stjernetegnet tvilling og har derfor elementet "luft" i sig, så hun er meget flyvsk og svævende. Min far er tyr, har elementet "jord" i sig, så han er rolig. Og jeg tror, jeg er mere rolig end min mor.

– De er begge to nogle hippier – min mor er en af de hippier, der godt kan lide at ligne en fin dame, og det er jo den sjoveste konstellation. Når jeg som barn ikke kunne falde i søvn, lavede hun mig en kop varm mælk med honning, og bagefter satte min far sig på sengekanten og gennemgik en yoga-nidra med mig, hvor jeg lå på ryggen og slappede helt af, mens han gennemgik hele kroppen – fra tæerne til kronen af hovedet, indtil jeg sov. Jeg havde en uro i kroppen, men han lærte mig, at selvom man sommetider har lyst til at danse af sted, er det fint at ligge helt stille og bare være.

– Det har aldrig været nogen hemmelighed, at især min mor har et skrøbeligt sind, og det har nok smittet af på min personlighed: Jeg har fået lidt flere farver på paletten, og det ser jeg ikke som en dårlig ting. Igennem hende har jeg set, at det også er helt okay at være ked af det en gang imellem, og derfor er jeg aldrig bange for mine egne følelser – jeg kan godt ryge helt ned i et sort hul og synes, alt er frygteligt, men jeg kan også hurtigt blive helt høj af lykke. Alt sammen uden at miste fodfæstet eller blive bange for mig selv.

Kriseramt teenager på vej på shoppetur i Malmø
– Her er mit 12-årige jeg med briller stående lige på tærsklen til teenagelivet. Min barndomsveninde Victoria og jeg er på vej på shoppetur til Malmø, og jeg har lånt en af hendes Lakers-bluser, så vi matcher. Jeg husker, at vi på turen købte et eller andet Polly Pocket-agtigt legetøj, som vi aldrig fik brugt, fordi det lige var i den periode, det blev kedeligt at lege. Men jeg opdagede også, at jeg samtidig ikke havde lyst til at blive ældre. Med kort mellemrum døde først min moster og så min mormor, som jeg var meget knyttet til. Alle, der har mærket så pludselige dødsfald, ved, hvordan det slår alting ud af kurs. Pludselig var der en sorg i min familie, som ændrede alt og lagde en tung dyne hen over mit barndomshjem. Jeg følte, at min bevidsthed var blevet rykket milevidt fra mine klassekammeraters og ønskede ikke at blive teenager, for jeg havde opdaget, hvor skrøbeligt livet kan være, og at det kan ende fra den ene dag til den anden. Lige pludselig havde jeg brug for den tryghed, som barndommen har.

Hidtil havde jeg fået skidegode karakterer, men efter min mormors død holdt jeg fuldstændig op med at lave lektier. Det virkede så ligegyldigt. Senere har jeg læst, at børn mister koncentrationen og lysten til at lave lektier, når de er i sorg. Dengang i 90'erne gik man ikke rigtig op i børns sorgbearbejdelse, og i dag tror jeg, at selv en lille smule velorienteret lærer ville stoppe og sige: "Hvad er der galt, Mathilde?"

– De andre piger i klassen gik med mascara og snakkede om, hvilke drenge der var lækre, men det fyldte slet ikke oppe i mit hoved. Det betød, at jeg ikke var en af de smarte, og at de andre elever ignorerede mig fuldstændig. Jeg har aldrig fået tæv eller er blevet råbt ind i hovedet, men det her var hårdt på en anden måde. Hvis du går en hel skoledag, og der ikke er nogen, der taler til dig, er det, som om du ikke eksisterer, og det gav mig en fornemmelse af at være ligegyldig. Min far har sagt til mig mange gange, at det modsatte af kærlighed ikke er had. For had er også kærlighed. Skuffelse er også kærlighed. Det modsatte af kærlighed er ligegyldighed, og det er dér, det gør ondt. At gå i skole hver dag i sådan en skrøbelig periode og fornemme, at du er ligegyldig for andre – det er sgu ikke sjovt. Jeg tænkte, at der måtte være noget galt med mig og græd tit mig selv i søvn. Det var to år i et limbo, som var noget rigtig lort, men et af mine lyspunkter var Victoria.

LÆS OGSÅ: Emil Thorup: "Jeg fandt min kæreste ved at stalke hende på sociale medier"

Nytårsaften 2015/2016 med gudsønnen Harley
– Nååårh, se ham lige! Så fin med leoparddragt og halskæde på. Det her er min gudsøn Harley Elton og mig. Med årene har jeg opdaget, at familie er mange ting – min veninde Sally og jeg er meget forbundne, og hun gav mig den store ære at være gudmor for sin søn. Billedet er fra sidste nytårsaften, som vi fejrede hos Sally og hendes kæreste Sonny – de lyder som et dansktopband, er det ikke sjovt? For mig ­betyder billedet kærlighed og savn og en kæmpe tillid. Jeg ser Harley alt for sjældent, for tingene går så stærkt, når man er sådan en idiot som mig, der ­synes, det der karriere er pissefedt, men i sidste ende er det nok det her, der er vigtigst. Eller det er det. Jeg syntes, det var røvsygt at være enebarn, og det er også et stort ansvar – hvis min del af slægten skal føres videre, så er det kun mig, der har det. Derfor vil jeg gerne selv lave en familie en dag. Jeg vil gerne have to børn, ja, faktisk vil jeg gerne have fire, hvis jeg har tid og råd, men altså nu er jeg 33, så jeg ved ikke, hvor meget tid, der er.

Fodboldaften med skuespillervennen Cyron Melville
– Skuespillerne Cyron Melville og Simone Lykke kom jeg tæt på, da vi spillede sammen i "Closer" på Aveny Teatret i 2012. Nogle af mine gode venner er samtidig kolleger. Som skuespiller på et projekt er man sammen med de andre skuespillere mange timer om dagen i en afgrænset periode, det er ekstremt ærligt, skrøbeligt og intenst, og jeg får ofte en familiær følelse, når jeg indspiller en film eller arbejder på en teaterforestilling. Derfor har jeg knyttet stærke bånd til flere af de skuespillere, jeg har arbejdet sammen med, og ser dem privat. Cyron havde inviteret os hjem til ham for at se fodboldkamp mellem Danmark og Sverige sidste efterår og udstyrede os med fodboldtrøjer.

– Venner og veninder betyder rigtig meget for mig. Sommetider kan jeg mærke, at jeg som teenager havde det svært med mine jævnaldrende på den måde, at jeg i dag godt kan blive i tvivl, om jeg reelt er en del af flokken. Så skal mine venner bare kigge på mig, give mig en krammer og ­sige: "Hold nu kæft, altså, Mathilde. Vi er her stadigvæk." "Nå ja... det er sgu også bare mig," tænker jeg så, og så er det okay igen. Jeg skal bare ­lige bekræftes i, at tingene er okay, og at jeg ikke skal være noget andet, end jeg er. Jeg går let op i ligegyldigheder og skal bare tage ét skridt forkert, så synes jeg, at jeg er verdens største idiot, mens jeg omvendt har ekstremt meget tålmodighed med mine venner.

LÆS OGSÅ: Rie Helmer: 7 skift der ændrede mit liv

Skuespillerdebuten
– Her sidder jeg på skødet af den nu afdøde skuespiller John Hahn-Petersen. Billedet er taget under min debut på Folketeatret, da jeg er 9 år gammel. Min far spillede med i forestillingen "Indenfor murene," og de manglede en pige til at udfylde rollen som barnebarnet "Lille Sarah." Teaterchefen spurgte min far, om jeg kunne træde til. Jeg blev nødt til at få fri fra skole en masse dage, fordi vi skulle prøve, men jeg havde kæmpe optur over det, og det var så vildt lige pludselig at være en del af den der magi, jeg ellers bare havde betragtet udefra som barn.

– Som 11-årig lavede jeg min første spillefilm ("Snøvsen 2", red.), men derefter gik der mange år, før jeg spillede skuespil igen. I lang tid tænkte jeg, at jeg skulle være noget andet. For helt fra barnsben af har jeg jo bestemt også set, hvor hårdt det kan være at være skuespiller: Man trækker meget på sine egne følelser, og det kan være drænende for både en selv og familien, og der er også en stor arbejdsløshed, som man ikke taler så meget om offentligt. Derfor gik jeg heller ikke ind til projektet med falske forhåbninger, da jeg i begyndelsen af 20'erne alligevel besluttede mig for at søge ind på Skuespillerskolen. Jeg søgte ind tre gange, fik afslag hver gang og blev skide ked af det. Mine forældre, der begge kom ind på uddannelsen i første hug, sagde, at jeg kun skulle fortsætte, hvis jeg syntes, det var sjovt, og langsomt indså jeg, at teaterskolerne nok ikke var for mig. Så jeg arbejdede i butik og som tjener, mens jeg gik til castinger og fik mere og mere skuespiller-erfaring. Jeg elsker at stå på scenen, og teater er vidunderligt, men jeg synes, at film er forunderligt. Det giver mig personligt et større kick, så derfor vil jeg gerne lave endnu mere tv og film fremover.

Kæresten Kristian, der har flotte læber
– Her er min kæreste Kristian. Jeg synes, han er så pæn! Alt hvad der i min optik er pænt ved mænd, er på det billede. Jeg kan godt lide store ­læber, og det har han, uden det bliver for voldsomt, og hans ører sidder pænt. Han er ekstremt symmetrisk og alligevel drenget. Billedet tog han med min telefon, lige da Instagram var kommet frem, og det var nyt at sætte sjove ­filtre på.

– Vi mødtes for syv år siden, fordi jeg rigtig gerne ville have en hund. Kristian havde en hund, som skulle passes, fordi han var i gang med at ­flytte, og vores fælles ven sagde, at jeg da ikke kunne købe en hund, før jeg vidste, hvordan det var, så han fik arrangeret, at jeg skulle passe Kristians gamle mops, som viste sig at være pisseirriterende. Den snorkede, pruttede og gryntede. Efter tre dage skulle Kristian hente den, og af logistiske ­årsager blev det hjemme hos mine forældre på Frederiksberg. Min mor regnede den åbenbart ud med det samme, for hun fandt en dyr, fransk lemonade, satte den frem på køkkenbordet og sagde: "Den kan I jo lige drikke, jeg skal ind i stuen." Og hun skal ellers aldrig ind i stuen – hun er altid ude i køkkenet og ryger en cigaret og ­lytter til det, jeg taler med mine venner om. Da ­Kristian og jeg havde siddet og sludret lidt, var jeg ­lige pludselig sådan: "Gud, hvor er han pæn! Gud, hvor er han egentlig pæn." Det havde jeg slet ­ikke tænkt over. Jeg plejer ellers meget hurtigt at afkode, om en fyr er interessant for mig eller ej, men ­lige med ham skulle jeg kigge lidt nærmere. Så gik der et halvt år, hvor jeg ikke troede, han var interesseret og omvendt. Vi sås til fester, begyndte at ses som venner, og så udviklede det sig stille og roligt. Og jeg endte også med at holde af den gamle mops.

– Der er kæmpe forskel på forelskelse og kærlighed – jeg har været vanvittigt forelsket, også før jeg mødte Kristian, og det er skideskægt, men det er også et meget hurtigt overstået rush. Det her går helt ind i maven.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

Mathilde Norholt, 33 år

Autodidakt skuespiller særligt kendt fra DR's tv-serie Lykke.

Aktuel som den kvindelige hovedrolle Baby i "Dirty Dancing" i Operaen og den musikalske teaterforestilling "Dirch" med premiere i Tivoli den 18. august og derefter Danmarksturne.

Kæreste med 36-årige Kristian Errebo Krantz. De to bor sammen på Vesterbro.
Datter af skuespillerne Kirsten Norholt og Flemming Sørensen Norholt.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview