Susanne Bier
Foto: Les Kaner

Interview med Susanne Bier

Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

Hendes første film var et hit, nummer to en komplet rode-butik. Siden da har filminstruktør Susanne Bier balanceret på den hårfine grænse mellem genialitet og fiasko. Nu rider hun med på bølgen af kvalitets-tv-serier med ”The Night Manager”, der har været en kæmpesucces i England. Her tager hun os med rundt til de mest skelsættende scener i sit eget liv.

DA JEG STUDEREDE ARKITEKTUR - Ved Svanemøllen, København 1982
– Jeg studerede arkitektur i London og syntes virkelig, det var spændende, selvom jeg måske godt kunne mærke, at jeg ikke skulle være arkitekt. Det talte jeg med mine forældre om – hvordan jeg, når jeg sad og designede bygninger, virkelig fantaserede om de mennesker, der boede i dem. Og så sagde min far en dag, vi var ude at gå en tur alene, han og jeg, at de frygteligt gerne ville hjælpe mig økonomisk, mens jeg studerede, men at de ikke ville gøre det, så længe jeg studerede noget, jeg ikke havde tænkt mig at blive. Det, syntes jeg selvfølgelig, var helt vildt urimeligt. På den måde var jeg ufatteligt umoden, for jeg havde måske nok en ide om, at man bare kunne studere for evigt.

– Jeg blev vist lidt rystet over, at han var så tilpas kontant – faktisk blev jeg virkelig rasende og skrev nogle ret så indignerede breve til ham, hvor jeg opponerede mod den der meget gammeldags måde at tænke på, som han til gengæld ikke tog frygteligt alvorligt.

– Han gav mig lidt et los i røven, som måske nok også var tilsigtet. Tankerne om Filmskolen havde ulmet i mig i nogen tid, jeg havde nok bare tænkt, at der skulle gå nogle år. Men efter snakken med min far, søgte jeg ind på Filmskolen – og kom ind – og det var ret skelsættende, for jeg tror måske godt, jeg kunne være endt et andet sted, hvis ikke han havde været så tilpas kontant. Jeg syntes, det var møgprovokerende dengang – det synes jeg ikke i dag. Han havde jo fat i noget.

– Det var i og for sig meget organisk, men også et meget skelsættende oprør. Det er sjovt, når folk er rimelig konsekvente, men ikke uvenlige. Vi kunne sagtens skændes, min far og jeg. Men det her var ikke noget skænderi – han var helt utilbøjelig til at blive ophidset. Jeg blev det, men ikke han. Jeg tror, han var lidt underholdt af noget, han egentlig syntes, var helt indlysende. Min far så mig. Det gør forældre. Det siger jeg også til mine egne børn – at forældre meget tit ved bedre, end de selv gør. Men den hopper de ikke på.

– Der lå nok mere i det end bare at komme til at lave det rigtige. Der lå også en form for erkendelse i forhold til ansvar. Det her med bare at læse videre indebærer jo en slags ansvarsløshed – at handlinger, valg, ikke umiddelbart har nogle konsekvenser. Man bliver lidt ved med at være barn på den måde. Jeg indså, at jeg blev nødt til at flytte mig og tage ansvar for mit liv. Måske var det der, jeg blev voksen. Eller i hvert fald delvist voksen.



LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

DA JEG KOM IND PÅ FILMSKOLEN - Den Danske Filmskole, København, 1983
– Jeg var slet ikke i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt for mig at lave film. Det er svært at sige præcis, hvad det kræver at være en god filminstruktør. Man skal have en vis evne til at være beslutsom, og jeg har nok altid haft et vist drive, når der var noget, jeg gerne ville og var overbevist om. Men man skal også kunne mærke øjeblikke. Det er meget diffust at tale om. Selvfølgelig er psykologi en stor del af det. At få skuespillerne til at gøre noget bestemt i en bestemt scene – det er selvfølgelig det vigtigste – men det gælder også om at få et hold til at gøre det. Der er en masse kreative medspillere, og jo mere alle er enige om forståelsen af visionen, jo bedre er chancerne for, at resultatet bliver godt. Det er lidt ligesom at være træner for et sportshold. Man skal få folk til at gøre det, der gør dem glade, for så er de som regel bedst. Og den del er enormt sjov.

– Nogle instruktører trives bedst med at have et antagonistisk, aggressivt forhold til deres hold. Det kan jeg slet ikke! Det kommer der ikke noget kreativt ud af. Som regel er jeg forholdsvis tryg i det, jeg laver, og er man det, er det ret spændende at få kreativt input udefra og navigere i sådan et kreativt kaos. Det, synes jeg faktisk, er skidesjovt.

– Mine to-tre år med arkitektur har ikke været spildte. De har givet mig en fantastisk evne til overblik. Film bevæger sig jo i tid, og det der med at træde tilbage og have et overblik over det hele, kommer ikke nødvendigvis af filmtræning.

– På andet år fandt jeg pludselig ud af, at jeg gerne ville lave en lidt eventyragtig film om en dværg og en prinsesse. Den krævede bare 200 statister. Min lærer sagde, at det var alt for dyrt, men jeg bedyrede, at jeg ville skaffe dem og sørge for, at det ikke kostede noget. Og så gik jeg videre til rektor Henning Camre. Jeg husker tydeligt det møde på hans kontor, hvor også fem af lærerne sad, og de havde et kæmpe grin på læben a la "vågn lige op, lille skat – lad være med at komme med urimelige forslag, for vi kan ikke lave en film, hvor du får 300 statister!" Men rektor kiggede på mig og sagde: "Godt, så laver vi en kontrakt. Hvis du skal have lov til at lave den her film, skal du komme med kontrakter fra 200 mennesker, som lover at møde op tre dage i træk uden at få en krone for det".

– Og så tog jeg ind på Strøget og stoppede folk. I løbet af et par dage havde jeg 200 på listen. Og fik lov at lave filmen. Det var exceptionelt lærerigt. Jeg er nok meget drevet af at møde modstand og så overkomme den. Blive udfordret. Og det er ikke, fordi jeg altid klarer udfordringen eller vinder, men jeg tror, at det, man lærer mest af, er at tage udfordringen. Jeg bliver stædig og tænker generelt, at hvis der er noget, man gerne vil, så bliver man nødt til at teste det. Man må ikke give op på forhånd.

– Det er nogle bestemte briller, man tager på, hvor man ikke ser forhindringerne. Man vælger ikke at se dem. Nogle mennesker vælger at se alle forhindringerne. Hvis de får at vide, at de ikke må gå ind ad den dør, så gør de det ikke, mens andre tænker: "Hmm.. gad vide, hvad der er bag den dør – det lyder sørme spændende, det bliver jeg vist nødt til at tjekke". Og jeg hører nok til den sidste kategori. Det koster også nogle rap over næsen. Er du sindssyg, det koster! Men man lever, og man oplever ting. Jeg tror kun, at man rigtig kan skabe noget, hvis man har den attitude.



LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

DA JEG FIK ET RAP OVER NÆSEN - København, 1991... og igen i 2014
– Gabriel, min søn, var bare 8-9 måneder, da jeg lavede min første spillefilm, "Freud flytter hjemmefra", som blev en ret stor succes – særligt i Sverige, hvor den vandt en masse priser, men også i Danmark. Og så tænkte jeg: "Nå okay, det er bare sådan, man gør".

– Derefter lavede jeg "Det bli'r i familien", som ligeledes havde Ghita Nørby med som den kvindelige hovedrolle og Philip Zandén, som på det tidspunkt var min mand, som den mandlige. Og den fik simpelthen så mange hug. I anmeldelserne stod der, at det var noget rod – hvilket jeg også tror, at det var – og at skuespillerne var for meget. Men jeg var virkelig uforberedt på det, for jeg troede simpelthen, at nu var det bare som at blinke med øjnene, så havde jeg lavet et hit. Og pludselig havde jeg lavet det modsatte.

– Det tog mig nogen tid at lande og forstå, hvad det var, der var sket. Der var forskellige pædagogiske konsekvenser. En af dem var, at jeg muligvis godt inderst inde vidste, at manuskriptet ikke var særlig konsekvent, og jeg burde have ageret på det. Noget andet var på en måde at lære at tilgive sig selv. Jeg havde muligvis været lidt for smart med, hvad et manuskript kunne eller ikke kunne, eller hvor nemt det var, men jeg havde ikke sjusket med det, syntes jeg. Men det kan være meget svært at tilgive sig selv, når man ikke lykkes med ting. Og det tog mig nogen tid at blive klar over, at en film ikke nødvendigvis genererer svaret på den næste.

– Da jeg lavede "Serena", som kom ud i 2014, fik jeg igen hug. Den var besværlig at lave. Jeg lagde mærke til Jennifer Lawrence på den røde løber til oscaruddelingen i 2011. Hun var nomineret for "Winter's Bone", men hun var ingen stjerne overhovedet, hvilket også gjorde, at hun skulle dukke op tidlig eftermiddag sammen med mig. Næste morgen ringede jeg til produceren og sagde, at jeg syntes, hun skulle spille hovedrollen, og kun fordi Bradley Cooper kom med, kunne det lade sig gøre at tage en forholdsvis ukendt kvinde.

– Både Bradley og Jennifer var fantastiske under optagelserne, men i løbet af den tid, vi lavede den, blev de så de her kæmpestore stjerner. Forventningerne til alt, hvad Jennifer var med i, vendte det hele på hovedet. Havde man klippet den film, som man normalt ville og bare sendt den ud, var det muligvis ikke blevet et hit, men det var blevet en meget mere konsekvent og interessant film, end den vi endte med. Vi endte lidt et sted, hvor det hverken var fugl eller fisk. Og – ikke overraskende – fik den hårde ord med på vejen. Det gjorde da nas. Men hør her, den var undervejs i klippeprocessen i to år, og på et tidspunkt forsvinder ens kunstneriske nerve bare. Dét, jeg har lært af den film, er, at jeg ikke kan tage rigtige kunstneriske beslutninger, når man bruger så meget tid på at flytte a til b og b til a – frem og tilbage igen og igen. Man bliver følelsesløs, og det skete for mig til sidst. Jeg var ikke i kontakt med mit kunstneriske kompas, som faktisk er exceptionelt stærkt.

– Men man lærer hver gang. Konstant medgang er ikke sundt. Men når lussingerne falder, skal man så formå at løfte sig op af den lammelse, der opstår. Og man bliver bare lidt ekstra lammet af at få de her meget offentlige lussinger. Det er hårdt altid at blive vurderet så offentligt. Det har jeg aldrig rigtig vænnet mig til. Heller ikke til at få ros. Jeg har i det hele taget ikke vænnet mig til at være offentlig på nogen måder. Det kommer jeg aldrig til. Det er bare ikke naturligt for mig. Det, jeg har vænnet mig til, er, at jeg laver noget, som kommer ud til folk, og så er det ude af min kontrol. Det er totalt naturligt for mig at stå bag kameraet, sidde i et klipperum, diskutere manuskripter eller tale med skuespillere om besværlige øjeblikke. Og jeg har aldrig været påvirket af, om det har været en stor eller en lille stjerne.



LÆS OGSÅ: Robert Hansen om at leve med en kunstig hjerteklap og dødsangst

DA JEG VANDT MIN OSCAR - The Dolby Theatre, Hollywood, februar 2011
– Til Golden Globe regnede ingen med, at jeg havde en chance med "Hævnen", og så vandt jeg pludselig. Det var jeg, ligesom alle andre, meget chokeret over. Og pludselig kom jeg så også i betragtning i forhold til Oscar. Stadig ikke som favorit, men jeg begyndte da selv at være lidt spændt. Det var et hektisk forløb med sindssygt meget presse. Enormt spændende, men også virkelig udmattende!

– Da jeg vågnede på selve dagen, kom Dennis Knudsen for at sminke mig. Vi bestilte morgenmad på værelset, og jeg havde bare ingen appetit overhovedet. Min mand, Jesper, og Dennis og jeg havde det ret sjovt. Dennis prøvede at overtale mig til at tage nogle virkelig flotte, høje sko på, som jeg prøvede at gå rundt i inde på hotelværelset, og Dennis og min mand kiggede bare på hinanden og sagde: "Nej, det er nok bedre, at du lader være..." Jeg kan ikke gå med høje sko. Følelsen var lidt ligesom, da man var lille og skulle klæde sig ud til at være prinsesse. Jeg er ikke speciel prinsesseagtig. Jeg er hundrede gange bedre bag et kamera end foran det.

– Endelig havde jeg fået de her kæmpe lag af makeup på og sat håret og iført mig nogle dyre, dyre smykker, jeg havde lånt af franske Van Cleef & Arpels, og som var ankommet med en bevæbnet mand med en kasse. Jeg havde sikkert diamanter på for fem millioner. Det var helt sindssygt.

– Det var selvfølgelig afsindigt varmt den dag, så i bilen sad jeg med kleenex i armhulerne for ikke at svede på kjolen. Det gjorde produceren også. Heldigvis viste der sig at være ret køligt inde i salen.

– Selve oscarceremonien starter kl. 17, og når man ikke er en kæmpe stjerne, men bare en foreign moviedirector, skal man komme allerede ved 14-15-tiden, inden alle dem, som er rigtig spændende, kommer, for at sikre sig, at der bliver taget billeder af en på den røde løber. Mine billeder viste sig at blive ret anvendelige, eftersom jeg jo vandt.

– Da Helen Mirren og Russell Brand tonede frem på scenen og annoncerede min kategori, tror jeg, jeg glemte at trække vejret. Det gjorde jeg vist først, efter jeg havde været oppe på scenen. Det var virkelig fantastisk, da de sagde "Susanne Bier – from Denmark!" Og fantastisk at stå deroppe og kigge ud over hele salen.

– Jeg havde ikke rigtig fået noget at spise og drikke, så da jeg kom om bag scenen, gik der en fanden i mig. Jeg bestilte en tredobbelt orange-vodka. Og jeg drikker aldrig sprut! Jeg drikker vin. Nej altså... og så drak jeg den lynhurtigt, som om det var vand. Af lutter tørst.

– Bagefter kom vi ind til det her famøse afterparty med chokoladefontæne og champagneglas. Præcis som man forestiller sig Hollywood. Og så kom Steven Spielberg hen og krammede mig!

– Inden næste fest, det hypede Vanity Fair Party, tog vi hen til en italiensk restaurant, hvor alle danskerne sad og spiste middag. Og der hev jeg bare Anders Thomas Jensens tallerken til mig og begyndte at spise hans lækre spaghetti. "Jamen, hey! Du må da ikke spise muslinger!", sagde han. Jeg er mega allergisk over for muslinger, så jeg løb ud på dametoilettet iført min fine kjole og alle mine diamanter og stak to fingre i halsen. Hvilket nok også reddede mig fra alkoholen. Men haha, der stod jeg så og vaskede ansigtet i mit fine dress og prøvede at få håret væk. Hvor glamourøst var det lige! Da jeg kom ud fra dametoilettet, stod der en masse fotografer, som var dukket op i mellemtiden. De fik deres billeder, og jeg fik efterfølgende noget mad, jeg godt kunne tåle. Og så festede vi ellers! Da vi kom hjem til hotellet igen, gik vi ind i elevatoren sammen med Mick Jagger, som sagde: "Great film!" Jeg var helt starstruck: "det var Mick Jagger, der lige sagde det der – til mig".

– En Oscar er en døråbner. Den betyder, at jeg kan komme til at møde mennesker, jeg ellers ikke ville møde. Og så er den en fysisk påmindelse om, at film ikke kun er utrolig besværligt – det kan også være enormt berigende eller givende. Den betyder, at man kan komme op i en anden, større liga, og det har været rigtig sjovt.

DA JEG FIK MIN FØRSTE TV-SERIE I HUS - I arbejdsværelset hjemme i Hellerup 2015
– Der stod bestemt ikke mit navn på manuskriptet til tv-serien "The Night Manager", da jeg fik det, men jeg ville bare lave den. Jeg har altid været lidt misundelig på dem, der fik lov at lave John le Carrés materiale, som er så spændende samtidig med, at det er komplekst og psykologisk og har en underlig, bidsk humor.

– Da jeg skulle tale med ham over Skype, havde jeg meget behændigt sørget for, at man kunne se min Oscar, som stod i reolen bagved. Haha! Det har han drillet mig med lige siden.

– Det var forrygende at møde ham. Han er en skøn, ældre – han er 84 år! – ekstremt skarp, ekstremt sjov og ekstremt uartig herre. Han har bevaret den fandenivoldskhed, der gjorde, at han skrev sin første bog. Han er fuldstændig kompromisløs og virkelig bidsk. Du skal ikke sige for mange dumme ting, det gider han ikke at høre på. Han er virkelig sjov!

– Han læste manuskriptet og kom til en gennemlæsning, og der er også en scene, hvor han har en cameo (en lille gæsteoptræden, red.). I scenen sad han tålmodigt ved et bord i en restaurant og underholdt dem, der var placeret ved det bord – de havde en fest.

– Jeg vil ikke sige, at det er meget federe at lave tv-serier, men der er en usandsynlig tilfredsstillelse ved at lave noget, som varer seks timer, modsat en film, som er halvanden måske. Det er enormt tilfredsstillende at lave et stort materiale og kunne gå i detaljer med personerne på en helt anden måde. Jeg har altid hadet episke film, hvor der kommer kæmpe landskaber og nogen, der rider meget længe. Bare tanken om en episk film har skabt et element af kedsomhed inde i mig. Men det er jo meget mere episk at lave en tv-serie og kunne folde den ud på denne måde.

– I England har den fået rigtig gode anmeldelser. Den har sindssygt mange seere, de er meget glade. Masser af de engelske journalister nævner James Bond – det kan jeg jo ikke gøre for. Men hør her, jeg tror heller ikke, man kan lave noget med en engelsk agent, som ser megagodt ud og indimellem har jakkesæt på og er lidt actionagtig, uden at folk vil associere til Bond. Og jeg elsker Bond, så jeg er bare på toppen over, at de siger det. Det er da en kæmpe kompliment. Altså de siger det mere til Tom Hiddleston, end de siger det til mig. Jeg tror godt, han kunne blive en ny Bond. Og jo, jeg vil da vildt gerne prøve at instruere en Bond-film. Det ville da være skidesjovt. Så ja, man må da gerne tage os som et sæt. Haha.

LÆS OGSÅ: ”Man skal ikke arbejde solen sort for at blive en succes. Mange – især kvinder – kan få utrolig mange ting fra hånden på få timer om dagen”
LÆS OGSÅ: Bloggeren Zizi: “Selvfølgelig kan jeg se smart ud og følge min religion på samme tid”
LÆS OGSÅ: “Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Film