Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Rie Helmer
Foto: Les Kaner og private

Interview med Rie Helmer

Rie Helmer: 7 skift der ændrede mit liv

”Sporløs”-værten Rie Helmer Nielsen har skiftet et af de mest højtprofilerede job på dansk tv ud med en kommunikationsstilling, der er en hjertesag. Her fortæller hun om syv store skift i sit liv, der også tæller to skilsmisser, et moderskab og en ­irriterende Ditlev fra folkeskolen, der fik en chance til…

1. Nyt job
Der kommer lys i øjnene på Rie Helmer Nielsen, når hun fortæller om sit arbejde for Kirkens Korshær. Om de 8.000 frivillige, der får et fællesskab bl.a. gennem driften af genbrugsbutikkerne, varmestuerne, herbergerne, natcafeerne. Om at Kirkens Korshær overordnet hjælper udsatte mennesker: mennesker i nød. Om familiestøttende arbejde og unge mødre, der ikke har begreb om, hvad de skal stille op, som får rådgivning. Om mødregrupper for kvinder, der fungerer så dårligt socialt, at de ikke kan fungere i en almindelig mødregruppe, hvor man står klar med friskbagte boller og overholder tiden og taler om barnevognsmærker.

– Det handler om, at vi er der, hvor ingen andre er. Vi hjælper folk i Danmark, og hvis du først er her, spørger vi ikke, hvor du kommer fra, eller hvilken religion du har. Der bliver flere og flere, der har brug for hjælp, og selv om man fra officiel side har afskaffet fattigdomsgrænsen, betyder det altså ikke, at der ikke er nogen fattige. Men fattigdom er også et definitionsspørgsmål. Er man fattig, hvis man ikke kan give sit barn en fødselsdagsgave, der svarer til den, kammeraterne får? Og i den anden ende er der folk, der ikke har råd til at give deres børn mad. Det findes! Så er der mennesker, der kommer her til landet, som går og samler flasker for at overleve, som havde forestillet sig et helt andet liv. De mennesker får hjælp hos Kirkens Korshær. Når folk banker på og beder om hjælp, så får de hjælp. Der er ikke midler til alt, men der er midler til meget. Vi ser mange mennesker, som ikke får nok hjælp fra det offentlige, fordi tilbuddene lukker, og de søger hen til os, hvor der er åbent, og hvor der er håb.

2. Farvel til "Sporløs"
– Da jeg var på "Sporløs", ville jeg ikke bebrejde nogen, hvis de havde overvejelsen om at slå mig ihjel, hvis de så var sikre på at få mit job. Det er verdens fedeste job. Men det er også på mange måder et hårdt job. Man knytter sig til de mennesker, og de sidder stadig indeni i mit hjerte og min mave. Jeg var ikke træt af det eller færdig med det, men jeg havde lavet det i tre år, så jeg har været i rigtig mange lande og oplevet rigtig mange ­historier, og det er så sindssygt vigtigt, at man er der 110 % for de mennesker, man er der sammen med. Rigtig ofte er de, der søger, mennesker, som mangler noget, og som har brug for at finde deres rødder. Der er store ting og vilde følelser på spil, og det er en rejse, der er helt sindssyg. Ud over at man skal ud og have ondt i maven over, om man finder noget, hvad man finder, og pludselig står man på det hospital, man er født på, og man ved måske ikke, om ens mor stadig lever, og man ved slet ikke, hvad der venter bag den næste dør. Det er hele tiden højspændt. Og så er der jetlag oveni, måske noget mad, du ikke kan tåle, og 40 graders varme og en luftfugtighed på 1.000. Man sidder på nåle og skal noget, der er så vigtigt. Alt er så intenst.

– Det er typisk, hvad de her mennesker kalder deres livs rejse, og hvis jeg sidder ved siden af en, der er på sit livs ­rejse, så vil jeg fandeme gøre det ordentligt. Men det er ­også mit arbejde, så det er hele tiden af sted til et nyt land, en ny historie, et nyt menneske, og jeg så faren for på et tidspunkt at løbe ind i en form for rutine.

LÆS OGSÅ: Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

3. Velkommen i ugebladene
– Da jeg fik opringningen, om jeg ville komme til casting til "Sporløs", var det et af de øjeblikke i livet, hvor man tænker "Okay, det er for sindssygt!". Jeg fik med det samme præstationsangst og tænkte, at det kommer jeg jo aldrig til at kunne, og helt latterligt på forhånd blev ked af, at jeg jo ikke ville få det job. Det var så dumt, jeg fik en lille smule ondt i maven over, hvor synd det var for mig at få stillet i udsigt, når enhver jo kunne regne ud, at man da ikke bare kan få lov at lave "Sporløs".

– Det var et stort skift at komme fra lille Lorry og blive genkendt lidt mere i bussen. Men det, jeg ikke var vant til, var, at jeg blev interessant for ugebladene. Ikke på Citybois-niveau, er du tosset, men pludselig skulle jeg se mig selv citeret, og så de der billeder. Jeg er så dårlig til at stå der og få taget billeder. Der er ikke ét billede, hvor jeg skulle fortælle, hvor min kjole var fra, hvor jeg ikke ser helt kikset ud. Jeg har et eller andet med fødderne, jeg kan ikke stå! Det kan jeg ikke! Men jeg stillede op, for det er alt for højrøvet at tro, at det ikke er en del af jobbet. Men jeg havde altid den der "Åh nej, nu ved vi alle sammen godt, at jeg kommer til at stå kikset", og det gjorde jeg. Det er lige før, det var min signatur. Jeg skulle engang lave live-tv, hvor jeg skulle interviewe gæster, der ankom til Koncerthuset. Jeg havde bare taget nogle cowboystøvler på og mit ellers meget pæne jakkesæt, fordi jeg vidste, mine fødder ikke ville blive filmet. Men så stod der jo en masse fotografer, og selv om jeg bad dem om ikke at fotografere mine fødder, gjorde de det selvfølgelig alligevel. Det siger bare noget om, hvor ­utroligt uegnet jeg er til det job, hvad det angår. Jeg er ikke god til det. Sådan en som Ulla Essendrop, hun har det bare, hun er sæbelækker. Engang lavede de et indslag i "Aftenshowet" om at gå uden makeup, hvor hun tværede al sin makeup af og lignede sig selv fuldstændig, gudesmuk. Det havde været meget sjovere, hvis de havde lavet indslaget med mig.

– Jeg har heller ikke lysten, for den del interesserer mig ikke. Og det er noget, jeg først efter, jeg startede i mit nye job, har tænkt over: Ingen tænker jo over, hvordan jeg ser ud. Ingen. Når jeg skulle på skærmen, skulle jeg igennem den forvandling, som var fantastisk, og det er så vidunderligt at se, hvor pæn man faktisk kan blive. Men det bliver også en ­vane og en smule irriterende at skulle tænke over, om man havde ­taget tre kilo på eller fået en ny rynke.

– Når man er kvindelig vært, stopper ens værtsliv, før ens arbejdsliv stopper. Jeg har ikke følt mig presset, men jeg vil være ærlig og sige, at jeg i nogle år har tænkt over, om jeg på et tidspunkt skulle tage et skridt og gøre noget andet. Jeg vidste, at det var noget, jeg på et tidspunkt ikke selv ville være herre over længere. Og det, synes jeg, er langt ude. Det handler om udseende, det kan jo ikke handle om, at man bliver mindre erfaren med alderen. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at mine forældre og hele deres generation ikke har nogen at spejle sig i. Så skal de hen på TV 2 Charlie, og det er en glimrende kanal, men kun én kanal til alle i samme alder? Så ens interesser har man ikke nødvendigvis, bare fordi man er blevet 70 år – eller 50, for den sags skyld.


Med "Sporløs" på job i Mozambique.

4. En chance til med irriterende Ditlev
– Det hjælper ikke at sidde og spille ­violin, mens man giver en skideballe. Det har jeg virkelig skullet lære. Jeg har en kæreste nu, som er supergod til at sige, præcis hvordan han har det, og hvordan han vil have det. What you see is what you get, og det er så befriende. Så kan det godt være, at det, du får, ikke altid lige er det, du ­ønskede dig, men der er aldrig forstillelse. Du kan altid regne med, at der ikke ligger noget og ulmer, og det er meget trygt. Min far er lidt på samme måde – de minder faktisk meget om hinanden, det skulle man måske ligge lidt på Freud-briksen og tænke over.

– Han hedder Ditlev, og jeg har gået i klasse med ham i folkeskolen. Det eneste, jeg husker om ham fra dengang, var, at han var irriterende, umoden og larmende, og at han var dengsen hos matematiklæreren. Da jeg mødte ham første gang som voksen, var det til en reunion. Han er sådan en, der fylder meget, og efter et par timer begyndte han og nogle af de andre at råbe og være "Se mig!"-agtige, og det, syntes jeg bare, var så røvirriterende, at jeg tog hjem. Han er ejendomsmægler, så da min eksmand og jeg skulle sælge vores sommerhus, ringede jeg til ham, og han kom selv op, hvilket siger noget om ham. Han er så social og nysgerrig som menneske. Jo flere mennesker, jo flere ­sociale relationer, jo flere fester, des bedre. Han er et ekstrovert menneske, der lader op ved at være sammen med andre mennesker. Jeg er fuldstændig modsat. Jeg elsker også mennesker, men jeg er nødt til at have noget tid for mig selv. Jeg synes ikke, folk skal ringe, så skal de hellere sende en sms. Han taler i telefon hele dagen lang.

– Efter han havde kigget på sommerhuset, kørte vi hen til det nærmeste cafeteria, der reklamerede med alle typer kaffe, men det hele smagte hæsligt. Så Ditlev bestilte hele tiden en ny slags, og det, syntes jeg, var sjovt. Han råbte stadig og grinede bøvet, men der kunne jeg bedre se det charmerende i det. Jeg har fundet ud af, at der er noget godt for mig i at være i, at man bare er, som man er. Han er skideirriterende, men han er det ærligt og konsistent. Han er autentisk. Han forstiller sig ikke, han faker ikke. Han er jo sælger, så han ved godt, hvad du gerne vil høre, men han kommer ikke til at lyve over for dig. Der er intet flinkeskole over ham, og det har jeg godt af og kan lære af. Men jeg ved, jeg ikke ville være faldet for ham for ti år siden.

– Vi var venner i en lang periode, før vi blev kærester. Jeg sagde til mine veninder, at hvis jeg nogensinde skulle have en kæreste igen, skulle jeg scores med blomster og hjerter i sms'erne, for jeg gad ikke grå hverdag med "hvis du køber mælk, så går jeg ned med skraldespanden". Jeg ville fandeme have en, som jeg går ud og spiser med, og som jeg ikke taler med om lus i børnenes hår. Jeg havde brug for, at der var en, der havde lyst til at kysse mig, og som syntes, vi skulle gøre noget samme: have drømme sammen. Jeg ser mit forhold til Ditlev som en chance til. Jeg kan jo se, at nissen er flyttet med, og nu må jeg æde den og sige "okay, jeg bliver irriteret over, at han krammer håndklæderne forkert sammen. Måske er det mig, der skal lære at leve med, at nogle bare gør sådan".

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

5. Skilsmisserne
Da jeg blev skilt fra min første mand, som jeg har min datter, Cecilie, med, var det et hårdt slag, at jeg ikke kunne gennemføre. Det er først siden gået op for mig, at det jo ikke er en konkurrence, man skal vinde, og jeg synes sgu egentlig, at jeg har gjort det okay. Når jeg ser ud over landskabet af mennesker, jeg elsker, kan det godt være, at vi nu er i nogle andre konstellationer, og der er kommet nye til, men de er der stadig. Jeg kunne holde en fantastisk jul for dem, jeg kalder min familie.

– Min datters far og jeg har gjort mange ting godt og en hel masse dårligt, og vi har begået en masse fejl hen ad ­vejen. Men jeg tror ikke, at antallet af fejl er blevet større efter skilsmissen. Vi har delt hende ligeligt fra starten, hvor Cecilie var halvandet år, og det betød én uge med masser af arbejde, som for mit vedkommende jo var meget ­aftenarbejde, og så én uge, hvor jeg nærmest kun var mor.

– Det var en omvæltning, men jeg tror, at jeg er en af dem, der har fået noget godt ud af det. Jeg må være ærlig og sige, at jeg er sådan en type mor, som synes, det også kan være rart at holde fri fra mit barn. Jeg har aldrig sukket efter en efternøler, og jeg går ikke og er ulykkelig over, at Cecilie flytter hjemmefra en dag. Jeg har ret nemt ved at omstille mig. Da min ­anden mand og jeg blev skilt, var det nemmere for mig at acceptere, at jeg måtte give op. Typisk gør vi kvinder os færdige med forholdet og er nogle bitre, sure og triste fejlfinderdamer, mens vi er i det, mens mænd først tager sig af smerten efter bruddet.

– Med Cecilies far har jeg det sådan i dag, at jeg ikke har mistet ham. Han hører til et andet sted i mit liv. Og han har en kone, som er en meget bedre kone for ham, end jeg var.


Rie Helmers forældre kendte en layouter på ALT for damerne, og hun var i bladet første gang som babymodel i 1970.

6. Mor og ude af kontrol
– Jeg var 28 år, da jeg fik min datter, og det var jo ikke specielt ungt, men det føltes sådan. Men det ville det sikkert også gøre i dag, for man bliver jo aldrig klar til at få et barn. Jeg kan ­huske, at jeg under fødslen hev fat i kraven på jorde­moderen og sagde "nu skal du fortælle mig, hvordan det her rigtigt foregår, for det kan jo ikke være ­rigtigt, at barnet skal ud der!". Jeg tror, hun bare sagde noget i retning af "velkommen til en verden uden kontrol", og det er jo præcis, hvad det er. Det er pludselig et andet menneske, babyen, der bestemmer, hvornår du går på toilettet, hvad du spiser, og om du sover. Det er så vildt at overlade kontrollen til et andet menneske, som du ikke engang kan kommunikere med. Du kan jo ikke sige "hvis du lige venter to minutter, lover jeg, at du får meget mere ud af det". Hold op, det er det mest frustrerende i verden. Jeg følte mig invaderet, men desværre har jeg ­ikke været nok i hippie-yoga-go-with-the-flow til bare at ­overgive mig. Overhovedet ikke. Jeg syntes, det var så svært, og der var jo ikke engang nogen, der kom og fortalte mig, hvad god nok var, det skulle jeg også selv finde ud af. Og god nok var helt klart meget bedre end noget, jeg kunne præstere. Det der med at skrige og græde ville jeg gerne have, at mit barn skulle holde op med. Fordi jeg syntes, det var synd for hende, og fordi det lå dybt i mig, at når man græder, er man ked af noget, og så skal det fikses. Det har taget mig lang tid at forstå, at alt ikke behøver at blive fikset. Jeg har haft meget brug for at vide, at nu er jeg i mål. Og et spædbarn er ikke noget, du kan komme i mål med. Hver gang, du tror, dagen er slut, og nu er det mig-tid, så er det det stensikkert ikke, hvis du har glædet dig til det. Så ­kaster de op eller skriger eller roterer rundt.

– Jeg oplevede kontroltabet som forfærdeligt, for jeg vidste ikke, hvordan man dealer med det. Og jeg er bare ikke et menneske, der er god til at læne mig tilbage og sige "Pyt, så når vi det i morgen". Jeg ville gerne have haft en plan med Cecilie, hvor der stod, hvad vi skulle på alle tidspunkter af døgnet, men ­sådan er det jo ikke. Og det lærer man meget af, det er sundt og godt at blive rusket i på den måde. Men mens det står på, er det superhårdt, og jeg er en af dem, der syntes, det var dejligt at komme tilbage på arbejde. Der kunne jeg nøjes med at lave én ting ad gangen, og hvis jeg ikke kunne nå i mål hver dag, vidste jeg i det mindste, hvad målet var. Når alt det er sagt, så er et barn jo netop den bedste gave til sådan en kontrolfreak som mig. Det er en kliche og sikkert ret kedeligt og banalt, men min datter har lært og lærer mig til stadighed alt om kærlighed og ­livet i det hele taget. Hun er ­bare virkelig et helt fantastisk menneske, som jeg er så stolt af at være mor til.

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

7. Knækket korsbånd og livssyn
– Jeg var 18 år og havde lige havde fået ansættelse som AV-assistent på TV 2 i Odense. Kort efter tog jeg på skiferie med min familie og knækkede korsbåndet. Jeg blev opereret, men det blev aldrig rigtig godt. Det var et wakeup-call, at der kunne være noget, jeg ikke bare kunne fikse ved at tage mig sammen. Jeg gik rundt på krykker og kunne ikke en skid, og gik til genoptræning, mens de andre gik til fest. Og kunne ikke starte på TV2, som jeg havde glædet mig til. Det gik op for mig, at alt kan ramme alle, og at der ikke skal meget ulykke til, for at du selv kan få brug for hjælp. Jeg har stadig problemer med det, jeg kan ikke løbe eller svømme, men i min alder er det jo virkelig i den milde ende. Det har været med til at give mig en bevidsthed om, at det med, at vi ikke selv kan havne i problemer, der stiger os over hovedet, er bullshit. Det kan ALLE. Det er ikke en særlig race af menneskeheden, der bliver fattig, hjemløs, skilt, syg eller på andre måder oplever omstændigheder, de ikke kan hamle op med. Det hele kunne ske for dig og mig. Og derfor skal man passe på med at være hovmodig og tænke "dem og os". Der er kun os! 

LÆS OGSÅ: Camilla Bendix: “Det er skønt, når noget er pinligt”

LÆS OGSÅ: “Vi er et godt hold, og Johanne sidder lige ovre på den anden side af gangen, som hun hele tiden har gjort”

LÆS OGSÅ: Mette Vibe Utzon: “Jeg er til tider en hård banan, men jeg er også en blød en af slagsen”

Rie Helmer Nielsen

46 år, redaktør og teamleder for kommunikation i Kirkens Korshær.

Tidligere tv-vært på bl.a. "Sporløs" og "Aftenshowet".

Bor i en lejlighed på Frederiksberg sammen med sin datter, Cecilie på 18 år.

Danner par med Ditlev, som hun har kendt siden folkeskolen, men først for nylig er blevet kæreste med.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Job