Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Cecilie Frøkjær
Foto: Sigurd Høyen, Bo Nymann og private

Interview med Cecilie Frøkjær

Cecilie Frøkjær: “Det er en kæmpe frihed at bo hver for sig”

Cecilie Frøkjær lærte af sin farmor, at man skal være modig, og derfor var det også gennem hende, hun fandt styrken til at forfølge sin drøm om at blive selvstændig. Vi har mødt den populære tv-vært til en snak om at fravælge Botox, om den evige kamp for at holde vægten og om at udfordre forventningen om, at den mandlige tv-vært skal være ældre end den kvindelige.

Cecilie Frøkjærs farmor blev enke som 31-årig. Fra den ene dag til den anden stod hun alene med Cecilies far, der var 5, og hans lillebror på 1 år. Hun havde tidligere mistet et barn og havde også et par ufrivillige aborter bag sig. Hendes mand efterlod sig en manufakturhandel, som hun skulle overtage, og på trods af at hun aldrig havde haft noget med forretningen at gøre, kastede hun sig ud i det og drev den med stor succes. Da hun blev 54, besluttede hun sig for at sælge butikken og uddanne sig til bibliotekar. Hun tog en toårig HF og flyttede derefter ind på Grønjords Kollegiet, som den ældste beboer nogensinde, mens hun tog sin uddannelse, og blev færdig som 60-årig. Da hun blev 70, holdt hun op med at arbejde som bibliotekar og begyndte at læse på Åbent Universitet. Som 80-årig rejste hun to måneder alene til USA for at researche til en bog om udvandrere. Bogen fik hun også skrevet.

Cecilies farmor med et af sine otte oldebørn.

– Min farmor har altid været en kæmpe inspiration for mig, fortæller Cecilie og smiler ved tanken om farmoren, som hun mistede for 13 år siden, 86 år gammel.

– Hun har altid mindet mig om, at det aldrig er for sent at skifte spor, og at det er vigtigt, at man justerer sig selv hele livet og lever sine drømme ud. Da jeg for nylig sagde mit job på TV 2 op efter 20 års ansættelse for at blive selvstændig, var jeg da ­også lige henne og konsultere billedet af min farmor, som hænger i køkkenet. Jeg kiggede på hende og tænkte: Okay, farmor, når du bogstavelig talt kunne satse hele butikken og tage springet ud i noget helt andet, så kan jeg sgu også!

Som tænkt, så gjort. Siden 1. januar 2016 har Cecilie kørt sin egen biks. Hun skal stadig lave tv for TV 2, blandt andet er hun lige nu i gang med optagelserne til et nyt program om forandringer, som hedder "Samme tid næste år", og derudover holder hun foredrag og håber også på at skrive flere bøger.

LÆS OGSÅ: Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

Be brave!
Hun har købt en stor, sort kinanotesbog med rød ryg, en slags logbog til gode ideer, geniale citater og planer, hun skal huske, og på første side har hun skrevet: "Be brave!"

– Jeg har en veninde, der er opfinder, og som virkelig lever det usikre liv i den branche, og hun sagde til mig, at jeg ­skulle ­huske at være modig. Be brave! Der er så mange dage som selvstændig, hvor man tumler rundt og ikke nødvendigvis ved, hvilken retning man skal bevæge sig, og om ens arbejdsindsats bærer frugt nu eller måske først om fire år. Der er det vigtigt at være modig og huske sig selv på, at man ikke både kan få tryghed og nye eventyr på samme tid.

Hvorfor valgte du at sige op og blive selvstændig nu?
– Tryghed i ansættelsen har altid været meget vigtigt for mig, ellers havde jeg nok ikke været det samme sted i så mange år. Men jeg fik mere og mere lyst til at forfølge nogle andre ting og udvide paletten. Det startede som en lille hvisken ude i horisonten, men efterhånden blev det til en stemme, der fyldte mere og mere. I forsommeren sidste år sad jeg med en veninde, som jeg jævnligt taler fag med, og hun sagde: "Hør her, du taler så meget om, at du har lyst til prøve alt muligt andet, hvornår holder du op med at snakke og gør noget ved det? Skid, eller stå af potten!" Pludselig kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at gøre noget ved den drøm. Livet er kort. Og hvis det skal være, så skal det være nu. Jeg er lige blevet 48, og jeg er begyndt at lægge mærke til, at det er folk, der ikke er særligt meget ældre end mig, der styrter om. Bang, så er de væk. Jeg tænkte, jeg må springe ud i det, mens jeg stadig har modet. For det har krævet mod for mig. Farvel til feriepenge, farvel til pension, og hvad med det fællesskab, der automatisk er på en arbejdsplads, når man træder ind ad døren om morgenen? Bliver jeg sådan en sær en, der går rundt i cirkler derhjemme med mine børns undulat på skulderen og taler med den? Men så må man stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det værste, der kan ske? Det er vel, at jeg finder ud af, at det slet ikke er rart at være ude i friheden, og så kan jeg jo løbe tilbage og finde et eller andet skrivebord, jeg kan klamre mig til.

Hvordan har det så været indtil nu?
– Det er sjovt, for når man begynder at gå hen ad vejen og passerer den ene "post" efter den anden, så tænker man: Hvorfor tvivlede jeg på, om jeg kunne nå derhen? Hvorfor skulle det tage så lang tid at tage den beslutning? Altså, jeg er jo stadig Bambi på isen på en eller anden facon, men ved du hvad..., jeg er gennem-lykkelig. Fuldstændig gennem-lykkelig! Jeg kigger i min kalender og ser ting, jeg selv har sagt ja til, selv har bestemt, og der er kun ting, jeg glæder mig til. Det er helt vildt privilegeret. I januar gik jeg rundt og tænkte, det kan ikke passe, at man kan være så glad. Der må være noget, jeg har ­overset, det kan ikke blive ved. Jeg har sådan en følelse af at stille mig selv til rådighed for tilfældet og nye muligheder. ­Alle vil gerne have nogle appelsiner ned i turbanen, men man er altså nødt til at stille sig hen under det træ, hvor de hænger, for at de kan falde ned i den turban. Det er det, jeg føler, at jeg har gjort.

Kærlighed til fedt og sukker
Cecilie lyser op i et stort smil, da tjeneren på cafeen kommer med den bøfsalat, hun nøje har udvalgt for at styre vægten. Når hun laver tv, lever hun meget stringent, men...

– Og hvidt brød, yes!

Hun lyser op. Men stiller så alligevel brødkurven lidt væk.

Er der noget med, at du er ret glad for mad?
– Jeg e-l-s-k-e-r mad! Jeg elsker fedt. Jeg elsker sukker. Jeg elsker hvidt brød og karamelsovs og flødeskum. For helvede mand. Jeg har kæmpet med det altid, og jeg kommer til at kæmpe med det, til jeg dør. Jeg kan aldrig spise det, jeg ­gerne vil. Jo, jeg kan gøre det i perioder, men når jeg for eksempel skal ned i sådan en gallakjole, når jeg skal være vært på et af de store tv-shows, så kræver det, at jeg er på min minimumsvægt. Det er mit valg, skal jeg lige sige. Når jeg står ud af den kjole, så overkompenserer jeg og spiser bare helt hysterisk. Og helt lykkeligt. Jeg sover nærmest med mad i munden. Sandheden er, at jeg slider for at tabe mig i perioder, det kommer ikke nemt, og når jeg hører sådan nogle tynde typer sige, at de kan spise hvad som helst, tænker jeg, hvor er du bare heldig. For næst ­efter fred i verden og alt det der, så er mit største egoistiske ønske et andet stofskifte.

Hvornår begyndte den kamp?
– Jeg var buttet som barn. Som 9-årig var jeg hos lægen, og han tog fat med to fingre om min ene brystvorte og sagde: "Er du ved at få knaster? Aj, du er bare småfed." Og det var jo ikke godt for noget, kan man sige! Jeg tog 35 kilo på, da jeg ventede min søn, og jeg tænkte, at der nok ville ryge omkring 18 kilo ved fødslen, ha, ha. Det gjorde der ikke. Det tog mig to år at smide alle de kilo, for hver aften, når klokken blev hen omkring 20.15, så kunne jeg høre en kalden fra kiosken. Sådan en slags sirenesang: "Kom og køb en vaffelis, kom og køb en vaffelis". Og så måtte jeg af sted på trods af, at jeg havde lovet mig selv at smide de kilo. Da jeg mødte på arbejde ­efter ni måneders barselsorlov, lignede jeg ­stadig noget, som nogen skulle have holdt op med at puste i for et godt stykke tid siden.

Har du nogensinde overvejet at stoppe kampen og lade stå til?
– Nej, det tror jeg ikke, at jeg kan. Jeg var på min første slankekur, da jeg var 12, nu er jeg 48. Jeg ved godt, at der er nogle, der vil sige, at jeg bare skal spise bestemte ting, at det er noget mentalt og alt muligt, men hvad fanden skal jeg gøre, når jeg elsker, elsker, elsker fedt og sukker? Jeg er nødt til at sige nej det meste af tiden, for jeg kan indtage virkelig store mængder. Jeg kan sætte min mave i frigear, og jeg elsker det. Det er forbundet med frihed, for der er så mange gange, hvor jeg er nødt til at være fornuftig og vælge det fra, fordi jeg ikke har det godt med at ligne en baconpølse i svøb. Jeg bliver glad, når jeg kan passe mit tøj og det sidder pænt, og det betyder så, at jeg i perioder er nødt til at elske salater og magert kød.

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

Sammen hver for sig
Ud over vægtforandringer og den nyeste forandring i arbejdslivet, var det en stor omvæltning for Cecilie at blive skilt fra sine børns far, Lars Daneskov, i 2008. De havde været sammen i ti år, og i al den tid, havde Cecilie arbejdet som vært på "Go' morgen Danmark".

– Det var et meget børnevenligt job at have, da jeg var gift. Lars og jeg sad aldrig om natten og diskuterede, hvem der skulle blive hjemme, hvis børnene var syge. Jeg kunne i princippet gå på arbejde og være hjemme 9.15, og så kunne Lars gå på arbejde. Når jeg havde været på vagt, kunne jeg sove til middag og hente tidligt, og hver anden uge havde jeg helt fri. Men da vi så blev skilt, duede det ikke længere at gå fra børnene om natten, selvom der jo kom nogen og passede dem. De var kede af det, og jeg syntes heller ikke, det var fedt. Det var tid til forandring, og jeg skiftede til "Go' aften Danmark".

Var det en svær skilsmisse?
– Det var en skilsmisse, vi var enige om, og når det nu skal ­være, er det jo et godt udgangspunkt. Der var ikke andre involveret, og på den måde var det totalt udramatisk. Men det er klart, at man giver sine børn en anden hverdag lige pludselig, og de har ingen indflydelse på det, for det er noget, de voksne har bestemt. Børnene betaler helt klart en pris ved at skulle bo to forskellige steder og have to forskellige hjem, og det har jeg da en kæmpe skyldfølelse over. Det var ikke det, der var meningen, projektet var et andet i sit udgangspunkt.

Cecilie har gjort sit bedste for, at hendes to børns hverdag er forblevet så tryg som muligt. Blandt andet ved ikke at flytte sammen med sin nuværende kæreste, Michael Robak, som sjovt nok er vært på "Go' morgen Danmark" og i øvrigt kendt af ALT for damernes læsere som brevkasseredaktør på "Kære Robak".

– Michael og jeg bor ikke sammen, fordi vi egentlig synes, at vi hver især har lavet sådan en fin familie med vores børn. Michael har en søn på 21 og en datter på 12, og vores behov er ikke at lave en ny storfamilie. Der er en kæmpe frihed i at bo hver for sig og dermed også hele tiden vælge hinanden. Man er ikke bundet af fælles husholdning, rengøringsplaner eller indkøbslister, alt det, som man bare godt kan være lidt træt af at samstemme med et andet menneske. Og det fungerer simpelthen så godt. Vi glæder os enormt meget til at se hinanden altid, og vi ses på nogle meget rene præmisser, fordi vi virkelig gerne vil være sammen. Vi er ikke sammen, fordi vi er bundet af en masse praktik. Jeg har set mange, som får en ny kæreste og så hu-hej-vilde-dyr køber fælles hus og skal have deres to børneflokke til at passe ind i de voksnes mønster. Hvorfor? Hvorfor skal det gå så stærkt? Det er, som om folk tror, at hvis de ikke får hele pakken inden for 30 sekunder, så er der noget i vejen, men sådan er det jo overhovedet ikke. Man kan vælge at lade noget vokse, så alle er med. Når børnene ikke bor hjemme mere, er det et andet scenarie.

– Som det er nu, har Michael og jeg behov for et fællesskab, men vi har ikke behov for en ny familie. Vi har masser af familie i forvejen. I mine øjne handler det om at vælge den frihed, som gør, at man er sammen af de rigtige grunde. Fordi man er vilde med hinanden. Punktum. Heldigvis har Michael det på samme måde.

Og hvorfor er I to i øvrigt gode for hinanden?
– Jeg sætter meget stor pris på de samtaler, vi har. Vi griner enormt meget sammen. Jeg har en fornemmelse af, at vi virkelig sender på den samme frekvens, og det er en meget stor lykke at have en mand i sit liv, som man har det sådan med.

Selvom Michael Robak er manden i Cecilies liv, foretrækker parret at bo hver for sig.

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen og Ghita Nørby: “Vi kan grine og græde og få et spark i røven”

Den yngre kvinde
Michael Robak er ikke den eneste Michael i Cecilies liv. Også hendes tidligere medvært fra "Go' morgen Danmark", Michael Meyerheim, har en stor plads i hendes hjerte.

– Vores forhold startede som et arbejdsfællesskab, men har ­udviklet sig til et venskab. Vi ses, spiser frokost sammen, og ­lige nu sidder vi faktisk også og skriver på et nyt foredrag, som vi skal ud og holde sammen. Da jeg begyndte på "Go'morgen Danmark" trådte jeg ind i en konstellation med Michael, som jeg hadede. Han var 47 og jeg var 28, og jeg har altid hadet det med, at den mandlige vært var ældst, og så havde han en ung kvindelig medvært. Sådan lidt som en tryllekunstner og hans assistent. Derfor havde jeg i starten så travlt med at ­blive ­taget alvorligt. Jeg skulle ikke være et sådan et arm-piece for ­Michael, og de første to år nægtede jeg at have nissehue på, når vi sendte til jul. Jeg havde ikke råd til det, syntes jeg, fordi jeg var ung og kvinde. Jeg havde travlt med at manifestere mig, og jeg blev altid sminket og fik sat hår, så jeg så ældre ud, end jeg var. Men Michael var så sød og støttende, og han ønskede kun, at jeg skulle blive så dygtig som muligt så hurtigt som muligt.

– Det sjove er i øvrigt, at jeg senere skrev danmarkshistorie, da jeg fik ansat Morten Resen som min medvært. For første gang i tv-historien var kvinden ældst, og jeg var på toppen over det. Morten er så sød og dygtig, så jeg ville gerne arbejde med ham for all the right reasons, men det var altså totalt add on, at vi endelig fik brudt den uendelige række af ældre mænd og yngre kvinder.

Nu du taler om alder, hvordan har du det med den forandring, der ligger i at nærme sig de 50?
– Jeg tænker, at der er noget sorgfuldt i det, for døden venter jo for enden. Ja, skriv bare det, selvom det lyder lidt trist. Det er jo i 40'erne, at det går op for en, at man skal dø, og det er også her, man forstår kvinder, der er noget ældre end en selv, som siger: "Ja, det går kun en vej". Samtidig har jeg det sådan, at det handler om at komme overens med det på en eller anden ­måde. Jeg har foreløbig ikke tænkt mig, at jeg skal botoxes, jeg er ­ikke blevet skudt i en eneste rynke med noget som helst indtil nu. Folk må gøre, hvad de vil, men jeg ser det som en kamp, jeg under alle omstændigheder vil tabe. Jeg vil hellere bruge energien på at acceptere alderen og flytte mig i takt med den. Nogle dage synes jeg, at det er trist, og andre dage er jeg ligeglad eller tænker, at jeg sgu da ser meget godt ud. Det går da meget godt. Jeg har alle mine tænder, og jeg kan stadig gå en rask konditur, så hvad er problemet? Jeg kan godt blive fuld af forundring, når jeg kigger mig i spejlet og konstaterer, at jeg ikke længere ligner en på 23, og så kommer jeg til at tænke på de ældre kvinder omkring de 80, der siger: "Jeg føler mig så ung indeni, jeg kan ikke forstå, jeg er så gammel". Da jeg var yngre tænkte jeg, right, hvad snakker de om? Men jeg er begyndt at forstå det. 

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

LÆS OGSÅ: Frankrigs danske superstjerne

LÆS OGSÅ: Wafande hylder 4 kvinder i sit liv

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Cecilie Frøkjær