
Leif Sylvester mener, at mange misforstår én ting ved ham: ”Det er helt forkert”
Multikunstneren Leif Sylvester har for længst rundet 80 år. De seneste 20 har alderen indhentet den stærke mand i cirkus, og han har mistet mennesker, han holdt af. Men han bærer dem med sig – ligesom han stadig bærer alle sine aldre i sig.
Der er ikke noget at tage fejl af.
Det her er Leif Sylvesters atelier.
De figurative malerier på væggene og de farverige skulpturer, der står linet op på hylderne, er umiskendeligt hans.
Multikunstneren, der i 1969 buldrede ind på den danske kunstscene med sin eksperimenterende provokunst og siden slog sig sammen med makkeren Erik Clausen for at lave cirkus og gadegøglerier for folket, har for længst etableret sig med så markant og særegent et udtryk, at de fleste danskere vil kende hans kunst, når de støder på den i det offentlige rum.

Nu kommer bogen 'Den Store Sylvester'. En mobbedreng af en coffee table book, der går tæt på Sylvesters kunstneriske virke de seneste 20 år. Den unge rebel er med andre ord for længst blevet en veletableret og anerkendt kunster med sin egen plads i den danske kunsthistorie.
Farvel til Clausen
Og så måske alligevel ikke. Leif Sylvester ligner nemlig stadig en rebel. Med sit stride sølvgrå hår og tatoveringerne, der titter frem bag den malerplettede bluseåbning. Og det der store, flabede smil, der hele tiden synes at være på spil i hans ansigt.
"Det er noget underligt noget med alder," siger han. "Jeg føler mig jo stadig meget som den, jeg altid har været. Nogle gange kan jeg nærmest føle, at jeg er ni år gammel. For alle ens aldre findes inden i én til alle tider. Men jeg kan jo godt mærke, at jeg er blevet ældre. At min krop er blevet slidt.
Jeg har haft en ret solid fysik, men for 20 år siden begyndte skavankerne at komme med jævne mellemrum. Blodpropper, prostatakræft, en aneurisme. Og rygerlunger, selvfølgelig!
Fordi jeg har røget som en skorsten hele mit liv."
"Den slags kan man mærke."
Leif Sylvester har med sine 84 år også nået den alder, hvor man begynder at miste jævnaldrende, der står en nær. Venner, en ekskone og senest hans faste makker gennem størstedelen af hans kunstneriske liv – instruktør, skuespiller og samfundsrevser Erik Clausen, der døde sidste efterår.
"Jeg besøgte ham flere gange inden hans død. Så jeg fik sagt ordentligt farvel. Ikke bare én gang, men et par gange. Men en ting er, hvad man fatter med sin forstand, noget andet er, hvad man forstår følelsesmæssigt. Og i min bevidsthed er han stadig lige derinde i København, hvor han altid har været.
Jeg kan bare starte bilen og køre ind forbi for at sige hej, som jeg altid har gjort," siger Leif Sylvester.
Ordensmennesket
"Jeg ved, han er væk. Men han er her alligevel endnu. Og sådan har jeg det faktisk med flere, jeg har mistet. Det er, som om de stadig findes. På samme måde som alle ens aldre stadig findes i én.
Når man mister mennesker, man har kendt et helt liv, men ikke ser hver dag, er det lige for at læne sig ind i den tanke, at de stadig er her i verden et sted," siger han.
Alligevel er døden blevet mere present.
"Jeg vil gerne selv gå ind i den uden frygt. Lære at leve med, at den kommer. Så jeg ikke sidder og piber, når det skal ske. Jeg vil gerne tage den til mig. Modigt og stærkt. Og så må man jo forberede sig," siger Leif Sylvester.

"Jeg tror, mange tænker, at jeg er lidt en kaos-type. Sådan en, der tager det hele, lidt som det kommer. Men det er helt forkert. Jeg er vild med at forberede mig. Og har altid gjort det. Jeg er sgu i virkeligheden et ordensmenneske."
I det højloftede atelier vidner den sirlige orden om, at multikunstneren taler sandt. Malerier og figurer er nøje kategoriseret. Bøtterne med maling er farvekoordineret. I stærke kontrastfyldte farver. Og så er indgangen til atelieret for nylig blevet udstyret med en rampe.
"Jeg skal sgu kunne arbejde, hvis min førlighed begynder at svigte. Så jeg har forberedt mig på, at jeg en dag bliver mere afhængig af at have nogle hjul under mig," siger Leif Sylvester og griner.
Hen til mor og far
Det skyldes hans håndværkersyndrom, forklarer Leif Sylvester, der levede et helt liv som tømrermester med egen virksomhed, før han midt i 30’erne sprang ud som kunstner.
Et fag, han fik i arv fra sin far, der selv havde været tømrermester før ham. Leif Sylvester skal lave noget. Hver dag. Og selv om han ikke længere møder ind til håndværkertid, så møder han ind.
Ofte omkring klokken 10. Efter morgenkaffen.
"Det er en trang til at arbejde. Noget, jeg har i kroppen. Og som faktisk ikke har ændret sig over tid. Jeg er blevet bedre til at træde væk fra et maleri i tide. Til at give processen mere tid. Men jeg skal stadig arbejde. Jeg har den samme trang til at male som altid. Og jeg skal gøre tingene færdige.
Det er en mærkelig følelse af pligt til at fuldføre det, jeg har sat i gang. Og det er nok det her håndværkersyndrom. Man går jo heller ikke bare fra et hjem, hvor skabene er ved at falde ned om ørerne på folk. Man gør arbejdet færdigt," siger han.
"Og jeg kan mærke, der er meget arbejde i mig."
Derfor den nybyggede rampe.
Det er dog en ting at forberede sig på alderen. Og de skavanker, der følger med den. Men hvordan forbereder man sig så på døden?
"Jeg har købt et gravsted for flere årtier siden. På Assistens Kirkegård.
Det er der, min far og mor ligger. Og det er jo skidepraktisk. For det er planen, at jeg også selv skal ligge der," siger han.
"Den fortabte tømrersøn vender hjem."
Leif Sylvester smiler. Med det der brede, flabede smil. Og ligner stadig en ung rebel.