Hotel Romantik
Hotel Romantik

Lise-Lotte mistede sin datter i en trafikulykke: Sådan har tabet forandret hende

Det er 25 år siden, Lise-Lotte Bak mistede sin 17-årige datter, Pernille. Sorgen vil altid være en del af hende, men i dag er Lise-Lotte en livsglad og optimistisk kvinde med appetit på livet. Sidste år blev hun derfor ramt af en erkendelse, der fik hende til at sige ja til at deltage i DRs nye datningprogram “Hotel Romantik”.

logo herognu HER&NU HN

Den 4. maj, befrielsesaftenen, er en dag, mange forbinder med håb og glæde. Men for Lise-Lotte, kendt fra “Hotel Romantik”, er dagen forbundet med en stor sorg. I 2000 mistede hun nemlig sin dengang 17-årige datter, Pernille, i en trafikulykke. 

– Den 4. maj giver mig mavepine, kvalme og utilpashed, fortæller Lise-Lotte, da HERNU møder hende til pressedagen på "Hotel Romantik". 

Artiklen fortsætter under videoen.

I dag, 25 år efter, lever sorgen og savnet stadig i Lise-Lotte.

– Man kommer aldrig over tabet af et barn. Man lærer efterhånden at leve med savnet og sorgen. Men man kan ikke lukke af. Man skal igennem en sorgproces, og man skal snakke om det, fortæller Lise-Lotte og forklarer, hvordan tabet har sat dybe spor i hende og forandret hendes syn på livet: 

– For mig er en skovl en skovl og en spade en spade, og jeg er ikke bleg for at sige det. Man skal være god mod hinanden og behandle hinanden ordenligt. Man skal være ærlig. Og hvis man siger A, så siger man også B. Sådan er det i mit liv, og hvis ikke man kan opfører sig ordenligt, så er man ikke en del af mit liv. Livet er for kort. Jeg gider ikke bruge tid på mennesker, der ikke er ægte eller på intetsigende ting, slår hun fast. 

En særlig erkendelse

Trods sorgen har Lise-Lotte formået at genfinde livsglæden og optimismen, og sidste år blev hun ramt af en erkendelse, der fik hende til at handle og sige ja til et nyt eventyr. 

– Sidste år, da min yngste datter havde fødselsdag, gik det op for mig, at hun til december når den alder, jeg havde, da jeg mistede min ældste datter Pernille. Det satte gang i en masse tanker. For selvom det føles som i går, er det faktisk 25 år siden. Sorgen og savnet er stadig en del af mig, men jeg har lært at leve med det. Jeg er en glad og optimistisk kvinde, men nu fylder jeg snart 64, og hvis jeg skal have 20-25 gode år med en dejlig mand, så er det nu – for om 20 år er jeg 84, og om 25 år er jeg 89, forklarer Lise-Lotte, som altså sagde ja til at deltage i "Hotel Romantik" umiddelbart efter sin erkendelse. 

– Hun vil aldrig blive glemt

Allerede i første afsnit af "Hotel Romantik" nævner Lise-Lotte tabet af sin datter. Det er vigtigt for hende, at Pernilles minde bevares, og at sorgen ikke gemmes væk.

– Mine børnebørn ved godt, at de har en vidunderlig moster oppe i himlen. Vi har været åbne om det, og jeg tror, det er vigtigt, at det får lov til at være en naturlig ting. Hun vil aldrig blive glemt – det er det allervigtigste for mig. Jeg vil altid være hendes mor, uanset hvor hun er, og hun vil altid være min datter, slår Lise-Lotte fast. 

"Hotel Romantik” har premiere den 20. juni og kan ses på DRTV og på DR1 klokken 20:00 alle fredage.