Sara bar i mange år på en hemmelighed: "Han gav mig en følelse af at være værdiløs og klam"
I mange år bar jeg på en voldsom oplevelse fra min barndom, der forhindrede mig i at knytte mig til andre mennesker. Der skulle et særligt møde til, før jeg endelig turde give slip på det traume, der nær havde ødelagt mit liv.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sara opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Jeg mærkede nervøsiteten tage til, mens jeg ventede på Nikolaj på den café, hvor vi havde aftalt at mødes. Det havde været Nikolajs valg. Det var den café, hvor vi også havde været på vores første date. Måske vi skal begynde at kalde den ’vores sted’, havde han skrevet i en sms til mig.
Det var en sød tanke, men han vidste heller ikke, at jeg havde tænkt mig at gøre en ende på vores kun fire måneder lange forhold. Det var ikke nemt. Jeg tumlede med, hvad jeg skulle sige. I sidste ende var der ikke andet at sige end det sædvanlige: ’Det er ikke dig, men mig, der er noget galt med.’
Dybt i mig selv troede jeg på, at det var sandheden, for jeg bar på en hemmelighed fra min barndom, og jeg var overbevist om, at andre mennesker ville føle sig dybt frastødte, hvis de først kendte til den.
Det var ikke første gang, jeg skulle gøre det forbi med en kæreste på den måde. Jeg var stort set altid den, der afsluttede de forhold, jeg var i, før de egentlig var begyndt. Men jeg følte mig usikker denne gang, uden at jeg helt kunne greje hvorfor.
Nikolaj og jeg havde mødtes på en datingapp, og vi havde klikket lige fra første date. Han var ikke bare pæn, han var betænksom, havde en god humor, og vi havde dejlig sex. Men der var et stort ’men’. I den sidste tid var jeg begyndt at føle Nikolajs opmærksomhed som kvælende. Jeg følte mig rastløs, og en del af mig vidste, at jeg var nødt til at komme ud af forholdet.
Jeg havde været i samme situation så mange gange før, og jeg vidste, at jeg ville få det bedre, så snart jeg bare var mig selv igen. Der var en tryghed i at kunne lukke døren efter mig til min lejlighed og krybe i seng med en pose slik og en tv-serie.
Længslen efter at være alene trak i mig med en voldsomhed, jeg ikke kunne modstå. Også selvom den var roden til min grundlæggende ensomhed og selvlede.
Hvorfor overhovedet date, når jeg hver gang følte sådan? Det var et spørgsmål, jeg selv havde svært ved at svare på, men en del af mig troede vel på, at jeg en dag ville møde den mand, der ikke gav mig den følelse af klaustrofobi, og at han så ville blive den eneste ene.
Da Nikolaj kom ind ad døren og styrede over mod mit bord, begyndte mit hjerte at banke vildt i brystet på mig. Jeg sagde det, jeg havde at sige, så hurtigt som muligt. Det var bedst at få det overstået. Tårerne dirrede i øjnene på mig, men jeg havde svært ved at tyde Nikolajs reaktion.
Jeg havde håbet, at han ville gå hurtigt, men i stedet så han blot på mig og sagde, at han mente, at jeg tog fejl, for han og jeg passede jo sammen. Hvis jeg gik fra et begyndende forhold, der var så godt som vores, var jeg simpelthen fej. Der var noget ved hans ord, der rystede mig. Jeg var lige ved at sige, at vi måske kunne prøve at fortsætte, men jeg kunne ikke få ordene frem.
Jeg rejste mig i stedet så hurtigt, at min kop væltede, og løb grædende ud i regnen. Jeg vidste, at det, han havde sagt, var sandt. Vi havde noget godt, der kunne udvikle sig til noget endnu bedre, men alligevel kunne jeg ikke give efter. Jeg ramte altid dette punkt. Det punkt, hvor jeg var nødt til at trække mig.
Senere samme aften tikkede en sms ind fra Nikolaj, mens jeg sad under dynen og fyldte mig med franske kartofler. Den var ganske nøgtern: jeg tror, du har nogle ting, du har brug for at arbejde med. Hvis du vil tale om det, så er jeg her.
De fleste mænd, jeg havde slået op med, reagerede med vrede og såret stolthed. De blev hånende eller også ligeglade, og jeg hørte aldrig fra dem igen. Jeg havde aldrig oplevet en reaktion som Nikolajs.
Han virkede forstående og empatisk, og det var som om, han virkelig havde set mig for den, jeg var. Han havde jo ret. Jeg havde en tung bagage med mig, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved den. Det eneste, jeg vidste, var, at jeg var nødt til at holde den hemmelig og passe på mig selv.
Da jeg var 13 år gammel, havde vores midaldrende nabo, der var mine forældres gode ven, gjort tilnærmelser til mig. Han virkede sød og sjov til at begynde med, og jeg havde været smigret over hans opmærksomhed. Hans ’venlighed’ blev dog hurtigt til fysiske berøringer, og hans berøringer gled over i et fuldbyrdet seksuelt misbrug, der havde stået på i over to år.
Hvis jeg sagde noget til nogen, antydede han, at han ville gøre mig fortræd og offentliggøre de billeder, han havde taget af mig nøgen. Han havde overskredet alle mine grænser, og han havde efterladt mig med en følelse af at være værdiløs og klam.
”Forholdet” stoppede kun, fordi jeg tiggede mine forældre om at komme på efterskole. Jeg sagde aldrig noget til dem dengang, men jeg var overbevist om, at de kendte alt til misbruget. Hvordan kunne de overse det?
Efter efterskolen var jeg aldrig rigtig flyttet hjem igen. I 1.g. boede jeg det meste af tiden hos en veninde, og derefter fik jeg en ungdomsbolig. Mine forældre støttede det, de kaldte ”min tidlige selvstændighed”, men i virkeligheden var jeg vred på dem for ikke at have beskyttet mig og dybt angst for at vende tilbage til vores hus.
Alligevel tog jeg selvstændigheds-etiketten på mig. Det var nemmere at kalde mig selv selvstændig end at se i øjnene, at jeg var blevet misbrugt og havde et voldsomt traume med mig i bagagen. Min vrede blev med tiden en hård skal af sarkasme og ironi, som jeg mødte verden med, og det fungerede faktisk godt for mig.
Annonse
Mine venner så mig som barsk men sjov, og min selvstændighed blev i mange sammenhænge – især arbejdsmæssigt – set som et plus. Men dybt i mig selv vidste jeg godt, at jeg aldrig ville være i stand til at stole på en mand, men så kom Nikolaj.
For Nikolaj havde tydeligvis ikke tænkt sig at give op så let. Det forvirrede mig til at begynde med, alle mine forsvarsmekanismer gik i gang, selvom mine følelser prøvede at fortælle mig, at jeg skulle vælge Nikolaj.
Han opførte sig nemlig som en rigtig sød ven. Han tilbød, at vi kunne gå en tur eller bare tale sammen, men der var intet pres, intet desperat eller bedende i den måde, han gjorde det på. Han var bare venlig og omsorgsfuld, og det var mig, der opførte mig dårligt, når jeg ikke besvarede hans beskeder eller talte dårligt om ham overfor mine veninder for at stive mig selv af.
Alligevel stod jeg en sen aften uden for hans dør. Mine forvirrede følelser havde bragt mig mere og mere ud af balance, og den aften knækkede filmen for mig. Jeg faldt lige ind i hans arme, da han åbnede døren, og selvom jeg følte, at jeg ville gå i stykker, fortalte jeg ham den hemmelighed, jeg havde båret på alene i alle de år.
Til min overraskelse stødte Nikolaj mig ikke fra sig eller syntes, at jeg var ulækker. Han lyttede og nikkede så og sagde, at det hele gav langt bedre mening for ham nu. Jeg forstod først ikke, hvad han mente, men vi besluttede at prøve at være kærester.
Jeg havde aldrig før været kærester med én, der kendte til mit traume. Jeg følte, at jeg blottede mig, og jeg skammer mig i dag over, hvor forfærdelig en kæreste, jeg var til at begynde med. Jeg gik fra Nikolaj, kom tilbage igen, jeg græd, jeg råbte eller var tavs.
Alle mine gamle forsvarsmekanismer kæmpede for deres liv, men på en eller anden måde foregik der samtidig en anden proces, hvor det begyndte at gå op for mig, at jeg ikke kunne lade fortidens oplevelser ødelægge mit liv. Det var mine forældres gamle, ulækre og syge nabo simpelthen ikke værd.
En ny vrede opstod i mig. Det var en vrede over, hvor meget hans ugerning havde ødelagt for mig, og hvor meget, jeg havde ladet den ødelægge. Jeg havde jo aldrig været i stand til at have et normalt forhold til en mand.
Vreden hev og sled i mig, men Nikolaj foreslog, at jeg fandt en terapigruppe og pressede mig til at komme afsted. Det kan jeg i dag kun være taknemmelig over, at han gjorde. Allerede efter de første par gange mærkede jeg en forløsning ved at høre de andres historier. Jeg var jo ikke alene.
I dag er Nikolaj min mand. Vi har været gift i 12 år og har to børn sammen. Vi taler stadig om, at vi aldrig ville være sammen, hvis ikke det havde været for hans stædighed. Vi ler af det, men i virkeligheden er det jo dybt alvorligt.
Annonse
Jeg skylder Nikolaj mit liv eller rettere, mit kærlighedsliv. Ikke at jeg ville være død, hvis han ikke havde holdt ved, men jeg ville ikke have fået det fulde, gode liv, jeg lever i dag.
Midt i alt det her fik jeg også talt fortiden igennem med mine forældre. Jeg tror dem i dag, når de fortæller, at de intet vidste dengang, vores nabo forgreb sig på mig.
Det var slet ikke på deres radar, og de havde set min mutte, afvisende attitude som et teenageoprør. Men jeg er enebarn, og det havde været en uforståelig sorg for dem, at jeg afviste dem og ikke havde ønsket, at de for alvor blev en del af mit liv.
Vi har i dag fået repareret på vores forhold, og de er vidunderlige bedsteforældre for vores børn. Så også derfor, er jeg Nikolaj og hans stædighed dybt taknemmelig.
Til dig, der har været udsat for et seksuelt overgreb, eller som kender en, der har være tudsat for et overgreb, så læs mere om, hvad du kan gøre på https://www.voldtaegt.dk/udsat-for-overgreb/
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
