Da jeg var femten år gammel i 1995, var jeg ret konform. Ligesom andre børn på det tidspunkt var jeg tyndhåret og flødebrun, balancerede på høje Buffalo-sko, lyttede til Spice Girls og drømte om kærester, der spillede i bands.
Det var også det år, jeg fandt ud af, at min far var homoseksuel.
Homoseksuelle forældre var ikke almindelige på det tidspunkt, og de fleste af dem var sandsynligvis stadig ulykkelige i deres (u)ægteskaber. Men min far, som var skilt fra min mor, havde mødt sin drømmemand, og det blev nødvendigt at finde ud af, hvem denne velklædte fyr, som konstant svævede omkring min far, var.
Marie Lunde, da hun var 16 år.Foto: Privat
SJeg blev hverken chokeret eller skuffet. Det var mere, som om løse brikker af tanker og observationer, jeg havde haft i lang tid, endelig faldt på plads.
Alligevel kendte jeg ikke andre med homoseksuelle forældre, og på det tidspunkt var ’bøsse’ et ret almindeligt skældsord blandt unge mennesker.
Jeg indså, at jeg var nødt til at vælge mellem at holde det skjult som noget, jeg skammede mig over, eller at bære og dele hemmeligheden med stolthed.
Muligheden bød sig i en religionstime i skolen. Læreren talte om fordomme mod minoriteter.
”En minoritetsgruppe kunne fx være homoseksuelle,” sagde han. Et par af drengene kiggede på hinanden og grinede.
Annonse
”Min far er bøsse,” udbrød jeg pludselig. Klasseværelset blev stille som graven.
”Ja, det er rigtigt,” svarede læreren, før han opremsede flere eksempler på minoriteter.
Derefter hørte jeg aldrig nogen tale om det. Det faktum, at min far var homoseksuel, kom aldrig på tale i skolen. Jeg tror, at grunden var, at jeg ejede situationen den dag i klasseværelset.
Åbenhed: At bedstefar Morten Schou er gift med Tore Edvard Berghaust vækker ingen opsigt blandt Marie Lundes barns venner. "Det viser, at vi har taget et skridt i den rigtige retning," skriver Marie.Foto: Privat
Jeg behøvede ikke at fortælle det til nogen, men jeg gjorde det alligevel, som om jeg var stolt af det (og det var jeg). Som om jeg forventede, at de andre skulle dele den stolthed med den største selvfølgelighed. Ingen ville kunne bruge det imod mig, for det ville ikke påvirke mig. Jeg skammede mig ikke.
Som forældre har min mand, Ola, og jeg gjort vores bedste for at skabe et hjem præget af åbenhed og nysgerrighed. Mine børn viser ingen interesse for, at de har homoseksuelle bedsteforældre, og taler om dem i skolen som en selvfølge – uden at klasseværelset holder vejret.
Det viser, at vi har taget et stort skridt i den rigtige retning. Personligt er jeg nok lidt mere opmærksom på emnet, for jeg vil gerne fortælle, at min far er homoseksuel og vise, at jeg er stolt af det.
Man skulle tro, at det ikke ville være nødvendigt at fortsætte med sådanne meddelelser i dag. Men det er desværre ikke tilfældet. Fordomme og skam lever i bedste velgående, i kommentarfelter, på arbejdspladser, men også i skoler.
