Wafande
SPONSORERET indhold

Wafande hylder 4 kvinder i sit liv

Han voksede op på Christiania, flyttede til Frankrig og droppede ud af skolen for at flytte alene tilbage til Danmark og forfølge musikken blot 16 år gammel. Og var det ikke for fire helt særlige kvinder, var den 33-årige sanger Wafande, der står bag monsterhittet ”Gi’ mig et smil”, formentlig blevet lidt af en rod. Her hylder han kvinderne i sit liv og takker dem for at holde ham på ret kurs.

Af:: Linnea Støttrup Molbech Foto: Sigurd Høyen
23. maj. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Mor - Ingrid Jolivel, 64, keramiker og kunstterapeut
– Min mor er en meget stærk kvinde, som har vist mig vejen i forhold til, hvor meget man skal klare sig selv. Hun er halvt fransk/halvt dansk, og voksede op i Frankrig, men da hun var 16 år flyttede hun hjemmefra for at tage på kunstakademiet i Danmark uden at kunne dansk eller noget som helst. Jeg blev født på Christiania, og der boede vi, indtil jeg var 8 år. Men så engang, da vi kom hjem fra ­Afrika, efter at have været nede at besøge min far, så kan jeg huske, hun kiggede på mig, og sagde: "Vi flytter til Frankrig". Hun ville have, jeg skulle lære min franske side at kende. Det ville jeg selvfølgelig overhovedet ikke, fordi alle mine venner var her, og jeg snakkede heller ikke fransk. Men det gjorde vi, og nu er jeg helt vildt glad for det. Hun er et spontant menneske, som bare hopper med på det, som er lysten, og det skal man også bare gøre. Det, tror jeg også, er noget af det, hun har givet mig med i livet.

– Min mor har på en måde været både min mor og min far på samme tid, fordi det bare har været mig og hende altid. Hun lod mig slå mig. Det, tror jeg måske, er meget en mandeting – "lad ham lige slå sig lidt". Og så er jeg nok bare fra den sidste generation af børn, der ikke havde iPads, men bare var ude i bjergene og lege og slå sig. Der var sgu ikke noget computerspil hos mig, det var ud at lege i naturen. Men der skulle selvfølgelig også være grænser for sådan en teenagedreng, og hun fandt ud af at give mig begge dele. Og i og med at det kun har været mig og hende, så har jeg måske også lidt været hendes mand.

– Da jeg tog beslutningen om at lave musik, stoppede jeg i skolen uden at spørge hende faktisk. Jeg gik bare op til min skolelærer, og sagde "hallo, jeg er færdig. Vi ses, jeg smutter". Og så tog jeg hjem og fortalte det til min mor. Men jeg fik ikke skældud. Vi satte os ned og snakkede om det, og hvad jeg ville, for hvis jeg stoppede i skolen, så skulle jeg finde noget andet. Hun var egentlig bare ret forstående, og hjalp mig med at komme til min egen konklusion frem for at putte sin forælder-konklusion på mig. Hun har simpelthen haft så meget tiltro til mig, og det har givet mig endnu større tiltro til mig selv. Jeg har fået god support til at drømme, og min mor har gjort, hvad hun kunne, på trods af at vi aldrig har været rige.

– Min mor har altid haft to sayings. Den ene var, at jeg skulle stikke min finger i jorden, fordi så kunne jeg lige mærke temperaturen omkring mig og bragede ikke ind med min fyldige personlighed og skræmte folk væk. Altid når jeg startede i skole, eller når jeg startede på et nyt baskethold eller et eller andet, så sagde hun "husk nu, stik lige en finger i jorden, når du kommer derud, så du ikke bare vælter alle". Og den har jeg faktisk brugt ret meget i mit liv i det hele taget. Også som voksen altså. Jeg tror, det er sundt for alle mennesker lige at fornemme, hvad der er omkring en, og lige mærke temperaturen, før man vælter det hele. Den anden ting, hun altid sagde, var, at jeg skulle hænge en skraldespand på det ene øre, hvis jeg snakkede med nye mennesker, og så skulle jeg lade dem snakke ind i det andet, for så kunne jeg sortere. Alt det, der var noget lort, skulle jeg bare lade komme ud af "skraldespandsøret" og falde ned i skraldespanden, og alt det, jeg kunne bruge til noget, skulle jeg beholde inde i hovedet.

– I og med at hun og de andre kvinder i mit liv har givet mig så meget støtte, så ville det nærmest være flovt for mig, hvis jeg svigtede dem. It's not a possibility. På en måde føler jeg, at jeg skylder dem at ­have gåpåmod. Jeg skylder dem at gå efter alle de ting, som de har hjulpet mig med, ellers ville min opdragelse være spildt. Og det er ikke, fordi jeg tror, de blamer mig, hvis jeg så tog en anden beslutning. Det er bare mit eget standpunkt. Da jeg fik ­mine allerførste Koda-penge for at lave musik, sparkede jeg døren ind til Danske Bank og spurgte, hvor meget min mor skyldte. Og så lagde jeg ellers bare alle mine Koda-penge. Så var hun gældfri, og nu betaler jeg af på hendes hus.

LÆS OGSÅ: “I dag er jeg glad for mit røde hår og min dybe stemme”


Mors veninde - Anita Wenkens, 68, zoneterapeut
– Da jeg flyttede tilbage til Danmark, blev min mor jo i Frankrig. Der har været nogle gange, hvor det fandme har været hårdt at være aleneknægt i et helt andet land. Men når det har været rigtig hårdt, så er hun kommet eller har sendt en af sine veninder. Det er også det med, at jeg er født på Christiania. Der er en hel flok mennesker på Christiania, som er min familie. Min mor havde sådan en venindeflok på næsten 10 piger, som alle sammen fik børn på samme tid. Vi er én stor familie, uden vi er blodrelatede.

– En af min mors veninder er Anita. Hun er nok det mest kærlige menneske i hele verden, jeg kender. Hun er typen, der giver dig et kram og ikke giver slip på dig, selvom det bliver akavet. Anitas hjem har været sådan et sted, hvor døren altid har været åben. Når jeg har været i tvivl eller ked af det eller presset, så var det over hos Anita og få en omgang zoneterapi og drikke en kop grøn te og få fodbad og så ­bare sidde der. Det er lidt ligesom at komme hjem til sin mormor og få en ostemad og et tæppe og en flødeskumskage: "Så lægger du dig bare her, lille skat". Hun har været rigtig dejlig altid. Man er ikke i tvivl om, at hun elsker en, og man er ikke i tvivl om, hvor hun står. Man er heller ikke i tvivl om, at selvom klokken er seks om morgenen, så kan man ringe og sige: "Jeg skal bruge en krammer", og så er hun der altid. Alle min mors veninder har været reservemødre for os alle sammen på kryds og tværs. De har både været der til at hive os i ørene og til at give et kærligt kram, når vores mødre ikke selv har været der.

– Anita har været en utrolig stor støtte, når der ikke har været andre. Når man har savnet sin mor eller haft brug for lige at få en krammer eller noget kærlighed, så har hun været der. Der har været mange andre også, men hun er et af de der mennesker, der bare har så god karma. Når du sætter dig ved siden af hende, så kaster hun ­bare god karma over på dig. Du bliver helt salig af at være i hendes selskab. Alle ­burde have sådan nogle mennesker i deres liv. Jeg havde alle forudsætninger for at fucke up og blive en eller anden lort. Men så har jeg haft alle de her mennesker, som hver gang har kunnet sige "Hallo du! Kom lige tilbage" eller "Det skal sgu nok gå". De har kunnet hjælpe mig med at komme tilbage i fokus, givet mig selvtillid, skubbet lidt til mig og været stolte af mig. Og de har reddet mit liv altså. Både min mors veninder, men også deres børn. Vi har haft hinandens ryg så meget, at man har haft nok selvtillid til at vide, at man nok skulle klare verden. Det er virkelig et familiært forhold. Det tror jeg, mange ville have godt af, men desværre er der ikke så mange, der har det på den måde, med folk i forskellige generationer, tror jeg.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel


Mormor - Jutta Jolivel, 92, pensioneret stoftrykker
– Min mormor arbejdede som stoftrykker i København i gamle dage. Så mødte hun min bedstefar, som var franskmand, og fra den ene dag til den anden flyttede hun til Frankrig og kom aldrig tilbage. Min bedstefar døde dagen før, jeg blev født, så ham kender jeg ikke, men hun har været der for mig, da vi boede i Frankrig. Hun er jo min danske side. Alt, hvad der gør mig dansk, det er min bedstemor. Så hun har været min tilknytning til Danmark i Frankrig. Og Jutta – det bliver vist ikke mere dansk. Og det sjove er, hun har ikke været i Danmark i 30-35 år, men hun snakker pære rigsdansk. Jeg forstår slet ikke, at sådan en 92-årig gammel dame, der ikke har været hjemme i så mange år, stadig bare kan lyde, som om hun er fra Odense.

– Min mormor vidste, hvordan man gør sit barnebarn forelsket – man giver ham god mad. Og hun lavede det sygeste mad. Hun boede i et område i Frankrig, der hedder Bretagne, hvor der er alt, hvad der hedder seafood, alt hvad der hedder crepes, og samtidig lavede hun sit eget rugbrød og andre danske ting. Så det var et liv fuld af virkelig god mad. Det har ikke været et bedsteforældre-barnebarn-forhold, der har været præget så meget af gaver, som jeg tit tror, det er, men det har været et meget kærligt forhold. Jeg tror, vi har fundet utrolig meget tryghed i at have det danske sammen. Jeg tror altid, hun har savnet Danmark lidt. Det er også derfor, hun holder så meget fast i sin accent. Hun er bare Jutta Bisgaard fra Fyn. Det var helt ligesom at være hjemme i Danmark, selvom vi sad der i Bretagne. Jeg tror, det gav hende lige så meget, som det gav mig, vi fandt noget i hinanden. Hun savnede Danmark, og jeg savnede Danmark, og måske savnede hun også min bedstefar, og det er sjovt nok mig, der ligner ham allermest.



– Jeg har det stadig, som om jeg er to år nogle gange, når jeg kommer hjem til hende. På trods af at hun er 92 år, så spørger hun, hvad jeg vil have at spise. Hun kan ikke engang se, hvad der er i køleskabet, men hun prøver ihærdigt at være den der bedstemor for altid, og det kan man jo kun elske. Hun ringer en gang imellem: "Hej min lille Fande, hvad laver du? Står du på Kongens Nytorv?", og så kan hun huske, at det hedder Bredgade og "ej, det er jo lige der ved det gamle galleri". Hun husker alt fra gamle dage helt klart, det er ret sjovt. Og hun elsker min musik. Hun er helt vanvittig med det og sidder med sin lille ghettoblaster og trykker på repeat. Hun skal høre det sygt højt, fordi hun er sådan lidt halvdøv, så der er party hos mormor en gang imellem. Og hver gang der er et eller andet med i avisen, så printer vi det ud i stort til hende, så hun kan se det. Hun skal også have det her.

LÆS OGSÅ: 
Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark


Storesøster - Lise Schreiber, 35, skuespiller og model
– Min storesøster kom lidt ind fra sidelinjen. Da vi flyttede til Frankrig, mødte min mor en mand, og de blev kærester og flyttede sammen, og han havde hende som datter. Så vi er ikke blodrelatede, men jeg tror, at fra det sekund, vi så hinanden, så havde vi bare lyst til at have henholdsvis en lillebror og en storesøster. Det var meganaturligt og nærmest kærlighed fra første blik. Da min mor og hendes kæreste gik fra hinanden, kiggede min søster og jeg på hinanden: "Skal vi ikke bare aftale, at vi bare er søskende alligevel, det er lige meget, hvad der sker med alle de voksne." Og det har vi været lige siden.

– Vi var totalt i symbiose og lavede alt sammen. Der var slet ikke noget irriterende lillebror/irriterende storesøster, og vi skændtes aldrig. Jeg havde en knallert, som vi kunne være to på, og når vi skulle ned i byen for at mødes med vores venner, så sad vi to på knallerten. Hun er lige det ældre end mig, og da vi var teenagere, så jeg sygt meget op til hende. Jeg syntes bare, hun var den sejeste i hele verden. Det var også hende, der fortalte mig om ­piger, og hende, der tvang mig til at holde hendes veninde i hånden første gang, jeg skulle det. Det var sådan en rigtig landsby-halbal-fest, hvor alle de unge mødes, mens forældrene er til halbal. Jeg havde en ven på besøg fra Danmark, og for Lise og hendes veninde var vi nok bare nogle små cute boys. Så min søster holdt min ven i hånden, og derfor blev jeg tvunget til at holde hendes veninde i hånden, for nu skulle de vise de to små drenge, hvordan det var med piger. Det var totalt uskyldigt, vi hverken kyssede eller noget som helst, det var helt åndssvagt. Men jeg kan stadig huske sommerfugle i maven og den der følelse af "Oh my god, jeg holder en pige i hånden!".

– Vi har efterfølgende set hinanden hele tiden. Jeg har været nede at besøge hende i Paris, og hun har været her og besøge mig, og vi er pisse ligeglade med vores forældres manglende forhold. Vi er blevet sat sammen af en grund, og det holder vi fast i. Men hun har virkelig også bare været en ryggrad for mig. Storesøsteren, der bare siger: "Hallo du, stram op, kom på plads" eller "Er du okay?". Hun kan mærke, om jeg har det dårligt. Hun ringer nærmest, før jeg får det dårligt: "Hallo, du får det dårligt på tirsdag, ­gider du godt lige tage dig sammen". Hun er en skræmmende god kvinde, og vi kan ­dele alt. Jeg er i det hele taget ikke så god til hemmeligheder. Man kan lige så godt vise, hvem man er 100 procent fra starten, frem for at lave det der "vi ser lige hinanden an"-fis. Show who you are. Så er folk ikke i tvivl om, hvor du står. Så er du bare sådan, som folk de ser dig, og hvis folk ikke kan lide dig, så get the fuck out altså. Sådan er min søster også. Hun er et lille nips med et temperament som en varulv og meget stærke meninger. Der er ikke nogen, der kan lave om på min storesøsters meninger overhovedet. Og hvis du ikke er enig, så er det bare synd for dig. Det har hun også givet mig.


LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones