Kurt Ravn

Kurt Ravn: ”Mine forældre var meget ulykkelige over, at jeg kunne finde på det”

Kurt Ravn har altid haft en drøm om at blive skuespiller – men det var desværre en karrierevej, som gjorde hans forældre ulykkelige, og derfor droppede han den for en stund.

hjemmet logo farve

For første gang i 25 år står Kurt Ravn på scenen i Tivoli, hvor han denne sommer spiller revy.

Sidst, han stod på scenen i Tivoli, var for 25 år siden i forestillingen Tivoli Show, hvor han delte gulvet med Preben Kristensen, Per Pallesen og Sanne Salomonsen. Satirefans vil også huske ham fra DR's ”Den gode, den onde og den virkelig sjove” helt tilbage fra 1991, hvor han for alvor foldede sit komiske talent ud i selskab med bl.a. Niels Olsen og Ditte Gråbøl.

Men inden Kurt Ravn blev uddannet på Statens Teaterskole i 1973, var han først to år i lære som maskinarbejder, siden to år i flyvevåbnet og dernæst arbejdede han et år som musiker.

Det fortæller han i et interview i denne uges udgave af Hjemmet.

”Dengang var det ikke hverken smart eller klogt at gå skuespillervejen, og mine forældre var meget ulykkelige over, at jeg kunne finde på sådan noget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå i lære. Allerede efter det første år, kunne jeg mærke, at der altså var noget med det skuespil, som jeg hellere ville, så efter endnu et år stoppede jeg på min læreplads. Også selvom mine forældre var meget kede af det. De så jo bare en usikker fremtid som skuespiller.”

En privilegeret karriere

Kurt Ravns karriere har dog vist at være alt andet end usikker. 

Udover det folkelige gennembrud som jernbanearbejderen ”Røde” i ”Matador”, har karrieren budt på alt fra roller i serier som ”Bryggeren”, ”Anna Pihl” og senest ”Sommerdahl”, film som ”Ved Vejen” og ”Oh Happy Day” samt ikke mindst en lang række musicalroller på teatret.

Ved siden af skuespillet har Kurt Ravn også dyrket musikken, og til jul tager han atter på turné med sine julekoncerter rundt i landet. For 30. år i træk.

”Skal jeg sætte ét ord på min karriere, er det privilegeret. Jeg har fået så mange spændende opgaver og har fået lov til at prøve rigtig mange forskellige genrer. Mit arbejde betyder utrolig meget for mig, og jeg har altid haft lyst til at lave netop det, jeg gør. Lige fra skoletiden hvor jeg spillede den frække Nikolaj i ”Nøddebro Præstegaard”. Alt, hvad jeg laver, er lystbetonet, samtidig med at det selvfølgelig giver smør på brødet,” siger Kurt Ravn.

Læs hele interviewet i denne uges udgave af Hjemmet.