Signe Lindkvist ser en ærgerlig tendens: ”Dét, synes jeg, er virkelig synd for os selv”
Tv-vært og cirkusprinsesse Signe Lindkvist har
gennem hele sit liv været
storforbruger af humor
og er kæmpefan af grin,
selvom hun er vokset op
i et humorforladt hjem. I
dag bruger hun humor
som sit stærkeste våben
mod livskriser og mener,
at vi allesammen burde
grine noget mere.
"Jeg vil sige, at jo ældre jeg bliver, jo mere betyder humor og grin for mig. Jeg er, mærkværdigvis nok, vokset op i et hjem uden humor – forstået på den måde, at min mor overhovedet ikke havde nogen humor eller selvironi."
"Derfor er det egentlig mærkeligt, at jeg selv er blevet en skæg dame og bruger humoren så meget. Men netop fordi min mor ikke havde nogen form for humor, var hun så sjov at drille. Og det at lave sjov med folk, der slet ikke forstår skæg, er faktisk noget af det allersjoveste i denne verden."
"Jeg husker meget tydeligt en episode, fra da jeg var barn. Min mor havde et lidt stramt forhold til sin søster, som var en pænere dame. En dag skulle hun på besøg hjemme hos os, og min mor gik meget op i, at alle os børn skulle opføre os ordentligt og være pæne og rene, når nu min fine moster kom på besøg."
"Lige da hun trådte ind ad døren, havde min storebror været i klæd ud-kassen, og kom ned i et hæsligt, neonfarvet træningssæt, som var uklædeligt for alle."
"Min mor var nærmest ved at besvime af kvababbelse, og jeg kan huske, at vi trillede rundt på græsset af grin, fordi vi syntes, at det var så sjovt. Min mor syntes overhovedet ikke, at det var sjovt, og jo mindre sjovt hun syntes, det var, jo sjovere var det for os andre."
"Så jeg tror, at jeg på en omvendt måde har lært glæden ved det sjove af min mor, som var fuldstændig humorforladt. Jeg var den yngste i min søskendeflok, og det blev ret naturligt for mig at lave skæg og pjat med de andre."
"Jeg var omkring otte år, da jeg begyndte at optræde for mine forældres gæster med et sjovt nummer eller en dum rapsang, så humoren blev ret tidligt i mit liv en form for tryghedsventil, jeg kunne læne mig ind i, fordi det var noget, jeg kunne finde ud af."
Hvem får dig altid til at grine?
Annonse
"Det må være Iben Hjejle. Hun får mig altid til at grine, og det er, fordi hun besidder noget af det, som jeg synes, er den mest undervurderede form for humor: Og det er voldsom selvironi."
"Jeg synes, at noget af det skæggeste i hele verden er statusfald. Altså, hvis man for eksempel har taget et nystrøget silkesæt på og gjort sig rigtig fin og så spilder hele kaffen ned ad sig selv ved første tår. Det er noget af det skæggeste i hele verden, og det ejer Iben så meget af."
Har du selv oplevet statusfald, som du efterfølgende syntes var sjovt?
"Ja, rigtig mange gange. Jeg husker især tydeligt en weekend, hvor jeg helt eksklusivt var fløjet til Frankrig for at fejre en venindes fødselsdag. Jeg følte mig meget tjekket og verdensdameagtig og havde siddet ude på havnepromenaden i Nice og fået det helt store og flotte skaldyrsfad."
"På vejen hjem i flyveren følte jeg mig stadig meget fin og tjekket, lige indtil der var noget, der begyndte at rumle og rumstere indeni mig. Da vi landede, nåede jeg lige at hente min bil og køre 500 meter ud ad Københavns Lufthavn, før jeg måtte holde ind ved det første busstoppested på Amager Strandvej, hvor hele lufthavnstrafikken kom kørende ind."
"Jeg måtte nærmest løbe ud ad bilen, fordi jeg havde fået en helt vanvittig skaldyrsforgiftning, og det stod ud af alle ender på mig. Så stod jeg der, helt ydmyget, i mit tjekkede verdensdametøj, og bogstaveligt talt både sked i bukserne og kastede op på samme tid, mens alle kørte forbi mig."
"I den situation var der jo kun en ting at gøre, og det var at vinke til de biler, der kørte forbi. Dén historie tænker jeg tit på, fordi det giver et meget dejligt billede af, at ligegyldigt hvor meget ballade man kommer ud for i livet, så findes der intet så ydmygende som det."
"Når man har prøvet det, så har man ligesom prøvet alt, og det kan aldrig nogensinde blive værre. Jeg synes selv, det er virkelig skægt, når der sker en fejl midt i det perfekte."
Hvordan kom du frem til, at det lige præcis var humoren, der blev grundkernen i både dit private liv og dit arbejdsliv?
"Jeg går meget ind for det udtryk, der lyder, at man skal stille sig der, hvor det kommer let. Altså forstået på den måde, at man skal prøve at finde et sted i ens liv, relationer eller arbejde, hvor alt ikke er så besværligt. Og da jeg startede på arbejdsmarkedet i 90’erne, var kvindebilledet dengang meget sådan, at du enten skulle være lækker eller sjov for at klare den – og det var ikke så nemt at være begge dele dengang."
Annonse
"Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg var alt for lav og kortbenet til at være en af de lækre piger i klassen, men til gengæld var der virkelig meget plads til at være en af de skægge piger, for dem var der ikke så mange af. Så jeg fandt ret hurtigt en tryghed i at være den fjollede, lattermilde, glade pige frem for hende, der skulle se godt ud hele tiden."
"Det var helt klart også den vej, der faldt mig nemmest, og der, hvor jeg selv følte, at jeg var god. Det er netop det, jeg mener med, at man skal stille sig der, hvor det kommer let – det er jo altid rarest at lave det, man er god til."
Signe Lindkvist kan
lave sjov om det meste – og statusfald er det
sjoveste, også hendes
egne. For eksempel
dengang hun blev ramt
af skaldyrsforgiftning
på vej fra lufthavnen.
Er der nogle bestemte tidspunkter i dit liv, hvor humoren har hjulpet dig igennem noget svært?
"Jeg tror aldrig, at jeg har været i en svær periode, uden at humoren har hjulpet mig. Tit, når noget er rigtig, rigtig svært, så findes der intet så dejligt som at bryde ud i et grin, mens man står og græder."
"Jeg kan huske, da min far lige var død, og min datter var 2,5 år gammel, at vi skulle op på plejehjemmet, hvor han lå, for at ordne kisten og give ham det rigtige tøj på. Så spurgte min datter, hvor langt der egentlig var op til himlen, og om han ikke ville blive sulten på vejen derop."
"Så smilede jeg og sagde, at det var sødt sagt, og så spurgte hun, om vi ikke skulle lave en lille madpakke til ham. Og så blev vi enige om, at han selvfølgelig skulle have en lille madpakke med, og måske også et kort, hvis han ikke kunne finde vej. Og måske var det også en god ide at lægge en 20’er i lommen på ham, hvis han pludselig manglede nogle penge på vejen."
"Det endte med, at vi fik pakket en samling af alle mulige vidunderlige ting, som vi syntes, ville være godt for ham at have med på vejen, ned i kisten. Og da vi stod og kiggede på ham, der lå nede i kisten, var vi selvfølgelig kede af det, men vi kunne samtidig heller ikke lade være med at grine, fordi det var så absurd, at han lå omringet af de her ting. Og jeg tror virkelig, at humoren er en kæmpe hjælp til at finde humøret i en svær situation."
Hvad får du ud af at grine i situationer, som ellers ikke er så sjove?
"Jeg tror bare, at et grin helt generelt er den nemmeste vej til forsoning. Dels situationen med min far, men også hvis man for eksempel har et vigtigt møde eller har en nabokonflikt, man skal have løst."
"Jeg tror virkelig meget på, at et grin er den korteste vej mellem mennesker. Der er bare noget med, at hvis man kan sige noget sjovt, der bløder stemningen op, eller hvis man kan grine af noget fælles, så løsner det alting meget mere op. Og det er bevidst noget, som jeg altid søger og egentlig også bruger lidt strategisk."
Annonse
"I går havde jeg for eksempel et møde med en mand, der er 20 år ældre end mig, som jeg skal arbejde meget sammen med. Han var meget alvorlig-agtig med sine Exelark, og så tænkte jeg, at hvis jeg bare begynder vores relation med, at vi kan grine sammen, så gør det hele samarbejdet meget nemmere. Og det gjorde det også."
Har du nogensinde følt dig misforstået i forhold til din humor?
"Ja, masser af gange. Men det tror jeg også er en god ting, for det holder mig lidt på dupperne omkring, hvad man må sige. Det er klart, at lige så snart man mentalt stiller sig op på en ølkasse, så er der en stor chance for, at folk vil grine med dig – men også en stor chance for, at de vil grine ad dig."
"Det er der altid en fare for, men hvis man er et ordentligt menneske med hjertet på det rette sted, er det jo ikke rigtig farligt. Men det er klart, at med hele den virkelighed, vi har i dag, hvor man fra den ene dag til den anden kan havne i en stor shitstorm på sociale medier, tænker jeg mere over det skæg, jeg laver, end jeg gjorde for ti år siden."
Føler du, at vi burde grine mere i hverdagen?
"I min verden oplever jeg desværre, at der er sådan en livskurve af grin, som bare går nedad og nedad med årerne. Når vi er børn og unge, griner vi utroligt meget, men lige så snart vi får et realkreditlån, en fast ejendom og en grill, så holder vi op med at grine, og det, synes jeg, er virkelig synd for os selv."
"Så der sker en udvikling af, at jo ældre vi bliver, jo mindre griner vi. Det er et problem, for jeg tror helt generelt også, at jo ældre man bliver, jo større problemer får man – og så er der mere brug for humoren end nogensinde før."
"Det er en vidunderlig ting at kunne grine af sig selv og af alt det, der sker omkring os. Jeg tror, at vi alle ville få det bedre, hvis vi turde at grine lidt mere – også som voksne."
"Mange voksne gør det jo for eksempel ved at tage på festival og drikke en masse alkohol for på den måde lette trykket på ballonen lidt. Men jeg tror også, at der er noget rent fysisk i, at man på en måde mister kontrollen over, hvordan man ser ud, når man griner – og det kan godt være grænseoverskridende for mange voksne."
"Samtidig bliver vi som voksne også mere rationelle og tænker lidt mere på, hvad vi får ud af at grine. Jeg tror, at det er sindssygt vigtigt, at vi som voksne husker det – for i min verden er et grin helbredeligt."
"Hvis jeg for eksempel har haft en aften, hvor jeg virkelig har grinet meget med en flok venner, føler jeg mig nærmest fysisk lettere, når jeg er på vej hjem. Morgendagens problemer bliver bare lidt lettere at løse – også selvom de ringer fra banken om overtræk på kontoen."
"Med alle de store problemer, vi har i verden lige nu, så vil det være virkelig sundt for os en gang imellem at slippe tøjlerne og bare grine igennem."
Signe Lindkvist
Tv-vært, cirkusprinsesse,
skuespiller, foredragsholder og
podcastvært.
Aktuel som vært på 2. sæson af
TV 2-programmet ”100% sjov”,
der kan ses på TV 2 Play.
Tidligere vært på et hav af tvprogrammer og som redaktør
på Ramasjang og TV 2 Zulu.
Hun er 51 år og bor i
København med sin datter
Karla My på 20 år.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.