Det blev en
afgørelse, der var mere spændende, end man måske havde ønsket sig, da et fald
sendte Kristian Jersing på hovedet ind i et træ og ud af ”Alene i vildmarken”.
LÆS OGSÅ: "Alene i vildmarken"-deltager har meldt sig til "Robinson"
Alene
lydeffekterne i programmet var næsten nok til at få en til at slukke, og
Kristian forsikrer om, at lydene kommer fra ham selv i situationen. Av.
Artiklen fortsætter efter videoen med Kristian.
Men hvad skete
der egentlig?
- Helt konkret
sidder jeg inde i tipien og gør kameraet klar, og så tænker jeg, jeg må have
det på maven, så jeg ikke fumler, og så tager jeg det i hånden, fordi jeg ikke
gider sætte det op. Så kan jeg mærke allerede der, da jeg begynder at kravle op,
at jeg har gang i for mange ting, fortæller han og forklarer, hvad han skulle
på stigen:
- Jeg havde fået
at vide, om jeg ikke ville pynte tipien lidt til tv, og så havde jeg fundet 30
gevirer, så jeg ville frigøre noget reb og sætte nogle flotte gevirer op og gøre
det lidt lækkert. Og så kravler jeg op og tænker så, at jeg har gang i for
mange ting, jeg må også lige tage mig sammen og passe på.
De trin, Kristian
havde lavet udenfor tipien, var bundet sammen med et garn, han havde sprættet
op, og det var en løkke fra en af dem, der endte med at hænge fast i hans
støvler.
- Og så tager jeg
rebet i munden, fordi jeg ikke har min hånd fri. Så jeg træder ud og tænker, at
nu går jeg ned. Så jeg er allerede i luften, men så hænger jeg jo fast, og så
kan jeg ikke finde ud af, hvad jeg skal gøre. Så jeg slipper og tænker, jeg
lander tungt, men jeg kan stadig prøve at lande ordentligt, fortæller han og
fortsætter:
LÆS OGSÅ: Efter exit: Christian er klar på ny omgang "Alene i vildmarken"
- Men så hang jeg
fast med støvlerne, så det var ligesom et pendul, jeg faldt bare ned med
hovedet først og lige over i det modsatte træ. Jeg smasker hovedet ind i og
falder på brystet og kan bare mærke, jeg har fået slået alt min luft ud.
Først blev
Kristian liggende for lige at komme sig og få vejret. Herefter kravlede
han rundt om hjørnet og brugte kameraet
til at se, hvor han havde slået sig. Han var ikke i tvivl om, at han havde fået
nogle knubs, men han var mest koncentreret omkring smerten fra sin tand. Rebet
i hans mund havde nemlig flået en visdomstand halvt i stykker.
- Så jeg kravlede
ind i tipien og sad og kom mig lidt, og så tænkte jeg, det her klarer jeg selv.
Jeg har prøvet noget værre før. Så tænker jeg, jeg skal tage tanden ud, for det
er den, der gør ondt. Så jeg tager knibtangen og sidder og fumler lidt med det.
Men idet jeg hiver den ud, så gør det simpelthen så pisse ondt, det sortner i
smerte. Jeg kan slet ikke se noget, og så rejser jeg mig op og skal ud af
tipien, men så da jeg rejser mig op, besvimer jeg, og jeg vågner med et nyt hul
i hovedet.
- Jeg er faldet indover bålstedet, jeg når lige
at kaste lidt op også, og så tænker jeg, at jeg nok lige skal have lidt
voksenhjælp.
Kristians første
indskydelse var ikke at kontakte produktionen, fordi han mente, han kunne klare
den selv. Men han måtte erkende, at den plan ikke holdt. Han var dog fast
besluttet på ikke at give op.
- Men hvis lægen
tog en beslutning, så måtte jeg acceptere det. Han fedtede lidt efter, at jeg
selv skulle sige, at jeg ville stoppe, men det kunne jeg ikke få mig selv til,
det ligger ikke i min natur. Men så sagde han det bare. Det sekund man ser, det
var min ærgrelse, og så er det væk bagefter. Jeg var mere ærgerlig over, at jeg
ikke selv skulle pakke mine ting ned og forlade mit sted, fastslår Kristian.
Tilbage i
civilisationen blev Kristian overvåget af lægerne, men der var ikke mere i skaden,
og de næste tre dage var han ramt af en lykkefølelse.
- Jeg havde tre
dage, hvor jeg var så glad under observation og elskede mennesker og var i så
sindssygt godt humør over, at jeg selv syntes, det lykkedes og min præstation. Jeg
havde det ret godt, så det var egentlig historien deroppefra, fortæller han og
tilføjer, at han bærer rundt på et minde fra sit exit.
- Jeg har stadig
et hul, jeg har ikke fået lavet det – det er et lille minde. Det tænker jeg, jeg
lader hænge lidt, det er også fordi, det koster lidt, så jeg vil hellere til
Grønland til august - det er Grønland eller ny tand, lyder det med det karakteristiske
grin.
Da Kristian røg
ud af programmet, var han nået til et sted, hvor han efter 30 dage havde fundet
sig tilpas derude.
- Jeg har lige
mit eneste store eksistentielle dyk. Jeg husker det mere dramatisk, men jeg
finder ligesom ud af at håndtere tvivl, savn og lyst, og så har jeg det sådan,
jamen jeg bor jo her, det er min matrikel. Jeg havde ikke nogen fornemmelse af
konkurrencen, det var mere et personligt projekt, så jeg kunne slet ikke
forestille mig at skulle hjem, fortæller han og fortsætter:
- Så havde jeg
sådan halvandet døgn, hvor jeg bare var glad. Og afsluttende var jeg ude og
lave bål i alle verdenshjørnerne, hvor jeg råbte alle mulige ting og havde en
taknemmelighed for at være der, og så sad jeg hjemme i tipien om aftenen og tog
billedet frem af min kære søn og kæreste. Jeg havde slet ikke kigget på det og
var bange for, det ville ødelægge det, men det gav mig bare endnu mere styrke,
da jeg så det.
