Jeg mødte en sød mand på nettet for fire år siden, som jeg siden blev kæreste med. Han har et par dejlige teenagebørn fra sit andet ægteskab, og dem har jeg fået en virkelig godt forhold til – jeg har ikke selv børn.
Jeg var ikke i tvivl, da jeg fremlejede min lejlighed og flyttede ind hos min kæreste, men allerede nu – efter bare et halvt år – kan jeg mærke, at det ikke går. Min kæreste har vist sig at være meget gammeldags, og han forventer, at jeg tager mig af det meste herhjemme, selvom vi begge har fuldtidsjob.
Forleden aften faldt så dråben, da han meddelte, at han havde bestilt vores fælles sommerferie uden først at tale med mig. Det var en aktiv sportsferie, sådan som han foretrækker det, mens det bestemt ikke er noget for mig, hvilket han godt ved. Det er i det hele taget, som om han er overbevist om, at kan han få mig til at blive, som han gerne vil have det, så skal alt nok gå.
På trods af hans væremåde, så er jeg stadig glad for ham, men jeg tror, vi vil få det bedre, hvis vi bor hver for sig. Det har jeg sagt til ham, han blev ikke glad for beskeden, men han har accepteret det.
Problemet er, at han nu insisterer på, at jeg selv fortæller hans børn om min beslutning, da det jo er min. Det er så her, at tvivlen melder sig, for er det egentlig ikke hans opgave, da det jo er hans børn?
Jeg holder så meget af dem, og jeg vil så nødigt have, at de skal tro, at det er deres skyld, at jeg flytter. Hvad tænker du? Og har du et godt råd til, hvordan vi får vores forhold på ret køl?
-Minna
"Du har selv fundet den helt rigtige løsning"
Jeg synes næsten ikke, at jeg behøver svare dig på dit sidste spørgsmål, for det har du selv fundet den helt rigtige løsning på. Nemlig, at du trækker dig en smule fra din egenrådige kæreste, flytter retur til din lejlighed og fremover nyder både ham og hans børn i mindre, men forhåbentligvis mere delikate doser.
For din kærestes måde at opfører sig på, vidner om, at han ikke rigtig evner at indgå i en tæt og sund relation. En relation, hvor det at lytte og respektere den anden parts ønsker og behov også er en del af pakken.
Om han kan lære det, ved jeg jo ikke, men viljen til det virker ikke rigtig til at være der, så mon ikke udviklingsmulighederne er begrænsede. Jeg forstår derfor godt, at du ikke orker at tage den kamp og i stedet trækker dig og så ser ham, når I har tid og lyst til det.
Der er efterhånden mange modne par, der vælger at leve på den måde, og det er helt udmærket, hvis det fungerer for dem.
Mht. hvem der så skal overbringe børnene nyheden om din fraflytning, så tænker jeg her, at det egentlig vil være bedst, hvis I gør det sammen. For gør I det, så kan du sørge for, at børnene forstår, at din fraflytning intet har med dem at gøre, og at du derfor også håber, at I fremover kan bevare det gode og tætte forhold, I allerede har.
Sørg dog for, at du og din kæreste bliver enige om, hvad der skal siges, så I ikke ender med at sidde og småskændes, når I taler med børnene.
Kan I blive enige om det, og kan I få tingene sagt i god ro og orden, jamen, så er sagen jo løst til alles bedste, taget i betragtning, at din kæreste nu engang insisterer på at være som han er.
Skriv til Vibeke Dorph
Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.
Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø.
Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.
