Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Simon Jul
Foto: Jens Rosenfeldt

Simon Jul: “Den komplette lykke er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse”

Komiker Simon Jul tror ikke på den komplette lykke. Det har han oplevet for meget ulykke til. Som ung fik han tæsk, fordi han så anderledes ud, og som voksen kæmpede han med stoffer og ­alkohol. Lykken finder han i glimt – blandt andet på sin ­bondegård, i de gode måltider og ikke mindst i swingerklubber.

Udgangspunkt
– Som dreng var jeg meget på biblioteket. Så gik jeg op og hentede voksentegneserier – de der tegneserier, hvor de bollede i – og gik derefter ned i pladeafdelingen og hentede fire-fem plader med dødsmetal og fussionsjazz. Og så sad jeg og læste voksentegneserier og hørte plader, indtil biblioteket lukkede. Så kom Inga, som var musikbibliotekar, og hviskede: "Simon, vi lukker nu, skal du have nogle af pladerne med hjem?" "Næææh," svarede jeg altid. "O.k. Husk at stille tegneserierne på plads." Det gjorde jeg så og cyklede hjem gennem Roskilde Bypark til vores gule rækkehus. Her boede jeg, mine forældre og min lillesøster. Mine forældre adopterede mig fra Korea, da jeg var spæd, og det har aldrig været et tabu i min familie, og jeg har aldrig været i tvivl om, hvem mine forældre er: Det er dem i Roskilde.

– Jeg var klassens klovn og skulle slet ikke have noget med piger at gøre. Jeg syntes, det var kaotisk, når mine venner snakkede om piger. Der var ­ikke ­nogen trang i mig, men jeg fik taget min mødom, da jeg var 12 år, og det var overhovedet ikke, hvad jeg havde regnet med. Det var bare for voldsomt. Jeg var ikke klar. Hun var et par år ældre, og det var helt klart hende, der førte ­ordet. Jeg syntes, hendes fisse lugtede, og det var sgu lettere traumatiserende for en 12-årig dreng, som bare gerne vil høre heavy metal, male rollespilsfigurer og læse tegneserier. Så tænkte jeg "Det lader jeg bare ligge det dér. Det rager mig, så er det federe bare at spille pik!" I onanien kan man jo få lov til alt. Uden at det lugter alt for meget.

Holdepunkt
– Min familie er mit holdepunkt. Efter at have brugt det meste af min opvækst på at spille musik, male rollespilsfigurer og gå til spejder, opdagede jeg som senteenager øl, fisse og hornmusik. Så gik man på druk, så røg man tjald, så tog man amfetamin, og så tog man kokain. Jeg var 16-17 år og drevet af nysgerrighed.

– Jeg har altid været meget afklaret med at være adoptivbarn, men som teenager kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg skulle putte den afklarethed hen. For jeg lignede ikke nogen af de andre. Det var ikke et problem i vores vennekreds, men når vi gik i byen i provinsen, så blev det hurtigt et problem. Jeg blev usikker, og det endte oftest med, at jeg fik nogen på hovedet. Det blev et meget, meget stort indvendigt kaos at tøjle, og et kaos jeg ikke ville snakke med mine forældre om. Det begyndte at skabe nogle frustrationer, nogle psykiske problemer, inde i mig, og det begyndte at skabe reelle problemer i min hverdag på den måde, at jeg selv blev meget udadreagerende. Fra jeg var 15, til jeg flyttede hjemmefra, tror jeg ikke, det var nemt at være min mor og far, og det var slet ikke nemt at være min lillesøster. En prøvelse uden lige var jeg. Det var egentlig ikke et teenageoprør – det var et barn, som var sygt, det var en voldsom rodløshed, og det var en frustration over manglende tilhørsforhold. Så fik jeg en psykolog, og det har reddet mit liv på rigtig mange punkter.

– Når man begynder at rydde op i de ting senere i livet, får man en skyldfølelse og en skam, og man får en objektiv depression, når man kigger på sig selv udefra og gennemgår de ting, man har budt de mennesker, som elsker én allermest. Efter min uddannelse i DR var jeg gone – jeg flygtede, fordi jeg skammede mig, og begyndte at rejse rigtig meget. Men jo ­længere væk, du rejser fra det, du flygter fra, jo tættere kommer det på dig, for så har du ikke nogen at snakke med ud over frygten. Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at give min familie den største undskyldning. "Du skal ikke undskylde," sagde de, og det var der, jeg knækkede fuldstændig. "Du skal aldrig undskylde, for vi elsker dig, og vi er her. Og vi holder om dig, selvom du prøver at slippe fri." Jeg er så pissestolt af min familie og skylder dem alt.

Brændpunkt
– Sammen med Frank Erichsen (Bonderøven) har jeg købt en stor bondegård på Djursland. Det hele er Niels Hausgaards skyld. På Folkemødet 2014 aftalte Niels og jeg at drikke en øl sammen om aftenen, vi mødtes på Rosenhaven, og så stod han der med Frank og sagde "Jeg har lige én, du skal møde." Jeg havde jo set Franks programmer og tænkt, okay, han er jo den eneste, der kan lave en router af fjer. Megatalentfuld. Niels skulle videre for at optræde, så Frank og jeg fik nogle øl, og så begyndte vi ellers bare at snakke. Om mad. Om landbrug. Og om den her gamle bondegård, han lige havde købt på Djursland. Vi drak bajere natten lang, og solen var stået op over yderkajen på den smukke gamle kampestenshavn i Allinge, da vi dalrede hjemad i hver vores retning. Det var bare sådan et instant man-crush, tror jeg. Og Frank spurgte – sådan helt første date-agtigt: "Må jeg ringe til dig?" Og det gjorde han så ugen efter. Han ­fortalte igen om sin nye investering, og jeg tog hurtigt til Jylland for at se bondegården, han havde købt.

– Det var en sen fredag eftermiddag i sensommeren 2014. Vi gik ned ad den lillebitte, indgroede indkørsel, til vi nåede en pigstensbelagt gårdsplads. På den ene side så jeg det her 80'er-agtige gulstenshus og på den modsatte side den gamle kampestensstald med røde smedejernsvinduer og små kvistluger med jernbeslag på. Og så to lortebygninger, som havde været svinestalde. Huset var fuldstændig smadret indeni, og grunden var groet til med et tykt lag snerler overalt, vilde hasselhække var vokset ud af kontrol, og træet, der hang ind over indkørslen, havde vokset uhæmmet i så mange år, at den var begyndt at rage teglstenene af stuehuset. Gården var en ruin. Og alligevel blev jeg forelsket. For forelskelse har aldrig noget at gøre med det ydre – nogle gange skal man også bare elske for det, det blotte øje ser, og tro på, at der kan ske noget bedre. Og så var der stille. Der var helt stille. Det var sådan en juniaften, hvor disen steg lidt tidligt, og hvor bundvarmen begyndte at lade fugten slippe kornet.

– Side om side gik vi tilbage og lavede mad hos Frank på Kastanjegården med hans fantastiske familie, og da jeg kørte hjem næste dag, var jeg ret sikker. Kort efter købte jeg halvdelen af gården. Det kan godt være, det var spontant, men jeg kunne også mærke, at det var helt rigtigt. Vi har brugt det seneste år på at istandsætte gården, som nu bliver et formidlingscenter, et kursussted, hvor alle mennesker kan komme og lære om bæredygtighed, landbrug, økologi, biodiversitet og råvareforædling. Det allerførste kursus handlede om podning. De fleste har sagt "Du er fuldstændig idiot. Hvad er det for noget langhåret hippiepis, du kommer bare til at hælde penge ud af hovedet." Og så må jeg bare sige "Ja, men nu har jeg sparet lidt op på kistebunden, og så må jeg selv om, hvad jeg skal hælde det efter." Det stinker meget af midtvejskrise det der med at realisere nogle ting meget hurtigt, men det har været pissedejligt.

– Udefra er Frank og jeg nok det mest umage par i hele verden, men vi er begge to meget ikke-noget-bullshit, og i bund og grund er vi meget enige om, at det, vi gerne vil repræsentere sammen, er et alternativ til den måde, som mange mennesker lever på. Jeg har selv higet efter et sted, hvor man kan få noget oplysning om selvforsyning – uanset om du bor på dit eget, lille landsted eller i en toværelses lejlighed på fjerde

LÆS OGSÅ: Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

Midtpunkt
– Jeg har været snart 20 år i underholdningsbranchen. At stå på en scene, få publikums gunst og være stammens midtpunkt et stykke tid elsker jeg stadig, men det er ikke længere det primære, der bærer mig op til overfladen. Det er at arbejde med noget håndgribeligt – noget man kan spise, noget man kan skide ud, noget man kan se på og holde ved. Jeg har været selvforsynende med mange ting i flere år ved at have mærkelige altankasser og store kartoffelbede. Nogle synes, det er megalir at have en stor speedbåd, jeg synes, det er megalir at dyrke kartofler i højden. Mit håb er at skabe en lillebitte plet på bæredygtighedskortet, som om 50-100 år har udviklet sig til noget større.

Lavpunkt
– Jeg vågnede i et sommerhus i Klitmøller og brækkede mig. Vi havde været stive, og jeg skulle spille med mit band samme aften, men jeg kunne intet holde i mig og var nødt til at aflyse jobbet. Som regel kunne jeg bare drikke noget mere eller tage nogle flere stoffer og gå på scenen. Men ikke denne dag. Senere fik jeg på Thisted Hospital at vide, at jeg havde sukkersyge. Når man er adoptivbarn, har man ikke en genmæssig historik, så de var nødt til at endevende mig for at finde ud af, om der var andet galt. Og søg, og du skal finde. Lægen sagde: "Det er ikke kun sukkersyge – det kan godt være du er 33 år, men på nogle punkter er du 87. Der er vist nogle ting, vi skal snakke om." Wow, det er fucked up, tænkte jeg.

– Det handlede om alkohol, stoffer, overvægt, manglende søvn osv. osv. Jeg havde arbejdet og arbejdet og arbejdet og var blevet pissedygtig til det, jeg lavede, og havde måske glemt mig selv lidt i det. Jeg var enormt flov over, at det var kommet dertil, og da jeg ringede til min far, blev han ked af det og skræmt. Jeg hader at høre ham være ked af det, fordi han ligesom er mit mandlige idol i verden, så han kan ikke dø, og han kan ikke græde, og det kan han jo sagtens, og det gør han jo også. Så det var sådan, fuck, jeg må gøre et eller andet. Lægen beordrede mig til at stoppe med at arbejde for en periode. Jeg havde gang i tusind ting, så jeg skrev en mail ud til hele mit netværk om min situation, og at jeg var nødt til at afbryde samarbejdet øjeblikkeligt for at tilgodese mig selv. Og lige pludselig stod min telefon og email stille. Lige pludselig var der ikke nogen, der ringede, lige pludselig var der ikke nogen, der skrev. Og dér troede jeg ikke, jeg var noget værd.

– Jeg havde skrevet til de der mennesker, jeg havde arbejdet for og med, og de svarede ikke tilbage, og jeg tænkte, o.k., jeg var god til at arbejde med dig og for dig og tjene en fucking masse penge til dine børn og til dig selv, og nu ligger jeg her og er sygemeldt på ubestemt tid, og så smider du ikke engang en sms. Der blev jeg sammenbidt. Er jeg virkelig så stort et røvhul, at folk kun kan bruge mig til at arbejde for dem? Jeg troede, jeg var det værste menneske i verden. Men jeg pausede alt. Stoppede med at arbejde, med at ryge og drikke, stoppede med at spise fed mad. Til gengæld brugte jeg rigtig, rigtig mange penge på at snakke med min psykolog.

– Lige så stille kom jeg i gang igen, fik skrevet en masse musik og fik lavet mit første onemanshow. Men dem, som, jeg egentlig troede, skulle være der, da jeg ramte bunden, rørte overhovedet ikke på sig – det var, som om de var blevet overfølsomme over for mig. På den konto fik jeg sorteret ud i vennekredsen.

LÆS OGSÅ: “Derfor tog jeg coke, arbejdede som escort og endte i fængsel”

Knudepunkt
– Nogle vil måske mene, at det er en psykologisk brist, men jeg kan skære mennesker væk sådan her (knipser med fingrene), hvis de skuffer mig nok, hurtigt nok. Jeg kan jeg simpelthen annullere dem fra mit hoved og mit hjerte. Det gjorde jeg i perioden efter jeg havde fået konstateret sukkersyge. Første gang jeg gjorde det, troede jeg, jeg var decideret ond. Folk, som jeg har elsket og stolet på i årevis, hvordan kunne jeg bare smide dem ad helvede til? Hvordan kan man være så oprigtigt ligeglad? Jeg var bange for, at det var det første tegn på rygende psykopati, hvor man hæver alle sine sparepenge og køber et træhus i Sverige, hvor man kun går rundt i badekåbe og snakker med påfulge. Min psykolog siger, at det ikke er et traume, men at jeg beskytter mig selv på en akavet og firkantet måde, når jeg gør det.

– Jeg har gået jævnligt hos den samme psykolog, siden jeg var teenager. Minimum en gang hvert halve år, og oftere hvis jeg har svære perioder. Det skulle alle gøre gennem hele livet. Ligesom man skifter fra sommer- til vinterdæk, så lige tage en time hos en psykolog. Når man sejler med sekstant, arbejder man i forskellige tabeller, og jeg har efter mange år lært mit eget navigationsredskab at kende, så når jeg ramler ind i et problem, kan jeg lige hive fat i dét og dét værktøj, og bum, så er jeg på rette vej igen. Vi har alle sammen nogle yderligheder, som jeg synes, man behøver at bekende sig til. Du bliver nødt til at finde dit sorte hul. Jeg har definitivt et mørke i mig selv, som jeg elsker, men et mørke, som jeg tidligere var bange for. Tidligere stilede jeg – som mange andre – kun mod at være glad, glad, glad, alt skal være godt, godt, godt, happy, happy, happy. Men efterhånden som du bliver ældre, finder du jo ud af, at hvis du lever sådan, bliver du sindssyg. Jeg kommer aldrig til at blive lykkelig, og det er bestemt heller ikke et succeskriterium for mig. Den komplette lykkelighed er en forfærdelig løgn. Det er kun noget, hunde har, når de ser en pølse. Jeg har smagt lidt af lykkeligheden, men jeg har ikke et behov for at dræne mig selv for at opnå den. Der er altid skyer på min himmel, det vil der altid være. Jeg er som regel bange for helt blå himmel, for så tror man, alt er godt. Helt blå himmel skuffer altid, for på et tidspunkt, så bliver det regnvejr igen, og på et tidspunkt slår solen dig ihjel, hvis regnen ikke kommer. Der bliver nødt til at være skyer på himlen, ellers har jeg ikke håb. Min mørke ­side dyrker jeg bevidst, for det er den side, jeg ved, jeg skal være bedst i kontakt med, for det er den, der kan få mig hurtigst ned.

Lyspunkt
– Jeg har en dejlig kæreste. Det er meget, meget nyt, men jeg er helt vildt glad for vores forhold. Hun er en fucking klippe. Og hun kan ­holde mig ud, det, ved jeg godt, kan være en kamp i sig selv for nogle, men for hende synes det at være...let. Hun er helt sikkert groundingen i vores forhold, hun er jordstikken, mens jeg bare tosser rundt, og så holder hun ikke kæft – det er råt for usødet. Jeg mødte hende på Skanderborg Festival, lang tid før der overhovedet skete noget, og vi kom meget hurtigt fra den der forelskelsesting til en hverdagsting, som jeg synes er ret skøn og fin. Alenetid har vi begge brug for, og vi har knoklet så hårdt, at vi kan have hver sin lejlighed og få space for os selv. Hun arbejder også med mad, så vi forstår hinanden og arbejder begge to skidemeget og elsker det, vi laver.

LÆS OGSÅ: “En nat så jeg fra mit vindue, at en af naboerne løb efter sine børn med en økse”

Blødt punkt
– Jeg elsker mad. Højt og dybt. Mine forældre fik en pakke fra Korea, som var en lille smule defekt fra starten, og det gav sig til udslag i fødevareallergi – blandt andet havde jeg laktoseintolerans, og der var en masse madvarer, jeg ikke tålte. Så det blev til rigtig, rigtig meget hjemmelavet mad i mit barndomshjem. Ofte var jeg med min mormor i køkkenet, hun sagde altid "Nu kommer jeg liiiige lidt danskvand i frikadellefarsen og fløde i sovsen, så bliver alt meget bedre." Den sætning gentager jeg tit for mig selv i køkkenet.

– Når jeg får et godt måltid mad, bliver jeg helt rolig. Fuldstændig. Det er en fornemmelse af total balance. Hvis jeg får noget ind i munden, hvor tekstur, temperaturer, konsistenser, syre, sød, bitter og umami hænger sammen, eller når det er afbalanceret på en ny og outrer måde, så bliver jeg simpelthen så glad. Så rolig. Salig. Når jeg kigger ned på en tallerken, og alt er væk, og jeg tænker "Næh, det var dog alligevel besynderligt, så rart jeg har det," så ved jeg, at det er madens skyld.

G-punkt
– Inde i mit mørke sted ligger tabuer, som, jeg ikke synes, er tabuer. Sex for eksempel. Fra jeg var 15-30 år, skulle jeg prøve alt. Og jeg fik i hvert fald prøvet en smule. Når normale mennesker sagde: "Crazy shit, det er klamt," så ville jeg prøve det, jeg ville ind i det, jeg ville mærke det. Derfor afprøvede jeg også min homoseksualitet i starten af 20'erne og var sammen med flere mænd. Det var ikke noget, jeg havde lyst til at snakke med folk om dengang, og ved at eksperimentere med det fandt jeg ud af, at det sgu ikke lige var min ting. Derefter begyndte jeg at synes, at fisserne duftede godt igen.

– Jeg har været i store swingerklubber to-tre gange, og der står man og klæder om side om side, ligesom inden man skal til svømning eller badminton – nogle står måske og strækker ud, og andre tager knæbind på, for nu skal den sateme have en over nakken. Det kan være lidt grinagtigt, men til gengæld er jeg kæmpefan af såkaldte lounges – altså private selskaber, hvor du skal inviteres. Det er superliderligt, og jeg kan kun anbefale det – især for par, som måske har fået nogle børn, så deres seksualitet står lidt stille. Det er forskelligt fra klub til klub og fra lounge til lounge, hvordan det fungerer, men de fleste gange, jeg har været af sted, har man tilmeldt sig på en mail, og så har nogen stillet lejlighed til rådighed, eller der blev lejet et sommerhus – ligesom hvis man skulle ti venner på sommerhustur - her knepper I bare alle sammen. Så er det sådan noget med, at man skriver sammen op til turen: "Sørger I for morgenmad til om lørdagen? Er der nogen, der ikke vil have ost? Skal vi have en dejlig culotte til aftensmad?" Sådan nogle ting. Nogen har måske taget en pose legetøj med – nogle dildoer og nogle cockringe – og så tænder man hinanden, lige som hvis man bare var dig og mig, men i stedet for at der bare er en seksuel energi mellem to mennesker, som ved, de skal kneppe, så er der seksuel energi mellem otte mennesker, der ved, de skal kneppe. Og det er magisk! Det er det virkelig. Det er sindssygt fedt. Man er maks. 12 mennesker, for så er der en almenmenneskelig kontakt, hvor man kan snakke om andet end "Nu henter jeg lige denne her gummiarm, og så skal du satme se løjer." Når man er væk fra den gængse blufærdighed, så sker der nogle ting rent kommunikationsmæssigt, og hvis alle er nøgne og drikker sig fulde og taler og boller, giver det en fuldstændig fantastisk energi. Det er sindssygt dejligt.

– Når man siger, man har været i klub, tænker folk "Ad! Det er sådan nogle virkelig klamme typer." De mennesker, der er der, er fuldstændig lige så normale mennesker som dig og mig – det kunne være din nabo, din underbo, dine ungers børnehavepædagog, det er alle slags mennesker, men mennesker som alle har valgt at gøre deres seksualitet mere rummelig, end de fleste andre mennesker tillader.

– Folk har nok godt vidst, hvem jeg var, men det har været meget usagt, så har det måske været en joke under morgenmaden: "Det var sgu da meget sjovt, det var dig, Simon Jul. Det skal vi hjem og fortælle ungerne," og så griner vi alle sammen, for det ved vi, at det skal de selvfølgelig ikke.

LÆS OGSÅ: Søren Sveistrup: "Det er næsten ikke til at holde ud at se sin ressourcestærke mor falme"

LÆS OGSÅ: Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

LÆS OGSÅ: Frankrigs danske superstjerne

 

 

 

Simon Jul Jørgensen, 39 år

Radiovært på Radio24syv, komiker, skuespiller og musiker.

Uddannet fra DR's talenthold.

Medejer af den ­bæredygtige slagter-forretning Spis min Gris på Østerbro og åbner sammen med Frank Erichsen (aka Bonderøven) en kursusgård på Djursland, som skal lære andre om bæredygtigt landbrug og biodiversitet.

Født i Korea, adopteret af danske forældre som spæd og opvokset i Grenå og Roskilde.

Kendt fra bl.a. satireprogrammet "Banjos ­likørstue", som deltager i "Mads & Monopolet", og så har han vundet prisen for bedste udenlandske dokumentar ved Sundance Film Festival sammen med journalist Mads Brügger for deres satiriske dokumentarfilm "Det Røde Kapel".

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview