Steen og Anni retro-camperer: ”Vognen minder os om dengang, vi var unge”
Deres vogn er lille og gammel, men Anni og Steen elsker at campere i deres Graziella Levante fra 1966. Når de er på tur med den charmerende "dame", falder de i snak med folk i alle aldre, og for det vestjyske par er det en stor del af glæden ved at campere småt.
"Hvis du havde sagt for 25 år siden, at jeg ville køre rundt med den her campingvogn, så ville jeg have sagt, at jeg aldrig ville have sådan noget gammelt, småt noget."
Steen Elgaard smiler stort, for han sidder foran sin og konens Graziella Levante, som præcis er det, han lige har beskrevet.
Forskellen er, at han i dag elsker, at den er fra 1966 og meget lille.
"Vi hygger os med alt det primitive, og jeg kan godt lide, at det er småt," supplerer Anni Elgaard, der er 66 og Steens kone.
Parret fra Asp ved Struer købte den i dag sjældne campingvogn i 2017. De er bidt af alt, hvad der smager af retro, nostalgi og de gode, gamle dage.
"Jo ældre jeg bliver, jo mere rykker jeg tilbage til den tid, som giver mig en følelse af tryghed. Før i tiden tænkte jeg ikke, at det var sjovt med gamle ting, men det har ændret sig med alderen," erkender Steen, der lige er fyldt 70.
Anni og Steen er Fiat-folk, kører kun Fiat (bortset fra en lille afstikker med Opel), og campingvognen er købt til at matche en orange Fiat 500, årgang 1966, som de havde på det tidspunkt. Vognen er sat fuldstændig i stand, og hvad der før var blåt, er nu orange inde – og ude.
"Steen malede fælge og udendørs lister i samme orange farve, som vores Fiat 500, og vi har sat nye hynder ind, som vi har fået syet betræk til, selvfølgelig i orange," som Anni siger.
Et kig ind i vognen er et kig tilbage i tiden. Her er orange laminat på bordpladerne, en orange hoptimist pynter på bordet mellem de to enkeltsenge, og på den lille dør hænger et håndklæde i orange og brunt, som Steens mor har hæklet.
Foto: Jens Bach
"Før var der mere blåt i vognen, men da vi skulle sætte den i stand fra bunden, valgte vi den orange farve som gennemgående. For os er orange lig med 60'erne," forklarer Steen.
Annonse
Så original som muligt
Campingvognen med det poetiske italienske navn Graziella Levante vejer kun 300 kilo, for den er skabt til at kunne blive spændt bag på de små Fiat 500-biler.
Det betyder, at alt er gennemtænkt for at spare på vægten. Bordet kan spændes af og sættes på et par lister udenfor, så man har to-i-ét bord, og alt er lavet i de lettest mulige materialer.
For Steen betyder det meget, at vognen fremstår så original som muligt, og derfor førte han pumpesystemet til vandhanen tilbage til 1966-standard:
"Der var sat en elektrisk pumpe ind, og det var jo ikke helt rigtigt. Det virkede forkert, at man bare skulle trykke på en knap, så jeg fandt fodpumpen og satte den ind i stedet. Jeg var nødt til at lave et lille hul i skabet, men det er dækket af et par grydelapper, som Anni hæklede," forklarer han.
Steen peger på et par tidstypiske grydelapper, der har form som en kjole. Naturligvis orange!
Da Steen fandt den gamle vogn, havde han ledt længe efter netop den model.
"De er meget eftertragtede, for der er mange veteranbiler, der kun må køre med den slags lette, små vogne. Jeg havde søgt i flere år og så annoncen med den her, da vi kom hjem fra en ferie i Italien. Det var en mand, der solgte den for sine svigerforældre, og både de og datteren var der, da vi kom for at se på vognen," fortæller Steen.
Den trængte til en større renovering, og Anni var ikke lige så begejstret som sin mand.
"Den var noget medtaget og der var gult på væggene efter meget cigaretrøg, så da vi kiggede ind i den, sagde jeg, "Den får du aldrig mig til at sove i"," fortæller Anni med et grin.
Annonse
”Både bilerne og vognen minder os om dengang, vi var unge”Jens Bach
Hun er glad for, at Steen alligevel bød på den lille Graziella Levante.
"Svigerfaren sagde,: "Jeg kan høre, at den kommer et godt sted hen". Han var meget glad for vognen og fældede en tåre, da vi kørte," fortæller Steen.
"Må vi godt kigge ind?"
Anni har siden overgivet sig og nyder at rede op med Fiat-sengetøjet, som de naturligvis har, og sove godt og småt. Parret tager sig af den lille, italienske "dame" og nyder at tage på ture med hende.
"Allerede når vi kører ind på en campingplads, kigger folk altid, for vores Graziella er et sjældent syn. Når vi sidder uden for vognen og drikker kaffe, kommer der altid nogle, der gerne vil høre dens historie, og når vi siger, "I kan bare kigge ind", så bliver de så glade og siger,"Må vi?" De tør ikke spørge, men vil så gerne kigge," fortæller Steen.
For både ham og Anni er det sjovt med de gode snakke, der falder af, når de er på tur med vognen, som de plejer at tage til Skagen med om sommeren.
"Vi elsker Skagen, og vi elsker nostalgi. Graziellaen er fra 1966, og vi mødte hinanden i 1973. Mine brødre kørte Fiat, Annis far kørte Fiat, så både bilerne og vognen minder os om dengang, vi var unge.
En god følelse fra en god tid," som Steen smilende siger.