August arvede et gods: ”Pludselig stod jeg med en gæld på 80 millioner kroner”

August arvede et gods: ”Pludselig stod jeg med en gæld på 80 millioner kroner”

Hvordan mon det er at arve et job? Det ved August Hage, som er femte generation på et gods, han fik i armene, da han var en kun 24-årig studerende. Banken rådede ham til at rive bygningerne ned – men August ville noget andet.

hjemmet logo farve

August Hage var 24 år, studerende og på ferie, da han fik et opkald fra sin storesøster. Deres far var død.

Chokket var til at tage og føle på, men ikke nok med det: Pludselig stod August med et stort sydsjællandsk gods mellem hænderne. Og i modsætning til hvad man kunne tro, havde han aldrig gået i hælene på sin far for at blive en god landmand. Overhovedet ikke.

"Det var sindssygt. Jeg havde ingen anden økonomisk erfaring end at være på SU, og pludseligt stod jeg med et gods med 80 millioner i gæld og betalte 9500 kroner i renter om dagen," siger den i dag 35-årige godsejer.

Et par år forinden var familien nemlig blevet enige om, at det var ham – den tredje i rækken – der skulle arve Oremandsgård ved Præstø.

August manglede at skrive sit speciale på statskundskab, men advokaterne på boet kunne ikke drive et landbrug, og Augusts mor var gymnasielærer, så han måtte træde til med det samme.

August Hage står udenfor sammen med Luna og Tobias, som har en mark med grøntsager, der bliver solgt i en grøntsagsbod.
August kan godt lide at have liv på godset. Her er det Luna og Tobias, der har en mark med grøntsager, som de sælger fra en bod.

Oremandsgård var ikke i sin bedste stand, da August kom til. Husene var slidte og tomme, der var ikke mange ansatte, og landbruget kørte, som sol og vind dikterede.

"Som min revisor sagde: Hold da op, du taber penge på mange forskellige ting," griner August i dag.

Men selv om August kun havde økonomi til et eller to dårlige år, kløede han på for at genrejse det gods, hans tipoldefar havde grundlagt.

"Banken sagde direkte til mig, at jeg skulle lade bygningerne forfalde og rive dem ned, selv om de er bevaringsværdige. Jeg gjorde noget andet," siger han og kigger ud på gårdspladsen bag godskontoret.

Alle bygningerne er netop dem, som han legede i som barn. For eksempel kan man på det gamle kornlofts gulv stadig se aftegningerne af en basketballbane, som August malede og elskede at bruge dengang.

Det bedste og det værste

Hvad havde du lavet, hvis du ikke havde arvet dit job? 

"Jeg havde sikkert siddet på ambassaden i London, for jeg drømte om at komme i udenrigstjenesten."

Hvad er det bedste ved dette job? 

"Fællesskabet på landet. Og hele stedet. Jeg kan stadig finde steder i skovene, jeg ikke har været, jeg kan huske, hvor i huset min farmors badekar stod, og hvor vi legede skjul."

Hvad er det værste? 

"At jeg altid har min erhvervskontos saldo i hovedet. Og jeg kigger hele tiden på mit arbejde, som ligger lige uden for mine vinduer."

"Det er et skørt job. Vi smider millioner af kroner ud på markerne og håber, at skolen skinner."

Fem timer og ti minutter

Ude på gårdspladsen er der liv af biler og mennesker. Til den anden side er der en hestefold, og bagved den går køer og får på andre folde.

"Jeg koncentrerede mig om bygningerne og søgte penge til at få dem sat i stand, og så gik jeg ellers i gang med at udleje dem til arkitekter, kunstnere og folk, der har brug for et sted at arbejde uden at betale de huslejer, man ser i byerne."

Allerede da han overtog godset, havde han fundet sammen med Birgitte, som han i dag har to børn med. Familien bor nogle kilometer fra hovedbygningen og den bygning, som August i dag har indrettet til godskontor.

"Min kæreste forstod ikke helt i starten, at jeg ville drive et gods, og vi blev også boende inde i København i nogle år, men da corona kom, kunne hun godt se fordelen i at rykke herned. Og vi havde sådan set 20 huse at vælge imellem," siger han med et smil.

August Hage sidder bag et skrivebord i et stort, lyst rum med bogreoler langs væggene.
"Jeg vil nødig være den generation, der lukker og slukker," siger August Hage, der som 24- årig blev kastet ud i livet som godsejer.

Valget faldt på det lille fiskerhus, mens de andre bygninger er udlejet. August er desuden med i henholdsvis et gin- og whiskydestilleri og et tapperi, som har til huse på Oremandsgård. På den måde kombinerer han sin hobby med sit arbejde, og håber at hvis høsten svigter et år, kan han tjene lidt på destilleriet.

"Og så er det sjovt at se, hvad vores afgrøder kan blive til. Normalt høster du bare og sender kornet videre. Her kan du selv bruge det og se, hvad det bliver til."

August viser op til hovedbygningen. Den er bygget af hans farfar i 1933 og emmer af datidens storhed med tyende, masser af børneværelser, højloftede stuer og et gammeldags landkøkken. Det hele udlejes i dag til bryllupper og familiefester.

"Det er et hus, der er bygget til mennesker, og det ville være forkert at lade det stå tomt," siger han og viser vej over græsplænen.

Da han var barn, var det hans pligt hver femte dag at tænde havetraktoren og slå græsset.

"Det tog fem timer og ti minutter hver gang," husker han og sender et venligt blik mod robotplæneklipperen, der tager sig af det i dag.

August Hage i det destilleri, der er blevet indrettet på godset. Her produceres whiskey og gin.
August Hage har kombineret arbejdet på godset med sine interesser og producerer både gin og whisky i et destilleri og tapperi.

Sjette generation

I dag er Augusts sønner, Alfred og Otto, helholdsvis seks og tre år, så der er lang tid til, de eventuelt skal overtage Oremandsgård.

"Hvis jeg får skiftet tagene, bliver det i hvert fald lettere for dem at overtage. Men de skal kun gøre det, hvis de synes, det er sjovt. Ellers skal de bare sælge det, det bliver jeg ikke sur over," siger han.

Indtil videre holder han fortet og kæmper videre med landbrug, udlejning, whisky og gin.

"Jeg vil nødig være den generation, der lukker og slukker. Det var min tipoldefar, der grundlagde stedet, og når jeg kigger tilbage, kan jeg godt se, at de første fire generationer har haft det godt. Men sådan er det altid: Når femte generation kommer til, er der ikke flere penge, og alle tagene skal skiftes," griner han.

"På den anden side kunne jeg ikke have drømt om et sjovere job. Lige da alle advokatregningerne tikkede ind, var det ikke sjovt, og de første år var hårde, men i dag er jeg nået dertil, hvor jeg kan se meningen med det hele."