Leif Sylvesters
kunstværker er præget af sprælske farver og skæve former.
Men i hans atelier
står alting helt snorlige, for både malerier og figurer er nøje kategoriseret,
ligesom bøtterne med maling er farvekoordineret.
Og netop hans tilgang
til orden og systemer er noget, som Leif Sylvester tror, at mange misforstår
ved ham.
”Jeg tror, mange
tænker, at jeg er lidt en kaos-type. Sådan en, der tager det hele, lidt som det
kommer. Men det er helt forkert. Jeg er vild med at forberede mig. Og har altid
gjort det. Jeg er sgu i virkeligheden et ordensmenneske,” fortæller han i et interview
med Hendes Verden uge 22.
Udover arbejdet, forbereder
Leif Sylvester sig også grundigt når det kommer til de store spørgsmål i livet,
og for den 85-årige kunstner er det særligt tanker om døden, der fylder.
”Jeg vil gerne
selv gå ind i den uden frygt. Lære at leve med, at den kommer. Så jeg ikke
sidder og piber, når det skal ske. Jeg vil gerne tage den til mig. Modigt og
stærkt. Og så må man jo forberede sig,” siger Leif Sylvester, som derfor allerede
har fundet ud af, hvor hans sidste hvilested skal være.
”Jeg har købt et
gravsted for flere årtier siden. På Assistens Kirkegård. Det er der, min far og
mor ligger. Og det er jo skidepraktisk. For det er planen, at jeg også selv
skal ligge der,” siger han.
Inden han når så
langt, har han dog også forberedt sig på, at der nok vil følge nogle skavanker
med i takt med at han bliver ældre. Derfor er indgangen til hans atelier for
nylig blevet udstyret med en rampe.
”Jeg skal sgu
kunne arbejde, hvis min førlighed begynder at svigte. Så jeg har forberedt mig
på, at jeg en dag bliver mere afhængig af at have nogle hjul under mig,” siger
Leif Sylvester og griner.
I mellemtiden har
hans fremskredne alder også ændret den måde, Leif Sylvester går til sit arbejde
på. For mens han som altid arbejder hver dag, så møder han ikke længere ind til
håndværkertid men i stedet efter klokken 10, når han har fået sin morgekaffe.
”Det er en trang
til at arbejde. Noget, jeg har i kroppen. Og som faktisk ikke har ændret sig
over tid. Jeg er blevet bedre til at træde væk fra et maleri i tide. Til at
give processen mere tid. Men jeg skal stadig arbejde. Jeg har den samme trang
til at male som altid. Og jeg skal gøre tingene færdige. Det er en mærkelig
følelse af pligt til at fuldføre det, jeg har sat i gang.”
Læs hele
interviewet med Leif Sylvester i Hendes Verden uge 22.