Cecilie Uttrup Ludwig mødte sin forlovede på sit daværende cykelhold - og ligesom med sporten, ser hun kærligheden som en rejse, der både går op og ned. Læs hendes reflektioner over kærligheden her.
Hvad er
kærlighed for dig?
”Det er nærvær.
Kærlighed findes jo i mange former – det kan være kærlighed til ens forældre
eller til ens partner. Men ens for dem alle sammen er nærvær, og at man kan
have nogle dybe og gode samtaler, og man støtter hinanden.”
Hvad er det
vigtigste, du har lært om kærlighed?
”Kærlighed til
ens partner er en lang rejse, så det vigtigste er, at man er der for hinanden,
fordi det går op og ned i livet. Jeg synes, det er enormt vigtigt, at man altid
er der for hinanden.
Vi får også kærligheden til at holde i vores forhold ved
at bruge kvalitetstid med hinanden. Så ikke tid, hvor man begge to sidder i
sofaen på sin telefon, men hvor man har kvalitetstid sammen og har nærvær.”
Hvordan mødte
du din store kærlighed? Og hvad faldt du for?
”Vi mødte
hinanden på landevejene. Vi er begge to cykelryttere, så vi mødte faktisk
hinanden på cyklen. Jeg tænkte, at han så sød ud, og jeg ville gerne ud at
cykle mere med ham. Jeg kan faktisk ikke huske, om det var ham eller mig, der
inviterede den anden ud – vi fandt hinanden på Instagram efter en cykeltur, og
så skrev vi om, om vi ikke skulle gentage succesen. Det kan godt være, det var
ham, der spurgte – men hvis ikke han havde gjort det, så havde jeg.”
Hvornår gør
kærlighed mest ondt? Hvornår føles den bedst?
”Det gør mest
ondt, når den anden har det dårligt. Når jeg elsker et andet menneske, så føler
jeg, hvad de føler. Så når min forlovede har det dårligt og er ked af det, så
føler jeg præcis, hvad han føler – eller værre næsten.”
”Den føles bedst,
når man har de der lykkemomenter, hvor man bare er lykkelig. Verdenen føles
bedre i den andens selskab. Man føler sig i bund og grund tryg og ved, at ens
partner har ens ryg. I nogle momenter
er jeg så glad, det kan være, vi sidder og spiser aftensmad, eller bare kigger
hinanden i øjnene, og tænker jeg bare, at jeg er så glad for ham. Hvor jeg
virkelig bare kan mærke det. Sådan har man det jo ikke 24/7, ligesom man ikke
er glad 24/7, men det er der, kærligheden føles bedst.”
Nu er I blevet
forlovede – hvordan er det?
”Han faldt på
knæ, og jeg blev så glad, at jeg tudbrølede. Det tror jeg faktisk er det
lykkeligste, jeg nogensinde har været. Det er noget af det smukkeste, jeg har
set, da han satte sig på knæ."
"Jeg tænkte ikke rigtigt, jeg var bare så
lykkelig. Jeg var bare så glad og overrasket. Jeg havde slet ikke set den
komme, men det har altid været en drøm. Nu må vi se, hvad fremtiden bringer,
men mon ikke vi slår os ned og får børn et sted i Europa. Hvor ved jeg ikke
endnu.”
Cecilie Uttrup Ludwig
- Professionel
cykelrytter
- Cykler for holdet
”Canyon//SRAM zondacrypto”
- Hun vandt det
danske mesterskab i enkeltstart i 2016, 2017 og 2018 samt det danske mesterskab
i linjeløb 2022 og VM-bronze i 2023.
- Hun er bosat i Andorra
- Forlovet med
cykelrytteren Miles Scotson
- 29 år gammel