Foto: Klaus Bo Christensen
Anna David lærte én ting om kærlighed, da hendes far blev syg
Anna David har lært meget om kærlighed gennem sit 15-årige lange forhold med sin mand. Men da hendes far for få år siden fik konstateret kræft lærte hun noget helt grundlæggende om kærlighed, som hun vil tage med sig i alle sine relationer.
Da Anna David ikke fik den behandling fra sin omverden, som hun havde brug for, opdagede hun, hvad kærlighed var for hende.
Hvad er
kærlighed for dig?
"Det er mange
ting. For mig er kærlighed at man rummer hinanden, både de gode og de dårlige
sider. Det behøver ikke nødvendigvis at være i en kæresterelation, det kan også
være til mine børn eller min veninde. Alle har jo mindre fede sider, men at rumme hinanden 100%, det er kærlighed for mig – at man føler sig
100% accepteret af dem omkring sig."
"Min far fik
konstateret kræft for to år siden, og der lærte jeg også, at for mig er
kærlighed i høj grad at se dem omkring mig. Jeg er faktisk blevet virkelig
skuffet over mennesker i mit liv, som jeg ikke føler har omfavnet mig i denne
her krise, jeg er i med en syg far. Det er ikke nødvendigvis en fysisk
omfavnelse, men at komme hen og spørge, om man er okay. Jeg har
lært at se mig omkring mere, end jeg har gjort før og spørge mere ind til,
hvordan andre har det, så de føler sig set. Det kan for eksempel være, når jeg
møder en gammel musikkollega, at jeg prøver at vise oprigtig interesse for det
menneske, der er inden i. Det er vel kærlighed, når man kerer sig om hinanden. Jeg
kræver mere af mig selv, end jeg gjorde, da jeg var yngre. Jeg vil gerne give
lidt mere og ikke kun tænke på, hvordan jeg selv har det, for det giver mig enormt meget at kunne være der for andre."
Hvad er det
vigtigste, du har lært om kærlighed?
"I mit forhold til
min mand har jeg virkelig lært igennem årene, at han ikke ved, hvordan jeg har
det, hvis ikke jeg siger det. Jeg har altid tænkt, at det måtte han da kunne
se, hvor min mand har sagt, at han jo umuligt kunne vide, hvad jeg tænker. Så
jeg har lært ikke at have forventninger til, at andre mennesker kan regne ud,
hvordan jeg har det eller hvad, jeg har brug for. Jeg kan ikke blive glad, fordi andre gør noget – jeg skal gøre mig selv glad. Da
jeg var yngre, havde jeg altid en stor forventning til min mand om, at han
skulle gøre mig glad, men glæden skal komme indefra."
Hvordan mødte
du din store kærlighed? Og hvad faldt du for?
"Vi mødte hinanden
for 15 år siden gennem nogle fælles venner. Jeg havde en musikerkollega, som
var venner med Christian, så begyndte vi at hænge ud. I starten var vi bare
venner, og så skete der bare et eller andet på et tidspunkt."
"Jeg kan huske, at
han ikke kunne være mere ligeglad med, at jeg var sangerinde. Det kunne jeg ret
godt lide. Han tog mig bare, for hvem jeg var. Det var helt tydeligt, at mit
arbejde ikke interesserede ham – det var bare et arbejde for ham. Han var sådan,
nå du kan lave musik? Du er da meget god. Han er en meget afslappet person og helt nede på jorden. Jeg kunne rigtig godt lide, at han var sådan en fyr, der
bare havde et almindeligt 8-16 job, kunne skrue på biler og gerne ville spise
McDonalds til aftensmad. Han var slet ikke fin på den, og det passede bare
rigtig godt til mig og hvad, jeg er vokset op med. Det vigtigste, jeg faldt
for, var, at jeg var helt tilpas i hans selskab. Jeg kunne godt være ret genert
og føle mig utilpas som yngre, men det følte jeg slet ikke med ham. Det var den
første mand, jeg følte mig 100% tilpas med."
Hvordan får
man kærligheden til at holde i et parforhold?
"At man går
igennem op- og nedturene uden at gå fra hinanden. Så simpelt er det. Ej, jeg
tænker, at det kræver noget viljestyrke fra begge parter. Vores forhold var ret
turbulent i starten. Vi var ret unge og skulle lære at blive voksne sammen, og
så blev jeg gravid lige med det samme, så kom der også hormoner. Men man skal
kunne arbejde igennem det og finde en ro i, at det nok skal gå. Så synes jeg
også, at han har vist mig, at når jeg har stået i kriser, så er han der 100%.
Det håber jeg selvfølgelig også, at han synes om mig – det tænker jeg, for
ellers var vi nok gået fra hinanden."
Hvornår gør
kærlighed mest ondt, og hvornår føles den bedst?
"Kærlighed gør
mest ondt, når man føler sig svigtet – og selvfølgelig allermest, når man
bliver forladt, når man ikke selv er med på den. Jeg har haft kærestesorger og
er blevet forladt i tidligere forhold, og det er det, der gør mest ondt. Jeg
kan også godt føle mig svigtet af min partner, når vi har skænderier, hvor jeg
kan blive ked af det, men det er jo ikke verdens undergang. Vi har været sammen
i mange år og har arbejdet på vores forhold løbende, men den der følelse af
ikke at blive prioriteret, det er nok noget af det, der har gjort ondt gennem
tiden."
"Kærligheden føles
bedst, når der bare er god stemning i vores hjem, og alle er glade. Vi er jo
fem mennesker, så når det hele går op i en højere enhed, og vi bare hygger, og
der bare er rart at være. Det har vi også sagt til hinanden i familien, at vi
skal huske, om vi gider bruge vores tid på de der små problemer, der kan opstå
i hverdagen, eller om vi bare skal vælge at være glade. Jeg prøver også at lære mine børn, at det ikke
kan betale sig at være sur eller ked af det over helt ligegyldige ting. Deres
problemer kan selvfølgelig føles større, men jeg synes det er fint for dem at
tage med sig at overveje, hvad man gerne vil bruge sin energi på."
Anna David
- Dansk sangerinde,
skuespiller og forfatter
- Fik sit gennembrud med sangen ”Fuck Dig” (2005) og har senest udgivet sangen
”Korthus” (2024)
- Udgav børnebogen ”Dyrene fra Mindevej” i 2024
- Fik sin første pladekontrakt som 14-årig og er uddannet i sang, dans, trommer
og klaver
- Gift med Christian Løwe, som hun har tre børn med
- 40 år gammel