Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Sofia Manning
Foto: Private

Nye eventyr

Derfor flyttede Sofia Manning og kæresten ind i en olivenmølle i Sydspanien

Coach Sofia Manning og hendes kæreste gjorde det, mange drømmer om. De hev teltpælene op og flyttede ind i en gammel olivenmølle i Sydspanien med olivenlund og vinstokke i baghaven. Her er intet tv, men til gengæld masser af nærvær og plads til at udleve familiens drømme.

Der havde ikke boet nogen i den gamle olivenmølle i omkring 40 år. Der lå komøg, gedemøg og fåremøg på gulvet, og flagermusene fløj ind og ud ad vindueshullerne. Alt stod pivåbent, og bygningerne så ud, som om de var tæt på at give op og styrte sammen. Men roen var betagende. Det samme var udsigten. Bjerge 360 grader rundt. Og så var der de gamle oliventræer. Række efter række af op mod 1.500 år gamle, krogede træer, der bare ventede på, at nogle nye ejere ville komme og beskære dem lidt, så de igen kunne producere de skønneste oliven og den fineste, gyldne olie. Sofia Manning og hendes kæreste, Jonas Beha Erichsen, kiggede på hinanden og vidste med det samme, at denne lille plet i en dal i Ronda-bjergene i Andalusien skulle være deres. Her ville de lave retreats for folk, der trængte til at få sænket skuldrene, og måske ­ville de også kigge lidt på de oliventræer og se, om de kunne få gang i dem. Det var bestemt ikke meningen, da de satte deres underskrift på ejendomspapirerne den 1. juni 2012, at de selv skulle bo året rundt på dette isolerede sted. De havde jo deres hjem, liv og arbejde hjemme i Danmark.

Finca Beha er navnet på den gamle olivenmølle, familien har bosat sig i i Sydspanien.

LÆS OGSÅ: “Som mange andre kvinder er jeg lidt for god til at pille mig selv ned”

Drømmen tog over
Fire år senere. Sofia Manning henter mig i lufthavnen i Malaga. Med samme fly er hendes 9-årige datter Zoe og en af Sofias veninder, som er fotograf. Vi hopper alle ind i den store ­offroaderagtige bil og kører halvanden times tid langs kysten og så ind i landet mod Ronda-bjergene. Noget gik nemlig anderledes, end Sofia og Jonas havde tænkt sig dengang i 2012. Den gamle olivenmølle sneg sig ind på dem, og i dag bor de i de nyrenoverede bygninger året rundt.

– Vi har talt meget om det bagefter, for det er noget, jeg også tit har oplevet i mit arbejde som coach. Når du gør noget, som har været en drøm for dig, så sker der på et tidspunkt det, at drømmen tager dig. Du tror, du er i kontrol, men pludselig tager drømmen over. Det skete også for os hernede. Det voksede. Vi lærte de lokale at kende, pludselig plantede vi 200 mandeltræer, så plantede vi 1.000 vinstokke... og nej, det var jo ikke så gennemtænkt. Hverken Jonas eller jeg er typen, der sætter sig ned med et Excel-ark og regner ud, hvor mange mandetimer det tager at passe så mange vinplanter. Vi tænkte bare, aj, skønt, vi skal da have noget vin.

Der dyrkes både vin, gylden olivenolie og mandler på Finca Beha.

For at forstå, hvordan en dansk karrierekvinde og en travl tv-journalist er havnet midt i de andalusiske bjerge, må tiden skrues lidt tilbage. Det gør vi over friskbagt brød, ristede mandler, hjemmelavet olivenolie og lidt god vin i det store, rustikke og samtidig topmoderne køkken-alrum i olivenmøllen, hvortil vi endelig er nået frem. Sofia har i mange år drevet coachingfirmaet Manning Inspire med sin amerikanske eksmand Chris Manning. Det er også ham, hun har Zoe sammen med. Parret blev skilt i 2009, men i 2010 var de et år sammen i USA for at arbejde. Sofia blev kontaktet af Nordisk Film, som ville caste hende til et coaching-tv-program, men da hun ikke lige kunne rejse hjem på det tidspunkt, sendte Nordisk Film i stedet redaktionschefen til San Francisco for at caste Sofia derovre. Redaktionschefen var Jonas. Og der var god kemi fra starten.

– Vi var sammen i fire dage, hvor han skulle stille mig en masse spørgsmål. Vi er begge to ret private mennesker, så vi snakkede slet ikke personligt, og jeg tænkte, at sådan en lækker og dejlig mand på næsten 40 år, han må da have både børn og kone. I januar 2011 tog jeg hjem for at lave programmet i Danmark, og johhh, vi flirtede vist noget undervejs i optagelserne, men det var først til afslutningsfesten på programmet, at vi blev kærester.

– I slutningen af 2011 skulle Jonas tre måneder til Argentina for at arbejde på et tv-program, og jeg tog over og besøgte ham en måned i december. Samme aften, som han var færdig med jobbet, fandt vi på at køre til Chile. Vi lejede en lille bitte bil, pakkede en vadsæk med det mest nødvendige tøj, og så kørte vi af sted. På den lange, lange køretur over den uendelige Pampas fik vi virkelig snakket om alle de store ting i livet. Hvad vi drømte om, hvorfor vi levede vores liv, som vi gjorde og så videre. Det var på den køretur, at ideen til at købe et sted, hvor vi kunne have retreats, opstod. Vi kørte også igennem et kæmpe vindistrikt og blev også lidt forelskede i ideen om at dyrke vin.

Der skulle en totalrenovering til, men nu står huset færdigt, og Sofia og Jonas er klar til at byde gæster velkommen på deres nye retreatsted.

LÆS OGSÅ: ”Der er ingen begrænsninger. Det er kun mig selv, der afgør, hvordan det her ender.”

Hverdagen strammede
Tilbage i Danmark kom hverdagen med alle dens praktiske opgaver snigende. En mørk januar aften i 2012 sad Sofia og Jonas med nogle gode venner og talte igen om drømme. Her gik det op for dem begge, at de blev nødt til at handle på deres drøm. Jonas vidste allerede, at han ville noget andet med sit arbejdsliv, og han ­begyndte at researche på mulige steder i både Frankrig, Italien og Spanien, hvor man kunne lave retreats. Valget faldt på Spanien, bl.a. fordi Jonas kendte kystområdet godt fra sine mange sejlture, og han tog ned for at lave aftaler med en række ejendomsmæglere. Efter flere fremvisninger faldt valget uden tøven på den gamle olivenmølle, som i dag hedder Finca Beha. Planen var, at Sofia skulle holde retreats, og at de så måske kunne have et par citrontræer og en lille gårdhave. Ikke noget større. Hverken Sofia eller Jonas er vokset op med jord under neglene, så det skulle bare være let og overkommeligt, og så skulle de ellers have deres almindelige hverdag i Danmark.

– Det var godt, vi var så naive. Og det var godt, vi ikke vidste, hvor meget det ville komme til at kræve af os at sætte det her sted i stand. Hvis vi nu havde ringet til ti andre, som havde gjort det samme, så tror jeg ikke, vi havde gjort det.

Stenkværnen her blev i gamle dage brugt til at presse oliven til olie.

Men når det ikke var planen, at I skulle bo her, hvorfor endte det så sådan?
– Da først byggeprocessen var overstået, opdagede vi, hvor lidt tid vi egentlig havde til at være hernede. Det var ikke ret meget i forhold til, hvor meget arbejde vi havde lagt i stedet. Samtidig kunne vi mærke, at vi ikke havde lyst til at tage hjem igen, når vi havde været her. Jeg blev også gravid, og pludselig kunne jeg slet ikke overskue et krævende arbejdsliv, en lille baby, en ny mand og nu også et nyt retreatsted, som vi skulle frem og tilbage til. Det ville ikke blive rart, og vi begyndte at tænke, at der måtte være en anden måde at leve på. Da Morgan blev født, kunne jeg også mærke, at jeg havde lyst til at være mere sammen med ungerne. Jeg arbejdede enormt meget, da Zoe var lille, og pludselig havde jeg slet ikke lyst til først at hente klokken fem hver dag og skulle få det hele til at gå op med at hente og bringe. Den måde, Jonas og jeg havde mødt hinanden på, var så eventyrlig og impulsiv, og det forsvandt pludselig i alt det praktiske og en masse konflikter. Zoe var startet i skole og var ikke glad for det, Morgan var ikke glad for at komme i vuggestue, og Jonas havde lyst til at lave noget andet end tv. Det var, som om vores hverdag var blevet lidt for lille – den strammede.

– Jeg begyndte at lege med tanken om, hvorvidt jeg kunne drive min virksomhed, selvom jeg ikke var der hver dag. Det kunne jeg godt, fandt jeg hurtigt ud af. Den store hurdle var, at Zoe jo er skilsmissebarn. Hvordan kunne man få det til at fungere? Vi tog en snak med Zoes far, og han indvilgede meget flot i at lade Zoe flytte med os herned i et år. Så måtte vi se, om det kunne fungere. Vi aftalte, at Zoe kommer hjem en uge om måneden, og han kommer herned fem dage om måneden. Zoe går i skole hernede, og når hun er hjemme, bliver hun hjemmeskolet af sin far.

LÆS OGSÅ: Lisbeth droppede sit karrierejob og købte en enkeltbillet til den indiske slum

Klar rollefordeling
Den 1. september 2014 flyttede den lille familie så permanent til Sydspanien. Foreløbig er aftalen med Zoes far blevet forlænget et år, og planen er, at familien tager et år ad gangen og ser, hvad der skal ske. Intet er endeligt besluttet endnu, men den spanske tilbagelænede måde at leve livet på, er kommet under huden på Sofia og resten af familien.

Hvordan ser jeres hverdag ud hernede?
– Zoe kommer i skole omkring klokken ni om morgenen. Morgan bliver passet herhjemme af en barnepige, mens vi ­arbejder. Vi henter Zoe klokken to, og så spiser vi sammen fra to til tre. Så arbejder Jonas og jeg igen til klokken fem, og så har vi aftenen sammen, indtil børnene skal i seng.
Vi er meget mere sammen som familie, og vi er helt blevet befriet for den der konstante dårlige samvittighed, man kan have i en alt for travl hverdag. Derhjemme talte vi tit om, at det kunne være dejligt at sidde og læse højt for hinanden om aftenen eller gå lange ture, vi gjorde det bare aldrig. Her gør vi det hver dag. Vi har ikke noget fjernsyn, og vi har ikke en stor omgangskreds eller en masse møder og arrangementer, vi skal til. Når vi ikke arbejder, er vi sammen med hinanden som familie. Vores venner har vi lært at kende på en helt ny måde, for når vi ser dem, er det, fordi de kommer på besøg hernede. Det er en anden måde at socialisere på.

Hvordan er I som par gået til renoveringsprojektet?
– Jonas har i høj grad stået for hele renoveringen og byggeprocessen. Og jeg har faktisk taget et bevidst valg om at lade ham tage sig af det hele. Af mit første ægteskab lærte jeg, at dynamikken i et parforhold har godt af, at man har adskilte projekter. Det kan da godt være sjovt at sidde og tale om, hvilke sten man skal lægge på terrassen, men jeg har faktisk valgt at læne mig meget tilbage i, at var Jonas, der tog de store beslutninger. Ellers kunne det hurtigt blive sådan noget projektmageri med to projektledere, og det er bare ikke så fedt for et forhold, synes jeg. Så ja, der er mange ting, jeg nok ville have gjort anderledes, men i stedet har jeg fået glæden ved at se ham være virkelig stolt.

Sofia fortryder ikke et sekund, at hun og Jonas har forfulgt deres drøm. Her finder de ro og tid til hinanden.

Er det også en måde at undgå konflikter på?
– Ja, men det er mest for at blive ved med at have energi i forholdet. Jeg tror sagtens, at vi kunne snakke os frem til nogle gode løsninger, men hvis man taler alting igennem, kan det godt blive lidt kedeligt. Nu bliver jeg overrasket. "Nå, skal du plante vin? Okay, det er vildt." Jeg er en kvinde med karriere, og jeg tror, det er vigtigt også at kunne træde tilbage. Altså, jeg kunne jo sagtens bestemme det hele, det har jeg ikke nogen problemer med. Men jeg tror, det er vigtigt at bevare forskelligheden og stoltheden. Jeg har en stolthed omkring mit fag, Jonas har en stolthed omkring jorden og markerne, og det klæder os ret godt.

– Og nu siger jeg noget, som jeg sikkert får høvl for, men det har faktisk også været et plus, at jeg ikke kan sproget. Jonas er blevet rigtig god til spansk, og jeg tror ikke, at det er helt tilfældigt, at jeg ikke rigtig lærer det. Det er enormt rart, at det er ham, for så er der en masse, jeg ikke behøver forholde mig til. Det er Jonas, der taler med alle håndværkerne og med dem, der kommer og hjælper med markene. Så kan jeg slappe af, og det har været godt for os. Vi er begge opvokset i feministiske hjem, så det er ikke sådan noget med, at manden bestemmer, det hele er bare blevet lidt mindre talende og lidt mindre demokratisk.

– Jeg havde på et tidspunkt en veninde på besøg hernede, og en af dagene kom vores daværende nabo og sagde et eller andet surt. Jeg sagde bare til ham, at det ville jeg sige videre til Jonas, og da min veninde hørte det, spurgte hun, hvordan jeg kunne blande mig uden om den konflikt? Men jeg tænkte, at det skulle Jonas nok ordne. Det giver mig en frihed til fokusere på de andre ting, jeg går og laver. Jeg kan godt lide, at rollerne er blevet mere tydelige. Når Jonas kommer ind fra markerne efter en hel dags hårdt arbejde, er han så meget MAND. Han er så grounded. Han er ellers en meget tænkende mand og kan sagtens forsvinde op i sit hoved, så det er super inspirerende for ham at komme ned i kroppen, selvom det kan lyde som en kliche.

Nye eventyr
Zoe er faldet godt til i sin nye hverdag i den lille landsbyskole med kun 11 elever, hun taler flydende spansk og leger med de lokale børn. Lille Morgan kan ikke huske et andet liv, og han tuller lykkeligt rundt med sine små plastikdyr eller sprøjter sig sjaskvåd, når han spuler terrassen for at hjælpe lidt til. Kattene får killinger ude i olivenlunden, og Sofia og Jonas har ­lige smagt på de første flasker af deres egen hjemmedyrkede vin. De to første flasker smagte af prop. Den tredje smagte faktisk ret godt. Og til sommer skal de holde bryllup med 90 inviterede gæster i fincaen. Umiddelbart et glansbillede af lykke og succes, og sådan oplever de det faktisk også. Men selvfølgelig har der været udfordringer undervejs.

– Jeg har da tænkt meget over, hvordan vi skulle opretholde en økonomi, når vi begge to melder os ind i en drøm og ud af en hverdag. Jeg havde sådan en kontrolfrygt i begyndelsen, for hvordan skulle firmaet køre, når jeg ikke var der hele tiden? Og hvad med Jonas, der skulle give slip på tv-branchen efter så mange år? Det var jo også en identitet.

– Den helt store frygt var selvfølgelig i forhold til børnene. Er det helt gakkelak at tage sin datter ud af en dansk skole og melde hende ind i en spansk landsbyskole? Første gang, jeg kørte op til skolen, var jeg lige ved at vende om igen. Jeg havde alle mulige forestillinger om, at de sikkert var vildt strenge, og at hun ville blive mobbet. Men de har bare taget så fantastisk imod hende, og hun er så glad for at gå der.

Så nu er I faldet til ro her indtil videre?
– Njaaa, men til februar skal vi ud og sejle i fire måneder. Vi starter på Hawaii og slutter på Tahiti. Jonas' familie er rigtige sejlere med Troels Kløvedal og Mikkel Beha som nogle af de kendte, men jeg har aldrig sejlet, så jeg er ret spændt på, om jeg kan lide det. Zoe skal undervises på båden, det er den familie jo vant til, så det skal nok gå. Så ja, i Jonas har jeg fundet mig en mand, der er klar til nye eventyr, og jeg tror, at vi altid vil have en tendens til at skulle ud i verden.

LÆS OGSÅ: Tina skiftede københavnerlivet ud med spansk landsbyidyl

LÆS OGSÅ: ”Hvem skal redde verden, hvis jeg får nok i mig selv?"

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Sofia Manning

Sofia Manning, 41, er coach, kursusleder, forfatter og medstifter af firmaet Manning Inspire. Er aktuel med genudgivelsen af sin første bog ”Coaching” den 6. juni. Sofia har netop købt en ejendom, som skal rumme alle Manning Inspires aktiviteter samt en café, der skal sælge mandler, vin og olie fra Finca Beha.

Bor i Sydspanien med sin kæreste, Jonas Beha Erichsen. Sammen har de sønnen Morgan Carlos på tre år. Sofia har datteren Zoe, 9, fra sit tidligere ægteskab med Chris Manning.

Se mere på Sofiamanning.com.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sofia Manning, Interview og Spanien