Eddie Skoller
Foto: Les Kanes

Interview med Eddie Skoller

Eddie Skoller: "Jeg tror fuldt og fast på kærligheden"

Entertaineren Eddie Skoller er 71 år og i fuld gang med livet og ikke mindst kærligheden. Tre skilsmisser bagude, hvoraf den fra sangeren Sissel Kyrkjebø gjorde særligt nas, afholder ham ikke fra at gå ind i et fjerde ægteskab med sin kæreste, Dorrit. Tallet fire er tilfældigvis også hans lykketal – bortset fra når det optræder i Beatlessangen ”When I’m 64”, der fik ham til at føle sig gammel for første gang.

Udgangspunkt
– Jeg hviler meget i mig selv. Og det gør jeg sikkert, fordi jeg har fået så meget kærlighed, især fra min mor. Hun gav mig også selvtillid og troen på, at jeg kan det, jeg vil. Det er mit udgangspunkt. Så langt tilbage, som jeg kan huske, har jeg haft lyst til at underholde. Mine forældre var skilt, og min mor havde mødt en ny mand, Jørgen, som blev min stedfar. Da jeg var omkring 12 år, spurgte han mig en dag, hvad jeg egentlig ville være, når jeg blev stor. I vores opgang boede den dengang meget kendte skuespiller Kjeld Jacobsen, og jeg vidste, at min stedfar regnede med, at jeg ville sige, at jeg godt kunne tænke mig at blive som Kjeld Jacobsen, men i stedet svarede jeg: "Jeg kunne godt tænke mig at blive sådan en som Victor Borge", som jeg så meget op til. Til det svarede min stedfar: "Ja, og jeg kunne godt tænke mig at komme til månen, men der er visse ting, vi må indstille os på, at vi ikke kan." Det var ikke det mest pædagogiske at sige, og ja, der kom jo en mand på månen, og måske var hans svar netop en af grundene til, at jeg holdt fast i min drøm.

– Min mor, som bakkede min drøm om at underholde op, fordi hun selv havde haft en drøm om at blive skuespiller, men ikke havde fået lov af sine forældre, syntes dog, det var klogt at tage en kort uddannelse, som kunne bruges til mange ting, og derfor læste jeg HA. Indeni bevarede jeg drømmen om at stå på en scene, men skæbnen ville, at min kæreste, Pia, blev gravid – jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, ha, ha – men så nyttede det i hvert fald ikke noget, at jeg begyndte på Teaterskolen eller Konservatoriet. Der skulle penge i kassen. Jeg havde såkaldt førstekarakter fra Handelshøjskolen, men jeg var jo ung og havde ingen erhvervserfaring, så derfor endte vi med at flytte helt til Als, hvor jeg fik job hos Danfoss. Det var i edb-tidens vorden, og jeg arbejdede med systemplanlægning, men bagest på mine blokke sad jeg og skrev sange, når ingen så det. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne få folk til at komme og se mig optræde på Als, så jeg valgte at læse HD i regnskabsvæsen med den bagtanke, at jeg med bedre uddannelse og mere erfaring kunne flytte tilbage til København, hvilket også lykkedes efter 14 måneder. Jeg fik job på Bladkompagniet, fik 50 procent mere i løn og flekstid, så jeg kunne indrette mig, som jeg ville. En dag, da jeg kedede mig allermest, ringede jeg til sangtekstforfatteren Thøger Olesen, som havde startet Vise Vers Huset i Tivoli og spurgte, hvordan jeg kunne kvalificere mig til at spille derinde. Han sagde "kom i morgen og aflæg en prøve", og det gjorde jeg så. Resten er historie, kan man sige. Siden den 1. september 1969 har jeg levet af at optræde.



Omdrejningspunkt
– Mit hjem er mit omdrejningspunkt. Jeg er meget glad for mit hjem og for mit sommerhus i Tversted. Når mit hjem betyder så meget, så er det nok, fordi jeg på grund af mit arbejde har rejst så meget og har boet så meget på hotel. Mit behov for at komme ud og socialisere bliver så rigeligt dækket gennem mit arbejde, og det kan godt være en svaghed, for min kæreste, Dorrit, elsker at komme ud, gå på restaurant og rejse. Jeg gør det gerne og bliver glad, når vi gør det, men jeg har ikke det samme behov i udgangspunktet. Jeg nyder utrolig meget at være hjemme og lave og spise god mad med familie og venner. Tennis er også blevet en meget vigtig del af min dagligdag. Fire gange om ugen spiller jeg med vennerne, hvis jeg ikke er på farten med optrædener. Det er både sundt for fysikken og dejligt med det sociale samvær.

– Min familie er naturligvis også mit omdrejningspunkt. Mine fem dejlige piger og min kæreste. Da mine ældste piger, Trine og Malle, var små, rejste jeg rigtig meget, og når jeg så ringede hjem om aftenen for at sige godnat, kunne det være meget svært at få lov til at lægge røret på. De blev simpelthen i røret, for det kunne jo være, at jeg stadig var der. Derfor lavede vi en aftale om, at vi fra nu af skulle sige: 1, 2, 3 og så sige to kysselyde, kys, kys – og så SKULLE man lægge røret på. Og det blev respekteret. I dag, hvis jeg f.eks. ringer til Trine, mens hun sidder midt i et møde med sit firma, Stella Nova, siger hun "far, jeg sidder lige et møde, jeg ringer tilbage 1, 2, 3 kys, kys". Og så kigger folk på hende, og hun siger, ja, det er altså noget, jeg har med min far. Så det gælder den dag i dag, og de andre piger gør det også. Alle sms'er, mine piger og jeg sender til hinanden, slutter med 123##. Da jeg blev 70 år kom Ingrid om morgenen og sagde, om jeg ikke lige ville skrive 123## på et papir. Det gjorde jeg. Om aftenen holdt hun tale for mig, og så havde hun fået tatoveret 123## på sit håndled samme dag med min håndskrift. Sarah, min yngste, som stadig bor hjemme hos mig og går i 1.g, spørger hele tiden, hvornår hun må få gjort det, men hun må nøjes med kuglepen indtil videre.



LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

Vendepunkter
– Arbejdsmæssigt var mit største vendepunkt, da jeg sagde mit job hos Bladkompagniet op og begyndte at leve af at optræde. Rent privat har der været flere vendepunkter. At få børn, især min første datter, Trine, var et stort vendepunkt.

– Der har været vendepunkter, jeg har set komme, og i hvert fald et, som jeg ikke så komme. Jeg er sådan indrettet, at jeg kan blive meget forelsket og meget glad for et andet menneske og tro på, at det her bare er sådan, som det skal være. Mit første forhold var lidt præget af, at vi pludselig ventede barn, men jeg havde troen på, at det forhold var det rigtige. Fordi mine forældre var blevet skilt, havde jeg en ide om, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Mine børn skulle ikke blive skilsmissebørn. Hvis man skal sætte det meget firkantet op, så kan man sige, at i mit første ægteskab var Pia og jeg nok for forskellige til, at det kunne bære den store forandring, der skete med mig, da jeg begyndte på min karriere på scenen. Og i mit andet ægteskab med Lisbet Lundquist var vi nok for ens, da det kom til stykket. Derfor var de skilsmisser og vendepunkter måske til at forudse.

– Hvad jeg derimod ikke havde forudset, var min skilsmisse fra Sissel. Da vi mødte hinanden, var hun 20 år, og jeg var 45, men på trods af den store aldersforskel var jeg helt overbevist om, at vi skulle være sammen så længe, vi var på denne jord. Da det så ikke holdt, var det et vendepunkt, jeg ikke havde set komme. Og det var ikke sjovt. Når jeg kigger tilbage på det i dag, så tror jeg, at da Sissel mødte mig, havde hun brug for mig både som ven og kæreste og som en formand i "bestyrelsen" i forhold til hendes økonomi. Hun havde brug for en, der kunne hjælpe hende og støtte hende, og som havde erfaringer fra showbranchen. Hendes forældre havde hjulpet hende indtil da, fordi hun var så ung, og selvom hun gerne ville stå mere på egne ben, havde hun stadig brug for hjælp. Fordi jeg på flere måder blev "bestyrelsesformand" for hende, havde jeg nok ikke forståelsen for, hvornår jeg skulle træde ned fra den formandsstol og sige, nu må du selv tage ansvaret. Så for mig kom det som lyn fra en klar himmel, da Sissel gik. Jeg lærte, at jeg skal være bedre til at holde øje med skyerne.

– Der er nogen, der er sådan indrettet, at de efter så hårdt et brud siger "nej, aldrig mere". Men sådan er jeg ikke. Jeg tror fuldt og fast på kærligheden stadigvæk. Og jeg har også god grund til det, for jeg har en rigtig dejlig kæreste, som jeg har været sammen med i ni år nu. Dorrit er 17 år yngre end mig, men der er rigtig stor forskel på at møde hinanden senere i livet i forhold til at mødes, når den ene er meget ung. Dorrit har været i et 26 år langt ægteskab og har gjort sig sine erfaringer i livet, og derfor har vi mødt hinanden på et helt andet grundlag. Og ja, jeg kan da godt afsløre, at jeg faktisk er på vej ind i mit fjerde ægteskab...! Mine tidligere ægteskaber er tre meget forskellige og gode kapitler i mit livs bog, og de skal ikke afholde mig fra at tage fat på fjerde kapitel. Og i øvrigt er fire mit lykketal ...



Nulpunkt
‒ Mors død er det mest traumatiske, jeg nogensinde har været ude for. Vi var meget tæt forbundne. Det var i 1991, hun var 76 år, og jeg blev ringet op af hendes søster og fik at vide, at hun pludselig var død af et hjertestop. Hun havde dårligt hjerte og var blevet hjerteopereret to gange, men hun havde det godt, og vi stod foran at skulle fejre jul sammen i sommerhuset i Tversted. Jeg var i Bergen i Sissels lejlighed, da det skete. Som John Lennon synger: "Life is what happens to you while you're busy making other plans", og det er jo sådan, det er. Tingene sker desværre – og måske også heldigvis – når man mindst venter det. Gudskelov var der ikke noget usagt mellem mor og mig. Jeg havde det sådan, at når der skete noget godt for mig, var det første, jeg tænkte: "Det bliver mor glad for at høre." Og når der skete noget mindre godt, tænkte jeg: "Det bliver mor ked af at høre." Som regel havde hun dog fornemmet tingene i forvejen.

‒ Det var forfærdeligt at få beskeden, og da jeg lagde røret på, gik jeg i fosterstilling. Jeg var alene, Sissel var til noget prøve, og jeg var fuldstændig ... altså det er det nærmeste, jeg nogensinde har været på at være utrøstelig. Jeg gik i sort, og det kom bag på mig, at jeg reagerede sådan. Jeg havde tidligere været i dramatiske situationer, f.eks. da min datter Marie blev født for tidligt i 28. uge og vejede 915 gram. Det var også meget traumatisk, men der havde vi hele tiden håbet. Det skal gå, det her. Vi får det til at fungere. Marie lå i kuvøse og havde assisteret vejrtrækning, for hun var jo slet ikke færdig, og man regnede heller ikke med, at hun ville klare den. På hendes vugge var der et lille stykke tape, hvor der stod: "Lundquist, pige, 29. juni 1978" og jeg sagde: Hør her, det er ikke "Lundquist, pige", hun hedder Marie! Lisbet og jeg var ikke engang nået at blive 100 procent enige om, at hun skulle hedde Marie, men det var så vigtigt for mig, at hun havde et navn og en identitet. Så ja, det var også en voldsom oplevelse, men mors død var så uigenkaldelig. Der var jo intet håb.
Jeg fik meget støtte af Sissel og mine piger i tiden efter mors død, og så hjalp det mig også, at jeg havde en kalender fuld af jobs. Det kan måske lyde mærkeligt, men det var godt for mig at stå foran publikum, som slet ikke vidste – og heller ikke skulle vide – hvad jeg befandt mig i rent privat. På samme måde hjalp det mig i øvrigt i tiden efter Sissels og min skilsmisse, at jeg havde børnene, jeg skulle tage mig af. Jeg var nødt til at fokusere på at få tingene til at fungere.

‒ Der går ikke en dag, hvor mor ikke er i mine tanker. Jeg har mange af hendes ting, og jeg bruger dagligt flere af hendes køkkenredskaber, selvom de ikke kan tåle at komme i opvaskemaskinen. Mor har betydet kolossalt meget for mig, og min eneste trøst er, at hun er forskånet for alt det forfærdelige, der sker i verden i øjeblikket.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Midtpunkt
‒ Det er meget pudsigt, for jeg elsker at være midtpunkt, når jeg optræder. Det er det, folk har købt billet til, og det er det, jeg er engageret til. Men privat har jeg aldrig været selskabsklovnen. Og jeg hader at holde taler. Jeg får mange gange værtinden til bords, fordi folk tænker, så kan han lige sige noget sjovt, men jeg kan slet ikke lide det. Bare tanken om, at folk sidder og tænker "nå, nu skal vi også høre på ham her ..." – uha! Jeg ved godt, at folk sikkert ikke tænker sådan, men når man har det som sit erhverv, kan man godt blive følsom over for det. Det gør jeg i hvert fald. Jeg bliver meget blufærdig. Dorrit og jeg var på et tidspunkt til en 50-årsfødselsdag, hvor jeg fik værtinden til bords. Hun vidste udmærket, hvordan jeg har det, så da vi mødtes ved buffeten til forretten, sagde hun, hvorfor holder du ikke bare takketalen nu, så er det overstået? Så det gjorde jeg. Jeg slog på glasset og sagde, at nu vil vi gerne takke for al den dejlige mad, vi givetvis vil få og alle de fortjente taler, som vil blive holdt, og i det hele taget for denne fantastiske aften, vi har foran os. Så fortalte jeg et par vittigheder, så var den hjemme, og jeg kunne slappe af.




Endepunkt
– Det var et større vendepunkt for mig at blive 64, end det var at blive 70. Og det har noget at gøre med Beatles-sangen "When I'm Sixty-Four". En ting er, at du elsker mig nu, "but will you still need me, will you still feed me, when I'm 64?". Det er klart, at dengang Beatles skrev den sang, var man noget ældre som 64-årig, end man er i dag. Men alligevel. Jeg tænkte da: "Nå, nu er du der, hvor du skal mades og håbe på at blive elsket!"

– Alder er noget underligt noget. Jeg optrådte i New York i 2002 ved indvielsen af Victor Borge Auditorium i Scandinavia House, og det var skuespilleren Connie Nielsen, der skulle introducere mig. Hun stillede sig op og sagde, at da hun var lille pige, havde hendes store idol været Eddie Skoller, og derfor rødmede hun nu helt ned i tæerne, når hun skulle introducere mig. Bagefter tænkte jeg en del over, at det jo er underligt det her med alder, for da jeg stod og så på Connie, følte jeg mig som en på 17, og sådan kan jeg have det den dag i dag. Men nu er jeg 71, så måske skal jeg bytte lidt rundt på tallene!

– Jeg har tænkt mig at blive ved med at optræde, så længe der er nogen, der synes, det er sjovt at høre på mig. Min gamle ven Victor Borge havde en booket kalender, da han faldt om lille-juleaften i en alder af næsten 93 år. Bedre kan det vel ikke blive.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: "Det kan være, jeg dør, men jeg giver ikke op"

LÆS OGSÅ: “Stefans død er hele udgangspunktet for, hvor vi er i dag”

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kærlighed