Anna Karina
Foto: Franne Voigt

Anna Karina

Coco Chanel gjorde mig til en stjerne i Frankrig

Hendes navn fylder måske ikke meget i de fleste danskere bevidsthed, men Anna Karina er et internationalt filmikon, der hyldes verden over for sit aftryk på fransk films nybølge. Og så er hun dansk. Mød filmstjernen, der for nylig blev hyldet med en Æres-Bodil for sin spændende karriere.

– Jeg har været væk i så mange, mange år. Næsten 58 år. Så at komme her og få en pris er virkelig en stor, stor ære, siger Anna Karina og krammer den hvide porcelænsstatuette mellem hænderne.

Bag hende falder spotten i loftet på hendes camelfarvede hat, markante sorte eyeliner og røde læbestift, og foran hende står en sal fyldt til sidste sæde af cremen af den danske filmbranche og klapper højlydt. 75-årige Anna Karina har netop modtaget Danmarks fornemmeste filmhæder, en Æres-Bodil for sit markante aftryk på fransk films nybølge fra ­slutningen af 50'erne til midt i 60'erne. Hendes navn fylder ikke meget i ret mange danskeres bevidsthed, men stemningen i Bremen, hvor Danske Filmkritikeres bodilpriser uddeles, er et taktfast bevis på, at her hyldes en kvinde, som har udrettet noget særligt.

– Det var helt fantastisk at modtage en Bodil. Folk var så glade og råbte og klappede. I Paris er folk mere stille og klapper en lille smule, men det her var en fest. Det er en stor ære at få en pris fra det land, jeg kommer fra. Det giver mig en helt særlig følelse, og jeg er meget glad, siger Anna Karina, da vi mødes på Hotel Plaza i det indre København dagen efter uddelingen.

Det er ikke ofte, hun besøger Danmark. Sidst var i 2009, da Filmhuset i København markerede 50-året for starten på den franske nybølge. Og ellers for 15 år siden, da Anna Karina var hovedattraktionen på NatFilm Festivalen i København, der så nærmere på hendes filmmæssige bedrifter. Nu er hun tilbage og igen klar til at tale om et liv fyldt af stjernedrømme, legendariske filminstruktører, ikonstatus og en flugt fra hjemlandet, der ulmede i hende allerede som 14-årig. Dengang hed hun Hanne Karin Bayer og boede i Vanløse. Hun var droppet ud af skolen og havde job som elevatorpige i hovedstadens daværende fineste stormagasin på Strøget, Fonnesbech. Strømper til højre, bukser til venstre. Og lidt for nærgående elevatorpassagerer, som Anna Karina beskriver med gribetag ud i luften.

– Jeg kunne slet ikke fordrage at være elevatorpige. Jeg kørte op og ned hele dagen, og det var bare forfærdeligt, ­siger hun og griner hæst ved tanken.

Stemmen er præget af et langt liv og accenten af mange år i Frankrig, men trods det, at Anna Karina utrolig sjældent taler dansk, er det kun få ord, hun ikke kan finde på sit modersmål.

– Jeg havde det ikke nemt med min familie dengang, siger Anna Karina og genoptager historien.

– De eneste gode venner, jeg havde på det tidspunkt, var min morfar og min kusine Dorthe, som var på samme alder som mig. Jeg løb hele tiden hjemmefra og fik så det her job i Fonnesbech, men jeg ville hellere være skuespiller. Det kunne man først, når man fyldte 21, og det var alt for lang tid for mig at vente, så jeg tog til Paris med nogle venner. Jeg har altid været sådan en type, der bare gjorde det, jeg ville.

LÆS OGSÅ: Sammen kæmper de for at give stemme til det ukendte Underdanmark

Anna Karinas forældre blev skilt, da hun var 2 år. Moderen giftede sig igen, mens faderen, der var kaptajn, sejlede over hele verden. Anna Karina så ham kun tre gange i sit liv.

– Den sidste gang var, da jeg var 23 år. Han kontaktede mig i Barcelona, hvor jeg optog filmen "Tyven fra Tibidabo". Han var en flot mand, og vi spiste en frokost sammen i havnen. Han ville ikke give mig sit telefonnummer, fordi han var blevet gift igen, men han lovede at ringe eller skrive til mig. Det gjorde han bare aldrig. Det er jeg meget, meget ked af. Man skal ikke love noget, man ikke holder.


Anna Karina modtog tidligere i år en Æres-Bodil for sin filmkarriere.

Mødet med Coco Chanel
Da Hanne Karin Bayer kom til Paris søgte hun mod det 6. arrondissement. Området på venstre Seine-bred, der er indbegrebet af hippe bohemer og det kunstnermiljø, hun længtes efter. Her ligger cafeen Les Deux Magots, og en dag kort tid efter sin ankomst til det franske blev hun antastet netop her.

– Der kom en dame og spurgte, om jeg ville lave nogle billeder til et blad, men min morfar havde altid sagt, at jeg ­ikke måtte tale med fremmede, så i begyndelsen ville jeg ikke. Da hun lovede, at der også kom andre mennesker til fotograferingen, sagde jeg dog ja, og det var virkelig sjovt. Min betaling var billederne og en masse adresser på magasiner og bureauer. Hun var overbevist om, at jeg kunne få en masse jobs, fortæller Anna Karina.

Og hun fik ret. De store, mørke øjne, den skarpe sorte page og den petite drengede ­figur passede perfekt ind i det parisiske modebillede, og kort efter kom Anna Karina på forsiden af fransk ELLE. Vejen var banet for en modelkarriere, selvom hun stadig drømte om skuespillet.



– En dag da jeg sad i makeuppen, kom der en smuk dame ind. Hun overhørte min snak om, at jeg gerne ville være skuespiller og spurgte, hvad jeg hed. Hanne Karin Bayer? Nej, nej, du skal hedde Anna Karina, sagde hun. Det lød da meget godt, så jeg tog mig et kunstnernavn, selvom jeg ikke var kunstner endnu, griner Anna Karina.

Damen var Coco Chanel, og Frankrigs nye stjerne var født. Så markant, at hun snart hang på hver sin side af Avenue des Champs-Élysées som kampagnepige for sæbemærkerne Mont Savon og Palmolive, blev Pepsi-pige i England og Tyskland og prydede modeserie og forsider på alverdens magasiner. Reklamen for Palmolive viste en forførende Anna Karina i et badekar, og den scene blev første skridt på vejen fra model til skuespiller. Instruktøren Jean-Luc Godard, der stod overfor at instruere filmen "Åndeløs" – der senere skulle vise sig at blive hans store gennembrud – kontaktede Anna Karina for at få hende med på rollelisten.

– Han ville have mig til at tage tøjet af i filmen, men det ville jeg under ingen omstændigheder. Han mente, at jeg jo allerede have været nøgen i sæbereklamen for Palmolive, men det var inde i hans hoved, for jeg havde badedragt på under alt sæben. Det endte med, at jeg gik min vej, siger Anna Karina, der dog havde gjort så uudsletteligt et indtryk på instruktøren, at han kontaktede hende igen, da han skulle besætte hovedrollen til sin næste film "Den lille soldat".

Denne gang var emnet krigen i Algeriet, og rollen var påklædt. Efter pres fra sine venner sagde Anna Karina ja til at møde den nu feterede Jean-Luc Godard endnu en gang.

– Det var en politisk film, og jeg vidste intet om politik, men han beroligede mig med, at jeg bare skulle gøre, som han sagde. Kom i morgen og skriv under på kontrakten, fik jeg at vide, men jeg var jo umyndig, så han fik fløjet min mor ind fra København, som skrev under for mig.

LÆS OGSÅ: Susanne Bier om Oscars og lammende lussinger

Époque Karina
Der gik ikke lang tid før Anna Karinas mor endnu en gang måtte sætte sig på et fly til Paris for at skrive under for sin datter. Denne gang på en vielsesattest. Anna Karina blev nemlig ikke blot Jean- Luc Godards favoritskuespillerinde, hun blev hans muse og hustru. Anna Karina griner og holder et ugeblad op foran sit ansigt. Det var sådan Jean-Luc Godard mødte hende på en cafe i Paris, efter han ved en fælles middag havde sendt hende en seddel under bordet med forslaget om et møde. Anna Karina dukkede op, og da han sænkede bladet, var det tydeligt for hende, at den gnist hun allerede have mærket mellem dem, var ægte.

– Der var en magnetisme, som jeg ikke selv kunne forstå eller beskrive. Jeg var fuldstændig i en anden verden. Det var så nemt at være sammen med Jean-Luc, og jeg ser tilbage på den tid med glæde, fortæller Anna Karina, der lærte sig selv fransk ved at sidde i små parisiske biografer dagen lang og se de samme film igen og igen.


Smuk og feteret. Anna Karinas skønhed og skuespil gjorde hende til et af 50’ernes og 60’ernes største stil-ikoner i Frankrig.  

Jean-Luc Godard og Anna Karina lavede syv film sammen, blandt andet "Manden i månen", "En kvinde er en kvinde" og "Livet skal leves", og hun blev et ikon for den franske nybølge inden for film, som han var repræsentant for. En betegnelse for en række film lavet af unge filmskabere, der arbejdede anderledes med kameraet end sædvanligt. Époque Karina bliver Jean-Luc Godards syv film med Anna Karina refereret til, en periode der anses som hans storhedstid.

Efter seks år sluttede ægteskabet, men Anna Karinas status bar ­hende videre til roller i film af instruktører som Jacques Rivette, Michel Deville og Rainer Werner Fassbinder, ligesom hun instruerede sin egen film "Hundyret" og medvirkede i en musical skrevet af den legendariske franske musiker, Serge Gainsbourg.

– Det var en stor oplevelse, og jeg ville arbejde dag og nat for Serge. Vi forblev venner, indtil han døde. Jeg har ­aldrig haft det så sjovt med nogen, som jeg har haft det med ham.


Med den franske skuespiller Maurice Ronet i "Tyven fra Tibidabo" fra 1964.

Anna Karina tager en slurk af sin hvidvin. Hun har fortalt højdepunkterne fra sit liv mange gange og er klar til at rykke videre til fotograferingen til ALT for damerne. Hun ser ikke sig selv som det ikon, som andre gør, og hun har aldrig forstået hypen.

– Jeg har aldrig rigtig troet på det med at være et stilikon for andre kvinder. ­Jeg mærkede det ikke og opdagede aldrig de store karavaner, der befandt sig rundt omkring mig. Jeg var bare mig selv, ­siger hun.

At hun stadig er i folks hukommelse fik hun dog syn for, da hun var i London, inden hendes tur til København. Her mødte hun unge mænd med hendes navn tatoveret på armene, og kvinder der efterspurgte selfies.

– Mit liv har været en stor, stor gave. Jeg har arbejdet med så mange fantastiske mennesker og har rejst over næsten hele verden, så jeg er meget taknemmelig.
Anna Karina takker af for denne gang. Ægtemanden Dennis Berry, som altid rejser med Anna Karina, tager hende under armen. Han er hendes fjerde ægtemand og netop nu i gang med at lave en dokumentar om sin hustrus forunderlige liv. Efter København rejser de til filmfestival i Italien, så Los Angeles og dernæst New York. Anna Karinas navn klinger stadig af stjernestøv i den store verden og nu også hjemme i Danmark.

LÆS OGSÅ: Danmarks Indiana Jones

LÆS OGSÅ: Shaka Loveless om at være skruk, stresset og på stoffer

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen ventede ti år på at få sit Green Card, fordi han var homoseksuel