Lone og Mickey Pless mistede deres søn ved fødslen: Sander er stadig hos os

Den 10. april hvert år er en svær dag for revydirektørparret fra Nykøbing Falster Revyen, Lone og Mickey Pless. Det var den dag i 2022, hvor Lone fødte deres dødfødte søn, Sander, som havde et misdannet hjerte.

- Vi kan sagtens tale om Sander i dag, for vi er kommet videre i vores liv. Vi har været ret gode til at snakke om det, og vi er blevet mødt af en enorm stor kærlighed fra alle mennesker. Også folk, vi ikke kender. Vi har været ret åbne om det, både da Lone blev gravid, men også da det gik galt. Det har gavnet vores situation, så vi ikke har skullet skjule det, fortæller Mickey Pless, 48, i anledningen af bogen om hans liv ”På alle tangenter” er udkommet.

LÆS OGSÅ: Lise-Lotte mistede sin datter i en trafikulykke: Sådan har tabet forandret hende

- Vi havde også to æg tilbage, som vi på et tidspunkt skulle have lagt op, så drømmen om et barn fortsatte. Det var godt, at vi ikke både mistede drømmen og Sander samtidig, for så havde det været endnu sværere for mig at rejse mig, siger Lone Holland Pless, 49,

Artiklen fortsætter under videoen:

Lone og Mickey havde været i fertilitetsbehandling i over syv år, og Lone havde aborteret to gange i 7. og 8. uge. Men så kom Sander, Lone fik mave på og alt var fint indtil 20 ugers scanningen.

- Jeg har aldrig været så lykkelig som i de to måneder, fra at vi fik at vide, at ”nu er den der”, nu skulle jeg være mor, og så frem til uge 20.

Artiklen fortsætter under billedet

Som at gå på dødsgangen

Under 20 ugers scanningen på Slagelse sygehus finder jordemoderen og lægerne ud af, at der er noget alvorligt galt med Sanders hjerte.

- Under scanningen ser alt fint ud, indtil jordemoderen kommer til hjertet, og så bliver hun meget stille. Så kommer en kollega og scanner, og så bliver jeg bedt om at gå en tur ud på toilettet, ”for han ligger nok forkert”. Der kunne jeg bare mærke, at der var noget fuldstændigt forkert. Det føltes som at gå ud på dødsgangen, siger Lone.

LÆS OGSÅ: Lone Hertz og datteren Maria har begge mistet et barn: ”Det er så unaturligt”

Jordemoderen fortæller, at det ser slemt ud, og at der først vil være en ekspert på sygehuset dagen efter. Dagen efter bliver Lone scannet igen, og får at vide, at det ikke er godt, og Mickey og Lone bliver sendt videre til Rigshospitalet.

- Det var en tirsdag, og eksperterne var der kun om onsdag, så vi kunne først få en tid ugen efter. Der satte jeg foden ned og sagde: ”Det gør I ikke imod os”, og så fik vi heldigvis en tid dagen efter på Rigshospitalet, fortæller Mickey.

LÆS OGSÅ: Kroppen sagde fra: Nu har Cecilie fra "De sjældne danskere" taget stor beslutning

Den sidste scanning

- Scanningslægen sagde: ”Nu skal i høre her. Han har en alvorlig hjertefejl. De to vener, som pumper blodet ind og ud, er byttet rundt. Det kan man ændre ved en operation. Det værste er, at det venstre hjertekammer er stort set ikke-eksisterende, og det er mere problematisk. Det hedder HLHS. Den her lille mand ville skulle opereres rigtigt mange gange, hvis han overlever.

- Han skulle tages fra fødslen og opereres første gang, og i alt skulle han inden for de første tre år igennem tre store hjerteoperationer, og det er ikke sikkert, at han ville overleve det. Han kunne være hjerneskadet allerede fra fødslen, der kunne opstå hjertestop, han ville aldrig kunne få børn, og han ville aldrig kunne løbe efter en bold. Så spørger jeg på et tidspunkt: ”Skal vores søn sidde på sidelinjen hele sit liv?” ”Ja, det skal han”. Så kiggede jeg på Mickey, som var helt stille.

LÆS OGSÅ: Trine Gadeberg fik besøg af sin afdøde mor: ”Hun sad hos mig og aede mig over håret”

- Det var jo fordi, at jeg sad og tænkte, at lige om lidt, så er det mig, der skal sige til Lone: ”Det gør vi ikke, det der” og knuse hendes drøm. Det ville jo være forfærdeligt.

Lone nikker.

- Så sagde jeg: ”Så stopper vi her”. Så sagde lægen ”fint” og klappede bogen sammen, hvor han havde tegnet og fortalt. Så stod vi og kiggede på hele personalet med flere læger og sygeplejersker, som ikke må sige noget, og jeg sagde: ”Ville I ikke også have gjort det samme?”, for jeg havde brug for noget bekræftelse. Men endelig sagde den ene af dem: ”I udviser den største kærlighed til jeres lille dreng”. Så gik vi ind i rummet ved siden af, hvor vi underskrev abort-papirerne. De fortalte, at det skulle gennem Etisk Råd, fordi jeg var for langt henne, men at det var en formssag, fordi han var så alvorligt syg, fortæller Lone.

Artiklen fortsætter under billedet

Dør han af det?

Fødslen bliver sat til nogle dage senere, hvor Lone inden skal tage en pille for at gøre hendes krop klar til fødslen.

- Vi kører igen til Slagelse Sygehus, hvor jeg på fødeafdelingen skal have pillen. Jeg får at vide, at når jeg har slugt pillen, så er der ingen vej tilbage. Jeg vidste, at jeg skulle tage livet af mit lille barn, men jeg så ingen andre muligheder. Jeg spurgte: ”Dør han af det?”. ”Ja, det slår ham nok ihjel”.

LÆS OGSÅ: Vigga Bro: ”Min mor lærte mig, at man kan leve med glæden og sorgen på én gang”

Om søndagen møder Lone og Mickey på Slagelse Sygehus om morgenen, og Lone får med det samme piller for at stimulere veerne.

- Det lyder måske mærkeligt, men det var faktisk en god dag. Personalet, især to jordemødre, at forsøgte virkeligt at gøre det godt for os. Lone søster Pia, som er læge og var med, havde taget strikketøj med, og hun sad og strikkede sammen med en af jordemødrene, og de kom med kager. Så det blev faktisk en god oplevelse, fortæller Mickey.

- Jeg blev spurgt, om jeg ville have en kop kaffe, og jeg sagde: ”Han er jo alligevel død, så jeg kan lige så godt drikke kaffe”. Vi blev nødt til at bruge noget sort humor for at komme igennem det, siger Lone, og Mickey nikker

LÆS OGSÅ: Da Tine mistede sin mand, blev en lille hund hendes redning: ”Det giver mig en følelse af lykke og glæde”

- Personalet sagde, at de aldrig havde oplevet et par, som trods situationen, var så overskudsagtige. Men sådan er vi jo i vores liv, konstaterer Mickey.

Fødslen

- Jeg både glædede mig til at se ham, men frygtede også, når veerne skulle gå i gang, for så var det begyndelsen på den definitive ende. Så længe han var inde i maven, var han der jo stadig. Jeg spurgte, om han kunne åbne øjnene, om han kunne græde, om han levede, når han kom ud? ”Nej, vi tror, at han er død, men vi ved det ikke. Hvis han lever, får du ikke meget livstegn, så går det stærkt”.

Lone fortæller, at når et barn er levendefødt eller født efter 22 uger, så får de et administrativt cpr-nummer. Er barnet dødfødt inden 22 uger, er der ikke krav om cpr-nummer.

- Vi havde ikke behov for at få ham officielt registreret, for han er i vores hjerter, og det vil han altid være.

LÆS OGSÅ: Josefine Høgh mistede sin far og fødte sin datter inden for få uger: ”Det var en af de største kriser i mit liv”

- Så går veerne i gang, jeg får tilbudt morfin og spørger: ”Kan det skade ham? Nåh, nej”, og så grinte vi lidt af det. Så føder jeg ham kl. 19:15. Navlestrengen var ikke lang nok til at jeg kunne få ham op, før den var klippet, så han ligger bare på sengen. Jeg læner mig frem og aer hans kind. På den sidste scanning på Rigshospitalet lå han og smaskede. Da jeg aer hans kind, få jeg lige tre smask. Og det er en sutterefleks eller hvad, det ved jeg ikke. Så han gav mig lige det sidste. Så klipper de navlestrengen, og jeg får ham op på brystet. Om jeg får en kuldegysning eller om det er Sander, der laver det sidste spjæt, der finder vi aldrig ud af. Men det var det. Jeg spurgte med det samme: ”Lever han, lever han?”, men jeg fik at vide, at han var død, da han kom ud, og at det var reflekser.

Lone er tydeligt rørt, da hun fortæller om Sander.

- Så vi nussede ham, for han var så fin. Mickey tog nogle billeder af ham og mig, og jeg tænkte: Skal jeg smile?” Det var eddermame svært at finde en grimasse til den situation. Men det var helt fantastisk at holde ham. Jeg havde alle mulige tanker om, hvordan han så ud, for han var jo kun halvt færdig. Men han var fuldstændig fin.

Artiklen fortsætter under billedet

- Jeg tror, at der er sådan for mange mænd, at du først bliver far, når barnet kommer ud, og jeg fik jo også følelser for ham, da han kom ud. Ham var jo et fint lille menneske med negle og det hele, og jeg holdt ham, fortæller Mickey rørt og rømmer sig.

- Men der er jo også en anden side af denne historie. Jeg var jo også en mand, der skulle prøve at få sin kone op igen. Vi kunne ikke begge ryge helt ned i et hul. Det tog jeg selv på mig som en opgave, og det har jeg brugt rigtigt mange kræfter på. Jeg vidste, at jeg skulle være den stærke, siger Mickey med grøde i stemmen.

LÆS OGSÅ: Sandie Westh: ”Jeg vil hellere tale om, hvilken ressource de døde kan være for os”

- På fødegangen hængte de en lille sommerfugl op ud foran vores dør, som betyder, at her kommer et dødfødt barn til verden. Så personalet ikke kommer til at stikke hovedet ind og sige noget forkert. Og man må sige, at sundhedsvæsenet var der for os, der blev virkeligt taget hånd om os. Moderkagen ville ikke komme ud, og jeg skulle opereres. Da de kom med masken med narkose, tænke jeg bare: ”Ja, tak, sluk for mig”, for der var ikke mere at give af. Alle følelser var brugte, og jeg var jo fyldt af alt muligt. Jeg var ked af det, da jeg vågnede af narkosen, for det tænkte jeg, at det havde jeg jo sådan set ikke behøvet.

Artiklen fortsætter under billedet

Tvivlen

Selvom Lone og Mickey havde fået god vejledning i forløbet med Sander, så nagede tvivlen lidt midt sorgen hos Lone.

- Jeg brugte fire måneder efterfølgende på at google alt om HLHS. ”Kunne han have været solstrålehistorien?”, ”Kunne vi have gjort det anderledes?”, ”Var der en mening med det?”, og jeg fandt ingen svar, fortæller Lone og fortsætter.

LÆS OGSÅ: Da Majs 14-årige søn døde, var familien ikke i tvivl: ”Victors organer skulle hjælpe andre”

- Jeg tænkte også: ” Hvorfor skulle det lykkedes, hvorfor skulle jeg have lov til at prøve at føle den lykke i to måneder, hvor jeg troede, at jeg skulle være mor. For så at få det taget væk fra mig igen?”. Kunne han ikke bare have været et af de utallige forsøg, der ikke var blevet til noget?”. Man vil altid tvivle på, om man har taget det rigtige valg, men jeg tror på, at vi har taget det rigtige valg.

- Der har også været kommentarer som ”det kunne gå ud over jeres parforhold, hvis I skulle have så sygt et barn”, men det var slet ikke med i vores overvejelser. Og det er jeg glad for, for det ville jeg have følt var et egoistisk valg at tage at tænke: ”Hvad så med os?”. Det skulle udelukkende være det bedste valg for ham.

Artiklen fortsætter under billedet

Ingen taler om Sander

For Lone og Mickey var foreningen Familier & Sorg en kæmpe støtte. De kontaktede Lone allerede dagen efter, hun havde født Sander.

- Det er kommet bag på os, at familien sjældent nævner Sander og det som skete. De har selvfølgelig heller ikke været de følelser igennem, som vi har, så vi kan heller ikke forvente, at de tænker på os, når det er Mors Dag eller på Sanders dødsdag d. 10 april. Ikke engang vores nærmeste familie. Det har på alle parametre været en sindssyg oplevelse, siger Mickey, og Lone fortsætter.

LÆS OGSÅ: Da Lene James Mikkelsen mistede sin mor, ville hun ændre kursen for sit liv – men hendes far fik hende på andre tanker

- Der hjalp Familier & Sorg os virkeligt meget. Næste dag efter fødslen havde jeg slet ikke lyst til at vågne, og jeg kan huske, at da jeg gik rundt, så kiggede jeg ned på mine fødder og tænkte: ”Nå, men så er jeg da det skridt videre”. Og da jeg skulle hente urnen hos bedemanden, hvor der i bunden af den stod ”Barn af Lone Pless”, fordi han ikke officielt blev navngivet. Da jeg gik gennem gågaden i Nykøbing, tænkte jeg ”Jeg skal bare ikke møde nogen, jeg kender, for så håber jeg, at jorden åbner sig, og jeg bliver opslugt”. Men der var Familie og Sorg en kæmpe stor hjælp. De sagde: ”Du skal bare vide, at I får rigtigt meget omsorg og opmærksomhed, og det varer ca. to måneder, og derefter glemmer alle det. Men I gør ikke. Så det bliver ensomt, men du skal vide det, for det er dét, der kommer til at ske”. Og de fik fuldstændigt ret. Da jeg mødte det, var jeg forberedt på det. Og jeg har aldrig klandret min familie for det. De har egentligt ikke berøringsangst, men det har ikke fyldt i deres liv.

Bedemanden har mødt Sander

Efter fødslen blev Sander obduceret, inden Lone og Mickey fik ham udleveret.

- På hospitalet spurgte de efter fødslen, om vi havde et tæppe med til Sander, men det havde vi jo ikke. Vi havde jo ikke prøvet det før. Så de finder et lille hæklet tæppe til ham, som han bliver svøbt i. Det får jeg med hjem og sover med i den uge, mens han bliver obduceret. Da han er kommet i kisten og svøbt i det hæklede tæppe, viser jeg bedemanden billederne, vi tog lige efter fødslen. Hun siger, at han stadig ser sådan ud. Så vi fik lov at se ham i kisten, og vi kyssede hans lille iskolde næse og nussede ham, og så lagde Mickey låget på kisten.

LÆS OGSÅ: Ulykke tvang Søs Fenger til at gøre op med sin svære barndom

- Når vi møder bedemanden nu, så ”overfalder” vi hende nærmest, for hun er en af de mennesker, der har mødt vores søn. Der er en jordemoder, min søster og så er der bedemanden. Ingen andre har kendt vores søn og har holdt ham. Det er jo derfor, at folk ikke har nogen relation til ham eller tænker på ham. Vi har få i vores omgangskreds, som husker os på Mors Dag, siger Lone.

- Vi har været gode til at komme videre sammen, for det var jo en sindssyg tid. Vi havde lige startet prøver på revyen, og der havde vi i den grad et revyhold, som slog en ring om os. Vi er omgivet af mange gode mennesker, og får masser af kærlighed alle vegne, understreger Mickey.

Artiklen fortsætter under billedet

Drømmene var knust

I efteråret 2024 brugte Lone og Mickey de sidste to fertilitetsforsøg, som ikke lykkedes.

- Så rammer julen med familie og hygge. I mange har vi stået hver jul og tænkt: ”Til næste jul er jeg enten gravid, eller der er kommet en baby”. Men jeg stod stadig uforløst efter alle de år, og jeg tænkte: ”Jeg gider simpelthen ikke gennem en jul mere med de drømme og håb”. Jeg begyndte at snakke om, at det var sidste jul, jeg holdt sammen med familien. Til næste år ville jeg rejse væk på et hotelværelse, for jeg var ikke noget værd. Jeg brød fuldstændig sammen. Nu var døren endeligt smækket i for de håb, siger Lone helt hudløst.

LÆS OGSÅ: Tina og Dorte fandt venskab i sorgen: ”Kun mødre, der har mistet, forstår”

- Der måtte jeg være den stærke og sige til Lone, at hun skulle stoppe med de tanker, for der er masser at leve for, selvom vi ikke har børn. Vi har jo et fantastisk liv og har succes med det, vi laver, og vi er omgivet af så mange fantastiske mennesker. Vi har bare skulle finde nogle andre prioriteter i livet at leve for. Og Lone er heldigvis kommet videre, slår Mickey fast. Mickey har datteren Julie på 25 år fra et tidligere forhold.

- Der er nogle svære dage. Den 10. april er en svær dag, fordi der mistede vi Sander. Mors Dag er ikke sjov for Lone, og det ved jeg godt. Den er en dag, hvor jeg skal være ekstra opmærksom på hende, og det er jeg rigtigt gerne. Og når Lone er ked af det og græder, så går vi en tur og snakker om tingene, og det har hjulpet os meget. Vi har også et træ stående i haven, som vi fik af Tina fra Hotel Falster. Det er Sanders træ. Det kigger vi meget på og snakker om ham, siger Mickey.

- Og så har vi spredt hans aske i Guldborgsund, så han er med os hver dag, siger Lone.

Artiklen fortsætter under billedet

Børn på andre måder

- Jeg har været meget forhippet på at blive plejefamilie, det har Mickey ikke, så følelserne har skabt store bølger nogle gange. Nu ved jeg faktisk ikke, hvor jeg selv er i det hele længere. Hvis Sander havde levet, så var han blevet tre år til august, så spædbarnsdrømmen er slukket. Inde i mit hoved vokser han i takt med, at jeg bliver ældre. Så jeg er ikke samme sted, som da jeg var gravid, og skulle vi med vores alder adoptere i dag, så vil vi ikke kunne få et lille barn pga. aldersforskellen, siger Lone.

LÆS OGSÅ: Anne Hjernøe efter mandens død: Dette er det vigtigste for mig midt i sorgen

- Jeg tror, at vi begge to bevæger os hen imod at, nu har vi virkeligt prøvet, og så nyder vi livet. Der er mange ting, som man sætter på stand by, når man er i fertilitetsbehandling. I 10 år har vi skulle planlægge alting omkring, at vi var i behandling. Vi har skulle haft medicin med til Lone, sprøjter, der skulle ligge på køl, og som var tidsbestemte. Vi trænger til at kunne sige: ”NU tager vi sgu 14 dage til Honolulu”. Vi har jo et fantastisk liv, vi skændes sjældent, og vi er gode sammen. Og vi har naboer med børn, som kommer over og leger hos os, for børn elsker Lone. Og så er det den gave, vi får, siger Mickey og giver Lones arm et klem.

- Men uanset hvor tragisk og trist det har været, så har det været det hele værd, og det er det stadigvæk. For han var der, og han var en del af os. Vi har holdt vores egen søn, og han vil altid været en del os, selvom det er på bekostning af en stor sorg. Det er kærlighedens pris. Vi har ikke fortrudt, at Sander blev til noget, slår Lone fast.