Danica fik et nyt syn på sine forældre, efter hun selv blev mor – én ting vil hun dog gøre anderledes

Hun står ved køkkenvasken og fylder vand i en kedel. 

Det mørke hår hænger ned langs en sort, løs kjole og et par mørke bukser. 

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Hendes silhuet står som kontrast til det farverige hjem, hvor sort nærmest ikke er at finde nogen steder. En bi suser forvirret ind i den lyse stue gennem terrassedørene, der står på vid gab. Der er stille i Danica Curcics kolonihavehus på Amager, udover den brummende kedel, der ihærdigt varmer vand til en kop te. 

Kun enkelte spredte stykker legetøj og en babystol afslører, at en yngre beboer er flyttet ind.

"Jeg er så forelsket i hende. Der er ikke noget smukkere end at vågne og glo på hende. Det er helt vildt. Hun er i dagpleje lige nu her i haveforeningen – totalt perfekt lille sted," siger hun.

Drømmen om at blive mor har altid boet i Danica, men i lang tid skulle det bare ikke være lige nu. Der var altid noget andet, hun lige skulle. Hun har da også haft mere fart på de sidste ti år end de fleste. Hun nærmest fløj direkte ud fra Den Danske Scenekunstskole og op på teaterscenen, og siden har hun spillet et utal af roller på både skærm og de skrå brædder herhjemme og ude i verden. 

Skuespil har været omdrejningspunktet i Danicas liv i mange år, men nu har prioriteterne ændret sig.

Bien suser forbi hendes hoved, men hendes opmærksomhed er rettet et andet sted hen. Hendes blik er fæstnet et sted i loftet. Hun har slynget benene op på det lange træbord midt i køkkenalrummet, imens hun nipper til sin te med honning. 

Hun ser tænksom ud.

"Jeg har altid bare kørt derudaf i det her fag, men min tid er mere kostbar nu. Det har givet mig sådan et eksistentielt lag at få et barn. Det er ikke kun min skuespilleridentitet, der sætter dagsordenen nu, og det tror jeg er meget sundt," siger hun.

Privilegier og blinde vinkler

Med et barn på den ene arm lader Danica ikke karrieren trække lige så hårdt i den anden længere. Alligevel er hun at spotte i en række nye serier og spillefilm i år, og senest i rollen som forstadsfrue i Netflix-serien 'Reservatet'. 

Her ved spisebordet i haveforeningen blandt mønstrede vægge, serbiske tæpper og keramikkopper føler Danica sig dog langt væk fra det fine og fornemme liv, hendes rolle lever i.

"Både miljøet og karaktererne i serien er jo larger than life. Min karakter bor i så vildt et hjem med ekstravagant indretning og kostumer, og det hele er jo for meget. Det var meget særligt at prøve at sætte sig ind i det lag af samfundet og de privilegier, for det gav mig også et andet blik på mine egne privilegier. 

Det var en stor maske at tage på, netop fordi rollen ligger langt fra mig selv, men det gjorde det også vildt befriende," siger hun.

Rollen som den pyntede hustru i høje stiletter var både spændende og frisættende for Danica, men den førte hende også ind i et univers med et værdisæt, der stak lidt til, hvad hun selv tror på.

"Den her kvinde er jo virkelig afhængig af sin mand og hans penge, og det ligger langt fra mig og min situation.

Men det er det der med at forstå, at hun kan miste det hele; både sin familie og den status, som er så vigtig for hende. Det er de blinke vinkler, mange af os kan have, som serien vil sætte fokus på," siger Danica.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Selvom afhængigheden og overdådigheden strider mod hendes egen virkelighed, kan hun godt genkende kampen for at forsvare sin familie. Den centrale plads, familien har, er helt på linje med private Danica.

Højt til loftet og høje ambitioner

Forholdet til hendes familie har altid været en stor del af, hvem hun er. 

Hun voksede op i en rødstensvilla med sin mor, far og lillebror få minutter fra hendes nuværende hjem. Forældrene drog fra Serbien med en 1-årig Danica for at følge med farens nye job. Få år senere brød krigen i Eksjugoslavien ud, og familien besluttede at slå sig permanent ned i København.

"Der var klart en høj arbejdsmoral i mit barndomshjem på den der helt oldschool måde. Jeg er vokset op med, at uddannelse og det at kunne klare sig selv er vigtigt. Lige meget hvad min bror og jeg valgte at gøre, skulle vi gøre vores bedste."

De høje ambitioner tog Danica med sig, og i hendes ungdomsår undlod hun også helt at drikke. Selvom hun tog med til fester og sammenkomster i gymnasiet og folkeskolen, blev det en principsag for hende at holde sig væk fra alkoholen.

"Det var mit eget valg ikke at drikke. Jeg ville bare ikke, og jeg kunne ikke lide smagen. Jeg kan godt nogle gange fortryde og tænke, at jeg skulle have sluppet lidt mere dengang. 

Det gjorde jeg så på andre måder og lidt senere hen i mine 20’ere."

Hånd i hånd med ambitionerne var sammenhold også centralt i Danicas barndomshjem. I rødstensvillaen på Amager havde de fire et meget tæt forhold til hinanden, men også til resten af familien i Serbien. 

Familie var noget, man prioriterede, og nogle, man beskyttede – og det er det stadig.

"Der var en kæmpe kærlighed. Jeg husker også, at det var et meget åbent hjem med stor gæstfrihed. Der var altid masser af mad, masser af den der følelse af, at du altid er velkommen. Du kan altid sove her, hvis du vil."

Den serbiske kultur er tæt vævet sammen med den danske i Danicas DNA, og det har hun altid set som en kæmpe gave. Men det har også affødt en splittelse inden i hende.

"Jeg kan godt have den der, hvor hører jeg til? 

Ikke på en måde, hvor jeg har identitetskrise, men jeg har nok lidt en indbygget længsel, hvor jeg føler mig meget dansk på nogle punkter og meget serbisk på andre. Jeg har i hvert fald min stædighed fra min far."

I tæt sammenvævning

Selvom hendes datter, Dunja, kun er to år gammel, kan Danica helt tydeligt genkende sig selv i hende.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

"Jeg kan se mig selv i hende hele tiden. Både i hendes ekstreme stædighed og sensitivitet og i, at hun er meget sansestærk. Hun har også noget enormt yndefuldt over sig, som er virkelig, virkelig fint."

Dunja får både det serbiske, det danske og det amerikanske med sig fra sine forældre. Danicas mand og faren til Dunja, Darren Pettie, er opvokset i det sydlige USA, som har formet ham på en helt tredje måde. 

Den tredelte kultur er noget, Danica ser som meget positivt for sin datter.

"Jeg synes, det er en kæmpe gave for hende at have tre kulturer. Det giver hende et andet indblik i, at vi ikke alle sammen er ens eller har de samme holdninger. Jeg synes, det er vigtigt at lære at rumme forskelligheder," siger hun og tilføjer spøgende:

"Jeg håber bare ikke, at hun får lyst til at være cheerleader som 18-årig i Alabama eller et eller andet sted og bliver derovre."

En snigende uro

Når Danicas tanker bevæger sig hen på USA, verdenssituationen og ufreden, vi i dag lever i, bliver hendes blik mere opgivende.

"Når jeg åbner op for den side, så bliver jeg rigtig bange. Men med et barn får jeg et håb og tro på fremtiden, fordi der er så meget kærlighed. 

Det er også vores opgave at få så meget lys ind i hende som muligt – og der er stadig meget smukt i verden, selvom der ikke er nogen tvivl om, at der skal ske en kæmpe forandring."

Det er en tvetydig følelse, for det har både åbnet for flere bekymringer at sætte et barn i verden, men samtidig er det også en kilde til mere håb. Foran Danica ligger nogle svære snakke om virkeligheden, som dog for nu virker langt væk.

"Jeg tænker tit på, hvordan det bliver, når hun bliver stor, og det, synes jeg, er et kæmpe ansvar. Men lige nu er hun jo kun to år, så jeg er meget i dét, hun er i lige nu. 

Den slags samtaler om verden ligger på en eller anden måde langt ude i fremtiden," siger hun.

Selvom fremtiden kan virke skræmmende og uforudsigelig, har det aldrig stået i vejen for, om Danica ville have børn eller ej. Her trumfer mor-instinktet.

"Selvom det er overvældende, så stopper det mig ikke fra at få børn, for det er en drift, der er så stor," siger hun.

Rolle uden manus

Den nye rolle som mor er ikke en, Danica har kunnet læse op til i et manus, få feedback på fra en instruktør eller på anden måde forberede sig på, inden hun var i den. 

Det er en rolle, hun stadig kan blive i tvivl om, hvordan hun skal udføre, og som hun lærer at være i fra dag til dag.

"Jeg går bare lidt med min intuition. Det tog mig lang tid at forstå, at vi for eksempel godt kunne sove samtidig. Jeg var ny i det hele og bange for, at der skete et eller andet. 

Inden hun blev født, havde jeg det sådan: Jeg kan jo ingenting! Jeg kan elske og passe på, men jeg ved slet ikke noget. Jeg var lidt sårbar i starten, og det var bare så overvældende at blive mor, men jeg fandt ud af, at jeg kunne mere, end jeg troede."

En af de overvældende ting ved at blive mor er alle de store beslutninger, hun skal træffe på sin datters vegne. Den første af dem var navnet.

LÆS OGSÅ

Da Cecilie Schmeichel fyldte 30, fik hun en helt særlig gave af sin bror: ”Jeg bruger den til alt”

Tidligere gik Cecilie Pilkær Schmeichel mest i sort tøj, da hun følte, at det fik hende til at se mindre ud. Men efter en stilmæssig udvikling klæder hun sig i dag i farver og skønne print, fordi det gør hende glad.

"Det betyder kvæde på serbisk. Dunja. Min fars familie har en gård med en stor kvædefarm. Hun hedder Mika til mellemnavn, som var min fars kælenavn, så han er også med hende, selvom han gik bort for tre år siden."

Det er fra de kvædefarme hos familien i Serbien og i Montenegro, hvor Danicas familie bor, at hun har sine lykkeligste barndomsminder. Omringet af alle sine kusiner og fætre kunne hun løbe legende rundt i timevis.

"Den der følelse af at være en stor familie, den har vi jo ikke i Danmark, og det var det bedste med de der lange somre. Det prøver jeg at give videre nu. Mine fætre og kusiner har også børn, der er nogenlunde jævnaldrende med Dunja, så vi prøver at samles så meget som muligt."

Danicas far gik bort kun et år inden, Dunja blev født, og den skrumpede familie i Danmark har givet de serbiske rødder ekstra stor betydning. Når hun ser tilbage, ser hun også sine forældre i et andet lys.

"Man får en helt anden taknemmelighed for sine forældre, når man får børn. Man kan også godt mærke, hvad man gør anderledes. 

Jeg tror, jeg vil tage en dosis af den arbejdsmoral, jeg selv er blevet opdraget med, med videre. Det er meget vigtigt for mig at lære hende, at du skal lægge noget i de ting, du gør. At du skal øve dig, før du bliver god," siger hun og fortsætter:

"Noget, jeg vil tænke mere over, er klart at samle op på konflikter. Der var masser af følelser og kærlighed i mit barndomshjem, men der blev ikke altid snakket om tingene efterfølgende. Det er nok også meget en generationsting, at vi er blevet klogere på, hvordan vi kommunikerer med vores børn."

I den nye og omskiftelige rolle som mor, hvor der endnu er meget, Danica ikke ved, er der særligt én erkendelse, hun holder fast i, når det hele virker svært og uoverskueligt.

"Det eneste og bedste råd til forældreskab for mig er, at alt er en fase. Når alting virker vanvittigt – så går det over igen."

Et spejl ind i sig selv

Datteren Dunja har ramt den famøse toårsalder, og hele følelsesregistret er kommet i gang. Når bølgerne går højt, bliver Danica også konfronteret med sig selv på måder, hun ikke har oplevet før.

LÆS OGSÅ

Søs Fenger og Thomas Helmig startede som pennevenner: "Det var surrealistisk at være mig"

De to musikere var et af 80’ernes hotteste par, men i dag kan Søs Fenger se, at ægteskabet mellem dem var mere et venskab.

"Hun har vildt meget vilje – og jeg har tendens til at tage alt på mig. De nedsmeltninger, hun jo naturligt har, der tænker jeg med det samme, at jeg gør alt galt. Det vildeste ved forældreskabet er, hvor meget jeg bliver konfronteret med mig selv. 

Det er jo bare det store spejl, hvor jeg kan se, hvordan jeg håndterer ting, og hvordan jeg regulerer mit nervesystem i de situationer."

Når Dunjas følelsesapparat flyver op og ned, bliver Danica sat på prøve, som ingen audition tidligere har gjort.

"Toårige har alle følelser, der skal ud. Jeg har altid haft tendens til at vende tingene indad, men jeg øver mig hele tiden. I at trække vejret og sige til mig selv, at alt er okay, selvom bølgerne går højt. For det er ikke min opgave at gøre hende glad hele tiden, men at hun har plads til hele sig selv. 

Det kræver jo, at der ikke er noget, der skal være forkert eller føles skamfuldt. Det kræver, at jeg rummer hende fuldt ud."

Danicas blik vandrer igen op i loftet. Hun tænker. Tænker over, hvordan hun håber, Dunja vil beskrive hende. Det ultimative spejl er sat op foran hende.

"Det er et virkelig godt spørgsmål, fordi jeg bliver lige sådan, åh nej, hvordan vil hun beskrive mig? 

Jeg håber, hun beskriver mig som nærværende, rummelig og som en, der giver plads til kreativitet og til at udfolde sig. Jeg håber, hun har en følelse af, at hun har fortrolighed i mig og kan sige alt til mig.