Oskar Fehlaue klumme 2020

Foto: Claudia Vega Oskar Fehlauer er kulturskribent og har bl.a. skrevet for onlinemagasinet SEIN og Dagbladet Information og startet litteraturtidsskriftet Hæfte. Han går på forfatterskolen Litterär Gestaltning i Göteborg.

Oskar Fehlauer: Pludselig kunne man drømme om en fremtid uden pandemi

Oskar Fehlauer, 21, ser tilbage på året, der er gået, i en verden af pandemi, klimakatastrofer, antiracistiske protester og #Metoo. Og hvor følsomhed er verden frem. Hvis vi bruger den til noget.

Tiden før marts føles langt væk, som et andet liv. Alligevel skal jeg sætte mig ned og skrive en liste over alt, der er sket i mellemtiden, for ikke at tænke, at tiden også gik i stå dér.  

Da landet lukkede ned, var det, som om alt blev sat på pause. Jeg sov meget af dagen væk, sad med telefonen i hånden og scrollede og scrollede i nyheder og instagramfeed fyldt med bananbrød, jeg læste bøger i det kolde solskin. Følte: Jeg skal ud af byen, ud i skov, væk fra lejligheder og fortove, hvor man altid er tæt på mennesker. 

Så gik tiden alligevel, smittetallene faldt lidt, bekymringen forsvandt ikke, jeg var frustreret over, at folk blev dårligere til at holde afstand og begyndte at slække på anbefalingerne. Men det føltes også uoverskueligt hele tiden at forholde sig til coronasituationen. Det blev varmere, og man kunne drikke øl i solen, drømme om en fremtid uden pandemi. 

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have mine gamle problemer tilbage - eller vil jeg?"

Et lille udsnit af min liste over tiden siden marts: Jeg er blevet et år ældre, jeg har søgt uddannelse og er kommet ind på en skole i Sverige. Jeg har været i sommerhuse rundt omkring i Danmark, jeg har lavet et lille litteraturtidsskrift (Hæfte hedder det, med poesi og prosa på dansk, svensk og norsk – nummer to lander om lidt, siger det bare) genset hele Buffy the Vampire Slayer, Parks and Recreation og de fleste sæsoner af Rupaul’s Drag Race. Tiden er altså gået. Både hurtigt og enormt langsomt. 

Hvordan mon jeg havde reageret, hvis man for et år siden havde vist mig en avis fra et hvilket som helst tidspunkt siden foråret? Hvis jeg havde kunnet se, at den verden, der dengang ville have virket uoverskueligt absurd, nu er virkelighed, en langtrukken katastrofe, som vi lever i, som vi prøver at bære vores hverdag med ind i. Og som ikke ser ud til at aftage lige foreløbig. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg havde håndteret overskrifter med svimlende dødstal, skiturister, der bringer virus hjem, røde og grønne kurver, superspredere, lukkede grænser, vaccineskeptikere, senfølger. 

Og så, efter lidt tid, de andre overskrifter, der ikke umiddelbart har så meget med corona at gøre – og så alligevel: De antiracistiske protester i USA, J. K. Rowlings Twitterangreb på transkønnede, ophidsede debatter om, hvem der må bestemme, hvilke ord vi må bruge, skovbrande i USA (en af dem direkte antændt af et gender reveal party), deprimerende rapporter om fald i biodiversitet, Danmarks nye #MeToo-bølge, osv., osv., osv.

Det føles både, som om verden er ved at forandre sig og ved at gå under. At en masse ting bliver sat på spidsen, og nogle samtaler og konflikter bliver uundgåelige eller presserende, umulige ikke at tage. Som om noget har åbnet sig, noget der muliggør de offentlige diskussioner om racisme, sexisme osv., men også noget, der gør forandring muligt – eller skruer lidt op for den langsomme udvikling. Samtidig føles det, som om vi lever plottet til en katastrofefilm. Jeg tror også, at undergangsstemningen var her før corona, men apokalypsen føles speedet op.

 I forbindelse med, at jeg er blevet spurgt, om jeg vil skrive det her essay, er jeg blevet bedt om at forholde mig til, hvordan det er at være ung midt i alt det her. Og på alle mulige måder synes jeg, det er enormt svært at give et godt svar. 

Oskar Fehlauer

“Jeg er ikke repræsentativ, og jeg kan ikke tale for en generation. I virkeligheden kan og vil jeg ikke tale for andre end mig selv,” siger 21-årige Oskar Fehlauer.

Jeg har altid følt mig lidt ude af trit med mine jævnaldrende som helhed eller som gruppe, der kan føles som en stor klump af piratraves, mullets og stick-and-poke-tatoveringer. Jeg har følt, at jeg har haft for travlt med at blive voksen, eller at jeg var en dårlig ung. Jeg bliver stresset og forvirret over forestillingen om den frihedsfølelse og ligegyldighed, man tillægger slut-teenageårene og start-tyverne. Og i løbet af de sidste måneders karantæneagtige liv har den kløft, jeg oplever, bare vokset sig større, jeg er blevet en gammel dame, der går rundt herhjemme og tænker, hvornår hun skal lave en ny kande te, tjekker postkassen og går en lille tur, inden hun skal sove.

Når jeg har prøvet at tale offentligt om min oplevelse af ungdom, prøvet at beskrive, hvad jeg ser, når jeg kigger ind i mig selv og ud på de venner og unge mennesker, der er omkring mig, forarger eller støder det folk, at jeg tror, jeg er “repræsentativ” eller “talerør” for min generation.

"Jeg taler fra en meget specifik position, der på nogle områder er enormt privilegeret og på andre måder ‘udsat’ eller ‘afvigende’, fx kan jeg ikke finde min plads i det, vi kalder ‘dreng’ eller ‘mand’, jeg prøver at slippe for at skulle have et køn, jeg prøver at modarbejde idéen om maskulinitet. Jeg forstår godt, hvis folk ikke kan spejle sig i mig"
Oskar Fehlauer

Da jeg gav interview til Weekendavisen i sensommeren til en serie om Generation Z, som jeg tilhører, der især handlede om queerness, flydende køn og seksualitet og politisk bevidsthed, kunne jeg læse i kommentarsporet (jeg prøvede at lade være, I swear!) blandt generelt vrede eller ubehagelige kommentarer, at folk mente, at størstedelen af ungdommen er meget langt fra at ligne eller dele synspunkter med mig. At de opfører sig “Tør man sige normalt?” som én skriver.

På en måde er der noget rigtigt i det. Jeg er ikke repræsentativ, og jeg kan ikke tale for en generation. I virkeligheden kan og vil jeg ikke tale for andre end mig selv. Og jeg taler fra en meget specifik position, der på nogle områder er enormt privilegeret og på andre måder ‘udsat’ eller ‘afvigende’, fx kan jeg ikke finde min plads i det, vi kalder ‘dreng’ eller ‘mand’, jeg prøver at slippe for at skulle have et køn, jeg prøver at modarbejde idéen om maskulinitet. Jeg forstår godt, hvis folk ikke kan spejle sig i mig.

LÆS OGSÅ: Søren McGuire oplever det oftere og oftere: "Det er en grundfølelse, der forfølger mig"

Desuden tror jeg også, at vi egentlig godt ved, at idéen om en samlet ungdom eller en generation er en forestilling, hvis ikke en løgn. At personer har meget mere tilfælles på tværs af generationer end indenfor dem. Det handler mere om interesser, kulturelle lag, klasse, geografisk placering og alt muligt andet.

Jeg har aldrig følt, at jeg passede ind i de sammenhænge, jeg har været i – folkeskoleklasser, gymnasiet osv. – men jeg er jo langt fra den eneste, der har den følelse. Vi er mange, der ikke passer ind, og vi kan jo ikke alle sammen tages ud af ligningen for at skabe en homogen gruppe.

"Jeg har altid følt mig lidt ude af trit med mine jævnaldrende som helhed eller som gruppe, der kan føles som en stor klump af piratraves, mullets og stick-and-poke-tatoveringer. Jeg har følt, at jeg har haft for travlt med at blive voksen, eller at jeg var en dårlig ung"
Oskar Fehlauer

Når jeg taler om ungdommen, taler jeg ikke om hele ungdommen, men om den, jeg kender, den jeg oplever, den jeg lever i. Når jeg taler om ungdommen, gør jeg det ikke, fordi jeg synes, jeg har noget vigtigere at sige end andre, men fordi jeg er blevet spurgt. Jeg prøver at gribe chancen for at nuance og perspektivere, fx i samtalen om køn og seksualitet, som jeg oplever, alt for ofte foregår på et abstrakt niveau, der gør det muligt at tale om andre mennesker på en dehumaniserende måde. Jeg vil gerne komme med en påmindelse om, at vi bare er mennesker, vi er alle sammen bare mennesker. 

Hvis jeg skal sige noget om en del af min generation, som man taler meget om, vil jeg gerne sige noget om det, man kunne finde på at kalde den meget politiske del af ungdommen, den politisk korrekte eller den identitetspolitiske. Som man så kan sige, at jeg tilhører.

Jeg har været erklæret feminist, siden jeg gik i folkeskolen. Måske kan man godt mærke, hvor løst ord som strukturer og patriarkalsk sidder i mit ordforråd. Indeni mig brænder et lille rasende bål, der hedder køn, og hver gang nogen spørger en gravid, hvilket køn fosteret har, eller man deler en gruppe op i mænd og kvinder, blusser det op.

LÆS OGSÅ: Rikke Dal Støttrup: Kære Mand, hvordan kommer vi videre herfra – sammen?

På det seneste har jeg tænkt på, hvad ‘politisk’ betyder for mig. Og jeg bliver ved med at få den tanke, når jeg ser på mine venner og på andre jævnaldrende, at det i udgangspunktet ikke handler om principper og ideologi – men bunder i en følsomhed. En følsomhed over for de forfærdelige ting, der sker i verden, over for den åbenlyse uretfærdighed, der finder sted. Det er ubehageligt at eksistere inden for et system, som man kan se ødelægger andre mennesker, klimaet, biodiversiteten. At man bliver en del af den verden, og at man ikke har et valg.

Jeg har ikke en særlig politisk holdning til køn, men en række smertefulde og forvirrende erfaringer. Jeg passede ikke ind, når jeg blev sendt hen for at spille fodbold med drengene i idrætstimerne. Når der blev holdt fødselsdage, blev jeg inviteret til både drengenes og pigernes, fordi jeg var gode venner med mange af pigerne i min klasse, og det var både skamfuldt og dejligt. Jeg vidste godt, at jeg var forkert, også inden en far til en pige fra klassen nægtede at invitere mig til hendes pigefødselsdag. Men når jeg snakker om de her ting, bliver de politiske. 

Jeg prøver ikke at sige, at vi har patent på den her følsomhed. Men jeg tænker den bare som en forklaring på spørgsmålet: “Hvorfor er I en så politisk generation?” Jeg oplever det som en følsomhed i en verden, hvor der ikke er plads til følsomhed. Man taler om ‘krænkelsesparathed’ og ‘offermentalitet’. Men når vi siger, at folk gør sig til ofre, viser vi, at vi ikke kan acceptere, at folk kan være blevet udsat for noget, som har ødelagt noget i dem, men at vi kun respekterer mennesker, hvis de er robuste nok til at rejse sig op og trække på skuldrene. 

Nu bliver jeg måske lidt hippie-agtig: Vi er hele tiden i gang med at distancere os fra os selv, vi arbejder hele tiden, vi forbruger hele tiden. 

Vi har hele tiden podcasts, Instagram, YouTube, Netflix til at aflede vores tanker, dulme ensomhed, ting at proppe ind i tomheden.

LÆS OGSÅ: Oprøret er i fuld gang: Hvorfor er ungdommen så vred?

Jeg tror, som sagt, at noget har åbnet sig i verden. Store samtaler om racisme, sexisme, ulighed og magt, der længe har presset sig på, kommer skyllende ind over os. På en måde er verden gået i stå, og på en måde går den videre. Men vi er blevet tvunget til at stoppe op og genoverveje. Jeg har fx opdaget, at jeg gerne vil bruge meget mere tid på at læse bøger end på at poste selfies på Instagram. Jeg tænker på, at man den første tid efter landet lukkede ned, kunne mærke, at luften var renere, man kunne se stjerner i byen.

 Så hvis jeg må hviske et højstemt decemberønske ud i verden, håber jeg, at vi griber muligheden for at genforhandle det samfund, vi lever i sammen, og den måde vi snakker om ting og om hinanden, jeg håber at vi bliver mere solidariske – også over for naturen. Jeg håber, at vi ser i øjnene, at vi har accepteret at leve i en verden, hvor velstand altid er på bekostning af nogen. At vi godt kan insistere på, at ingen skal udgrænses eller være i fare, bare fordi de ikke er hvide eller fordi de er queer, trans, hjemløse, kvinder, osv.  Jeg tror, det kræver, at vi ikke er bange for følsomhed, at vi bruger vores følsomhed til noget.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Livsstil, Corona og Klima