Søren McGuire oplever det oftere og oftere: "Det er en grundfølelse, der forfølger mig"

”Live, Laugh, Love” står der på Tinas Facebook-væg med sirlige bogstaver på en baggrund, der vist skal forestille en solnedgang over en eksotisk sandstrand. Jeg havde egentlig hørt fra nogle af vores gamle klassekammerater, at hun stod midt i en særdeles grim skilsmisse, men åbenbart ikke grimmere, end at der trods alt stadig er plads til disse pseudo-eksistentielle inspirationscitater midt i den ægteskabelige elendighed.    

Om hun rent faktisk selv efterlever denne ambition om at leve, grine og elske problemerne lige op i ansigtet, ved jeg af gode grunde ikke, for jeg har ikke talt med Tina i 25 år. Alligevel misunder jeg hende for hendes ukuelige tro på kunsten at hive sig selv op af sølet med disse amerikaniserede Gajol-æske-filosofier om livet, lykken og andre små og store sandheder. Tinas Facebook er fyldt med opfordringer til ikke at lade i går fylde for meget af i dag, at passe på med at hænge med hovedet, når man står i lort til halsen, og noget med at livet ikke handler om at vente på, at stormen passerer, men at turde danse i regnen. Jeg har absolut ingen idé om, hvad det betyder, men hvor ville jeg dog alligevel ønske, at jeg for en gang skyld kunne finde ud af at danse i regnen.   

LÆS OGSÅ: "Jeg vil have mine gamle problemer tilbage - eller vil jeg?"

Men det tillader mit sind mig ikke. Med årene er jeg blevet en sortseer, en tiltagende pessimist, et menneske, der ser bekymringer, hvor regndansere som Tina ser muligheder. Måske har jeg altid været sådan, og så er det bare taget til i takt med alderen, ansvaret og alt det, der er på spil i livet, når du kan krydse både familie og 40 af på listen. Det er en grundfølelse, der forfølger mig, og selvom jeg langt de fleste dage kan slå det hele hen som ubrugeligt psykisk selvtortur – det går jo trods alt ganske fornuftigt med det hele – er frygten for ikke at slå til og således ende ensom og forladt i en våd papkasse i en pøl af pis bag Københavns Hovedbanegård ikke desto mindre blevet min evige ledsager gennem livet. Og det slider på sjælen, skulle jeg hilse at sige. 

Derfor pløjer jeg mig fra tid til anden gennem selvhjælpsbøger, der forsøger at lære mig, at det hele enten ikke handler om mig, eller at jeg bare skal være f***** ligeglad med det hele. Disse mentale quickfixes holder dog som regel aldrig længere end til det næste pludselige anfald af utilstrækkelighed, som altid synes at lure rundt om det næste hjørne. Mine venner, min mor, sågar min egen fornuft fortæller mig, at mine bekymringer ikke har hold i virkeligheden, men psyken er nu engang en satan, der kun modvilligt lytter til rationelle input.   

LÆS OGSÅ: Må man grine af en teenager?

Men tænk, hvis man rent faktisk kunne leve og elske og grine lidt af det hele, danse sig ud af bekymringerne, uanset hvor våd og forblæst man end måtte blive. Selvfølgelig er der ikke nogen, der går rundt og elsker og griner uafbrudt – heller ikke Tina, men den daglige lille påmindelse, tilsat solnedgang og eksotisk strand, om i det mindste at prøve på det, er måske et godt sted at starte.

Og hvis det stadig ikke lindrer bekymringerne, så minder Tinas Facebook-væg os også om, at ”everything works out in the end – if it hasn’t worked out yet, it’s not the end”. 

Som John Lennon åbenbart nåede at sige, inden han blev skudt ned på klods hold af en gal fan en kold morgen i december.