Valentins-blues
SPONSORERET indhold

Sådan kommer du over dine valentines-blues som single

Få gode råd til at klare dig igennem valentinsdag, hvis du har ondt i singletilværelsen.

Af: Kicki Thomsen Foto: Getty
12. feb. 2016 | Livsstil | ALT for damerne

Af: Pia Damsgaard Bach

Sådan kommer du over din valentin-blues som single

For nogle singler er valentinsdag og tiden op til en drøj omgang at komme igennem med alle de ulækkert forelskede par, der bader i rosenblade, hjerteformet chokolade og romantiske middage. Er du en af dem, der bliver ked af det omkring valentinsdag,  kan du finde masser af gode råd til, hvordan du gør dagen bedre, og som regel er de gode råd noget med at forkæle sig selv, lave noget god mad og være sammen med nogen, du holder af, eller give dig selv en god oplevelse.

For nylig blev jeg spurgt af en journalist, der var ved at lave sådan en artikel, om, hvilke gode råd jeg kunne give singler, der har det øv med valentinsdag, og ovenstående var også min første indskydelse: Distrahér dig selv, så du ikke tænker på det!

For mit eget vedkommende har valentinsdag ikke været en specielt svær dag, selv om jeg har været single i efterhånden 9 år. Ikke fordi jeg altid har haft det superduper med at være single, men fordi jeg generelt ikke er vild med dage af den type, hvor der forventes en bestemt opførsel, og folk bliver skuffede, hvis man opfører sig "forkert" eller glemmer det.

Til gengæld har jeg haft det sådan helt generelt stramt med at være single i mange år, og min erfaring er, at det ikke hjælper at forkæle mig selv lidt ekstra, når jeg er ked af det. Jeg har prøvet, og jeg havde lyst til at trøste mig selv stort set hver dag. Det bliver en ond cirkel, hvor jeg hele tiden skal have mere og mere forkælelse for at glemme den grundlæggende smerte.

Så desværre kunne jeg ikke komme med et quick fix til journalistens artikel, som vil gøre det hele bedre lige nu.

LÆS OGSÅ: ”Kender du manden, der vil det hele - på nær at være kærester?”

Er dit liv øv?

I stedet tror jeg, at valentinsdag for ulykkelige singler kan være en god anledning til at spørge sig selv om, hvorfor man egentlig så brændende ønsker sig en kæreste. Hvorfor bliver du så ked af det netop den dag? Kan det være fordi, dit liv i det hele taget er lidt øv, og du drømmer om, hvor meget bedre alting bliver, når din store kærlighed kommer og redder dig fra de smertefulde ting i dit liv?

Hvis du drømmer om en kæreste, fordi han skal komme og gøre dig lykkelig, kan du godt forkæle dig selv med lækker sushi og fyldt chokolade og gøre selve valentinsdag lidt bedre på den måde, men det vil ikke fjerne følelsen af, at der skal komme nogen og redde dig resten af året.

LÆS OGSÅ: Louise testede Tinder: "Jeg skal lige love for, at der er gang i den"

Hvad gør dig glad?

Det, jeg som ikke særlig lykkelig single selv oplevede, var, at jeg levede i fremtiden. Mine tanker handlede om, hvor godt alting ville blive, når bare jeg fik en kæreste. Med en mand ved min side ville jeg ikke være så fortabt og forkert. Så ville jeg have noget at gå op i. Problemet med den tankegang er, at det er et stort ansvar at lægge på en kæreste. Ville du selv have det godt med, at et andet menneskes lykke var afhængig kun af dig? Ville det ikke være skønnere at have noget i dit liv, som du elsker at lave, så en kæreste bliver noget ekstra lækkert i dit liv og ikke hele omdrejningspunktet for dit liv?

Når man som single ærligt kan sige, at man er glad for sit liv, som det er nu, tror jeg ikke, at en opreklameret kærlighedsdag vil gå en på. Så vil man have mere travlt med at nyde de dejlige ting i sit liv end med at være ked af det og misunde andre.

Uden at gøre mig til ekspert i parforhold forestiller mig, at den samme tankegang gør sig gældende, hvis man er i et forhold. Er du grundlæggende glad for dit forhold, din kæreste/mand og dit liv, vil det ikke få dig op at køre, hvis han glemmer valentinsdag. Det er vel kun, hvis du generelt har en følelse af, at han ikke prioriterer dig og jeres forhold, at du føler dig tilsidesat ved ikke at blive husket på lige denne dag?

 

Pia Damsgaard Bach står bag singlesitet SingleSpot.dk og har netop i samarbejde med psykolog Mette Holm udgivet "Elsker mig for evigt - 12 hemmeligheder til et lykkeligt liv som single".

 

LÆS OGSÅ: Jeg er også lige blevet single… For jeg har slået op med samtlige dating apps, jeg havde på min smartphone

LÆS OGSÅ: 9 måder ”Sex and the City” har formet mig som kvinde – på godt og ondt

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil hellere have et barn med en ven end med en kæreste”