Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Foto: Alamy

”Kender du manden, der vil det hele - på nær at være kærester?”

Har manden, du dater lige nu, hovedrollen? Eller er han i virkeligheden tilfreds med at være sædevarmer, indtil dit hjertes A-liste-skuespiller indfinder sig?

Af Stephanie Caruana

KLUMME:
Nu er sæsonen snart over os. Snart handler det om Golden Globes, Oscar og de andre filmpriser. Som anmelder er jeg optaget af film, præstationer - og som popkultur-entusiast er jeg fascineret af dansen om priserne. Kampagner og interviews, der giver stemmer til en skuespiller eller film. Alt det, der skal klappe på aftenen, de stupide spørgsmål til skuespillerinderne på den røde løber (og takketaler, kys, fester!). Og i salen.

Tag nu 'seatfillers'. Folk, der sidder på de kendtes pladser, når disse er i baren eller på scenen. Mange ansøger om at slå måsen i sædet, nogle få heldige får lov. De skal næsten arbejde lige så hårdt som de kendte, Næsten.

LÆS OGSÅ: 7 mænd, jeg under ingen omstændigheder vil date igen

Og hvorfor tænker jeg lige på seatfillers? Mig, der ellers skriver om sex, dating og den slags? Jo, fordi de sniger sig ind alle vegne, gør de.

Nu sagde jeg jo højt, at jeg var træt af affærer. Det pjat var forbi. Slut med knudemænd, der bruger halvandet år på ikke at være ens kæreste. Slut med at være ked af det. Slut med andre damers mænd. Og måske goddag til noget, der kunne blive til noget mere. Så jeg gjorde kampagne.

Her var jeg. En farverig indie-produktion, med fine præstationer og en anderledes historie end andre romantiske komedier. Værs'god at kigge. For your consideration. Reaktionerne var overvejende positive. Det krævede mod bare at se traileren (det krævede også mod at lave den!), distributionen var lille, 'in select theaters only', for et udvalgt og yderst interessant publikum.

LÆS OGSÅ: Derfor er det så svært at finde "gode" mænd i 30'erne

Altså, jeg begyndte igen at tro på, at der var en mand derude, der passede til mig. Og omvendt. Men så mødte jeg et fænomen, jeg ikke havde regnet med.

En arm i mørket
Der er mænd derude, der ikke vil være George Clooney. De er tilfredse med at være seatfillers i kvinders liv. De er single. De vil gerne se én, spise mad, se film, samtale, suse ud til koncert og svinger sig op til (virkelig) god sex og sover i ske. Men de vil ikke være kærester. Der mangler noget, forelskelsen kommer ikke. Men det er ingen hindring, synes de. Mjøeh. Synes jeg.

Indenfor prostitution er der 'the girlfriend experience'. Og selvom dating og sexkøb er to forskellige ting, så tænker jeg lidt, at det er det, de her mænd (og kvinder, I ved, i er derude!) får. Kæreste-fornemmelsen. Nærheden, ømheden og alt det. Uden store følelser. Uden forpligtelser. Man kender hinandens inderste hemmeligheder, griner af de samme ting, kan lide den samme musik, man ses ofte - men man tagger aldrig hinanden på Facebook, man er ikke sammen. På den måde.

Det er sådan en lidt underlig mellemstation mellem skjult affære og kæreste. Hvor ingen ved, at man ser hinanden, udover de veninder, man altid fortæller alt - så de forstår, når man bliver ked af det, fordi det ikke gik. Alle de 34 fælles venner ville blive dybt overrasket over, at man har set hinanden. Og så endda så længe.

Problemet med seatfillers er ikke, at de er seatfillers. Din seatfiller er en anden kvindes Benedict Cumberbatch. Når du trækker dig, fordi 'han slet ikke vil have en kvinde i sit liv for alvor', så gør en eller anden smækker menneskerettighedsadvokat en respektabel mand ud af ham. Og fint nok.

Problemet med mig og dating-seatfillers er, at de også er 'heartfillers'. Lige så nysgerrig, jeg er, ligeså monogam er jeg, når mine behov dækkes af den samme. Når han både gør kur, konverserer mig og kysser mig, så jeg bliver helt blød. Det er jo skønt, men han skal ikke blive ved, og samtidig tro, at jeg holder hovedet koldt, mens kroppen er varm. For det flyder over i hjertet og det glider over i skuffelse. Over lige-ved-og-næsten.

For mig kommer forelskelse altid snigende. Når jeg får 'the boyfriend experience'. Så tænker jeg, at det måske ender med kærlighed, hinanden-hed. Fordi det føles jo godt. Men det er ikke den ægte vare, kun omtrent. Og det får mig til at føle mig som en, der ikke kan blive den ægte vare. Jeg forstår ikke, hvorfor en mand vil nøjes? Lade tiden gå med noget, han ikke vil gå helt ind i?

Men altså. Clooney blev afsat, og seatfillere skal også videre. Før eller siden. Og selvom både Michael Fassbender, Henry Cavill og Leonardo DiCaprio er single, så er det ikke en af dem, jeg har som date, når lyset dæmpes i The Kodak Theatre. Måske er han en seatfiller, måske er han ikke.

Pointen er, at jeg er en leading lady. Jeg er Charlize Theron, og jeg har min egen fest. Og du skal være så velkommen, især hvis du ved, hvad du vil. Husk popcorn og champagne.


LÆS OGSÅ: Jeg er også lige blevet single… For jeg har slået op med samtlige dating apps, jeg havde på min smartphone

LÆS OGSÅ: ”Jeg vil hellere have et barn med en ven end med en kæreste” 

LÆS OGSÅ: "Når nogen spørger, om jeg har en kæreste, siger jeg: Nej, jeg er fri"

 

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana, 40, er forfatter og blogger på Caruana.dk. Uddannet journalist, skilt to gange, forældreløs mor til to. Bor på Amager, er håbløst romantiker og tror ikke på at spille kostbar, gemme strækmærker og kan simpelthen ikke gå i stiletter.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Stephanie Caruana og Dating