Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Pia har svært ved at forstå, hvorfor så mange overhovedet jagter mor, far og børn-drømmen.
Pia har svært ved at forstå, hvorfor så mange overhovedet jagter mor, far og børn-drømmen.

”Jeg vil hellere have et barn med en ven end med en kæreste”

Hvorfor skal det være en nødløsning at få børn med andre end en kæreste? spørger Pia Damsgaard Bach i sin klumme.

KLUMME: Er der garanti på biologiske ure? Så skal jeg ned og have byttet mit, for det er gået i stå. Noget har fået det til at gå i stå - muligvis går det stadig, men i så fald lider det af noget, som mange andre kvinder på min alder tilsyneladende også lider af: Frihedstrang. Vi har simpelthen svært ved at opgive vores frihed for et barn.

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

Børnene - de fleste af dem - er i sig selv søde og dejlige, synes jeg - men mange af tingene uden om virker så tilpas dødssyge, som de bliver fremstillet for tiden, at jeg har svært ved at forstå, hvorfor så mange overhovedet jagter mor, far og børn-drømmen så intenst. At mine medsøstre i stigende grad udsætter at få børn så længe som muligt, er derimod mere end forståeligt.

Udover at du nærmest bliver arresteret, hvis dine prutter indeholder spor af tungmetaller eller ikke-økologisk mælk, og den forurenede tarmluft ender i dit barns lunger, så forventes det, at du ønsker at bruge al din overskydende tid sammen med barnet.

LÆS OGSÅ: 31-årige Nadia blev mor til donorbarn: "Jeg kørte mig selv på hospitalet, da jeg skulle føde"

Holder du som udkørt udearbejdende mor en fridag på sofaen, mens Gustav Herluf bliver sendt i børnehave, kunne du ligeså godt have indrømmet, at du giver ham slik til aftensmad, eller lader ham sidde hele søndage foran fjerneren uden at bruge kvalitetstid sammen med ham. Du bliver set lidt skævt til, for nu er der jo endelig tid til at være sammen, og så vælger du at bruge den på sig selv, tsk, tsk... Hvor egoistisk.

I en undersøgelse for nylig i Kristelig Dagblad sagde 63 procent af mødrene, at de har to timer eller mindre om ugen til egne interesser. 120 minutter OM UGEN eller mindre til egne interesser... Er det kun mig, der synes, det er et problem?

Er to timer til sig selv om ugen nok?
Når jeg som udenforstående - og lettere uforstående - betragter kernefamilien, som den ser ud i medierne med rekordhøje skilsmissetal, stressede forældre og hele trædemøllen med at hente og bringe, kan jeg ikke lade være med at tænke, at hvis mit biologiske ur skulle begynde at tikke igen, vil et delebarn af en art være en god løsning.

LÆS OGSÅ: Mia Lyhne: Problemet er, at vi får børn alt for sent

Hvis man som fuldtidsmor kun har to timer til sig selv om ugen, må det være en velsignelse at have hver anden uge for sig selv, mens en anden roder med madpakkerne og henter i børnehaven. Men det må man vist ikke rigtig sige, hvis man er mor, fornemmer jeg. Eller i hvert kun hvis det bliver efterfulgt af: "Når det nu ikke kan være anderledes, er det da meget rart at have lidt tid til sig selv, men jeg savner Gustav Herluf hvert eneste minut," sagt med trist stemme og nedadvendte mundvige.

Hvis det skulle ske, at mit biologiske ur gik i gang igen, tror jeg, at jeg ville gribe sagen an, som jeg forestiller mig, at de såkaldte regnbuefamilier gør i homoseksuelle kredse.

Her finder man sammen om rene platoniske partnerskaber for at få børn. Ved at få et barn med et andet menneske på ren venskabelig basis fjerner du mange af de ting, som kernefamilierne kuldsejler på: Manglende sexliv, hverdagens trummerum, skænderier, utroskab osv.

At have et barn med en god ven forekommer mig noget mere afslappet, end hvis man samtidig skal være kærester. På den måde kan alle også tage på udflugter sammen og fejre fødselsdage i samme rum uden akavestemning osv.

Måske er jeg naiv og egoistisk, men for mig er kernefamilien ikke et valg, jeg kan tage, som det ser ud nu, hvor det værste, du kan være som forælder, er egoistisk. Børnene er blevet små guder, som vi skal ofre alt for. Det kan jeg ikke.

Hvad gør vi så?
Af ovenstående grunde bliver det heller ikke aktuelt for mig at få et barn alene med hjælp fra en donor, som mange singlekvinder vælger, når tiden er ved at rinde ud, men måske med en god ven, hvis det endelig skulle være. Hvorfor ser vi egentlig ikke i retning af vores venner og bekendte, når vi skal finde en far eller mor til vores børn? Kunne man ikke være to venner eller veninder om et barn uden at behøve at være homoseksuelle?

Mange børn bliver født på et meget dårligere grundlag end det - f.eks. efter et engangsknald i en brandert. Tror vi, at vi bedre kan stole på en kæreste eller en, man er gift med? SKAL børn absolut fødes pga. af romantisk kærlighed mellem to mennesker? Eller er det bare sådan, det er, fordi sådan har vi "altid" gjort?

Selv om der er 37 forskellige familietyper ifølge Danmarks Statistik, begynder langt de fleste med et ønske om en kernefamilie med far og mor m/k. Når drømmen forliser, opstår de andre familietyper.

Som venner kan man vel også bedre sætte sig ned, inden barnet kommer og snakke om, hvordan det skal være i fremtiden. Hvem skal betale hvad? Hvor skal vi bo? Hvordan deles vi om barnet? Kan vi lave et bofællesskab? Ting, man som kærlighedsfamilie ikke på samme måde kan diskutere, for man elsker jo hinanden - det der skilsmisse sker ikke for os. Når det så sker, er det hele bare lidt træls og belastende og svært at snakke om for mange.

LÆS OGSÅ: 46-årig gravid: Jeg føler mig ikke som en gammel mor 

LÆS OGSÅ: Derfor er singlemænd over 35 virkelig op ad bakke

LÆS OGSÅ: Min eks ringede efter 5 år: "Skal vi drikke en kop kaffe?"   

Se, hvad vi ellers skriver om: Dating