Signe og Jimmy fandt hinanden på teateret: Vi gik en del på værtshus og drak usandsynligt mange øl

Hvilken var den første vej, du gik på?
– En vej i Ormslev i Jylland. Byen er så lille, at man ikke opdager, at man er kørt ind i den, før man er ude igen. Mine forældre flyttede ind på den gamle skole i et bofællesskab, da min tvillingebror og jeg blev født, og boede der, til jeg var 16 år. Min mor var skolelærer, og min far, som var uddannet tømrer, arbejdede som socialrådgiver. Jeg voksede op med min tvillingebror, som jeg fulgtes med langt op i barndommen, og de to andre børn, som boede i huset. Der var sindssygt meget plads fysisk og mentalt. Man måtte gerne skeje ud, bygge huler og lave cirkus. Min far og jeg lavede revy i forsamlingshuset, og jeg sang i kirkekoret. Vi blev anset for at være hippierne, fordi dem, der boede i Ormslev i forvejen, havde boet der i generationer. De spiste K-salat på toastbrød, mens de røg smøger og spillede banko. Som teenager var det ikke ret fedt at bo i Ormslev, men det var faktisk også hårdt at forlade byen. I mange år græd jeg faktisk, når jeg kørte forbi. Jeg var tilbage for et par år siden, og da jeg stod og kiggede, spurgte de nye ejere, om jeg ville ind og se. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Det var en skør oplevelse, for de havde lavet en masse om ved huset.

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

Din levevej?
– Jeg tror, teatervejen valgte mig. Jeg har altid følt mig hjemme på teatret, og jeg gik målrettet efter det, fra jeg opdagede den verden som 12-13-årig i et amatørteater. Det var som en forelskelse, der aldrig er gået over. Men det var også svært, for jeg mistede lysten til at gå i skole, og da alle andre skulle i gymnasiet, valgte jeg Den Frie Ungdomsuddannelse, som nok var tænkt til unge, der passede endnu mindre ind, end jeg gjorde. Men jeg passede ikke ind andre steder, og her fik jeg lov til at sammensætte de kurser, der interesserede mig. Gymnasiefesterne og det med at score drenge var ikke rigtig mig. Jeg endte med at klippe alt mit hår af i stedet for. Det lugtede langt væk af identitetskrise. Det eneste, jeg ventede på, var, at jeg blev 18 år, så jeg kunne søge ind på teaterskolen. Jeg kom ind i første forsøg, selv om det var ret atypisk at være så ung på teaterskolen. Det er stadig på topti over mit livs højdepunkter. Endelig turde jeg sige højt, at jeg skulle være skuespiller. Før var jeg altid bange for reaktionen: "Det er der jo så mange, der vil".

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Victor Marcussen, som var instruktør på amatørscenen i Gellerupparken. Han var og er et sindssygt engageret menneske, der tog en stor flok unge under sine vinger. Han tog os alvorligt, og det var første gang, der var en voksen, der talte til mig i øjenhøjde og så, at jeg kunne noget specielt. Han troede på mig, han krævede noget af mig, og han gav mig ansvar. I det hele taget gav han mig lysten til at gøre mig umage. I starten lavede vi Bøllebob, men senere satte vi noget mere dystert op om nogle gadebørn i New York. Jeg kunne godt mærke, at jeg kunne noget, og at de andre syntes, at jeg var god til det. Der var dog intet hierarki, og der var ingen, der blev gjort til stjerner. Men for første gang følte jeg overensstemmelse mellem den ros, jeg fik, og den begejstring, jeg følte indeni. Indtil da havde jeg prøvet at gå til trompet, håndbold, klaver og badminton, og jeg var aldrig rigtig god til noget af det.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Jeg har ofte ønsket, at der var noget andet i livet, der kunne begejstre mig lige så meget som teatret, men jeg har aldrig fundet det. Det er jo sindssygt bøvlet med arbejdstiderne, og det er ikke altid, der er rift om én i den branche. Livet er langt, og det kan sagtens være, der er en anden vej. Jeg har bare ikke fundet den endnu.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: "I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har så mange. Jeg er ikke typen, der lukker alle ind i mit hjerte, men der er på den anden side plads til mere end en. Mine venner, forældre og mine børn for eksempel. Jimmy (sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen, red.) fandt vej, da vi begge to arbejdede i Aarhus i en periode i 2007. Det var min gamle by, men der var gået så lang tid, siden jeg var flyttet, at jeg ikke rigtig kendte nogen derovre. Alt var så bekendt, men der var alligevel ingen at hilse på, når jeg gik på gaden. Om aftenen spillede både Jimmy og jeg med i hver sin forestilling, men om dagen skulle vi intet, så om aftenen efter vi havde spillet forestilling, gik vi en del på værtshus og drak usandsynligt mange øl, for vi kunne jo sove hele næste dag. Nogle gange mødtes vi på teatrets gange, og det var lidt akavet, for han spillede med i Nøddeknækkeren og havde derfor monstertrikot på. Jeg spillede med i Idioten og havde nogle store flotte kjoler på. På trods af, at vi ikke rigtig lignede os selv, fik vi et godt øje til hinanden, og i 2011 blev vi forældre til vores første barn. Vi blev kærester et sted midtimellem, men vi er ikke sådan nogle, der fejrer en bestemt dag hvert år.

Signe sammen med kæresten og far til hendes to børn, sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Jeg har aldrig oplevet noget ubehageligt, og fordi jeg er sammen med Jimmy, er det ham, alle genkender. Da jeg spillede isheksen Iselin i en julekalender for nogle år siden, kunne jeg godt mærke, at der var en hel generation af børn, der genkendte mig. Jeg oplevede engang at stå splitterravende nøgen i svømmehallens baderum, da en skoleklasse, som allerede havde klædt om og fået tøj på igen, kom gående ud til mig med alle deres kladdehæfter og bad om min autograf. Jeg har generelt lidt svært ved at sige nej, og jeg ville så gerne komme dem i møde, så jeg stod nøgen og skrev autografer og prøvede ikke at gøre deres kladdehæfter alt for våde.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– På vej tilbage på arbejde, hvor jeg skal i gang med Livlægens besøg på Betty Nansen Teatret. Jeg er lige blevet færdig med at læse romanen, og vi har godt nok noget at leve op til. Jeg blev så glad, da de spurgte, om jeg ville være med. Kvinderoller, der er så interessante som Caroline Mathilde, er sjældne. Det er også sjældent, man skal være med i et drama, som er så tydeligt tegnet op. Det er jo ikke engang et drama, som filmen En kongelig affære har opfundet. Det er et rigtigt drama, som har fundet sted i virkeligheden. Den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev tvangsgiftet bort som 14-årig til en sindssyg konge og forelsker sig i en 14 år ældre læge. Det er jo et ekstremt overgreb at tage et barn fra hendes miljø og placere hende i et galehus, som det danske kongehus var dengang. Jeg prøver at finde genkendeligheden i det, og det, som går igen i dag, er de store følelser; kærlighed, jalousi og hvor langt, man vil gå for sin kærlighed. Det er tidløst og eviggyldigt, og det kan godt fascinere mig. Det er kræfter, der altid har været i mennesker.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Hvornår i livet har du taget en genvej?
– Jeg arbejder på at blive mere rummelig, fordi tingene går hurtigere på den måde. Det gælder både derhjemme med ens familie, men også på arbejdet i forhold til konflikter. Det gælder især i forhold til min datter på fire år. Hun har hysteriske øjeblikke, hvor hun skriger sig lilla i hovedet. Forleden dag afprøvede jeg forskellige taktikker som for eksempel at lukke øjnene eller gå ind i et andet rum eller tælle til ti. Det hele gjorde det faktisk meget værre, og det hjælper heller ikke, at jeg bliver fire år og skriger, for jeg bliver så ked af det bagefter. Men jeg er ved at lære at forkorte konflikter, og man skyder en genvej ved at rumme folk og give plads til, at der er flere måder at være i livet på. Selv mennesker, du ikke engang bryder dig om, kan du lære at være i rum med og måske endda holde af, hvis du bliver mere rummelig.

Hvad tænkte du på på vej herhen?
– At jeg er på vej ud af babyboblen – efter at være blevet mor til Morgan Bob for to måneder siden – og ind i en anden boble. Det er første gang i et år, jeg har cowboybukser på, og når jeg går hen til teatret, er jeg mit gamle jeg igen. Det er vidunderligt og vemodigt på én gang. Jeg glæder mig sindssygt til det her projekt, og jeg føler mig meget heldig, men det er også vemodigt, at jeg ikke har givet mig selv lov til at holde længere barselsorlov med Morgan Bob. Det er meget komplekst. Hvis jeg havde sagt nej til Livlægens besøg, ville jeg have fortrudt det, men måske kommer der en dag, hvor jeg fortryder, at jeg ikke holdt mere barselsorlov. 

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”