Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Julie Steincke
Foto: Franne Voigt og Jakob Boserup

Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven

”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

Julie Steincke var lige gået fra sin kæreste, da hun fik at vide, at hendes ægreserve var så lav, at hun kun havde et år tilbage at få børn i. Og så fik hun travlt. Hun var nemlig fast besluttet på at blive mor – også selvom det betød, at hun måtte vinke farvel til drømmen om den perfekte kernefamilie.

"Om et år kan du ikke længere blive gravid".

Julie Steincke fik et chok, da hun fik beskeden. Det var i julen 2014. Den dengang 38-årige musicalstjerne var på besøg hos sine forældre i England, da mailen tikkede ind på computeren, og hun måtte læse ordene flere gange, før hun forstod dem. Så begyndte hun at tudbrøle.

For Julie ønskede sig brændende et barn. Det havde hun altid gjort. Hun ønskede sig et liv som hovedpersonerne i et moderne eventyr. Med mor, far og børn. Med hus, hund og have. Den perfekte kernefamilie.

Et par måneder forinden havde hun været i et fast parforhold og fuld af håb. Nu var hun single og fik at vide, at hendes ægreserve var så lav, at hun kun havde et år tilbage at blive gravid i. Et år. 12 måneder. 365 dage. For Julie fik beskeden alle drømmene til at krakelere.

– Jeg kunne jo ikke nå at finde en mand og blive gravid i løbet af 12 måneder. Det virkede helt umuligt, og alle de forestillinger, jeg havde haft om, hvordan mit liv skulle være – de smuldrede, siger hun og tilføjer, at hun for første gang i hele sit liv blev strejfet af en lyst til at give op.

Men så talte hun med en af sine gode venner, danseren Silas Holst, der selv er far i en utraditionel regnbuefamilie med to fædre og en mor. De to venner gik en lang tur rundt om søerne i Københavns vinterkulde, mens Julie fortalte om sine bekymringer. Og så stillede Silas Holst et afgørende spørgsmål.

– Jeg kan tydeligt huske, at han stoppede op og spurgte "Hvad er det egentlig, du vil, Julie?". Jeg var slet ikke i tvivl. "Jeg vil være mor", svarede jeg. Og så vidste jeg, at jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie og i stedet kæmpe for at få min drøm opfyldt.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Den rette timing

For Julie Steincke opstod drømmen om at blive mor, allerede da hun var helt lille. Som 3-årig gik hun rundt og opdrog på sine dukker, og da hun som ung skuespiller medvirkede i flere teaterstykker med børn, blev ønsket om at blive mor kun forstærket. Men timingen skulle være rigtig.

– Jeg ville have styr på alting, inden jeg stiftede familie, og det var nok det, der var problemet. For mens jeg gik og ventede på, at timingen var rigtig, tog det ene job det andet, og tiden fløj af sted, siger hun.

For seks år siden blev Julie og hendes daværende kæreste, den britiske Ylan Hirschfield, dog enige om, at nu var tiden kommet. De havde dannet par i seks år, og Julie købte et hus i Danmark, hvor de planlagde at stifte familie.

– Jeg var nået til et punkt i mit liv, hvor klapsalverne ikke længere betød så meget. Jeg følte, at jeg kom hjem til et ekko, og jeg havde lyst til, at mit liv skulle handle om noget andet end bare mit arbejde. Alle talte om, hvor fantastisk og enestående det var at holde sit lille barn i armene for første gang, og jeg længtes efter at forstå præcis, hvad de mente, fortæller Julie.

Da hun og Ylan første gang forsøgte at blive gravide, var hun 34 år gammel. Alderen var dog ikke noget, hun skænkede en tanke.

– Jeg følte mig ikke en dag over 23, og jeg havde virkelig ikke tænkt over, at der var en risiko for, at det ikke kunne lade sig gøre. Selvfølgelig skulle jeg da nok blive gravid med det samme, tænkte jeg.

Men så nemt gik det ikke.

En spand med graviditetstest

Den første graviditetstest var negativ. Det samme var den anden. Og den tredje og fjerde og femte.

– Til sidst havde jeg fyldt en hel spand med negative graviditetstest, og jeg tænkte bare: "Shit!". Det var et mareridt, og jeg blev mere og mere desperat. Det var dødstressede – især fordi Ylan boede i England, og jeg boede i København, så hver måned måtte vi rejse frem og tilbage. Det var enormt besværligt, og måned efter måned blev vi ramt af en kæmpe skuffelse.

Efter adskillige forsøg bestilte Julie en tid hos en gynækolog. Her lød beskeden, at alt umiddelbart så fint ud, men at besværlighederne kunne skyldes Julies alder, og at hun derfor burde få taget nogle blodprøver. Men det følte Julie ikke behov for.

– "Come on", tænkte jeg. Jeg var sund og rask. Jeg havde altid spist salat og trænet. Mine æggestokke var fine, fik jeg at vide, og jeg nægtede at tro, at der kunne være noget galt med mig. I stedet begyndte jeg at finde på undskyldninger for, hvorfor det ikke lykkedes. Måske var vi for stressede. Måske var det, fordi vi boede for langt fra hinanden. Jeg tænkte 1000 tanker, men undlod fuldstændigt at se på det reelle problem.

Julie og Ylan forsøgte at blive gravide i fire år uden held. Så gik de fra hinanden. Ifølge Julie havde forholdet fået nogle blå mærker, og de havde fundet ud af, at de måske grundlæggende ville to forskellige ting.

– Ylan ville vist egentlig gerne blive i England, og jeg ville bo i Danmark. Desuden var han begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet behøvede et barn, nu hvor det var så besværligt. Men i min verden var der ingen tvivl. Jeg ville være mor!

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: ”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”

Den knuste drøm

Det var et par måneder efter bruddet, at Julie besluttede sig for at kontakte en læge. Hun kunne ikke længere finde på flere undskyldninger, og nu var hun nødt til at finde ud af, om der rent faktisk var noget galt med hende. Hos lægen fik hun taget en blodprøve, og det var den, der afslørede, at hendes ægreserve var lav, og at hendes chance for at blive gravid derfor ikke var ret stor. Julie nægtede dog at tro på resultatet. Derfor fløj hun til England og blev undersøgt af en anden læge. Men da de nye tal kom i julen 2014, var de endnu værre end de første. Det var her, Julie fik beskeden om, at hun kun havde et år tilbage at blive gravid i.

– Oh my god! Det var som at få en kæmpe hammer i hovedet. Shit, møg, sikke noget lort! Jeg tænkte alle de bandeord, som jeg normalt ikke kan lide at bruge. Hvis jeg bare havde fundet ud af det tidligere – så ville jeg have forsøgt at blive gravid noget før. Nu var det næsten for sent, og jeg var bange for, at jeg ikke kunne nå det. Skidebange faktisk, fortæller Julie og tilføjer:

– Jeg havde lyst til at anskaffe mig en boksebold og bare slå løs på den, for,
for fanden, hvor var det bare uretfærdigt! Min drømmeboble sprang og blev fuldstændig ødelagt, og jeg indså, at den ­familiekonstellation, jeg altid havde ønsket mig, aldrig ville blive virkelighed.

I et kort, frustreret øjeblik overvejede Julie, om hun helt skulle droppe planen om at blive mor. Måske kunne det hele være lige meget nu, hvor hun ikke kunne få den kernefamilie, som hun gerne ville have. Men så kom Silas Holst, hendes andre venner og hendes familie ind i billedet.

– De fik mig til at indse, at det var langt vigtigere for mig at få et barn end at leve op til en eller anden perfekt skabelon. Og så gik projektet i gang! Jeg havde et år tilbage at blive gravid i, så jeg var nødt til at tænke kreativt.

Jagten på en far

Julie begyndte at researche og undersøge, hvilke muligheder hun havde. Hun overvejede både adoption og kunstig befrugtning med enten en anonym eller "kendt" donor. Samtidig talte hun med en masse moderne og utraditionelle familier.

– Jeg talte med bøsser, lesbiske, alenemødre, skilte forældre – alle mulige. Jeg søgte inspiration overalt, og jeg var enormt nysgerrig efter at høre, hvordan andre havde skabt og levede i en familie, der måske var lidt anderledes end de fleste andre.

Efter mange overvejelser kom Julie frem til, at det var vigtigt for hende, at hendes barn havde en far. Hun har selv et tæt forhold til sin far og tanken om, at hendes barn skulle vokse op uden en mandlig rollemodel i sit liv, fik hende til at lægge ideen om adoption og en anonym sæddonor på hylden. I stedet begyndte hun at spekulere over, hvem der mon kunne være hendes donor, og de spekulationer var hun ikke alene om.

– Jeg talte meget med min familie om ­situationen, og en dag sagde mine forældre: "Hvad med din bedste ven, Henrik? Hvorfor får du ikke et barn med ham?" Henrik og jeg havde kendt hinanden i ti år, og det mærkelige var, at jeg faktisk også selv havde tænkt på ham, siger ­Julie og tilføjer:

– Henrik er skuespiller, ligesom jeg er, og vi har været tætte venner, lige siden vi mødte hinanden. Han er så sød og ydmyg og helt nede på jorden. Og så er han en fantastisk far. Det vidste jeg ­allerede dengang, for han har en datter fra et tidligere forhold, og jeg havde set, hvordan han havde opfostret hende. 

Men hvordan spørger man lige sin bedste ven, om han vil være far til ens barn? For Julie skulle der en god flaske rødvin til. Så i begyndelsen af 2015 købte hun en flaske amarone og inviterede sin bedste ven Henrik Lund til middag.

– Det var vigtigt for mig, at jeg ­ikke spurgte ham direkte. Han skulle ­ikke ­føle sig presset, og ­derfor bad jeg ikke om noget. Jeg fortalte ham bare om min situation, og inden det første glas vin var tømt, sagde han: "Julie, hvordan ville du egentlig have det med, at jeg var faderen?" Jeg blev rørt til tårer, da han sagde det, fortæller Julie og tilføjer, at der dog ikke var nogen romantik indblandet i samtalen.

– Henrik og jeg har aldrig været andet end venner. Vi elsker hinanden, men vi er ikke forelskede, og jeg tror simpelthen, at vi har kendt hinanden for længe og er for gode venner til, at vi nogensinde vil kunne blive det. Da vi begyndte at lege med tanken om at få et barn sammen, handlede det udelukkende om, at vi begge ønskede at blive forældre, siger hun.

Efter at have delt flasken med vin talte Julie og Henrik ikke mere om babydrømmen den dag. I stedet satte de sig foran klaveret og sang til langt ud på aftenen. Men tanken var plantet og begyndte at spire hos dem begge, og kort efter aftalte de at bruge seks måneder på at tænke det hele igennem. Hvis de stadig havde lyst, når de seks måneder var gået – så ville de prøve at få et barn.
Det næste halve år blev brugt på lange snakke og gåture på stranden. Der var meget, Julie og Henrik skulle tale om. Opdragelse, værdier, højtider, økonomi, samkvemsret osv.

– Vi fik inspiration fra skilte par, og det havde Henrik jo erfaring med. Vi så på, hvilke udfordringer man har som skilsmisseforældre, og hvilke ting der var vigtige at få på plads. Vi talte og talte, og efter et halvt år kiggede vi på hinanden, og heldigvis var vi enige. Vi ville stadig gerne have et barn sammen.

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

Gravid – langt om længe

Julie blev insemineret første gang i efteråret 2015. Men uden held. Derefter dalende hendes forventninger, og da hun et par måneder efter blev insemineret igen, var hendes håb næsten forsvundet. Derfor begyndte hun at tænke på andre alternativer. Hun udfyldte en lang række adoptionspapirer og nåede endda at sende dem af sted, inden hun en dag i december 2015 stod på scenen på De Ny Teater og bed mærke i, at hun havde det skidt.

– Jeg havde kvalme. Først tænkte jeg, at jeg måtte have spist noget dårligt, men da jeg tænkte efter, havde jeg egentlig haft det skidt længe – især om morgenen, fortæller hun.

Julie var blevet skuffet så mange gange, at hun næsten ikke turde håbe. Alligevel købte hun en graviditetstest.

– Og så var den positiv! Det var fuldstændig fantastisk, utroligt og uvirkeligt. Jeg tog et billede af testen og sendte det til Henrik og skrev: "Jeg tror, vi er der!", og han svarede: "Godt, så kører vi!".

Og det gjorde de så. Julie tog til lægen og fik bekræftet, at den var god nok. Hun var – langt om længe – gravid. Alligevel var glæden ikke ren og altoverskyggende. Lægen ­fortalte nemlig, at der på grund af Julies alder var en risiko for, at hun ville miste barnet. Desuden ­kendte ­Julie flere, der havde fået en spontan abort – også sent i graviditeten.

– Det var helt vidunderligt endelig at være gravid. Men også skræmmende, for tænk nu, hvis der var noget, der gik galt. Jeg var utrolig bange, og det blev jeg faktisk ved med at være alle ni måneder, siger Julie.

Derfor var babylykken ikke noget, hun talte særlig højt om. Hendes familie og tætte venner fik det at vide, men hun havde ikke lyst til at informere offentligheden. Ikke før en dag i begyndelsen af august 2016, hvor hun postede et billede på sin Facebook- og Instagram-profil af en lille, sovende dreng, der lå på hendes bryst.

"Motherhood finally here", skrev hun under billedet.

En stormfuld affære

Julies søn kom til verden den 4. august. Fødslen tog 18 timer, og der var en del komplikationer, men da hun endelig holdt sin søn i armene, glemte hun alt om smerterne.

– Det var bare pure love. Jeg blev så rørt, da jeg fik ham op. Hans varme krop dampede næsten. Hans fingernegle var så bitte små. Hans store, forvirrede øjne gloede op på mig. Det var det vildeste, for jeg havde ønsket det så utrolig længe! Pludselig lå der et lille væsen, som jeg havde kreeret. Et lille liv. Et hjerteslag. En fremtid. Wow!

Både Julies mor og Henrik var med til fødslen og støttede hende gennem de hårde 18 timer.

– Henrik var jo faderen, så selvfølgelig var han med. Vi kender hinanden så godt, så der var intet mærkeligt eller akavet ved, at han var det. Jeg syntes bare, at det var vildt dejligt at dele oplevelsen med ham – ligesom det havde været dejligt at dele ­alle de andre oplevelser i løbet af graviditeten med ham, fortæller Julie.

Selvom Julie og Henrik ikke danner par, og selvom de allerede inden fødslen havde aftalt, at deres barn skulle bo hos Julie, tog Henrik stor del i graviditetsforløbet. Han var både med til scanninger og fødselsforberedelser, og da den lille dreng skulle have sit navn, var det en fælles beslutning.

– Jeg havde en masse forslag, som Henrik vist ikke rigtig brød sig om. Men så blev vi enige om Storm. Jeg synes, at det er helt perfekt, for hans vej til verden var en stormfuld affære, fortæller Julie.

Faren til Julie Steinckes dreng Storm er hendes bedste ven, Henrik Lund, der også er skuespiller.

En lykkelig "skilt" familie

I dag er det knap et halvt år siden, at Julie fik sit længe ventede ønskebarn. Hun har haft et par måneders barsel, men allerede nu er hun tilbage på de skrå brædder og spiller en af hovedrollerne i Det Ny Teaters opsætning af musicalen "Chicago". Også Henrik har en rolle i musicalen, så Julies forældre er kommet på besøg fra England og tager sig af Storm, når hans forældre er på arbejde.

– Jeg savner Storm rigtig meget, og det er lidt svært at være væk fra ham. Men det er også dejligt at være i gang igen, selv det er enormt hårdt. Jeg troede, jeg var træt før i tiden, men puha... Jeg har virkelig fået respekt for kvinder og mødre, efter jeg selv er blevet mor, siger hun.

Når hun er færdig med musicalen, vender hun tilbage til barselslivet. Et liv, som hun er fuld ud tilfreds med.

– Det er fantastisk. Jeg elsker at være sammen med Storm, og alt ved ham er skønt. Han pludrer rigtig meget, og når jeg bader ham, ligger han og plasker og smiler til mig. Jeg føler mig så utrolig heldig. Han er alt, hvad jeg har drømt om – og mere til, siger hun.

Storm bor fuldtid hos Julie, og sådan er det meningen, at det skal blive ved med at være. Henrik bor dog lige i nærheden og har en nøgle til huset. Han kommer på besøg flere gange om ugen, og det er planen, at de skal arrangere både hverdagsmiddage, højtider og ferier sammen.

– Vi fungerer lidt som en skilt familie – bortset fra at vi kan lide hinanden. Henrik er altid velkommen, og det er en gave at se al den kærlighed, som han giver til Storm. Det er faktisk slet ikke så tosset af få et barn med sin bedste ven, siger Julie.

Selvom Julie ikke fik den perfekte kernefamilie, som hun drømte om, har hun aldrig fortrudt, at hun fik et barn med Henrik. Og faktisk er det gået op for hende, at de drømme, hun havde, måske i virkeligheden ikke var så vigtige.

– Jeg er blevet mor og har en søn, der oven i købet har en dejlig far. Hvad mere kunne jeg bede om? Jeg synes, jeg har et smukt og lykkeligt familieliv. Det er bare et moderne familieliv, siger hun og tilføjer:

– Jeg har fået et andet syn på verden nu, og jeg har ikke de samme teenagedrømme længere. Jeg har fundet ud af, at alting ikke behøver at være som i eventyrene, for mit eventyr er meget større. Der er ikke noget, der er rigtigt og noget, der er forkert. Storm får masser af kærlighed, og det er i bund og grund det eneste, det handler om.

Det er i dag cirka to år siden, at Julie fik testet sin ægreserve og fik den nedslående besked om, at hun havde travlt, hvis hun skulle nå at blive gravid. Hun nåede det. Men det var en hård kamp, og hun ville ønske, at hun havde fået testet sin ægreserve noget tidligere.

– Jeg kan få helt ondt i maven af at tænke over, hvor tæt jeg var på ikke at blive mor. Hvis jeg havde fået testet mine æg tidligere, ville jeg nok have forsøgt at blive gravid noget før. Så ville jeg være sluppet for en masse besvær og bekymringer, og jeg vil virkelig opfordre alle kvinder til at blive testet. Vi kvinder har et tikkende ur, og når nu vi har ­muligheden for at få beregnet, hvornår tiden løber ud, så er det da bare om at få det undersøgt. 

LÆS OGSÅ: Line Baun Danielsen: “Kærligheden skal jo ikke bare være der for at fylde et tomrum ud”

LÆS OGSÅ: Søs Egelinds familie: Derfor bor vi tre generationer på samme gård

LÆS OGSÅ: ”At få fjernet mine børn er den største sorg i mit liv. Som jeg håndterede ved at tage flere stoffer”

Julie Steincke, 40 år

Sanger, skuespiller og musicalstjerne, der blev landskendt som dommer i talentkonkurrencen ­Talent 2008 på DR1.

Uddannet fra Italia Conti Academy of Theatre Arts i London, hvor hun også er vokset op.

Bor i København med sin fem måneder gamle søn, Storm, som hun har fået med sin bedste ven, skuespiller Henrik Lund.

Aktuel i musicalen "Chicago" på Det Ny Teater.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kendte, Julie Steincke og Interview