"Med det job, jeg har, kan min mand ikke også have et 9-16-job, så i dag er han hjemmegående husfar"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var villavejen Hjortevænget i Bagsværd, hvor jeg voksede op med mine forældre og mine tre søskende, som er meget ældre end mig. Min mor var hjemmegående, og min far arbejdede på socialkontoret. Det var et hjem med klaver og højskolesangbog, og der var i det hele taget meget musik i hjemmet, for to af mine søskende spillede også. Min bror fik på et tidspunkt et band, som øvede i kælderen, og det var ualmindeligt interessant for en lille pige som mig. De tog tit på turné i et gammelt folkevognsrugbrød, og jeg kan huske, at jeg stod og vinkede farvel til dem ude på vejen og ærgrede mig over, at jeg ikke skulle med.

Din levevej?
– Hjemme hos os talte man aldrig om musik som noget, man kunne leve af. I min fars øjne var spil og sang en hobby. Jeg brugte meget tid på mit værelse med en spolebåndoptager og en guitar. De andre anede ikke en skid om, hvad jeg lavede, og det hed sig altid i min familie, at jeg ikke kunne synge rent. I mange år drømte jeg alligevel om, at det skulle blive min levevej, uden at jeg sagde det til nogen. Da jeg kom i gymnasiet, vidste jeg, at jeg skulle synge, og jeg fik endelig sagt det højt. Jeg kan tydeligt huske, at min far vrængede: "Skal du være refrænsangerinde?" Han var lidt en skrap type, som senere sagde, når vi havde spillet koncert, at det kunne vi godt have gjort bedre.

– Da jeg flere år senere fik mit gennembrud, var min far blevet en ældre herre, og han kunne ikke så godt lide at gå til koncerter, men han kom tit til lydprøverne og stod der ved pulten med sin alpehue. For nylig, da jeg skulle være med i Toppen af poppen, fandt jeg nogle gamle scrapbøger i et skur. Dem havde min far lavet. Jeg brugte en hel weekend på at sidde og kigge dem igennem, og jeg blev sgu helt rørt over, hvor meget tid han havde brugt på at holde styr på, hvad hans datter havde gang i.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

Hvornår har du taget en genvej?
– 1988, da jeg udgav min debutplade, var et stort år for mig. Jeg var ret undertippet, fordi jeg udgav musik på engelsk, da alle andre ville have dansk. Der var ingen pladeselskaber, der ville have mig, men der var én mand, der troede på mig, og som gav mig lov til at indspille min plade om aftenen og natten, når der ikke var andre, der skulle bruge studiet. Først da pladen var på gaden, og lortet solgte, som man siger, fik jeg en pladekontrakt. Det sagde virkelig bang, og det forår troede vi, at vi kun skulle ud på en lille turné. Vi endte på både Grøn Koncert og Roskilde Festival. Jeg ønsker tit for mine studerende, at de får en mere stille og rolig start.

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg er uddannet musikpædagog, og da der ikke var rytmisk konservatorium dengang, tog jeg til Boston og uddannede mig rytmisk, så jeg kom tilbage med en masse kompetencer, som de kunne bruge blandt andet på det nye rytmiske konservatorium, hvor jeg kom til at undervise. Selv om jeg forlod konservatoriet, da jeg blev solist, har jeg altid været censor om sommeren for at holde fast i den verden. For syv år siden blev der slået en stilling op på "rytmekons" som professor i sang. Gode folk omkring mig opfordrede mig til at søge, og jeg kom ind fuld af passion, energi og lyst. På det tidspunkt havde jeg også brug for noget andet end et job, hvor det bare var mig, mig, mig. Nu skulle jeg pludselig koncentrere mig om andres egoer. I starten frygtede jeg, at de studerende kun kendte mig fra lange bilferier til Østrig, hvor mor insisterede på at høre Hanne Boel hele vejen. Af en eller anden grund er det altid mødrene ... Men selv om de er børn af mine fans, har de aldrig tvivlet på mine kompetencer, og det har ændret mit syn på mig selv. Jeg er ikke bare en gammel popmoster.

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: ”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Søren, som jeg har været gift med i 23 år, og som jeg har mit yngste barn med. Han er mit livs "companion", og der er meget, der ikke ville være blevet til noget uden ham. Han var tour-manager i 1980'erne og har siden arbejdet som misbrugskonsulent, men i dag er det ham, der passer alle butikkerne. Han plukker oliven i vores hus i Italien, passer landbruget, hvor vi bor nu, og sørger for, at det hele ruller, når jeg har travlt. Med det job, jeg har, kan han ikke også have et 9-16-job, så i dag er han hjemmegående husfar. Vi har altid været gode til at tale om tingene.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg havde nok min storhedstid i 1988 til 1995, selv om andre ofte er bedre til at sætte ord på det end jeg. Det var i virkeligheden en ret kort periode, og i dag kan jeg se, at jeg på en eller anden måde slap taget i 1995. Det var ikke, fordi jeg mistede publikum. Jeg styrede bare i en anden retning. Man skal jo helst ville sige noget med sin musik, og jeg tror, jeg glemte, hvad det var, jeg ville sige. Folk spørger jo altid én som udøvende kunstner: "Hvad arbejder du på nu?" Og dengang vidste jeg aldrig helt, hvad jeg skulle svare. Jeg eksperimenterede i mange retninger, men det gik ikke altid, som jeg håbede. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, ville jeg sige: "Læn dig tilbage, og vent på, at det kommer igen".

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø om sin mand: “Christoffer og jeg har valgt hinanden, og nu holder vi sammen”

Hvornår har du stået ved en korsvej?
– I 2006 flyttede jeg med min mand og vores søn til Napoli, hvor vi boede i to år. Min søn gik i skole dernede, og min mand boede der fast, mens jeg rejste frem og tilbage. Vi havde været i Italien nogle gange og syntes, der var så fedt. Frederik var 13 år, og vi tænkte, at det skulle være nu, inden han var for gammel til at gide høre på os mere. Derudover ville vi give ham sproget og kulturen samt muligheden for at se på Danmark udefra med andre briller. Vi lejede en lejlighed midt i Napoli, og det var meget interessant for vores lille familie. En ekstra sidegevinst var, at ingen kendte mig dernede, og de lod os være i fred. Dernede var jeg ikke mere interessant end alle mulige andre. Da der var gået to år, syntes jeg, at Frederik skulle hjem og gå i gymnasiet, så vi flyttede til Danmark igen, men i dag har vi et hus lidt uden for Napoli. Jeg prøver at være der fire gange om året, men min mand er der lidt oftere.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg har et år tilbage på konservatoriet, og jeg har fået lysten til at lave musik tilbage. Det er helt sikkert de studerende, der har inspireret mig, for de har et kæmpe mod på tilværelsen, og de er meget genrebevidste. De er grænseløse, intet er forkert, og alt kan blandes. Den tankegang har påvirket mig meget. Derudover har de vist mig en enorm kærlighed, og det har givet mig mod på at udgive musik igen.

Hvad tænkte du på, da du kørte herhen?
– Jeg kører ret langt hver dag, fordi jeg bor ved Frederiksværk og arbejder i København. Min bil er blevet mit kontor, og jeg bruger det til at lytte til musik fra mine studerende. I dag brugte jeg også tiden til at ringe til en, som forhåbentligt skal være bassist i mit nye band. 

LÆS OGSÅ: Linda P: ”Hver gang han kom tæt på mig, flyttede jeg mig. Ja, det første kys var sgu svært”

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen: Hvem skulle have troet det, da man var toogtyve og vidste alt?