"I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere"

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Dyrehavevej i Fredericia, og det var det hele min barndom. Vi boede på øverste etage i nummer 11, for min mor lejede underetagen ud, fordi vi var fattige. Hun stod med tre små børn og mig i maven, da far blev begravet, men hun elskede ham hele livet. Hun var en sej dame, og vi var kulturen på Solbakken, som området hed. Der var søndagsskole, foredrag og bogklub i vores hjem, og vi kunne være en del, når vi stuvede os sammen. Mor var ikke som andre enker, der skyndte sig at få en ny mand og holdt lav profil. Hun undskyldte sig altid med, at hun var nødt til at videreføre arven efter min far, men jeg tror bare, det var en undskyldning for at lave, hvad hun gerne ville. Hun var en ildsjæl. Der var i øvrigt også en bagvej i min barndom. Vil du høre om den?

... ja tak, hvad var ­bagvejen?
– Mellem byhusene i vores område lå der en sti, som hed Bakkestien. Først skulle man ned ad en lille bakke, og så gik der en lille bakke op. Nede mellem bakkerne var der en lille plads med en lille dæmning, som var bygget for jernbanens skyld. Der var også en grøft med haletudser og alt muligt spændende. Når man lå på skråningen, rystede jorden, når lokomotiverne kørte forbi. Hvor bakken gik opad igen, var et krat, hvor vi kunne bygge huler. Bag krattet boede bakkeungerne, som vi var lidt bange for. Jeg tilbragte mange timer dernede, og der var altid noget at lave. Engang for nogle år siden skulle jeg vise Erik (Vigga Bros mand, red.) min barndoms land. Men hele området var blevet friseret til ukendelighed, grøften var overdækket, og græsset var blevet slået til en plæne, hvor der var sat en bænk op og plantet en rododendron, der lignede en prydbusk. Der var intet for børn at komme efter. Vi fik en vild fantasi af det sted, men det er der ikke plads til i dag.

Carl Ottesen, Vigga Bro og Ove Sprogøe i 1970

LÆS OGSÅ: Hanne Boel: ”Jeg er ikke bare en gammel popmoster”

Din levevej?
– Jeg er teaterskuespiller og historiefortæller. I mellemskolen skulle jeg spille gammel dame i en skolekomedie, men jeg endte med at løbe med det hele, og jeg elskede det. Jeg optrådte og skrev også et par sange til revyerne i gymnasiet, og det var noget, man blev populær på. Jeg overvejede også at blive sanger, men jeg var altid så fascineret af skuespillet. At kunne skabe en anden verden, samtidig med at du står i denne verden og bevarer kontakten med publikum. Den fornemmelse har aldrig forladt mig. Selv om jeg har lavet meget tv og film, er jeg teaterskuespiller fremfor alt. Jeg kom ind på skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Jeg havde ikke mod på København og elevskolen ved Det Kongelige Teater. Jeg var vist bange for, at jeg skulle blive tromlet ned, og bare tanken om at skulle spille sammen med Poul Reumert ville have frataget mig talens brug.

– I dag laver jeg mest historiefortælling. Nogle gange på massive turneer, andre gange mere sporadisk et par gange om ugen. Oveni det er der konsulentarbejde, og så skal der også være tid til at digte nye historier. Jeg fortæller også mit barnebarn historier, når hun skal sove hos mig. Så bliver de langsommere og langsommere og kedeligere og kedeligere, til hun til sidst falder i søvn.

– Min familie er historiefortællere, og særligt mine farbrødre fortalte historier. Jeg elskede at lytte til dem som barn. I dag får vi alle vores oplevelser gennem små apparater i hænderne. Ingen kigger på hinanden mere, kun på deres iPads og iPhones. Men i virkeligheden er det ufiltrerede møde mellem mennesker mere interessant. At turde stå og være i nuet.

Vigga i 1970.

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– I begyndelsen af 1970'erne havde jeg en masse gode roller i for eksempel lystspil på de etablerede scener i København. Men jeg valgte at bryde med det hele og gå ind i teatergruppen Banden. Jeg syntes ikke, at det etablerede teater beskæftigede sig med det liv, der buldrede udenfor. Jeg følte, at jeg levede to liv. Der var ét liv på scenen, og så var der ét liv udenfor, hvor kvindefrigørelsen og ungdomsoprøret rasede, og bøssebevægelsen blomstrede sammen med ønsket om ligestilling. Alt det antiautoritære, som var så nødvendigt i det stivnede samfund. Jeg interesserede mig for det og alle de filosofiske spørgsmål i tiden. I Banden var vi vores egne direktører, og her begyndte jeg også at instruere. Det var med til at give mig et større helhedssyn på teatret.

LÆS OGSÅ: Forfatter Gretelise Holm: “Valget af ægtefælle er vigtigst af alt”

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Min store kærlighed var Erik Moseholm. Han var en vidunderlig mand, og jeg er jordens heldigste kartoffel, at jeg fik lov at leve sammen med ham i 25 år. Han var bassist og komponist. I mange år var han leder af den rytmiske musik i Danmarks Radio, senere blev han rektor for Rytmisk Musikkonservatorium. Min datter, Anna, er også min store kærlighed. Jeg ville gerne have haft flere børn, men der kom ikke flere. Til gengæld har min datter en datter, Agnes, på tre et halvt år. Jeg prøver at hente hende i børnehave hver fredag. Så har jeg hende til om lørdagen. Det er nogle hyggelige morgener, hvor vi laver havregrød og snakker hele formiddagen. Når forældrene får øjne, kommer de over og fortæller os det sidste nye, inden de tager Agnes med hjem. Det er ikke med min gode vilje, hvis jeg er nødt til at springe en uge over.

Hvilken vej bor du på i dag?
– Jeg er flyttet hjem til Christianshavn, som godt nok bliver overrendt af turister men alligevel har formået at bevare sin sjæl. Her er dejligt, og jeg kan få byens bedste kaffe på den anden side af gaden. I øvrigt bor 50 procent af mine venner på Christianshavn. Jeg har lige solgt mit vidunderlige hus i Norditalien. Der var ti sengepladser og tre badeværelser. Det var svært at sige farvel til, men jeg er alligevel glad for at slippe af med det. Vi har haft det i 16 vidunderlige år, og Erik og jeg boede der altid i december og januar, hvor vi sad dernede og digtede, skrev og arbejdede. Men stedet er ikke det samme uden Erik.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej med min anden bog om historiefortælling, ligesom jeg stadig eksperimenterer med kunstarten og arbejder med at flette musik og ord sammen. Jeg håber, jeg kan blive ved med det længe endnu, selv om jeg godt kan se horisonten. Jeg kan jo falde død om i morgen, og det er fint. At være bevidst om, at døden nærmer sig, giver ekstra livsenergi, for nu gælder det virkelig om at udnytte tiden. Alle gamle er jo bange for at blive senile og affældige. Derfor går jeg også ind for aktiv dødshjælp. Vi behandler vores gamle dårligt i vores samfund, og jeg vil ikke ringeagtes og ses ned på som en idiot, når jeg bliver ældre. Når jeg en dag ikke kan klare mig selv mere, vil jeg have lov til at dø. 

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

LÆS OGSÅ: Dronning Anne-Marie: “Når man bliver ældre, bliver man klar over, at tiden flyver fra en”

LÆS OGSÅ: Sonja Richter: ”Jeg har altid troet, at jeg skulle have familie og børn, og i en periode var jeg i chok over, at det ikke gik sådan”