Trine Gadeberg om at miste sin mor: "Det var hende, jeg diskuterede alting med"

Hvilken vej var den første,du gik på?

– Det var Højmarksvej i Holsted mellem Esbjerg og Kolding. Det er en jysk by, som har et rigt foreningsliv. Mine forældre var meget engagerede i det hele – blandt andet den lokale revy, som jeg kom med i. Min mor arrangerede Luciaoptog, og far havde et kor, som var et af Danmarks bedste, og som vi rejste verden rundt med. Der var meget musik hjemme hos os, og min mor og far underholdt sammen, for min far kunne spille på alle instrumenter og havde også en musikskole. I starten underviste han i klaver, men så kom børnene ind imellem og ville lære at spille for eksempel saxofon, og så gik han i gang med at øve sig på det.

Det var et barndomshjem med liv i. Jeg var meget aktiv og blev blandt andet danmarksmester i bordtennis, det skyldtes dog vist også lidt en influenzaepidemi, for der kom ikke så mange modstandere. Men jeg fik medaljen. Jeg gik også til spejder, læder og fodbold.

Vi var fire børn. Jeg var mellembarn, som brød grænser ved ikke at komme hjem til aftalt tid, og ved at blive lidt for fuld og skulle hentes af min far. Jeg var oprørsk. For eksempel havde vi rengøringsdag om fredagen, og så kunne jeg finde på at lade støvsugeren stå og larme, mens jeg bare lå og læste blade. Jeg lod også sæbespanden stå og dufte, for som min mor altid sagde, så er det ikke nok at huset er rent. Det skal dufte rent.

LÆS OGSÅ: Tina Müller: Verden stod stille i to sekunder, da han sagde: "Det er far"

Din levevej?

– Mine forældre lavede revy, som den lokale præst skrev teksterne til. De bad ham om at skrive noget til lille Trine, som var så sjov. Som 13-årig fik jeg min første lille rolle, og året efter havde jeg det gennemgående parti i revyen. Jeg kunne få folk til at grine. Jeg var også tit solist i min fars kor. Faktisk havde han det rigtig skidt med det, for det burde være andre, der fik den rolle. Jeg blev faktisk holdt lidt nede af mine forældre, fordi de var så bange for at komme til at forfordele mig.

Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og gik i gymnasiet i Vejen. Jeg begyndte at spille med et gymnasieband og være med i teater. Jeg ville hellere på Fame-skole i Odense end gå i gymnasiet. Min fransklærer kunne godt se, at jeg syntes, det var spild af tid, så hun satte mig til at synge Edith Piaf og lære teksterne på den måde. Det gjorde mig interesseret i fransk. Dengang tænkte jeg ikke over det, men i dag kan jeg se, at hold kæft det var smart. Hun fangede min interesse ad musikkens vej.

Efter gymnasiet flyttede jeg til Esbjerg, hvor jeg købte hus med min daværende kæreste og arbejdede som pædagogmedhjælper. Min far og jeg lavede et væddemål, om jeg kunne komme ind på Musikkonservatoriet. Jeg vandt, for jeg kom ind og gik der et år. Samtidig lavede jeg teater og fik den ene rolle efter den anden. Dengang oplevede jeg for første gang at blive stoppet på gaden. Jeg mødte også en ny mand, som ville læse til lærer. Jeg kunne ikke finde mig til rette på den klassiske retning på konservatoriet, så jeg endte med at tage en læreruddannelse. Bortset fra et enkelt vikarjob har jeg aldrig arbejdet som lærer. I 2000 var jeg med i Melodi Grand Prix’et, i 2003 var det Nissebanden, og så har jeg faktisk lavet revy siden.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Andrea, som jeg fødte i 1998. Vi ventede seks år på hende, for jeg havde svært ved at få børn. Tre uger efter at en læge havde stået og sagt, ”det kommer ikke til at ske”, var jeg gravid. Jeg har ikke været gravid siden, så hun er noget af et mirakel. Hun er det bedste, der er sket for mig men også noget at en opgave. Når du bliver mor, kommer følelsen af at kunne miste. Så sent som i går aftes fik jeg en besked fra hende på telefonen med en lille video, hun havde optaget. Jeg syntes, den lød så underlig, og hun bor på Halmtorvet, så jeg blev pludselig bange for, at der var sket hende noget. Jeg kunne ikke få fat i hende, så jeg prøvede at ringe til hendes kæreste, men han tog heller ikke telefonen. Der var så mange scener i mit hoved. Jeg panikkede og begyndte at ringe rundt. Hun ringede til mig efter fem minutter, og alt var godt. Når min hjerne først får den idé, at der er noget galt, kan jeg ikke styre det.

LÆS OGSÅ: Emilie Brandt: "Det var grænseoverskridende, at alle voksne havde en holdning til mig og mine forældre"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er Kasper, min mand. Han ved alt, og han kender mig så godt. Han ved også, at jeg har svært ved at sige nej til arbejde, så han minder mig om at holde ferie. Han arbejder også med revy, og vi skriver tekster sammen. Mange ville nok ikke kunne bo med en i samme branche, men det fungerer fint for os. Vi ved godt, at klokken ind imellem lige bliver lidt over tolv, før man er hjemme. Vi mødtes i forestillingen Grease, hvor jeg spillede Rizzo, og han var en af de seje drenge. Vi blev ikke kærester med det samme. Han var 23 år, og jeg var 35 og havde en datter på 6. Men nogle år senere kunne jeg mærke, at vi var mere end bare gode venner.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det kommer bag på mig hver gang. For nyligt var jeg med metroen uden makeup og med en kæmpe pelshue trukket ned over hovedet, da der kom en fyr og sagde: ”Du er så god og så sjov” til mig. Han havde set mig i tv. Men hvordan fanden kunne han genkende mig der i metroen? Det er blevet mere inden for de sidste tre år, hvor jeg har været med i blandt andet Charlies Revygalla, Antikduellen, Kender du typen og Masterchef. Min booker har sagt, at han ikke længere skal forklare, hvem jeg er, når han taler med folk. Jeg får også mange ting tilsendt som for eksempel det her grønne sjal.

Afslut sætningen ”Vejen til det gode liv går gennem …”

– At strikke. I julen 2017 var jeg på turne med Linje 3, og da lærte Preben Kristensen mig at strikke. Jeg bad ham om at lære mig at strikke strømper, men da vi nåede til hælen, havde vi nogle dage fri. Jeg skulle ud og synge på et plejehjem, og lige inden jeg skulle til at slutte af med Amazing Grace, spurgte jeg, om der var nogen i forsamlingen, som kunne lære mig at strikke en hæl. Sådan endte jeg på 94-årige Gerdas værelse, hvor jeg sad en time og lærte at strikke hæl og hørte hendes livshistorie, mens vi spiste orangestænger. Jeg er blevet fuldstændig bidt af at strikke, og lige nu er jeg i gang med et tørklæde til Lone Hertz, som snart fylder 80. På teatret kalder de mig Lily Broberg, fordi hun også altid sad og strikkede. Jeg har virkelig fået hul på en åre.

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Min rare, dejlige mor døde for otte måneder siden. Det skete meget pludseligt, for hun var helt frisk og lå bare på hospitalet for at blive undersøgt for noget andet, da hun fik et hjertestop. Jeg talte med min mor hver dag og fortalte hende alt om mit liv. Selv når jeg bare havde fået ny pinkode til dankortet. Jeg stod midt i prøverne på Kerteminderevyen, da de ringede og sagde, hun havde fået et hjertestop. Det var hårdt at miste hende, og når du så sidder en aften og ikke kan få fat på dit barn, tænker du, ”ting kan ske”. Den tanke kan komme som lyn fra en klar himmel, og det skal jeg arbejde med, for det er jo synd for min datter, at jeg har det sådan. Fire måneder efter min mor døde, døde min livskloge og aktive svigermor af kræft. Vi havde virkelig et lorteår i 2018. Men det var også året, hvor jeg fik Årets Dirch. Så det var godt for karrieren, men følelsesmæssigt pissedårligt. Nu har jeg kun min far tilbage, men ham snakker jeg også med hver dag.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg har grædt mig i søvn og haft det ad helvede til

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da min mor døde. For det første skulle jeg vælge, om jeg kunne fortsætte med at lave revy uden at have dårlig samvittighed, eller om jeg skulle tage mig tid til at sørge. Folk spurgte mig hele tiden: ”Hvad ville din mor have sagt?” Jeg er faktisk ikke sikker på, at hun ville have bedt mig fortsætte med at arbejde. Jeg burde nok have sat mig på en øde ø et sted i Sverige og tænkt over tingene. Men jeg fik en akuttid hos en psykolog, og han sagde, at jeg skulle vælge mellem lysets og mørkets vej og gå den vej, hvor læringen er. Jeg valgte jobbet, og det var fedt at komme tilbage. Men jeg tænkte så sent som i går, da jeg tørrede støv af hendes billede: ”Fuck mor, hvorfor skulle du dø nu?” Vi skulle have været til Italien sammen, og det var hende, jeg diskuterede alting med. Nu er jeg alene og skal lære at tænke: ”Hvad synes du selv, Trine?”

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til stationen for at hente Ulla. Da jeg begyndte at strikke, meldte jeg mig ind i en Facebook-gruppe for strikkere, og der mødte jeg Ulla. Når der var noget jeg ikke kunne finde ud af, skrev hun udførligt trin for trin, hvad jeg skulle gøre. Samtidig er hun sådan én, der holder øje med mig, så til min fødselsdag sendte hun en pakke med Ikea-klemmer, fordi hun ved, at jeg bruger dem i håret, når jeg strikker, salmiakbolsjer, for dem elsker jeg, og en masse garn, som jeg aldrig havde set lignende. I dag skal jeg møde hende for første gang, og jeg skal lære at strikke snoninger, og vi skal tale om at lave vores egen strikkepodcast.