Mette Blomsterberg: Jeg har grædt mig i søvn og haft det ad helvede til

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var en både rar og udfordrende vej i Helsingør, hvor jeg voksede op med tre storebrødre, mor og far. Der var mange gode ting i den barndom. Min far var selvstændig med et oliefyrsfirma – ikke at forveksle med, at han var oliesheik. Min mor passede kontoret og gik hjemme. Som så mange andre på den tid, blev de skilt, da jeg var syv år. Det var sgu ikke sjovt. Men sådan er livet, der er både ro og virvar. Jeg flyttede sammen med min mor og min yngste storebror i en lejlighed, og så bestemte jeg selv, hvornår jeg gik hen og besøgte min far. Jeg kan mærke rislen ned ad ryggen, når jeg tænker på børn i deleordninger, der skal flytte hver uge, men jeg er også klar over, at det kunne have været mig selv, for hverken min mand eller jeg ville have undværet vores børn, hvis vi var blevet skilt. Jeg selv ville bare brække mig, hvis jeg skulle flytte hver uge.

LÆS OGSÅ: Lene Beier om sin store kærlighed: "Han var så sød, men jeg havde en anden kæreste"

Din levevej?

– Da min mor blev alene, var der ingen midler. Hun var økonoma og knoklede for at forsørge os. Dengang lavede man altid mad selv, og der blev kimen lagt. Efter skole måtte vi altid bage eller lave mad, for vi var alene hjemme, fordi hun arbejdede så meget. Det var ikke særlig fint, hvad vi lavede, men vi bagte måske et franskbrød eller en pæretærte og lavede ofte mad. Hjemme hos os var det helt i orden at lege lidt i køkkenet.

Som 15-årig kom jeg i praktik som konditor og blev forelsket i faget. Ikke bare i kagerne, men også i råheden i jargonen. Jeg var jo lillesøster til tre brødre, og mine forældre havde heller aldrig stået tilbage, når der skulle deles friske gloser ud. Kageverdenen er i det hele taget meget rå. Der skal bages mange bunde og flutes, før du får lov til at pynte en bryllupskage. Jeg er heldigvis opdraget til at tage fat uden at pibe, og allerede som barn var jeg en pige med sår på knæene. Derudover synes jeg, der er noget håndgribeligt lækkert over 200 æg og fire kilo sukker. Oveni det kommer det forfinede og overdådige med pynt og glasur. Jeg var heldig at ramme lige ned i den verden, for det er alt, hvad jeg er: rå og forfinet.

Da jeg havde været i praktik, stod der en læreplads i Kransekagehuset og ventede på mig i halvandet år. Jeg skulle ikke i gymnasiet, for jeg havde for meget krudt i røven. Håndværksvejen var perfekt for mig. Alle andre på min alder tvivlede på, hvad de skulle, men jeg var aldrig i tvivl. Det var en gave at være så sikker.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– At være mor er det første, der kommer til mig. Jeg mistede selv min mor i en voksen alder –for ti år siden – men hold kæft, hvor jeg stadig savner hende. Tænk, at jeg måske også en dag får den plads i hjertet hos mine børn.

Jeg vil aldrig møde en, der kender mig så godt, som min mor gjorde, og jeg kommer aldrig til at møde en, der ved, hvad jeg tænker, inden jeg har sagt noget. Vi var meget tætte. Hun havde et udfordrende liv og knoklede røven ud af bukserne og lærte mig så meget. Blandt andet at livet er svært, men hvis du kæmper for det, kan det godt blive godt.

Jeg kan blive helt misundelig, når jeg ser nogen sidde på en restaurant og spise med deres mor. Jeg kan endda finde på at gå over til dem og sige: ”Nyd det nu, du ved ikke hvor længe, I har hinanden.” Jeg har stadig tit lyst til at dele ting med min mor. Andre gange har jeg lyst til ikke at skulle forklare, hvordan jeg har det, men bare mærke hendes hånd, der nusser mig på ryggen, uden at hun siger et ord.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er kommet gradvist for mig, og det har jeg det helt fint med. Jeg har meget få dårlige oplevelser, for folk er så søde. Jeg har lært, at hvis jeg ikke kan komme med en god kommentar til folk, så skal jeg blive hjemme. Kun en enkelt gang har jeg måtte sætte indkøbsvognen fra mig i et supermarked og ringe hjem til Henrik og bede ham komme og overtage, fordi jeg simpelthen ikke magtede det.

LÆS OGSÅ: Pia Kjærsgaard om sine svære ungdomsår: "Det var dybt traumatisk"

Mister du nogensinde vejgrebet?

– Ja, det sker ind imellem. For eksempel i ægteskabet, hvor man indimellem tænker: ”Hov, hvordan havnede vi her?”. Vi har prøvet at have det ad helvedes til og troet, at vi skulle skilles i en periode, da vi havde kendt hinanden i nogle år og havde små børn. Men vi fandt tilbage til hinanden, og i dag har vi accepteret, at toget ikke altid kører på skinner. Jeg tror ikke, det er noget meget mystisk, men det er nok de færreste, der siger det højt. Udefra set er der nogle liv, der ser helt perfekte ud, uden udsving. Men jeg kan godt tænke, at de også mangler opturene. Jeg kan godt lide at mærke, når det er sjovt, og så må jeg tage med, at det ind imellem er mindre sjovt.

Det er fast arbejde at være gift, og Henrik og jeg har været sammen i 27 år, hvilket er meget godt taget i betragtning af, at jeg kun er 26, ha-ha. Vi er begyndt at arbejde mindre og mindre sammen, for vi er meget opmærksomme på, om det er godt for os. Det har det været, men nu vil vi ikke sidde hver aften og diskutere forretning. Vi skal huske, at der er andet i livet, og af den grund skal vi ikke blive ved med at arbejde sammen.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg har lige lukket en af mine virksomheder. Det var en korsvej, hvor jeg stoppede helt op for rødt og tænkte: ”Nu skal det være slut med vores café”, for den drænede både økonomi og energi. Det har betydet, at jeg har grædt mig i søvn, været frustreret, mega ærgerlig og haft det ad helvede til. Jeg har prøvet, ændret, justeret, sparet og kæmpet for den forretning. Men jeg er forretningskvinde med store F, og i min verden er det amatøragtigt at have en forretning, der ikke giver overskud. Som selvstændig sætter du flere skibe i søen, og indimellem må et af dem bare sejle tilbage i havn.

Det allerværste var at give medarbejderne besked om, at de ikke har noget arbejde. Det er brandærgerligt, men sådan er virkeligheden. Vi indgav konkursbegæring 2. januar. Det var samme dag, som den store togulykke skete på Storebælt. Da jeg sad og så det i tv, tænkte jeg: ”Okay, der er jo ikke nogen, der er døde af, at vores café er gået konkurs. Hverken mig, min familie eller medarbejdere. Det er gudskelov bare penge”.

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At vejret er eminent smukt. Det gør virkelig noget ved mig. Men jeg elsker også en regnvejrsdag med ild i pejsen. Jeg har altid været meget opmærksom på vejret. Før i tiden da jeg rullede gardinerne op på pigernes værelse om morgenen, sagde jeg altid: ”Prøv lige at se en dag!” Jeg nævner det altid. Måske er det en tvangstanke, men jeg tror godt, man kan beslutte sig for, at det bliver en god dag, og jeg gider ikke være sur over en regnvejrsdag.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg koncentrerer mig om at passe vores øvrige forretninger. Jeg skal i gang med at holde endnu flere foredrag og udvikle nye produkter til min bageserie, opdatere hjemmeside og arbejde som konsulent. Derudover vil jeg også meget gerne inspirere andre, for eksempel unge mennesker på erhvervsuddannelser. Jeg får mange henvendelser fra unge med ondt i livet. Uden at jeg er bevidst om det, rykker jeg noget hos folk, og det bliver jeg meget rørt over. Jeg er jo bare mig selv. Der ligger desværre noget i samfundet omkring, at du kun er noget, hvis du har en lang og videregående uddannelse. Men vi glemmer, at der også skal være rengøringsassistenter og dem, der kan lave mad.

Jeg har selv haft et godt liv, selv om jeg ”bare” har en erhvervsuddannelse. Jeg vil gerne inspirere unge til at huske, at de har succes, når de er glade. Ingen andre kan beslutte, hvad succes er for dig.

LÆS OGSÅ: Louise Gade Sig: "Frygten for at fejle er verdens dummeste stopklods"

Afslut sætningen ”vejen til det gode liv går gennem…”

– Køkkenet! At rende rundt i køkkenet i bare tæer og uden BH er min psykolog. Jeg tænker på mad hele tiden, og jeg elsker at lave det og forkæle andre med det. Hvis du spørger mig, hvad jeg har i køleskabet lige nu, tror jeg, at jeg kan nævne det hele. Køkkenet er mit helle, men som alle andre husmødre får jeg selvfølgelig også ind imellem nok af, at det altid er mig, den hænger på. Hvorfor havner den madbold altid hos mig? Jeg må bare indrømme, at jeg ofte selv griber den, for jeg elsker den bold.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg bestemmer alt. Arj, når man er gift, bestemmer man jo ikke alt. Og det gør jeg så nok lidt alligevel … Jeg har i hvert fald en mening om alt og argumenterne i orden. Jeg har en tendens til at lave lister over alting. Jeg kalder det at tømme hjernen. På den måde husker jeg, at vi får købt tandpasta og at sende dig en besked om det her interview. Nogle gange står jeg op om natten og skriver en liste, og jeg kan nærmest gøre det sovende. Henrik hader til gengæld lister, og det har taget mig mange år at forstå, at lister ikke hjælper på ham. Han boykotter alt, hvad der står på en liste, netop fordi det står på en liste. Jeg er også udpræget ordensmenneske, og det synes han, er noget pjat, så det får jeg heller ikke helt lov til at bestemme.