Tina Müller: Verden stod stille i to sekunder, da han sagde: "Det er far"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det var i Benløse i et klassisk villakvarter med ligusterhække og små sideveje, hvor vi legede krig og spillede stikbold. Om aftenen cyklede vi ned til fodboldbanerne og spillede fodbold. På den måde var det meget idyllisk. Men jeg husker det også som en hård barndom. Hjemme var vi min mor, min stedfar, min fire år ældre storebror og mig. Min biologiske far forlod os, da jeg var et halvt år. Min stedfar var af den hårde skole, og hvis man svarede igen, fik man et drag over nakken. Det svarede vist meget godt til hans egen opvækst. Jeg kan huske mange aftener, hvor min bror og jeg sad tilbage ved bordet, fordi vi ikke havde spist leveren eller de gule ærter op. Så sad vi der og kiggede på hinanden. Ja, det var den barske skole, men vi fik masser af kærlighed fra mor.

Din levevej?

– Jeg havde en klasselærer, Lillian, som var mit store idol, så gennem hele min skoletid på Benløse Skole ville jeg også være skolelærer. Men da jeg kom på idrætsefterskole, åbnedes nye døre. Jeg fik mere tro på mig selv og udviklede mig som menneske. Det gav mig også modet til at sige højt, at jeg gerne ville arbejde professionelt med sport, for jeg dyrkede fodbold, badminton og svømning, og jeg ville gerne gøre sport til en levevej, selv om jeg ikke skulle være professionel sportsudøver. Jeg begyndte også at følge Line Baun Danielsen i tv og tænkte: ”Tænk at en kvinde kan sidde i tv og tale om sport”.

Jeg begyndte dog at læse dansk på universitetet med sidefag i kulturjournalistik, men en dag fik jeg nærmest en åbenbaring. Jeg kan tydeligt huske, at jeg sagde til min daværende kæreste, at jeg ville være sportsjournalist. Han gloede bare på mig, som om jeg havde sagt, at jeg skulle ned og købe agurker eller sådan noget. Det kunne man da ikke leve af. Den holdning gav mig et skub hen imod, at jeg skulle bevise noget. Da jeg skulle i praktik, og alle andre søgte hos de store kommunikationsbureauer, søgte jeg hos Viasat. Den fik jeg, og et år senere var jeg med til at starte TV2 Sport.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det er en del af jobbet, og hvis jeg ikke kan tåle det, skulle jeg ikke have skrevet under på kontrakten. Især når man skifter fra en nichekanal til DR, som jeg gjorde for fire år siden. Nogle gange har jeg selvfølgelig dårlige dage, hvor jeg har lyst til, at ingen genkender mig, for jeg kan godt mærke folks blikke, hvordan de kigger – og så lige kigger en gang til. Jeg blev også lidt forvirret en dag, der pludselig stod en dame og sagde: ”Jeg kan godt forstå, du ikke spiser østers, det gør jeg heller ikke”. Der gik lige et par sekunder, før det gik op for mig, at hun havde hørt mig tale om det i tv-programmet Madmagasinet. Men folk er altid venlige. Man kan bare godt have lyst til at putte sig lidt engang imellem. Derfor er mit hjem også privat. Det er min hule.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Helle Hertz: "Folk råbte ravnemor efter mig på gaden"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er uden tvivl min storebror, Per. Fire års aldersforskel er meget, når man er børn, og han flyttede tidligt hjemmefra, men vi har et søskendeforhold, der er blomstret med alderen. I dag er han den vigtigste i mit liv. Han er stærk, støttende og et urokkeligt bjerg. Vi bruger hinanden meget i processer med arbejde og karriere, men vi kan også tale følelser og er nærmest hinandens psykologer, for vi er begge vokset op uden vores far. Det udvikler mig som menneske at tale med ham.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Da jeg skulle beslutte mig for, om jeg skulle være mor. Jeg havde ingen kæreste, så hvis jeg skulle have et barn, var det et donorbarn. Jeg brugte lang tid på at tænke over det og havde mange samtaler med mine nærmeste. Jeg var så langt i processen, at jeg havde valgt donor. Det er ligesom at vælge slik i en slikbutik. Du sidder ved din computer og vælger øjenfarve, højde og hårfarve. Det var både enormt følsomt og føltes samtidig rigtigt. Da DR Sporten flyttede til Aarhus – og mig med – skulle jeg starte helt forfra. Den nye klinik i Aarhus skubbede hårdt på og gav mig et kanylesæt med hjem, så jeg kunne stikke mig med hormoner. Jeg tænkte mig om en gang til og vendte og drejede alt med veninderne. Jeg havde altid forestillet mig mit liv med børn, men pludselig stod jeg i en situation, hvor det på grund af min alder var nu eller aldrig. Samtidig mødte jeg i den periode min far for første gang. Det gik op for mig, hvor meget jeg havde knoklet med tanker, beskyldninger og vrede mod ham. Skulle jeg sætte et barn i verden og give alt den bagage videre? Jeg havde selv valget, om jeg ville møde min far, men det valg ville mit donorbarn jo aldrig få. Så droppede jeg at få et barn. Jeg vil hellere stå ved, hvem jeg er og blive lykkelig, selv om jeg ikke er blevet mor.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at flytte tilbage til København efter halvandet år i Aarhus. Der er ingen dagligdag på DR længere efter sparerunden, og Madmagasinet er lukket. Gennem halvandet år har jeg fulgt mit arbejdshjerte, men nu har præmisserne ændret sig, og det giver mig mulighed for at være tættere på venner og familie. Livet handler om at være tæt på dem, du holder af, og arbejde er ikke alt i livet. Jeg flytter ind i en lejlighed på grænsen til Amager Fælled, hvor der er masser af natur, og det glæder jeg mig til. Jeg kommer stadig til at pendle en del, men det er jeg vant til. Jeg vil dog skynde mig at sige, at hvis jeg kunne tage Aarhus med til København, så gjorde jeg det. Jeg vil faktisk hellere bo i Aarhus, for i bund og grund er jeg en provinspige, og Aarhus har ramt mig på den gode måde. Det er en social by med en særlig stemning. Jeg er vild med Aarhus.

LÆS OGSÅ: Skuespiller Maria Rossing: Da jeg blev 40, gik jeg i panik

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At jeg skal huske at aflevere tøj til rens. Men faktisk også noget, der har med denne her kop kaffe at gøre (Tina Müller har medbragt en café-kaffe i papkrus til interviewet, red.). I 2016 dækkede jeg både fodbold-EM, OL i Rio og de paralympiske lege. Tre kæmpe begivenheder, som jeg kunne sætte flueben ved på min liste over arbejdsmæssige mål. Da jeg kom hjem mærkede jeg tomrummet. Der var ingen mails og ingen, der ringede, og jeg trippede rundt og ledte efter mit næste store mål. Jeg var nødt til at stoppe op og sige: ”Hov Tina, du har lige fået opfyldt dine største mål i karrieren, husk at nyde det.” Jeg begyndte derfor hos en coach, det lyder banalt, men jeg skulle simpelthen lære at mærke det og finde ud af, hvad der gør mig glad. Det er den sværeste opgave, jeg nogensinde har fået. Men det er derfor, jeg sidder med kaffekoppen her, for jeg kom frem til, at en god kop kaffe gør mig glad og giver mig en god stund i hverdagen. Samtidig fik jeg også denne tatovering, hvor der står ”At være – NU”. Jeg skulle jo lære at leve i nuet i stedet for altid at stræbe efter den næste udfordring. Nu har jeg lige lavet Sportsshow 2018 foran 10.000 tilskuere og en million seere samt VM i håndbold. Der er så stille, når man kommer hjem. Men i år var det en helt anden fornemmelse end i 2016, og en aften hvor jeg sad og kiggede billeder igennem fra de store begivenheder, mærkede jeg pludselig tårerne trille ned ad kinderne. Jeg var så taknemmelig. Gud, hvor er jeg heldig, at jeg får lov til at være i det her, og hvor er jeg stolt over alt, hvad jeg har nået.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Min storebrors tre børn. Før de blev født, forstod jeg ikke hvor stort, det er at blive faster. Gennem dem kom jeg også endnu tættere på min bror, og det er en gave at se ham udvikle sig som far. Det er også en af årsagerne til, at jeg vil tilbage til København. Jeg vil være en del af deres liv igen, for de er snart så store, at de får travlt med andet end at være sammen med deres faster.

Dit livs omvej?

– Min bror og jeg talte i mange år om at tage kontakt til vores far. Det skulle være et fælles projekt, så vi havde hinanden at tale med undervejs. Vi ville være sammen om det. Der var mange overvejelser, og man skal være fuldt bevidst om, hvorfor man gør det. Hvad var det, vi ville have ud af det? Du skal virkelig have dig selv på plads, inden du rækker ud. Jeg skulle også lige have vreden – som især jeg har haft – ud af kroppen. Når vi først havde taget kontakt, kunne vi jo ikke forlade ham igen. Han var 70 år, og vi var bevidste om, at vi ikke havde muligheden for evigt. Vi var bange for, at vi ville fortryde, hvis vi ikke tog kontakt i tide. Det tyggede vi længe på. Det var dog ret nemt at finde ham, da vi endelig tog beslutningen, for han er den eneste med sit navn i Danmark. Min bror og jeg satte os ned og skrev et brev med vores telefonnumre og at han var velkommen til at kontakte os. Der gik et par dage, så ringede han. Det var selvfølgelig fra et telefonnummer, jeg ikke kendte, så jeg tænkte ikke over det, da jeg tog den. Han sagde bare: ”Det er far”. Verden stod stille i to sekunder, og jeg fik hjertebanken. Siden har vi mødtes et par gange.

LÆS OGSÅ: Camilla Lindemann: "Det er lige så stor en kunst at kunne leve med sig selv som med en anden"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Jeg styrer det hele selv, for jeg er stadig single. Jeg synes, jeg har så meget indhold i livet, at jeg ikke savner en kæreste for underholdningens skyld, men som menneske kan jeg selvfølgelig godt savne kram og kys. En kæreste er ikke et must for min lykke, for jeg bærer selv ansvaret for at blive lykkelig. Men jeg satser da ikke på at være single resten af livet.