Emilie Brandt: "Det var grænseoverskridende, at alle voksne havde en holdning til mig og mine forældre"

Der blev engang holdt en fest i Margit og Erik Brandts luksusvilla i Vedbæk. Det skete ret ofte, men denne fest var så vild, at den havnede på forsiden af aviserne. Nogen havde taget stoffer, og familien Brandt blev udråbt som narkobaroner.

– Jeg kan faktisk godt huske den fest. Det var helt vildt med kæmpe telt i haven og bongoband i et hjørne, mindes Emilie Brandt med et smil.

Hendes forældre var nærmest verdensberømte i 1970’erne, da hun var barn. Margit Brandt designede tøj, og Erik Brandt, som stadig lever, markedsførte det med stor succes. Faktisk så stor, at forældrene på få år gik fra at være fattige studerende til millionærer, og pressen var inviteret med indenfor i et hjem, hvor luksus og god stil var hverdag. Når man købte tøj fra Brandt, købte man også historien om det unge, smukke, forelskede og rige par.

Vildt i Vedbæk

Det var et vildt barndomshjem med swimmingpool, folk og tennisbane. Andy Warhol, David Bowie, regentparret og alle, der var nogen i modeverdenen, kom på besøg i den store villa, Louisenlund, i Vedbæk. Stofferne husker Emilie ikke meget til, men det ligger også til hende at hæfte sig ved det gode i livet. Hun er vokset op med, at pressen var helt inde i privaten, og det har hun stadig ikke noget problem med, selv om hun i dag er blevet 47 år.

– Bare kom ind, jeg har ikke noget tøj på, men bare kom ind, råber hun fra sit badeværelse i huset i en lille forstad til København.

Få sekunder senere har hun smidt håndklædet om hovedet, sidder i smart tøj og smykker og er klar til at fortælle om sin vilde barndom.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: "Børn konfronterer dig med dine bedste og værste sider"

Hvor andre kvinder i 1970’erne droppede karrieren og blev hjemmegående, når de fik børn, nægtede Margit Brandt og fortsatte forretningen. Faktisk kan Emilie i dag sige med stor sikkerhed, at hendes mor slet ikke ønskede sig børn. Det kan også tælles på en enkelt hånd eller to, hvor mange gange, hun har set sin mor lave mad, køre sine børn i skole eller købe ind. Alligevel er hun langt fra bitter, og hun taler kun om sin mor med kærlighed i stemmen.

– Hun anede ikke, hvad en liter mælk kostede, og den eneste gang, hun har læst højt for mig, var engang da Alt for Damerne kom og ville fotografere hende, mens hun læste Peters Jul for sine to døtre, husker Emilie og rykker både rastløst og henslængt rundt i sofaen i den lille stue.

Den forkerte opmærksomhed

Når Emilie og hendes søster Julie hver dag kom hjem fra privatskolen inde i København til villaen i Vedbæk, ventede husbestyrerinden, Merete, med syltetøjsmadder. Emilie husker det hele som trygt og godt, og alligevel ved hun godt, at det var så markant anderledes en barndom, at ikke alle havde klaret den.

– Nogle gange kunne den store opmærksomhed fra pressen godt føles som om, alle ville brække en bid af taget på vores honningkagehus og kigge derned, husker hun.

– Det var grænseoverskridende, at alle voksne havde en holdning til mig og mine forældre, og jeg forstod ikke, hvorfor det var så spændende.

På et tidspunkt blev den negative opmærksomhed fra pressen for meget for Margit og Erik Brandt, så de pakkede deres hjem ned og flyttede til New York, hvor familien boede, fra Emilie var 9, til hun var 12 år.

– De levede virkelig et dobbeltliv derovre. De festede hele tiden, men vi så dem da alligevel hver dag. Mor elskede storbyen. Sjove fester, Studio 54, Andy Warhol. Hun ville faktisk slet ikke hjem igen.

Men det ville Emilie og Julie, og for en gangs skyld kom børnenes behov først. Familien tog hjem, selv om Margit helst var blevet.

En sjælden kærlighed

Emilie har været i flere længere forhold, men selv om hun har haft sine evigt forelskede forældre som forbillede, er det aldrig lykkedes hende at finde den ideelle balance i et parforhold. Med sin første mand fik hun sin vilje. Med sin anden mand fik hun tre børn og 15 års kamp til stregen, inden de gav op for fire år siden. Familieformuen, som bugnede i 1970’erne, var væk, da Emilie flyttede hjemmefra, så hun har lige siden tjent sine egne penge.

– Mit liv er madpakker, lægeaftaler, svømmehaller og basketballtræning med børnene. Jeg har fuldtidsjob, og der er ikke mange timer tilbage til mig selv. I går aftes landede jeg her i sofaen klokken 20 med en skål pasta, siger hun uden beklagelse.

LÆS OGSÅ: Dorthe Kollo om en hård tid: "I dag tøver jeg ikke med at opfatte ham som mentalt forstyrret"

Det er bare sådan, det er.

Der er langt til barndommen i Vedbæk, men det ligger ikke til Emilie at dvæle nostalgisk ved det, der var engang.

– Jeg gør mig umage for at give mine egne børn meget af det gode, jeg selv fik. Rammerne er bare anderledes, og min økonomi er anderledes, end mine forældres var dengang. Jeg har ikke folk til at gøre tingene for mig. Jeg har ikke engang rengøringshjælp. Hvis nogen skal bage en kage til et forældremøde, er det mig selv, der skal gøre det.

– Men for mig er det vigtige ikke et hus i Vedbæk, understreger Emilie Brandt.

Ikke som andre mødre

Som barn tænkte Emilie aldrig over, at hendes mor var en anden slags mor, og hun savnede ikke noget fra hende, mens hun voksede op. Men i dag, hvor hun selv har tre børn, kan hun godt se, at hun og Margit nok ikke havde et typisk mor-datterforhold.

– Mor kunne pege på en fyr og sige, at han var flot. Men vi havde aldrig et venindeforhold, hvor vi snakkede om alt, og hun lærte mig at bruge Tampax. Det gjorde hun ikke. Vi var tætte, når det kom til tøj og stil, for lige fra jeg var barn, var jeg hendes påklædningsdukke, siger Emilie og mindes dengang hun kom i skole i en jakke, der var syet af læderlapper. Det syntes både hun og Margit var smart.

Emilie elskede sin mor højt, men alligevel har hun altid haft et distanceret forhold til hende. Når familien f.eks. var på den årlige ferie til Sankt Tropez i Sydfrankrig, lå mor Margit mentalt fraværende på stranden, mens far Erik legede med sine piger.

– Jeg kommer altid til at sætte alt muligt andet før mig selv. Det gjorde min mor ikke. Far var den nærværende.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Jeg er indædt modstander af, at udseendet skal fylde for meget"

Heller ikke da Emilie blev voksen voksede samhørigheden mellem mor og datter.

– Som person var hun privat. Hun delte ikke ud af sig selv. Lige da hun fik konstateret KOL, tog vi til Tenerife sammen med mine børn. Jeg kan huske, at jeg håbede, at nu skulle vi endelig ”bonde”. Men det skete bare ikke. Hun var simpelthen ikke typen.

Margit Brandt døde af lungeinfektion i 2011. Det var Emilie og hendes søster Julie, der til sidst gav hende lov til at give slip på livet, mens Erik Brandt klyngede sig til håbet og sin kone.

– Det lyder hårdt, men jeg savner hende ikke. Hun var jo ikke den, der passede børnebørn, syede mine gardiner eller lige kom forbi med en lun ret. Så på det praktiske plan savnede jeg hende ikke, og derfor var det ikke svært for mig at miste hende, for jeg var klar. Men jeg ville ønske, at mine børn havde haft længere tid med hende, siger Emilie.