Barsel
SPONSORERET indhold

10 veje til den gode barsel

Det dummeste, du kan gøre i din barsel, er at drøne rundt med støvsugeren dagen lang. Find vej til den optimale barsel for dig og baby med hjælp fra familie- og barselcoach Nina Brandt.

Af: Karen Greve, Vores Børn,
27. feb. 2010 | Børn | Vores Børn

1. Skriv ønskeliste (med god plads til justeringer):

Sæt dig ned med din elskede og lav en ønskeliste til en barsel i balance. Måske drømmer du om at få læst en bunke bøger, mens han gerne vil have malet stuen. Det er en god idé, hvis I bruger tid på at afstemme jeres forskellige forventninger. Det er nemlig lettere at løse, mens der er god stemning, end når han kommer anstigende i malertøjet, præcis den dag, hvor du har sovet alt for lidt og ammet ni gange. Husk at være åben for justeringer af ønskelisten. Barslen bliver aldrig præcis, som I har planlagt.

2. Udspørg veninden:

Erfarne veninder med større børn kan være en guldgrube af viden – eller de kan være irriterende bedrevidende, hver gang du inviterer til rådgivning. Find en veninde, du stoler på, og som er indstillet på at huske den første tid med et lille barn og hjælpe dig med at se realistisk på dine ønsker. Måske kan du ikke nå Shakespeares samlede værker, men Hamlet kan du måske godt tygge dig igennem. Husk, at din veninde taler ud fra hendes barn og barsel.

3. Drop sammenligning:

Du kan ikke sammenligne dit barn med de andre babyer i mødregruppen, fordi jeres børn er forskellige. Der er babyer, der sover igennem, ja! Andre lærer meget hurtigt at kravle! Nogle børn er lette at amme, andre skal øve sig lidt mere. Du bliver en gladere mor, hvis du ikke måler dit barns færdigheder med andre hele tiden.

4. Sig op som husbestyrerinde:

Huslige gøremål som tøjvask, rengøring og indkøb har det med at snige sig over på din banehalvdel under en barsel. Også selv om I har delt pligterne demokratisk før. Måske lægger din mand slet ikke mærke til det og synes, at han har hænderne fulde, for et barn øger jo arbejdsbyrden betragteligt. Sig op i tide! Alt tyder på, at ansvaret for husholdningen bliver hos dig, også når barslen er slut. Tal om opgaverne – på et tidspunkt, hvor du ikke er irriteret over noget bestemt og aftal så en rimelig fordeling.

5. Robot klarer krummerne:

Rengøringshjælp eller robotstøvsuger er virkelig pengene værd og kan spare jer for en del diskussioner om kedelige opgaver. Hvis din økonomi er for trængt, så tag rengøringen i små etaper. Det bliver let for uoverskueligt og energidræbende med hovedrengøring i hele hytten, så er det nemmere lige at tørre skabslågerne af i køkkenet, mens du laver kaffe.

6. En daglig optur:

Du skal finde ud af, hvad der er vigtigt for dig: det daglige bad, en gåtur i skoven, at se mennesker hver dag, at have orden i boligen eller lignende. Sørg for at have noget at se frem til hver dag – og lad så hånt om rodebunker og nullermænd. Baby er ligeglad, og du er på barsel for din egen og babys skyld. I skal sammen finde en balance.

7. Tag hensyn til baby:

Du har ikke nødvendigvis et barn, der ligner dig selv. Dit barn skal trives med det aktivitetsniveau, du lægger for dagen. Det er en god idé med et par hjemmedage om ugen, hvor barnet får lov at bestemme tempoet. Hvis du vil ud, så gå en tur med barnevognen, mens baby sover. Andre dage kan du sætte dine egne behov lidt mere i centrum.

8. Tal om sex:

Det kan føles kunstigt at skulle tale om sex med sin partner. Men perioden efter en fødsel er en overgangsfase, som I helst skal komme glade ud af – også når det handler om sexlivet. Og her kan det være fint at få sat ord på gensidige forventninger – uden at det bliver alt for alvorligt. Sig for eksempel, at du lige vil vente et par uger med at være sexkilling. Det er meget bedre end ordløst at undvige mandens tilnærmelser. Hvis det altså er sådan, du har det!

9. Lup på din egen barndom:
En af de mærkeligste ting ved at blive mor er, at du måske pludselig kan høre din egen mor komme ud af munden på dig – særlig i situationer, hvor du slet ikke vil høre hende. Hvis du ofte har hørt en af dine forældre sige ‘nu vil jeg skilles’ i din barndom, så kan du selv komme til at sige det samme i pressede situationer. Tænk mønstrene i din egen barndom igennem, så du er bevidst om, hvor du gerne vil lægge afstand, og hvor du vil gentage gode minder.

10. Stol på dig selv:
Der er ingen bedre mor for dit barn end dig selv. Hverken bedsteforældre, dine venner med børn eller erfarne søskende ved bedre. Selv om de kan være erfarne mødre og fædre, så kender de for det første ikke dit barn, og de fleste har også glemt præcis, hvordan det er at være nybagt og usikker mor. Fortæl dine omgivelser, at du ved, de mener det godt, men du har brug for at danne dine egne erfaringer.

Kilde: Nina Brandt  – familiecoach og forfatter af bogen “Den gode barsel – en guide til et familieliv I balance.”

LÆS OGSÅ: Barsel: Sæt lige mor på pause, tak!

LÆS OGSÅ: “Det kræver rutiner at få barslen til at fungere”

LÆS OGSÅ: Video: Derfor får mødre ikke lavet noget