Derfor er du blevet til en flæbende tudemarie

Jeg sidder i biografens mørke og lader mig synke godt ned i sædet. På den måde håber jeg, at ingen ser mig sidde her – babyløs – blandt alle de andre mødre med pludrende, ammende eller skrigende babyer.

Min egen lille mus har jeg afleveret i vuggestuen. Og selv om jeg godt ved, at hun jo skal køres ordentligt ind, inden jeg om et par uger starter på arbejde igen, så føles det frygtelig illoyalt, at jeg sidder her i babybio og hygger mig.
Imens er hun blandt lutter fremmede voksne. Og børn, der er meget større end hende, og som måske lige netop nu sidder og slår hende i hovedet med en blå træklods.

Filmen starter, og mens min veninde har travlt med at få dæmpet sin baby, kan jeg vie al min opmærksomhed til det store lærred. Det er en amerikansk kærlighedskomedie, og filmen er ikke ret mange minutter gammel, før jeg mærker den første store klump i halsen.

Da vi forlader biografen, har jeg grædt så meget, at min make-up er totalt vasket væk og mine øjne helt røde. Min veninde har flere gange bekymret skævet til mig. For nok er filmen ganske sød og sine steder også én, der godt kunne animere til lidt følelsesudbrud – men alligevel ikke i den udstrækning, jeg præsterer.

Hulkehormon

Nu er film ikke det eneste, der kan få mig til at briste i gråd. Siden jeg er blevet mor, er det som om, der for alvor er åbnet for sluserne. Da min store pige i sommer skulle starte i skole, overrakte børnene en t-shirt, de selv havde malet på til pædagogerne. Og hvem stod og peb? Det gjorde jeg. Jeg kan græde over et luciaoptog eller en gymnastikopvisning, selv om mine egne børn ikke engang er med. Hvis en nabo fra mit bofællesskab giver mig et kram og siger: „Du ser da lidt trist ud i dag,” har jeg svært ved at holde tårerne tilbage. Og jeg har endda oplevet mig selv hulke højlydt over en særlig grel kvindeskæbne i et Ricky Lake-show, jeg tilfældigt zappede forbi midt under amningen da jeg stadig var på barsel.Det mærkelige er at selv om mit intellekt godt ved, at formiddags-shows på Kanal 4 er følelsesporno af værste skuffe, så bliver jeg alligevel så påvirket af den mor, der hårdt presset må opgive sit barn efter fødslen og først ser det igen 16 år efter, at jeg stortuder. Hvad er det, der er sket med mig? Og holder det aldrig op?Ifølge hjerneforsker Ann Elisabeth Knudsen hedder forklaringen oxytocin. Det er et hormon, der dannes i hjernen under kvinders graviditet, og som hjælper med at sætte selve fødslen i gang. Kvinder producerer også rigtig meget af hormonet, så længe de ammer. Oxytocin er et kønshormon, der er præstationsfremmende. Med Ann Elisabeth Knudsens ord giver det nybagte mødre ”en hjerne som Niels Bohrs.”„Al den snak om, at ammende kvinders hjerne bliver som grød, hører ingen steder hjemme. Hormonet gør, at kvinder kan multitaske som aldrig før, når de lige har født,” fastslår Ann Elisabeth Knudsen.Men oxytocin er altså også et hormon, der påvirker følelserne.„Derfor oplever mødre, at de bliver meget følelseslabile. De kan græde over ingenting. Og det er som regel sådan noget rigtigt latterligt noget, som en dødssyg slutning på en amerikansk tåreperser, kvinderne græder over,” siger forskeren.

Tudeprinsen

Nu ved jeg så, hvorfor jeg var sådan en grædekone, da jeg lige havde født, og mens jeg stadig ammede.
Men hvad er så min undskyldning nu, hvor jeg har pakket brystbuffeten sammen? Ifølge Ann Elisabeth Knudsen, så har forsøg på rotter vist, at oxytocin har en langtidsvarende effekt. Og blandt andet kan en berøring udløse hormonet igen.

„Så er det ikke vidunderligt? Den nye indlevelsesevne er blivende,” siger hun grinende.

Og så til det modsatte køn. Selv om min kæreste ikke ligefrem er den ”hønsevandende” slags, så kan han ikke længere holde ud at se tv-klip om børn, der lider på nogen som helst måde. Og da han lige var blevet far, blev han pludselig nervøs for at køre på cykel i myldretrafikken i København. For tænk, hvis han blev kørt ned, og vores barn skulle vokse op uden en far. Her er forklaringen dog ikke helt så ligetil.

Mænd danner ikke på samme måde som kvinder oxytocin. Så hvis mænd også får nemmere til tårer, efter de er blevet fædre, så handler det nok om en afsmittende virkning fra deres kvinder, mener den kvindelige hjerneforsker.

„For en mand som kronprins Frederik, der lidt kynisk har fået øgenavnet tudeprinsen, fordi han både under sit bryllup og børnenes barnedåb har grædt offentligt, skyldes hans følelsesudbrud sandsynligvis, at han har opsparet en masse indestængte følelser. Med de store begivenheder som bryllup, fødsel og dåb har han – og mange andre mænd – fået en platform, hvor det er socialt acceptabelt at vise følelser,” siger Ann Elisabeth Knudsen.

Forandret for evigt

Til gengæld vækker det at blive forældre et omsorgsgen hos både mænd og kvinder. Hjerneforskeren har været med til et forsøg, hvor de i et supermarked satte en barnevogn med en båndoptager i, der afspillede en babys gråd.

Forsøget viste, at nogle bare gik forbi, mens andre – både mænd og kvinder – enten var henne og vugge barnevognen eller kredsede omkring den og spejdede efter forældrene til det ”efterladte barn.” Og alle de, der ikke kunne gå forbi vognen, men var henne og vugge, havde selv børn, fortæller Ann Elisabeth Knudsen.

Så både mænd og kvinder vil altså for evigt være forandrede, når de er blevet forældre. Det vidste jeg selvfølgelig godt i forvejen – jeg har jo netop selv mærket det på min egen krop. Nu ved jeg så også, at jeg ikke kan gøre for det. Jeg er en rigtig Tudemarie, nu skal jeg bare lige lære at udtale, hvorfor jeg er det.

LÆS OGSÅ: 24 råd om din babys gråd

LÆS OGSÅ: Den berømte tudetur

LÆS OGSÅ:  Mor-rollen: Brug dine instinkter