Klumme: Elsk din muffin-mave

Lad mig slå én ting fast med det samme: Jeg vejer 55 kilo og er en perfekt størrelse 36. 

Eller … det er jeg inde i mit hoved. I virkeligheden er jeg 20 kilo tungere og en del mere slatten end for to børn siden.

Jeg havde ellers lavet en aftale med min krop om, at jeg efter den seneste graviditet skulle ned på min før-vægt. Ret hurtigt. Jeg mener, jeg har jo den store på fire at løbe rundt efter, og jeg spiser ret sundt (brie er fyldt med kalk!).

Nå, men jeg har været nødt til at se virkeligheden i øjnene, og derfor måtte der købes nyt tøj til min lidt større krop. Jeg begyndte i H&M, for de har masser af billige jeans (de skal være billige, for jeg er jo størrelse 36 inden længe, ik’?).

LÆS OGSÅ: Hov, hvor blev min krop af?

Jeg fandt straks fire modeller i flere forskellige størrelser og gik ind i prøverummet. Et kvarter senere gav jeg op.

Halvdelen af bukserne passede mine lår, men så gad de ikke rigtig længere op, og jeg måtte sande, at jeg havde tre valg: Low-cut med gigant muffintop – så meget, at man ikke kunne se knappen for mavefedt. De højtaljede, der fint omkransede mavedellen samt den flade røv og fik den til at ligne min mands 40-tommers fladskærm. Jeans, der passede på maven, men gav mig en hængerøv større end en 90’er hip-hop-drengs.

Goddag i villateltet

Jeg gik skuffet videre og ringede til min søster for at få moralsk opbakning. Hun mente, at jeg skulle prøve en anden butik. Ja, da! Det var jo H&Ms modeller, der ikke længere passede til mig, og ikke min krop, der var defekt. Sønnen sov stadig fredeligt i vognen, så ind i Gina Tricot med mig.LÆS OGSÅ: Mode mors krop fortjenerButikken var tom, og den smukke 20-årige ekspedient i størrelse 34 spurgte, om hun kunne hjælpe. Jeg forklarede, at jeg skulle bruge et par jeans, der sad pænt. Hun gik straks i gang og fandt et bjerg af bukser og jeans frem. Det viste sig hurtigt, at jeg havde samme problem i denne butik.Efter en time måtte den ellers søde ekspedient give op. Jeg havde prøvet hele butikken, og vi havde kun haft succes med et par joggingbukser. Ikke ligefrem de sexede jeans, jeg længtes efter.

Bryster ned til navlen

Slukøret måtte jeg gå hjem. Under aftensmaden spurgte min mand til dagens shoppetur. Jeg tegnede og fortalte og vi blev enige om, at årsagen til fiaskoen måtte være, at det var svenske butikker, jeg var gået ind i. Svenske kvinder er jo atletisk bygget, ik’?

Manden elsker mig alligevel. Han siger, at min krop har givet ham to børn, og at han elsker den for det. Vægttabet kan altid komme, når der er overskud til motion og kostplaner.

Han har jo ret. Men hvorfor er det så svært at acceptere? Er det manglen på hængebryster, muffintoppe og flade numser i medierne?

LÆS OGSÅ: Hulubulu – bryster hvor er I henne?

Jeg har altid sagt, at den dag mine bryster hænger, skal de opereres. Efter to børn er de nu blevet gode venner med navlen, og selv om jeg ville ønske, at de struttede af ungdom, som de gjorde engang, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg må acceptere, at de er anderledes og mindre faste. Hvorfor?

Fordi jeg, den dag min datter er teenager og utilfreds, vil fortælle hende, at hun er perfekt og smuk, som hun er. Jeg vil være et godt forbillede og lære at acceptere min krops forandringer, så hun ser, at man kan være lykkelig med slaskemave, hængepatter og flad numse. Jeg starter nu!

LÆS OGSÅ: “Din krop er et mesterværk, mor!”

LÆS OGSÅ: Motion: Sådan får du mor-kroppen i topform

LÆS OGSÅ: Elsk din krop, mor!