Mortilståelse: Jeg bliver af og til flov over mit barn

KLUMME: ”Mor, lov mig, du siger det her til de voksne: ‘Ingen fødselsdagssang’”, sagde min søn på sin fireårsfødselsdag, da vi var på vej i børnehave. Han knugede min hånd, da vi gik ned ad gangen i institutionen, og han fik øje på det obligatoriske kæmpeflag foran døren ind til stuen. Så begyndte han at græde. Han ville ikke i børnehave.

LÆS OGSÅ: 8 situationer der kan være ubehagelige for dit barn

Børn elsker da fødselsdagssang

Min søn elsker ellers altid at komme i børnehave, og jeg mindes ikke, at han nogensinde har grædt, når jeg er gået, men det gjorde han den dag. På hans fødselsdag, hvor han ellers burde være så glad.Det var tydeligt, at min søn ikke brød sig om al den opmærksomhed og uforudsigelighed, der kan opstå, når man som børnehavebarn har fødselsdag.LÆS OGSÅ: Er dit barn særligt sensitiv?Det føltes lidt forkert, da jeg fortalte pædagogen, at min søn ikke ville bryde sig om at få sunget fødselsdagssang, for burde min søn ikke elske at være i centrum og få sunget sang og blive forkælet? Det gør alle andre “normale” børn da? 

Har jeg et problembarn?

Det undrer mig egentlig, at jeg blev overrasket over hans reaktion. Min søn har nemlig ved flere tidligere lejligheder udtrykt aversion mod at stikke ud. Til fastelavn i vuggestuen nægtede han at blive klædt ud, og det var i direkte strid med mine egne behov. Jeg så gerne, at han fik sin jordbærdragt på, for han så utrolig nuttet ud i munderingen, og det ville jeg gerne have, at de andre så: “Se hvor sødt MIT barn er!”LÆS OGSÅ: 10 svære situationer der er gode for dit barnIndrømmet, jeg lod mig også påvirke af den generelle forventning om, at børn er udklædt i fjollede dragter til denne traditionelle begivenhed, og jeg orkede ærlig talt ikke, at mit barn skulle skille sig ud og være et problem. Måske kunne min søn mærke presset fra moderlig side, for han nægtede at blive mast ned i det røde polyesterhelvede. Jeg efterlod ham i normalt hverdags-attire og overlod det til pædagogerne at give ham dragten på.

Forstokkede forestillinger

Det er en akavet og en svær situation for mig som mor, når mit barn ikke gør det, jeg (og omverdenen) forventer af ham. Men hvorfor egentlig? I bund og grund burde jeg være glad for, at min søn tør sige fra, når der er noget, han ikke har lyst til. Det ville mange – selv voksne – kunne lære noget af. Vi har nogle gange lidt forstokkede forestillinger om, hvad det vil sige at være et barn. Jeg har i hvert fald. Ifølge mit (glans)billede har børn sunde, røde kinder og er lykkelige for at være i centrum for fødselsdagssang. De elsker også at puste lys ud til lyden af klapsalver. I bund og grund er forventninger til børnene lidt dobbelttydige. I nogle situationer vil vi gerne have, at vores børn udviser selvstændighed, hvor vi i andre situationer frygter den og nærmest bliver flove over vores børns stærke vilje.LÆS OGSÅ: Far-klumme: Den satans fri viljeNår det kom til fødselsdagssangen, viste min søn mig, at det her ville han ikke, og han var ikke bange for at give udtryk for det. Temmelig selvstændigt hvis du spørger mig i bagklogskabens lys, men absolut ingen kærkommen selvstændighed i mine øjne, mens det stod på.Til gengæld manglede min søn selvstændigheden, når han havde legeaftaler med venner fra børnehaven. Han ville simpelthen ikke være hos andre uden påhæng. Imens min søn legede med sin lille kammerat, måtte jeg drikker kaffe og konversere med forældrene. Ikke et ondt ord om det, men jeg kunne da godt have brugt tiden på at rydde op, gå til frisøren eller at få mig én på øjet. Jeg blev også en smule flov over ham, for de andre børn ville tilsyneladende gerne lege uden opsyn af egne forældre. 

Flov med flov på

Min pointe er, at børn ikke altid er, som vi gerne vil have, når vi gerne vil have det. Det kan være rigtig svært at takle, når du som mor gerne vil have et ”normalt” barn, der kan klare sig bedst muligt i verden. I vores samfund er de mest populære tilsyneladende dem, der har rundsave på albuerne, ikke altid er de sødeste og blideste over for alle, og som ELSKER at være i centrum og fortælle om dem selv (eller få sunget fødselsdagssang). Jeg har flere gange oplevet mødre (med lettere stolthed i stemmen) fortælle, hvilken lille vuggestue-bølle de har. Når jeg står der ved siden af og tænker på min søn, der ikke en gang tør få sunget fødselsdagssang, bliver jeg lidt flov. Og dén følelse er jeg faktisk flov over.