museum

Sommerkunst i Danmark

Se hvilke udstillinger du kan kaste dig over i juli måned.

PERNILLE EGESKOV, UNRAVEL

GALLERI BANJA RATHNOV/ MUSEUMSBYGNINGEN, INDTIL 8/7

Sommerkunst i Danmark

Få en poetisk, sanselig og taktil kunstoplevelse hos Galleri Banja Rathnov, der viser Pernille Egeskovs udstilling ‘Unravel’, der netop har været vist på Vejle Kunstmuseum. Udstillingen stiller skarpt på de forhold, der skaber og udgør menneskelige relationer, og sætter spørgsmålstegn ved vores indbyrdes forhold og de sømme, der til tider kan gå op – og ved, om det egentlig gør noget, at de til tider trevler. Værkerne er skabt af materialer som stofrester, gardiner, lagner, frakker og underbukser, som Pernille Egeskov har forbundet i små personlige fortællinger og illustrationer.

www.banjarathnov.com

AFRIKA – ARKITEKTUR, KULTUR OG IDENTITET

Sommerkunst i Danmark

LOUISIANA, 26/6-25/10

‘Afrika – arkitektur, kultur og identitet’, der er den tredje og sidste i udstillingstrilogien, der også omfattede udstillingerne ‘New Nordic’ og ‘Det arabiske nu’. Med ‘Afrika’ gås der tæt på de mangfoldige fortællinger fra verdensdelens utallige regioner, og udstillingen giver et nuanceret og sjældent indblik i en verdensdel på vej.

www.louisiana.dk

Sommerkunst i Danmark

AASE SEIDLER GERNES, FARVEMÆTTEDE CIRKLER

MØSTINGS HUS, 6/6-20/9 (DOG SOMMERLUKKET I JULI)

Aase Seidler Gernes havde et livslangt samarbejde med ægtefællen og billedkunstneren Poul Gernes, og sammen har de sat et markant aftryk på den danske kunstscene. Det har dog for det meste været hans navn, der er blevet fremhævet, og hun er sjældent blevet krediteret for sit enorme kreative arbejde. Nu sætter Møstings Hus på Frederiksberg spot på Aase Seidler Gernes’ selvstændige kunstneriske virke i en retrospektiv udstilling, der kan opleves frem til september.

Sommerkunst i Danmark

www.moestingshus.dk

BJØRN WIINBLAD

ARKEN, 13/6-17/1-2016

De fleste danskere har et forhold til den danske multikunstner Bjørn Wiinblad, hvis ornamenterede, elegante, spinkle og farverige streger og frodige former på platter, vaser og anden keramik har prydet mange danske hjem. Nu åbner Arken for et omfattende og nuanceret indblik i kunstnerens smittende livsglæde, nerve og optimisme gennem en udstilling af hans fabulerende univers af keramik, porcelæn, plakater, illustrationer, skulpturer, scenografi, kostumer med mere.

www.arken.dk

ETC.

Den toneangivende norske tegnestue Snøhetta, som blandt andet har tegnet operahuset i Oslo, kan frem til 27. september opleves i udstillingen ’World Architecture Snøhetta’ i DANSK ARKITEKTUR CENTER, hvor man kan blive meget klogere på flere af deres cool og nytænkende projekter. www.dac.dk

Frem til 20. september kan du opleve udstillingen ‘Den nøgne magiker’, der genremæssigt befinder sig et sted mellem performance og installation, hvor loppefund, stof, instrumenter, bøger og andre dingenoter fra levede liv bliver en del af en totalinstallation, som kunstneren Laura Lima bygger op i X-rummet på STATENS MUSEUM FOR KUNST. www.smk.dk

I anledning af grundlovens 100-årsjubilæum, hvor danske kvinder fik stemmeret, sætter kunstmuseet TRAPHOLT fokus på, hvor de danske kvinder blev af i dansk møbeldesign. Mere end 30 kvinder udstillede side om side med Finn Juhl, Hans J. Wegner og Børge Mogensen, men de mangler i historieskrivningen og i museernes samlinger. Udstillingen belyser hvorfor. Se udstillingen inden 25. januar 2016. www.trapholt.dk