Michaela Næsberg
SPONSORERET indhold

Nyt hjem efter skilsmissen: Michaela måtte starte helt forfra

Michaela var ikke mere end lige blevet færdig med at istandsætte og indrette villa med sin mand og deres børn i Gentofte, da livet slog et skarpt sving, og hun kunne begynde forfra i sin egen lille lejlighed. Her skal der være plads til både alenetid og hygge med ungerne – og Michaela har grebet opgaven an med humor, selvindsigt og en ordentlig røvfuld damepower.

Af: Christina B. Kjeldsen Foto: Christina Kayser Onsgaard
26. nov. 2019 | Bolig | ALT for damerne

Det var mildest talt et lavpunkt, da Michaela flyttede ind i sin mors walk-in-closet for en stund. Den første lejlighed, hun landede i efter bruddet med sin eksmand, viste sig at være befængt med skimmelsvamp – så her lå hun nu, omgivet af sin mors tøj og to små børn, fortæller hun i den nye podcast fra BoligLiv, Hjem kære hjem.

– Der var lidt panik over situationen, selvom det jo også var rart at mærke, at ens familie er der, når lokummet virkeligt brænder. Men. Det var jo ikke en holdbar løsning, vi skulle jo videre, så jeg skiftevis lå og tudede og sad og kæmmede Boligsiden for lejligheder og Dba.dk for billige møbler, fortæller Michaela.

Michaela Næsberg bolig
Michaelas stuelejlighed har udgang til egen lille terrasse og have – og det var helt udslagsgivende for, at hun købte den. Det giver hende en kæmpe frihedsfølelse, og hun elsker at sætte sig derud i aftensolen med åben dør ind til ungerne, der
ligger og sover.

Budgettet var stramt, men pludselig dukkede der en stuelejlighed med udgang til egen lille terrasse op – ikke langt fra eksen, arbejdet og ungernes institution. Og så kunne Michaela ved at købe den sidde billigere, end hvis hun skulle leje dyrt i området.

Michaela Næsberg bolig
Stuens sofahjørne er perfekt til både familiehygge og alenetid. Sofaen er fra Ikea og fundet billigt på Dba.dk. Det farverige tæppe er fundet på en rejse til Marokko, sofabordet er et genbrugsfund fra Instagram, flagermusstolen er købt på Dba.dk. På væggen hænger fotokunst fra filmklassikeren ”Butch Cassidy and the Sundance Kid”.

– Det vigtigste for mig var egentligt at ha’ mulighed for at træde ud i en have. Jeg fik klaustrofobi ved tanken om at blive lukket inde i en lejlighed – især efter at jeg jo lige havde haft hus og have. Selve lejligheden så simpelthen så dødssyg ud. Mørk med nikotingule gulve og savsmuldstapeter og på ingen måder lækker. Men beliggenheden var god, og så elsker jeg forvandlingsprojekter – jeg ved faktisk ikke noget bedre, fortæller Michaela.

Michaela Næsberg bolig
Michaela nyder at kunne træde udenfor på sin egen altan og terrasse. Havemøbler fra Idemøbler, puder fra H&M Home.

Med en økonomisk håndsrækning fra sin mor fik Michaela fod under eget bord og 73 kvm til sig selv og ungerne Blanca og Billy. Hun var næsten lige blevet færdig med at renovere en villa sammen med sin eksmand, og nu skulle hun i gang igen – så billigt som muligt. Michaela dampede fem lag tapet af, flåede køkkenet ud, sleb gulvene og støbte betongulv på badeværelset. Det allermeste gjorde hun selv – mellem fuldtidsarbejde og børneuger.

Michaela Næsberg bolig
De mørkolierede trægulve, der flyder gennem hele lejligheden, skaber sammenhæng og dækker over de planker, som er blevet udskiftet forskellige steder.

– Jeg elsker at se muligheder, der hvor ingen andre kan. Min mor var rasende over, at jeg gik i gang med så stort et projekt, hun syntes, det var fint nok, som det var – men jeg måtte starte forfra og få mere lys og udsigt ind. Jeg fik hjælp af mine veninder, der troppede op og dampede tapet af hele natten sammen med mig. Jeg er typen, der går all in, når først jeg går i gang, og det var vigtigt for mig at komme i mål med det her. For at få et fodfæste igen – både for børnene og mig selv, siger hun.

Selvstændig powerkvinde

Der var helt sikkert tidspunkter, hvor det hele føltes uoverskueligt. Som når Michaela lå og fragtede materialer og møbler rundt i sin mors lille Fiat 500, fordi hun ikke havde råd til en flyttebil. Eller når der dukkede uventede problemer op med ødelagte gulvplanker under skabene, mærkelige ledninger og irriterende vandrør, som der ofte gør i en renovering.

Michaela Næsberg bolig
Lejlighedens oprindelige køkken var slidt og indrettet med overskabe, der stjal plads, lys og udsigt til det fine grønne kolonihaveområde uden for lejlighedens vinduer. Michaela flåede køkkenet ud og tilbragte mange timer i Ikea med at designe et køkken, der kunne passe ind i det lille rum. Valget faldt på et cool og enkelt køkken i stål med dybe skuffer.

– Det var simpelthen så hårdt, men samtidigt måtte jeg følge de valg, jeg jo selv havde truffet, til dørs. Nu skulle jeg få styr på det her, og det gav mig energi, når jeg var kørt helt flad. Det er det hårdeste at gå igennem en skilsmisse og skulle bygge sit liv op helt forfra. Men det har også været en sindssyg vigtig proces at gennemføre, og jeg føler mig så megasej eller stolt over, at jeg selv har skabt denne nye base med de midler, jeg nu havde. Jeg har nok fået det ind med modermælken, at jeg skulle være en selvstændig kvinde, så det, at jeg tidligt lærte at skille en vandlås ad og samle ledninger er virkelig kommet mig til gavn her. Og ellers må man jo bare prøve sig frem.

Michaela Næsberg bolig
Farverige rejsefund, fotokunst og skøre indfald. Michaela har valgt at stole på sin egen intuition, lyst og smag, da hun renoverede og indrettede sit nye hjem. Fotokunst af Jenny Brandt hos Dosfamily.com, tallerken og viskestykke fra Anthropologie.
Michaela Næsberg bolig
Reolen i glas og krom var en af de få ting, som Michaela tog med sig fra huset, hun før boede i sammen med sin eksmand.
Et scoop af et loppefund, som har dannet grundlag for stilen i hele lejligheden. På et tidspunkt blev det dog lidt for meget med 80’er-krom, så Michaela har blødt stilen op med nips, kunst og tekstiler. Gul lampe fra Ikea.

Samtidig har Michaela mere end nogensinde før stolet på sin egen dømmekraft og intuition, da hun skulle indrette lejligheden.

– De ting, som jeg ikke har turdet før, dem gjorde jeg nu – som f.eks. de mørkolierede gulve. Min mor, eller alle faktisk, syntes, at jeg var sindssyg, for nu havde jeg jo lige slebet de gamle gulve så fint – men jeg satsede, og nu er der sammenhæng i hele lejligheden. Det er mere råt, og jeg er SÅ glad for det. Det samme gælder køkkenet i stål, som alle frarådede mig at vælge – for tænk nu på alle fedtfingrene. Det er jeg totalt ligeglad med, og jeg er megaglad for det i dag, fortæller hun.

Den fødte krejler

De fleste møbler og ting har hun fundet brugt.

– Den Blå Avis og Instagram har været mine venner – her har jeg slået hurtigt til, når jeg fandt noget, der kunne passe ind. Jeg skulle jonglere mellem hæslige varehuse og retrofund – og det er jo vildt sjovt. Når Ilva-bordet kommer ind og står sammen med gamle skolestole til 100 kr. stykket, så spiller det. Jeg synes, det er for vildt, når folk går ud og smider 20.000 efter en ny sofa! Jeg gider ikke betale fuld pris for noget – jeg prutter om alt – også ude i butikkerne. Og så bliver jeg nærmest lykkelig, når jeg gør et kup og finder en megafed lampe til ingen penge.

Michaela Næsberg bolig
Fotokunst over sengen, Motel fra Kayser-o.com. Messinglampen med plads til potteplanter er et heldigt fund fra Dba.dk.

Stilen i lejligheden balancerer mellem det skøre og det tjekkede, 80’er-pop og cool nutidigt design. Ligesom Michaela balancerer mellem livet som alenemor og single, når børnene er hos deres far.

Michaela Næsberg bolig
Det mørke betongulv på badeværelset har Michaela selv støbt. Det matcher lejlighedens øvrige mørke gulve og tåler det meste. Vask og spejl er begge billige fund fra Dba.dk.

– Jeg kan lukke døren ind til ungernes værelse, når de ikke er her og invitere venner over til et glas vin – og når børnene er hos mig, kan de hive deres legetøj ind og være i hele lejligheden. Selvom tæppet blev hevet væk under fødderne på os alle, så har vi det godt nu, deres far og jeg har et godt forhold, og ungerne og jeg føler os hjemme her. Det er en ret fed følelse at sidde med nu. I made it!

Anbefalet til dig