Trend 2014: Papir Power
Foldet, rullet, klippet, vævet eller moduleret. Papir er et fantastisk materiale, som designerne bruger i alt fra arkitektur til lamper og tekstiler. Vi har plukket fra hele paletten.
SVÆVENDE SKÆRM
Papir er flittigt brugt til belysningsprodukter. Bl.a. bordlampen Cappello, som er designet af Stephanie Forsythe og Todd MacAllen fra canadiske molo. Lampen består af en let svævende papirskærm og en solid marmorbase.
__________
Fortsætter på næste side...
SMUKKE BEHOLDERE
Siba Sahabi har skabt en serie papirbeholdere under navnet Bucchero. De er opbygget af hundredvis lag tapet, som gør beholderne ekstremt stærke. Formsproget er inspireret af Bucchero, som er en slags traditionel, sort etruskisk keramik.
HÅNDTRYKTE PLAKATER
Waves er en limited edition håndtrykt plakatserie af Kristina Krogh, hvor det tykke papirs kvaliteter udnyttes i den måde, som blækket løber ud i strukturen.
FLEKSIBEL VASE
Moderne produktionsmetoder som laserskæring har åbnet helt nye muligheder for brugen af papir. Bl.a. har Torafu Architects skabt Guri Guri Air Vase, som i udgangspunktet er flad, men kan hives op og skabe en beholder formet efter eget ønske.
REGNEMASKINERULLER
Som kunstner er papir et taknemmeligt materiale pga. dets mange muligheder. Den amerikanske kunstner Tara Donovan bruger bl.a. regnemaskinepapirruller til sine tredimensionelle installationer.
COOL PAPMACHÉ
Nacho Carbonell arbejder med organiske former. Et af hans foretrukne materialer er papir- og papmachéteknikken; bl.a. her i værket ’Unknown Shell’. Flere af hans værker kan i øjeblikket ses på MAK i Wien på udstillingen‘ EXEMPLARY: 150 Years of the MAK’.
___________
LÆS OGSÅ: Trend 2014: Blød minimalisme
LÆS OGSÅ: Trend 2014: Neo Grandios
LÆS OGSÅ: Trend 2014: Royal Deco